J. V. Stalin
"Pravda" nr. 56 den 14. marts 1923 (1)
Til grund for denne artikel ligger forelæsninger "om de russiske kommunisters
strategi og taktik", som jeg på forskellige tidspunkter holdt i en
arbejderklub i Presnja-bydelen og i kommunistfraktionen ved Sverdlov-universitetet
(2). Når jeg har besluttet mig for at udgive den på tryk, så
er det ikke kun, fordi jeg mener, at jeg skulle indfri Presnja-kammeraternes og
Sverdlov-studenternes ønsker, men også fordi det forekommer mig,
at artiklen kunne være til nytte for den nye generation af vore partifunktionærer.
Jeg anser det alligevel nødvendigt at komme med et forbehold. Artiklen
giver ikke udseende af at komme med noget væsentligt nyt sammenholdt med
det, som allerede flere gange er blevet sagt i den russiske partipresse af vore
ledende kammerater. Foreliggende artikel bør betragtes som en kortfattet
og skematisk fremstilling af kammerat Lenins grundlæggende meninger.
INDLEDENDE BEGREBER
1. ARBEJDERBEVÆGELSENS TO SIDER
Den politiske strategi beskæftiger sig, ligesom også taktikken gør
det, med arbejderbevægelsen. Men arbejderbevægelsen selv består
af to elementer; det objektive eller det spontane element, og det subjektive eller
bevidste element. Det objektive, spontane element er den gruppe af processer,
som foregår uafhængigt af proletariatets målbevidste og regulerede
vilje. Landets økonomiske udvikling, kapitalismens udvikling, den gamle
statsmagts sammenfald, de spontane bevægelser i proletariatet og de klasser,
som omgiver det, sammenstødene mellem klasserne osv., alt dette er foreteelser,
hvis udvikling ikke er afhængige af proletariatets vilje, det er den objektive
side af bevægelsen. Strategien har intet at gøre med disse processer,
den kan hverken ændre eller ophæve dem, den kan kun tage dem med i
beregningerne og gå ud fra dem. Dette er et område, som undersøges
af socialismens teori og marxismens program.
Men bevægelsen har
også en subjektiv, en bevidst side. Bevægelsens subjektive side er
de spontane bevægelsesprocessers genspejling i arbejdernes hjerne, det er
proletariatets bevidste planmæssige fremmarch mod et bestemt mål.
Denne side af bevægelsen interesserer os egentlig netop fordi den, til forskel
fra den objektive side, helt og holdent er underkastet strategiens og taktikkens
retningsgivende påvirkninger. Medens strategien ikke er i stand til at ændre
noget i de objektive bevægelsesprocessers forløb, så er derimod
her på bevægelsens subjektive, bevidste sides område, strategiens
anvendelsesfelt udstrakt og mangesidigt, thi strategien kan fremskynde eller hæmme
udviklingen, føre den ind på den korteste vej, eller vildlede den
ind på en sværere og mere plagsom vej, alt efter strategiens egen
fuldstændighed eller mangel.
At fremskynde eller hæmme bevægelsen,
understøtte eller bremse den - det er området og grænserne
for anvendelsen af den politiske strategi og taktik.
2. MARXISMENS TEORI OG PROGRAM
Strategien i sig selv giver sig ikke af med studier af bevægelsens objektive
processer. Ikke desto mindre må den kende dem og vurdere dem rigtigt, hvis
den ikke vil gøre sig skyldig i yderst grove og skæbnesvangre fejl
i ledelsen i bevægelsen. Det er frem for alt marxismens teori og siden også
marxismens program, der giver sig af med studiet af de objektive bevægelsesprocesser.
Derfor må strategien helt og fuldt bygge på de data, som marxismens
teori og program er fremkommet med.
Marxismens teori, som studerer kapitalismens
objektive processer i deres udvikling og bortdøen, kommer til den konklusion,
at borgerskabets omstyrtelse og proletariatets magtovertagelse er uundgåelig,
at kapitalismen uundgåeligt vil blive afløst af socialismen.
Den
proletariske strategi kan kun betegnes som virkelig marxistisk i det tilfælde,
hvor denne marxismens teoris grundlæggende resultat lægges til grund
for dets arbejde.
Marxismens program fastslår, idet den går
ud fra de teoretiske data, den proletariske bevægelses mål, som er
videnskabeligt formulerede i programmets punkter. Programmet kan være beregnet
på enten hele den kapitalistiske udviklingsperiode, - hvorved det har omstyrtelsen
af kapitalismen og organiseringen af en socialistisk produktion i sigte, eller
for en bestemt fase i kapitalismens udvikling, eksempelvis tilintetgørelsen
af resterne af det feudal-absolutistiske regime og skabelsen af betingelserne
for en fri udvikling af kapitalismen. I overensstemmelse hermed kan programmet
bestå af to dele: et maximumsprogram og et minimumsprogram. Det giver sig
selv, at den strategi, der er afpasset efter programmets minimumsdel, må
adskille sig fra den strategi, der er tilpasset programmets maximumsdel, og på
den måde kan strategien kun betegnes som virkelig marxistisk, hvis den i
sit arbejde lader sig vejlede af bevægelsens i programmet formulerede mål.
3.
STRATEGIEN
Strategiens vigtigste opgave er at fastslå den hovedretning,
som arbejderklassens bevægelse skal følge, og i hvilken retning det
er formålstjenligst for proletariatet at tildele modstanderen det afgørende
slag for at opnå de i programmet stillede mål. Den strategiske plan
er en plan til organisering af det afgørende angrebs retning, på
en sådan måde, at angrebet hurtigst muligt kan give maximale resultater.
Hovedtrækkene i den politiske strategi kunne skitseres uden særlig besvær, hvis man lavede en sammenligning med den militære strategi, f. eks. i borgerkrigens periode, mens der var kampe mod Denikin. Alle husker sidst på året 1919, da Denikin stod udenfor Tula. På dette tidspunkt førtes der mellem de milt~ tære ledere interessante diskussioner angående spørgsmålet, fra hvilken side man skulle rette det afgørende angreb mod Denikins armeer. En del militære ledere foreslog, at man som hovedretning for angrebet skulle vælge linien Tsaritsyn-Novorossijsk. Andre igen foreslog, at man skulle foretage det afgørende angreb langs linien Voronzj-Rostov, at følge denne linie og på den måde dele Denikins armé i to dele og siden knuse dem hver for sig. Den første plan havde uden tvivl en positiv side deri, at den medregnede undtagelsen af Novorossijsk, hvilket ville afskære Denikins armeer fra tilbagetog. Men den var på den ene side ufordelagtig, eftersom den forudsatte, at vores fremrykning skulle gå gennem områder (Donområdet), som var fjendtligt indstillet overfor sovjetmagten, og derfor ville kræve store ofre; på den anden side var den farlig, eftersom den ville have åbnet vejen til Moskva over Tula og Serpuchov for Denikins armeer. Den anden hovedangrebsplan var den eneste rigtige, idet den på den ene side forudsatte at vores vigtigste gruppes fremrykning skulle ske gennem områder Vorosesjguvernementet-Donetsbækkenet), som sympatiserede med sovjetmagten, hvorfor den ikke ville kræve særlige ofre; på den anden side krydsede den de operationer fra Denikins arme´s hovedstyrke, som havde retning mod Moskva. De fleste militære ledere udtalte sig til fordel for den anden plan, og dermed afgjordes udgangen af krigen mod Denikin.
Med
andre ord: at bestemme hovedangrebets retning indebærer at forudbestemme
operationernes karakter i hele krigsperioden, og dermed forudbestemme ni tiendedele
af hele krigens udgang. Deri består strategiens opgave.
Det samme kan
siges om den politiske strategi. Det første alvorlige sammenstød
mellem de politiske ledere af Ruslands proletariat i spørgsmålet
om den proletariske bevægelses hovedretning fremkom i begyndelsen af 1900-tallet,
under den russisk-japanske krig. En del af vort parti (mensjevikkerne) repræsenterede
da som bekendt den opfattelse, at den proletariske bevægelses hovedretning
i kampen mod tsarismen burde følge linien at danne forbund mellem proletariatet
og det liberale borgerskab, hvormed bønderne, en yderst vigtig faktor,
helt eller næsten helt blev udelukket af planen, medens man tilkendte det
liberale borgerskab den ledende rolle i den almindelige revolutionere bevægelse.
Den anden del af partiet (bolsjevikkerne) hævdede derimod, at hovedopgaven
var at danne forbund mellem proletariatet og bønderne, hvilket betød,
at rollen som ledere af den almindelige revolutionere bevægelse skulle tilkendes
proletariatet, og at det liberale borgerskab skulle neutraliseres.
Hvis
man i analogi med krigen mod Denikin betragter hele vores revolutionere bevægelse
fra 1900-tallets begyndelse til februar-revolutionen 1917 som en arbejdernes og
bøndernes krig mod tsarismen og godsejerne, så er det klart, at.
godsejernes og tsarismens skæbne i mange henseender var afhængig af
antagelsen af den ene eller den anden strategiske plan (den mensjevikiske eller
den bolsjevikiske) fastlæggelsen af den ene eller den anden hovedretning
for den revolutionere bevægelse.
Ligesom den militære strategi
under krigen mod Denikin ved fastlæggelsen af hovedangrebets retning til
ni tiendedele bestemte alle de efterfølgende operationers karakter frem
til tilintetgørelsen af Denikin, således bestemte også vores
politiske strategi her, i den revolutionere kamp mod tsarismen - gennem fastlæggelsen
af hovedretningen for den revolutionære bevægelse i overensstemmelse
med den bolsjevikiske plan -- karakteren af vort partis arbejde i hele perioden
med åben kamp mod tsarismen fra tiden omkring den russisk-japanske krig
og frem til februarrevolutionen 1917.
Den politiske strategis opgave består
først og fremmest i - med udgangspunkt i de data som den marxistiske teori
og program har givet samt med hensyntagen til erfaringerne fra arbejdernes revolutionere
kamp i alle lande - rigtigt at bestemme hovedretningen for den revolutionere bevægelse
i et givet land og under den givne historiske periode.
4.
TAKTIKKEN
Taktikken er en del af strategien, underordnet og tjenende denne. Taktikken
har intet med hele krigen at gøre, kun med dens enkelte episoder, med slagene,
med træfningerne. Medens strategien stræber efter at vinde eller afslutte
krigen, lad os sige kampen mod tsarismen, så tilstræber taktikken
at vinde de enkelte træfninger, de enkelte slag, med fremgang gennemføre
denne eller hin kampagne, denne eller hin aktion, som mere eller mindre svarer
til den konkrete kampsituation på ethvert givet tidspunkt.
Taktikkens
vigtigste opgave er at fastlægge de veje og midler, de former og metoder
for kampen, som bedst svarer til den konkrete situation på et givet tidspunkt
og sikrest forbereder de strategiske fremgange. Derfor bør de taktiske
aktioner og deres resultat ikke vurderes isoleret, ikke med hensyn til den umiddelbare
effekt, men med hensyn til strategiens opgaver og muligheder.
Der forekommer
tilfælde, hvor taktiske fremgange fremskynder gennemførelsen af de
strategiske opgaver. Således forholdt det sig f. eks. Ved Denikin fronten
i slutningen af 1919, da vore tropper befriede Orel og Voronezj og da vort kavaleris
fremgange ved Voronezj, og da infanteriets fremstød ved Orel skabte en
situation, som var gunstig for et fremstød mod Rostov. Det var også
tilfældet i august 1917 i Rusland, da Petrograd- og Moskvasovjetternes overgang
til bolshevikkernes side skabte en ny politisk situation, som derefter fremskyndede
vort partis fremstød i Oktober.
Der forekommer også tilfælde,
hvor taktiske fremgange, som glimrer med hensyn til deres umiddelbare effekter,
men som ikke svarer til de strategiske muligheder, skaber en "uventet",
for hele kampagnen skæbnesvanger situation. Således var forholdet
for Denikin i slutningen af 1919, da han, forledt af den lette fremgang ved den
hurtige og effektfulde fremmarch mod Moskva, spredte sin front fra Volga til Dnejpr
og dermed lagde grunden til sine armeers undergang. Således var forholdene
i 1920 under krigen mod polakkerne, hvor vi, idet vi undervurderede den nationale
faktors styrke i Polen, og forledte af den lette fremgang i en effektfuld fremmarch,
påtog os den for vore egne kræfter overstigende opgave at bryde igennem
til Europa over Warzawa, hvilket samlede den overvældende majoritet af den
polske befolkning og dermed skabte en situation, som eliminerede sovjettroppernes
fremgange ved Minsk og Zjitomir samt skadede sovjetmagtens prestige i Vesten.
Endelig forekommer der også tilfælde, hvor man bliver nødt
til at afstå fra taktiske fremgange og bevidst påtage sig taktiske
ulemper og tab, for at sikre sig strategiske fordele i fremtiden. Det forekommer
ikke sjældent under en krig, hvor man på en ene side, med det formål
at redde sine troppers kadrer og unddrage dem den overlegne modstanders slag,
indleder et planmæssigt tilbagetog og uden kamp opgiver hele byer og områder
for at vinde tid og samle kræfter til fremtidige afgørende kampe.
Således var forholdet i Rusland 1918 under den tyske offensiv, da vort parti
blev tvunget til at indgå Brest-Litovskfreden - som med hensyn til den umiddelbare
politiske effekt på det tidspunkt var en meget stor skade - for at bevare
forbundet med bønderne, som længtes efter fred, for at vinde pusterum,
for at skabe en ny hær og på den måde sikre sig fremtidige strategiske
fordele.
Med andre ord: taktikken kan ikke underordnes øjeblikkelige
kortvarige interesser, den må ikke ledes af hensyn til den umiddelbare politiske
effekt og endnu mindre må den løsrives fra den faste jord og bygge
luftkasteller- taktikken må opbygges i overensstemmelse med strategiens
opgaver og muligheder.
Taktikkens opgaver består fremfor alt i, vejledt
af strategiens anvisninger og hensyntagende erfaringerne fra arbejdernes revolutionære
kamp i alle lande, at fastlægge de former og metoder for kampen, som bedst
svarer til den konkrete situation i ethvert givet øjeblik.
5. KAMPFORMERNE
Krigsførelsens metoder, krigens former er ikke altid ens. De veksler
i overensstemmelse med udviklingsforholdene, først og fremmest i overensstemmelse
med produktionens udvikling. Under Djengis Khan blev krigen ført anderledes
end under Napoleon III, i 1900-tallet bliver den ført anderledes end i
1800-tallet.
Krigsførelsens kunst består under vore dages,
forhold i at mestre alle krigens former og at tilegne sig alle videnskabens landvindinger
på dette område, sagkyndigt udnytte dem og behændigt kombinere
dem eller i rette tid anvende den ene eller anden af disse former afhængigt
af situationen.
Det samme må siges om kampformerne på det
politiske område. Kampformerne på det politiske område er endnu
mere varierende end krigsførelsens former. De veksler i overensstemmelse
med økonomiens , samfundslivets og kulturens udvikling, i overensstemmelse
med klassernes tilstand, det indbyrdes forhold mellem de kæmpende kræfter,
statsmagtens karakter, og endelig i overensstemmelse med de internationale forhold
o. s. v. Den illegale, med delstrejker og arbejderdemonstrationer forbundne kampform
under absolutismen; den åbne kampform under "legale muligheder"
og arbejdernes politiske massestrejker, den parlamentariske kampform, lad os sige
under Dumaens periode. og massernes udenomsparlamentariske aktioner, som til tider
udmunder i væbnede oprør -, endelig de statslige kampformer eller
proletariatets magtovertagelse, hvor proletariatet får mulighed for at sikre
sig samtlige statslige midler og kræfter, inklusive hæren - sådanne
er stort set de kampformer, som proletariatets revolutionere kampes praktiske
erfaringer har givet anledning til.
Partiets
opgave består i at mestre alle kampformer, sagkyndigt samordne dem på
slagmarken og behændigt tilspidse kampen i de former, som i den givne situation
er særligt i overensstemmelse med endemålet.
6. ORGANISATIONSFORMERNE
Hærenes organisationsformer, hær - og våbenarter tilpasses
sædvanligvis efter krigsførelsens former og metoder. Ændres
de sidste, ændres også de førstnævnte. I en bevægelig
krigsform afgøres udgangen ofte gennem massiv indgriben fra kavaleriet.
I en stillingskrig derimod spiller kavaleriet slet ingen eller kun en underordnet
rolle - tungt artilleri -og fly, giftgasser og kampvogne afgør alt.
Krigskunstens
opgave består l at sikre sig alle våbenarter, udvikle dem til fuldstændighed
og behændigt kombinere deres operationer.
Det samme kan siges om organisationsformerne
på det politiske område. Lige som på det militære område
tilpasses også her organisationsformerne efter kampformerne. Konspirative
organisationer af professionelle revolutionere i absolutismens epoke; uddannelses-,
fagforenings-, kooperations- og parlamentsorganisationer (dumafraktionen etc.)
under Dumaens epoke; fabrikskomiteer, bondekomiteer, strejkekomiteer, arbejder-
og soldaterdeputeredes sovjetter, revolutionere militærkomiteer og et omfattende
proletarisk parti, som kæder alle disse organisationsformer sammen i masseaktionernes
og oprørets periode; endelig den statslige form for proletariatets organisation
i den periode. hvor magten er koncentreret i arbejderklassens hænder - dette
er stort set de organisatoriske former, på hvilke proletariatet under bestemte
forudsætninger kan og bør støtte sig l sin kamp mod borgerskabet.
Partiets opgave består i at mestre alle disse organisationsformer, udvikle dem til fuldstændighed og behændigt kombinere deres arbejde i ethvert givet øjeblik.
7.
PAROLEN. DIREKTIVET
Træffende formulerede beslutninger, som
gengiver krigens eller det enkelte sammenstøds mål og er populære
iblandt tropperne, har somme tider en afgørende betydning ved fronten som
et middel til at inspirere hæren til handling, holde begejstringen oppe
o.s.v.
Tilsvarende ordrer, paroler eller opråb til tropperne er af lige
så stor betydning for krigens hele forløb, som et førsteklasses
tungt eller førsteklasses hurtiggående kampvogne.
Endnu større
betydning har parolerne på det politiske område, hvor man har at gøre
med ti - og hundredemillioner af befolkningen og deres forskellige krav og behov.
En parole er en klar og præcis formulering af kampens nærmeste eller på lang sigt opstillede mål, som opstilles af den ledende gruppe for, lad os sige proletariatet, af dets parti.
Parolerne er forskelligt udformet, afhængigt at kampens forskellige mål - som omfatter enten en hel historisk periode, eller enkelte stadier og episoder i den givne historiske periode. Parolen: "Ned med selvherskerdømmet" - som først fremførtes i 1880erne af gruppen "Arbejdets befrielse" (3) - var en p r o p a g a n d a parole, eftersom den havde til formål at vinde enkelte eller grupper af de mest standhaftige og udholdende kæmpere for partiet - Under den russisk-japanske krig, da selvherskerdømmets ustadig blev stadig mere 'åbenbar for arbejder klassens brede lag, blev denne parole en a g i t a t i o n s parole, idet den allerede nu sigtede på at vinde de arbejdendes millionmasser. I perioden før februar revolutionen 1917, da tsarismen endegyldigt havde afsløret sig selv i massernes øjne, gik parolen "Ned med selvherskerdømmet" allerede over fra agitations parole til a k t i o n s parole, idet den var beregnet på at sætte millionmasserne i bevægelse for et stormangreb mod tsarismen . I februarrevolutionens dage blev denne parole allerede til et d i r e k t i v fra partiet , d. v. s. en direkte appel til på et givet tidspunkt at bemægtige sig visse bestemte institutioner og visse bestemte stillinger indenfor det tsaristiske system, idet det nu var et spørgsmål om at styrte tsarismen, at knuse den. Et direktiv er den direkte appel fra partiet til på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted at gå i aktion. Den er bindende for alle partimedlemmer og optages almindeligvis af de arbejdendes brede masser, hvis appellen rigtigt og træffende formulerer massernes krav, hvis den virkelig er aktuel.
At forveksle parolerne med direktivet eller en agitationsparole med en aktionsparole er lige så farligt som for tidlige eller for sene aktioner er farlige, og somme tider er det simpelt hen skæbnesvangert. I april 1917 var parolen "Al magt til sovejtterne" en a g i t a t i o n s parole. Den kendte demonstration i Petrograd i april 1917 under parolen "Al magt til sovjetterne", hvorunder demonstranterne omringede Vinterpaladset. var et forsøg, et for tidligt og derfor skæbnesvangert forsøg på at forvandle denne parole til en a k t i o n s parole. Det var et yderst farligt eksempel på, hvordan en agitationsparole blev forvekslet med en aktionsparole. Partiet havde ret, da det fordømte initiativtagerne til denne demonstration, idet det vidste, at de nødvendige forudsætninger for at ændre denne parole til en aktionsparole endnu ikke var til stede, at en for tidlig aktion fra proletariatets side kan føre til, at dets kræfter slås i stykker.
På den anden side er der tilfælde, hvor partiet stilles over for nødvendigheden af "inden for 24 timer" at ophæve eller andre en allerede godkendt og aktuel parole (eller direktiv) for at forsvare sine rakker mod en af modstanderen anlagt fælde, eller for en tid udskyde gennemførelsen af direktivet til et mere gunstigt tidspunkt. Et sådant tilfælde forekom i Petrograd i juni 1917, da en grundigt forberedt og til den 10. juni planlagt arbejder- og soldaterdemonstration "pludselig" blev indstillet af vort partis Centralkomité på grund af den ændrede situation.
Partiets opgave består i behændigt og i rette tid at andre agitationsparolerne til aktionsparoler, eller aktionsparolerne til bestemte konkrete direktiver eller, hvis situationen kræver det, lægge en fornøden smidighed og beslutsomhed for dagen for i rette tid at indstille gennemførelsen af denne eller hin parole, selv om de er populære, selv om de er aktuelle.
II
DEN
STRATEGISKE PLAN
1. HISTORISKE VENDINGER. STRATEGISKE PLANER
Partiets strategi er ikke noget konstant, eng gang for alle givet. Den ændres i overensstemmelse med de historiske vendinger, de historiske forskydninger. Disse ændringer kommer til udtryk deri, at der for hver enkelt historisk vending udarbejdes en særlig strategisk plan, som svarer til denne vending, og som virker i hele perioden fra den ene vending til den anden. I den strategiske plan fastlægges retningen for de revolutionære kræfters hovedangreb og skemaet for millionmassernes fordeling på den sociale front. Det er givetvis sådan, at den strategiske plan, som er anvendelig for en vis historisk periode med dennes særtræk, ikke kan være anvendelig for en anden historisk periode med helt andre særtræk. Enhver historisk vending modsvares af en for den nødvendig og efter dens opgaver afpasset strategisk plan.
Det samme kan siges, hvad angår krigskunsten. Den strategiske plan, som var udarbejdet med henblik på ,krigen mod Koltjak, var ubrugelig til krigen mod Denikin, som krævede en ny strategisk plan. Denne plan var på sin side anvendelig i krigen, lad os sige mod polakkerne i 1920, idet såvel hovedangrebenes retning som skemaet for de vigtigste stridskræfters fordeling nødvendigvis vil være forskellig i alle disse tre tilfælde.
Ruslands
moderne historie kender tre grundlæggende historiske vendinger, som i vort
partis historie har været grundlaget for tre forskellige strategiske planer.
Vi
anser det for nødvendigt i korthed at skitsere dem for at illustrere, hvordan
partiets strategiske planer i almindelighed ændres afhængigt af de
nye historiske forskydninger.
2.
DEN FØRSTE HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD DEN BORGERLIGT-DEMOKRATISKE
REVOLUTION I RUSLAND
Denne vending indledtes i begyndelsen af 1900-tallet, under den russisk-japanske krig, da tsarhærdnes nederlag og de russiske arbejderes kæmpemæssige politiske strejker satte alle bekolkningsklasser i bevægelse og drev dem ud på den politiske kamps skueplads. Denne vending afsluttedes under februarrevolutionen 1917.
I denne periode foregik der indenfor vort parti kamp mellem to strategiske planer. mensjevikkernes plan (Olechanov-Martov 1905) og bolsjevikkernes plan (kammerat Lenin 1905).
Den
mensjevikiske strategi planlagde hovedangrebet mod tsarismen ad linien med en
koalition mellem det liberale borgerskab og proletariatet. Med udgangspunkt i
at revolutionen på dette tidspunkt opfattedes som borgerlig, tildeltes i
følge denne plan rollen som bevægelsens hegemon (leder) det liberale
borgerskab, og den dømte proletariatet til at spille rollen som "den
yderste venstreopposition", rollen som borgerskabets "tilskyndere",
hvorved bønderne, en af de vigtigste revolutionere kræfter, helt
eller næsten helt udelukkedes af synsfeltet. Det er ikke svært at
forstå, at eftersom denne plan udelukkede de mange millioner bønders
rolle i et land som Rusland. var den håbløs utopisk I og da den lagde
revolutionens skæbne i hænderne på det liberale borgerskab (borgerskabets
hegemoni), var den reaktioner, idet det liberale borgerskab ikke var interesseret
i, at revolutionen skulle vinde fuldstændig sejr, og det var til stadighed
rede til at afslutte det hele gennem et kompromis med tsarismen.
Den
bolsjevikiske strategi (se kammerat Lenins "To taktiske linier")
planlagde revolutionens hovedangreb mod tsarismen ad linien med koalition mellem
proletariatet og bønderne, med neutralisering af det liberale borgerskab.
Med udgangspunkt i at det liberale borgerskab ikke er interesseret i, at den borgerligt
demokratiske revolution skal vinde fuldstændig sejr, at det foretrækker
et kompromis med tsarismen på arbejdernes og bøndernes bekostning
fremfor revolutionens sejr, tilkendte denne plan proletariatet, som den eneste
konsekvent revolutionære klasse i Rusland, rollen som den revolutionere
bevægelses hegemon. Denne plan er bemærkelsesværdig ikke kun
i den henseende, at den rigtigt vurderer revolutionens drivkræfter, men
også deri at den bar spiren til ideen om
proletariatets diktatur (proletariatets
hegemoni), deri at den på en genial måde forudså den næstfølgende,
højere fase i revolutionen i Rusland og lettede over gangen til den.
Den følgende revolutionere udvikling frem til februar 1917 bekræftede
helt og fuldt, at denne strategiske plan var rigtig.
3.
DEN ANDEN HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD PROLETARIATETS DIKTATUR I RUSLAND
Den anden vending begyndte med februarrevolutionen
1917, efter styrtelsen
af tsarismen, da den imperialistiske krig blotlagde de dødbringende kræftsvulster
ved kapitalismen i hele verden; da det liberale borgerskab, ude af stand til at
tage landets faktiske styrelse i sine hænder, blev nødsaget til at
indskrænke sig til at beholde den formelle magt (den provisoriske regering);
da de arbejder- og soldaterdeputeredes sovjetter, som sad inde med den faktiske
magt, ikke besad hverken erfaring eller viden til at gøre nødvendig
brug af den; da soldaterne ved fronten samt arbejderne og bønderne i baglandet
stønnede under krigens og det økonomiske forfalds byrder-, da "dobbeltmagten"
og "kontaktkommissionens" (4) regime, sønderrevet som
den var af indre modsætninger og udueligt både til krig og fred, ikke
fandt nogen "udvej ud af dødvandet" men yderligere bragte urede
i situationen. Denne periode afsluttedes med Oktoberrevolutionen 1917.
I denne periode foregik der i sovjetterne kamp mellem to strategiske planer: mensjevikkernes
og de socialrevolutionæres plan samt bolsjevikkernes plan.
Mensjevikkernes og de socialrevolutionæres strategi. som i den første tid vaklede mellem sovjetterne og den provisoriske regering, mellem revolutionen og kontrarevolutionen, tog definitiv form i tiden før den Demokratiske Konferences åbning (september 1917). Den gik ud på at man skridt for skridt, men til stadighed trængte sovjetterne bort fra magten og koncentrerede al magt i landet i hænderne på "Førparlamentet", forbilledet for et fremtidigt borgerligt parlament. Spørgsmålene og krig og fred, bondespørgsmålet såvel som det nationale spørgsmål henlagdes til indkaldelsen af den konstituerende forsamlings indkaldelse, hvilket på sin side blev udskudt til ubestemt tid. "Al magt til den konstituerende forsamling" - således formulerede de socialrevolutionære og mensjevikkerne deres, strategiske plan. Det var en plan til forberedelse af det borgerlige diktatur, et poleret og friseret, "helt demokratisk" men dog borgerligt diktatur.
Den
bolsjevikiske strategi (se kammerat Lenins "Teser", publiceret i
april 1917) planlagde hovedangrebet langs linien, at likvidere den borgerlige
magt med proletariatets og de fattige bønders forenede kræfter, at
organisere proletariatets diktatur i sovjetrepublikkens skikkelse. Brud med imperialismen
og udtræden af krigen; befrielse af de undertrykte nationaliteter i det
tidligere russiske imperium; ekspropriering af godsejerne og kapitalisterne; forberedelse
af betingelserne for at organisere en socialistisk økonomi - dette var
elementerne i bolsjevikkernes strategiske plan i denne periode. "Al magt
til sovjetterne" - således formulerede bolsjevikkerne på den
tid deres strategiske plan. Den var ikke bare rigtig i den henseende, at den rigtigt
vurderede drivkræfterne for den nye, den proletariske revolution i Rusland,
men også deri, at den lettede og tilskyndede udløsningen af den revolutionære
bevægelse i Vesten
Det derpå følgende hændelsesforløb
frem til oktoberomvæltningen bekræftede helt og fuldt, at denne strategiske
plan var rigtig.
4. DEN TREJDE HISTORISKE VENDING OG KURSEN MOD DEN PROLETARISKE REVOLUTION I EUROPA
Den tredje vending begyndte med oktoberomvæltningen, da kampen på liv og død mellem de to imperialistiske grupper i Vesten havde nået sit højdepunkt da den revolutionere krise åbenbart var i færd med at modne i Vesten, da den bankerotte og den i modsætninger indviklede borgerlige statsmagt i Rusland var brudt sammen under den proletariske revolutions angreb; da den sejrrige proletariske revolution ved sit brud med imperialismen og sin udtræden af krigen havde skaffet sig dødsfjender i skikkelse af de imperialistiske koalitioner i Vesten; da den nye regering, sovjetregeringen, gennem sine dekreter om fred, om konfiskation af godsejerjorden, om kapitalisternes ekspropriering og de undertrykte nationaliteters befrielse, havde vundet millioner af arbejdende menneskers tiltro verden over. Det var en vending i international skala, idet det var første gang kapitalens internationale front blev gennembrudt, den første gang spørgsmålet om kapitalismens styrtelse i praksis blev sat på dagsordenen. På den måde forvandledes Oktoberrevolutionen fra en national, russisk kraft til en international kraft, og de russiske arbejdere, som havde været en tilbagebleven hærafdeling af det internationale proletariat, blev dets fortrop, som på grund af sin uselviske kamp vækker Vestens arbejdere og Østens undertrykte lande. Denne vending har endnu ikke nået sin endegyldige udvikling, idet den endnu ikke har udviklet sig i international målestok, men dens indhold og dens almene retning er allerede blevet lagt tilstrækkelig klart for dagen.
På
det tidspunkt foregik der i de politiske kredse i Rusland en kamp mellem to strategiske
planer: den plan som var blevet fremlagt af de kontrarevolutionære, der
havde inddraget den aktive del af mensjevikkerne og de socialrevolutionære
i deres organisationer, og
bolsjevikkernes plan.
De kontrarevolutionære og de aktive socialrevolutionære og mensjevikker havde indrettet deres plan på at samle alle utilfredse elementer i e en lejr: de gamle officerskorps i provinsen og ved fronten, de borgerligt-nationalistiske regeringer i yderområderne, de a revolutionen eksproprierede kapitalister og godsejere, ententens agenter, som forberedte interventionen o. s. v. De sigtede på at styrte sovjetregeringen ved hjælp af et oprør eller udenlandsk intervention for at genindsætte det kapitalistiske regime i Rusland.
Bolsjevikkerne byggede derimod sin plan på indadtil at styrke proletariatets diktatur i Rusland og at udstrække den proletariske revolutions virkefelt til alle lande i verden ved at forene de russiske proletarers anstrengelser med de anstrengelser som proletarerne i Europa og Østens undertrykte lande opbyder, mod verdensimperialismen. Yderst betydningsfuld er den eksakte og kortfattede formulering af denne strategiske plan, som kammerat Lenin har givet i sin brochure "Den proletariske revolution og renegaten Kautsky": "At gennemføre det mest mulige af det der kan virkeliggøres i et land" (ens eget -J.St.) "for at udvikle, understøtte og vække til live revolutionen i alle lande" Det værdifulde i denne strategiske plan består ikke kun i, at den rigtigt vurderede verdensrevolutionens drivkræfter, men også deri at den forudså og fremskyndede den senere fremtrædende proces, som gjorde Sovjet Rusland til midtpunkt for den revolutionære bevægelses opmærksomhed verden over, til befrielsesbanner for Vestens arbejdere og Østens kolonier.
Den derpå følgende revolutionære udvikling af revolutionen i hele verden samt de fem år, hvor sovjetmagten har eksisteret i Rusland har helt og fuldt bekræftet at denne plan var rigtig. Kendsgerninger såsom at de kontrarevolutionære samt de socialrevolutionære og mensjevikkerne som flere gange har forsøgt at styrte sovjetmagten, nu mere befinder sig i emigration, medens sovjetmagten og den internationale proletariske organisation er ved at blive det vigtigste værktøj for verdensproletariatets politik - disse kendsgerninger vidner tydeligt til fordel for bolsjevikkernes strategiske plan.
"Pravda"
nr. 56 den 14. marts 1923
Underskrift: J. Stalin
1.
J -V. Stalins artikel "Til spørgsmålet om de russiske kommunisters
strategi og taktik" blev publiceret den 14. marts 1923 i nr. 56 af "Pravda
som var tilegnet Ruslands kommunistiske Partis (bolsjevikkernes) 25-årsjubilæum,
videre i avisen "Petrogradskaja Pravda" nr. 57, 58 og 59 den 14. 15.
og 16. marts 1923 samt i tidsskriftet "Kommunistitjeskaja Revolutstja",
nr. 7 (46) den 1. april 1923. Senere brugtes et afsnit af denne artikel under
rubrikken "Oktoberrevolutionen og de russiske kommunisters strategi"
i bogen: J. Stalin. "Om oktober-revolutionen", Moskva 1932.2.
Sverdlovuniversitetet - Det kommunistiske arbejder- og bondeuniversitet, opkaldt
efter J. M. Sverdlov.
På initiativ af J. M. Sverdlov blev der i 191 8
ved Den alrussiske Centrale Exekutivkommité organiseret kortvarige kurser
for agitatorer og propagandister; disse fik i januar 1919 navnet Sovjetarbejdets
skole På grundlag af denne skole dannedes efter beslutning fra RKP(b)s ottende
kongres Centralskolen for sovjet- og partiarbejdet. I den sidste halvdel af 1919
omdannedes denne skole til det Kommunistiske arbejder- og bondeuniversitet, opkaldt
efter J. M. Sverdlov.
3. Gruppen "Arbejdets befrielse" - den
første russiske marxistiske gruppe, dannet af G.V. Plechanov i Geneve l883.
(Om gruppens virksomhed og dens historiske rolle se "Sovjetunionens kommunistiske
partis (bolsjevikkernes) historie. Kort gennemgang", Kbh. 1939 Arbejderforlaget
side 14-23.)
4. "Kontaktkommissionen", som bestod af Tjeheidze,
Steklov, Suchanov, Fillippovskij og Skobelev (senere indtrådte Tjernov og
Tsereteli i den), blev oprettet af Petrograds arbejder- og soldaterdeputeredessovjets
mensjevikisk-socialrevolutionære, exekutivkommité den 7. marts 1917
for at opnå kontakt med den provisoriske regering, "påvirke"
den og "kontrollere" dens virksomhed. I virkeligheden hjalp "kontaktkommissionen"
den provosoriske regering med at gennemføre sin borgerlige politik og hæmmede
arbejdermassernes aktive revolutionære kamp for at sovjetterne skulle overtage
al magt. "Kontaktkommissionen" eksisterede til maj 1917 , da mensjevikkernes
og de socialrevolutionæres repræsentanter direkte indtrådte
i den provisoriske regering.
Se
også Stalins artikler
Om
de russisk kommunisters politiske strategi og taktik
Udkast
til pjece 1921
Oktoberrevolutionen
og de russiske kommunisters taktik
Forord
til bogen "På vej til oktober" 17. december 1924
- End -