J. V. Stalin
Forord
til bogen "På vej til oktober"
17. december 1924.
I
Oktoberrevolutionens udenrigske og indenrigske stilling
Der
var tre omstændigheder af udenrigsk art, som var bestemmende for den forholdsvise
lethed, hvormed det lykkedes den proletariske revolution i Rusland at sprænge
imperialismens lænker og dermed at styrte bourgeoisiets magt.
For det
første var der den omstændighed, at oktoberrevolutionen var begyndt
i en periode, hvor der kæmpedes en desperat kamp mellem de to udslaggivende
imperialistiske grupper, den engelsk-franske og den østrigsk-tyske, og
hvor disse grupper, fordi de bekæmpede hinanden på liv og død,
hverken havde tid eller midler til at beskæftige sig alvorligt med kampen
mod oktoberrevolutionen. Denne omstændighed var af vældig betydning
for oktoberrevolutionen, idet den gav den mulighed for at udnytte de hårde
sammenstød inden for imperialismens lejr til at befæste og organisere
sine egne kræfter.
For det andet var der den omstændighed,
at oktoberrevolutionen var begyndt under den imperialistiske krig, da de arbejdende
masser, som var krigstrætte og tørstede efter fred, i kraft af selve
begivenhedernes logik kom til i den proletariske revolution at se den eneste udvej
ud af krigen. Denne omstændighed var af den alvorligste betydning for oktoberrevolutionen,
thi den gav den fredens mægtige våben i hænde, åbnede
den muligheden for at forbinde sovjetomvæltningen med afslutningen på
den forhadte krig og vakte dermed massernes sympati for den, både i Vesteuropa
blandt arbejderne og i østen blandt de undertrykte folkeslag.
For
det tredje var der den omstændighed, at der i Europa fandtes en mægtig
arbejderbevægelse, og den kendsgerning, at en revolutioner krise, fremkaldt
ved den imperialistiske krigs langvarighed, var ved at modnes i Vesteuropa og
i Østen. Denne omstændighed var af uvurderlig betydning for revolutionen
i Rusland, thi den sikrede den trofaste forbundsfæller uden for Rusland
i dens kamp mod verdensimperialismen.
Men bortset fra de udenrigske omstændigheder
bestod der ydermere for oktoberrevolutionen en hel række gunstige, indenrigske
betingelser, som lettede den sejren.
Af disse betingelser må følgende
betragtes som de vigtigste:
For det første blev oktoberrevolutionen
på den mest aktive måde støttet af det overvældende flertal
af Ruslands arbejderklasse.
For det andet blev den afgjort støttet af
de fattige bønder og af soldaternes flertal, som tørstede efter
fred og jord.
For det tredje stod der i spidsen for revolutionen, som dens
førende kraft, et så prøvet parti som det bolsjevikiske, stærkt
ikke blot ved dets erfaring og ved dets i løbet af en årrække
udviklede disciplin, men tillige ved dets vældige forbindelser med de arbejdende
masser.
For det fjerde havde oktoberrevolutionen at gøre med fjender,
der var så forholdsvis lette at besejre, som det mere eller mindre svage
russiske bourgeoisi; godsejerklassen, som var fuldkommen demoraliseret som følge
af bøndernes "revolter"; og kompromispartierne (mensjevikkerne
og de socialrevolutionære), der i løbet af krigen havde spillet fuldstændig
fallit.
For det femte rådede den over den unge stats uhyre område,
hvor den frit kunde manøvrere og, når omstændighederne gjorde
det påkrævet, trække sig tilbage, hvile ud, samle kræfter
osv.
For det sjette kunde oktoberrevolutionen i sin kamp mod kontrarevolutionen
regne med, at der inden for landets grænser fandtes tilstrækkelige
mængder næringsmidler, brændsel og råstoffer.
Det var
disse udenrigske og indenrigske omstændigheders sammentræf, som skabte
den særegne stilling, der var bestemmende for oktoberrevolutionens forholdsvis
lette sejr.
Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at oktoberrevolutionen,
hvad den ydre og indre stilling angår, ikke havde sine svage sider. Hvad
betyder ikke allerede et sådant minus som oktoberrevolutionens bekendte
isolerethed, den kendsgerning, at der ikke ved dens side og i dens nærhed
bestod noget sovjetland, som den kunde støtte sig til? Utvivlsomt ville
en kommende revolution, f.eks. i Tyskland, befinde sig i en langt gunstigere stilling
i denne henseende, thi den vilde i sin nærhed have et sovjetland, hvis styrke
måtte tages så alvorligt, som det er tilfældet med vor Sovjetunion.
Jeg vil se helt bort fra et sådant minus ved oktoberrevolutionen som mangelen
på et proletarisk flertal i landet.
Men disse mangler understreger kun
den vældige betydning af de særegne indre og ydre betingelser for
oktoberrevolutionen, som der har været tale om ovenfor.
Denne særegenhed
bør man ikke et øjeblik glemme. Man må særlig have den
for øje, når man analyserer begivenhederne i Tyskland i efteråret
1923. Derpå bør frem for alt Trotskij tænke, som uden at tage
forskellen i betragtning opstiller en analogi mellem oktoberrevolutionen og revolutionen
i Tyskland og hæmningsløst hudfletter det tyske kommunistiske parti
for dets virkelige og påståede vildfarelser.
"Det
var let for Rusland", siger Lenin, "i den konkrete, historisk set overordentlig
egenartede situation, som forelå i 1917, at påbegynde den socialistiske
revolution, mens det vil være vanskeligere for Rusland end for de europæiske
lande at bortse den og føre den til ende. Allerede i begyndelsen af 1918
måtte jeg påpege denne omstændighed, og de følgende to
års erfaring har til fulde bekræftet rigtigheden af denne betragtning.
Sådanne specifikke betingelser som: 1) Muligheden for at forbinde sovjetomvæltningen
med afslutningen (takket være denne omvæltning) på den imperialistiske
krig, der havde udmattet arbejderne og bønderne til det yderste; 2) Muligheden
for en vis tid at udnytte den desperate kamp mellem de imperialistiske røvere,
som var delt i to grupper af verdensmagter, der ikke kunde forene sig til kamp
mod den sovjetiske fjende; 3) Muligheden for at udholde en forholdsvis langvarig
borgerkrig, delvis takket være landets uhyre udstrækning og de dårlige
samfærdselsmidler; 4) Tilstedeværelsen af en så dybtgående
borgerlig-demokratisk, revolutionær bevægelse blandt bønderne,
at proletariatets parti overtog de revolutionære krav, som var opstillet
af bøndernes parti (de 'socialrevolutionære', et parti, hvis flertal
stod helt igennem fjendtligt overfor bolsjevismen) og virkeliggjorde dem med et
slag, takket være proletariatets erobring af den politiske magt. Sådanne
specifikke betingelser er ikke til stede i Vesteuropa nu og kommer ikke så
let igen. Bortset fra en række andre grunde er det for øvrigt derfor
i Vesteuropa vanskeligere end hos os at begynde den socialistiske revolution."
(Udvalgte Værker, 11. bd., s. 174-175).
Disse Lenins ord bør man ikke glemme.
II
To
ejendommeligheder ved oktoberrevolutionen,
eller oktoberomvæltningen
og Trotskijs teori om den permanente revolution
Der
er to ejendommeligheder ved oktoberrevolutionen, som det frem for alt er nødvendigt
at klargøre sig for at fatte denne revolutions indre mening og historiske
betydning.
Hvad er det for ejendommeligheder?
Det er for det første
den kendsgerning, at proletariatets diktatur kom til verden hos os som en magt,
der opstod på grundlag af proletariatets forbund med de arbejdende masser
blandt bønderne, under proletariatets føring af disse masser. Det
er for det andet den kendsgerning, at proletariatets diktatur befæstede
sig hos os som resultat af socialismens sejr i et kapitalistisk set lidet udviklet
land, samtidig med at kapitalismen vedblev at bestå i de andre, kapitalistisk
set mere udviklede lande. Dette er naturligvis ikke ensbetydende med, at oktoberrevolutionen
ikke frembød andre ejendommeligheder. Men for os er disse to ejendommeligheder
vigtige i dette øjeblik, ikke blot fordi de tydeligst udtrykker oktoberrevolutionens
væsen, men tillige fordi de på fortræffelig måde afslører
den opportunistiske karakter af teorien om den "permanente revolution".
Lad
os i korthed betragte disse ejendommeligheder.
Spørgsmålet om
småborgerskabets arbejdende masser, både i byerne og på landet,
spørgsmålet om at vinde disse masser for proletariatet - det er den
proletariske revolutions vigtigste spørgsmål. Hvem vil den arbejdende
befolkning i byerne og på landet støtte i kampen for magten - bourgeoisiet
eller proletariatet? Hvis reserve vil den danne, bourgeoisiets eller proletariatets?
Deraf afhænger revolutionens skæbne og styrken af proletariatets diktatur.
Revolutionerne i Frankrig i 1848 og 1871 gik til grunde, hovedsagelig fordi bondereserverne
stod på bourgeoisiets side. Oktoberrevolutionen sejrede, fordi den forstod
at fravriste bourgeoisiet dets bondereserver; fordi den forstod at drage disse
reserver over på proletariatets side; fordi proletariatet i denne revolution
fremtrådte som den eneste førende kraft for det arbejdende folks
millionmasser i byerne og på landet.
Den, der ikke har fattet dette,
vil aldrig nogensinde være i stand til at fatte hverken oktoberrevolutionens
karakter eller proletariatets diktaturs væsen eller særegenheden ved
vor proletariske magts indre politik.
Proletariatets diktatur er ikke simpelthen
en regerende gruppe af spidser, som er "kyndigt" "udvalgt"
af en "erfaren strategs" omhyggelige hånd, og som "fornuftigt
støtter sig" til det ene eller det andet befolkningslag. Proletariatets
diktatur er et klasseforbund mellem proletariatet og bøndernes arbejdende
masser med det formål at styrte kapitalen og hidføre socialismens
endelige sejr, på den betingelse, at proletariatet er den ledende kraft
i dette forbund.
Her drejer det sig altså ikke om, hvorvidt man undervurderer
eller overvurderer bondebevægelsens muligheder "en smule", således
som nogle diplomatiske forsvarere for "den permanente revolution" nu
behager at udtrykke sig. Det drejer sig om selve den nye proletariske stats natur,
der er opstået som resultat af oktoberrevolutionen. Det drejer sig om den
proletariske magts karakter, om grundlaget for selve proletariatets diktatur.
"Proletariatets
diktatur", siger Lenin, "er en særlig form for klasseforbundet
mellem proletariatet, de arbejdende massers fortrop, og de talrige, ikke-proletariske
lag af den arbejdende befolkning (småborgerskabet, de små næringsdrivende,
bønderne, de intellektuelle o. s. v.) eller med flertallet af disse, et
forbund mod kapitalen, et forbund, hvis mål er kapitalens fuldstændige
omstyrtelse, fuldstændig undertrykkelse af bourgeoisiets modstand og af
dets genrejsningsforsøg, et forbund, hvis mål er socialismens endelig
oprettelse og befæstelse."
(Se forord til talen "Om folkebedraget
med parolerne frihed og lighed", juni 1919).
Og videre:
"Proletariatets
diktatur betyder - når man oversætter dette latinske, videnskabelige,
historisk-filosofiske udtryk til et jævnere sprog: Kun een bestemt klasse,
nemlig byernes arbejdere og de industrielle fabriksarbejdere overhovedet, er i
stand til at lede de arbejdendes og udbyttedes samlede masse under kampen for
at afkaste kapitalens åg, under selve omvæltningen, under kampen for
sejrens hævdelse og befæstelse, under skabelsen af den nye, socialistiske
samfundsorden, under hele kampen for klassernes fuldstændige afskaffelse."
(Udvalgte Værker, 10. bd., s. 243).
Dette
er teorien om proletariatets diktatur, således som Lenin har fremsat den.
Den
ene ejendommelighed ved oktoberrevolutionen består deri, at denne revolution
udgør den klassiske virkeliggørelse af den leninske teori om proletariatets
diktatur.
Nogle kammerater er af den anskuelse, at denne teori skulde være
en rent "russisk" teori, som udelukkende tager sigte på den russiske
virkelighed. Det er forkert. Det er aldeles forkert. Når Lenin taler om
de ikke-proletariske klassers arbejdende masser, som ledes af proletariatet, så
tænker han dermed ikke blot på de russiske bønder, men tillige
på de arbejdende befolkningselementer i de grænseområder af
Sovjetunionen, som endnu for kort tid siden var russiske kolonier. Lenin gentog
utrætteligt, at uden et forbund med disse folkemasser af andre nationaliteter
kunde det russiske proletariat ikke sejre. I sine artikler om det nationale spørgsmål
og i sine taler på Kommunistisk Internationales kongresser har Lenin mere
end een gang sagt, at verdensrevolutionens sejr er umulig uden et revolutionært
forbund, uden en revolutioner blok, bestående af proletariatet i de fremskredne
lande og de undertrykte folkeslag i koloniernes slavelande. Men hvad andet er
kolonier end de samme undertrykte, arbejdende masser og frem for alt arbejdende
bondemasser? Hvem ved ikke, at spørgsmålet om koloniernes befrielse,
hvad sagens kerne angår, er et spørgsmål om befrielse
af ikke-proletariske klassers arbejdende Masser fra finanskapitalens undertrykkelse
og udbytning?
Men deraf følger, at Lenins teori om proletariatets diktatur
ikke er en rent "russisk" teori, men en teori, som gælder for
alle lande. Bolsjevismen er ikke blot en russisk foreteelse. "Bolsjevismen"
- siger Lenin - er "et mønster på en taktik for alle."
(Udvalgte Værker, 10. bd., s. 112).
Dette er de karakteristiske træk
i den første ejendommelighed ved oktoberrevolutionen.
Hvorledes
forholder det sig nu med Trotskijs teori om den "permanente revolution",
set ud fra denne ejendommelighed ved oktoberrevolutionen?
Vi vil ikke opholde
os ved den stilling, Trotskij indtog i Året 1905, da han "simpelthen"
glemte bønderne som revolutionær kraft og opstillede parolen "Ingen
Tsar, frem med arbejderregeringen", dvs. parolen om en revolution uden bønderne.
Endogså Radek, den "permanente revolutions" diplomatiske forsvarer,
må nu indrømme, at den "permanente revolution" i Året
1905 betød "et spring ud i det tomme rum", bort fra virkelighedens
verden. Det ser ud til, at alle nu erkender, at det ikke er lønnende at
beskæftige sig yderligere med dette "spring ud i det tomme rum".
Vi
vil heller ikke opholde os ved den stilling, Trotskij indtog under krigen, lad
os sige i 1915, da han i sin artikel "kampen om magten", hvori han ud
fra den betragtning, at "vi lever i imperialismens tidsalder", og at
imperialismen ikke stiller "den borgerlige nation over for det gamle regime,
men derimod proletariatet over for den borgerlige nation", kom til den slutning,
at bøndernes revolutionære rolle måtte blive mindre, at parolen
om jordens beslaglæggelse allerede ikke længere havde den betydning,
som den tidligere havde haft. Som bekendt har Lenin i en omtale af denne artikel
anklaget Trotskij for "benægtelse af bøndernes rolle" og
sagt: "I virkeligheden hjælper Trotskij de liberale arbejderpolitikere
i Rusland, som ved 'benægtelse' af bøndernes rolle kun forstår
dette ene, at man ikke vil rejse bønderne til revolution."
(Se artiklen "Om revolutionens to linjer", nov. 1915).
Vi vil hellere
gå over til Trotskijs senere arbejder om dette spørgsmål, til
hans arbejder i den periode, da det proletariske diktatur allerede havde befæstet
sig, og Trotskij havde mulighed for i praksis at gennemprøve sin teori
om den "permanente revolution" og at rette sine fejl. Lad os tage det
forord, han i 1922 skrev til sin bog "1905". I dette forord siger Trotskij
følgende om den "permanente revolution":
"Netop
i tidsrummet imellem den 9. (22.) januar og oktoberstrejken i 1905 udvikledes
hos forfatteren de meninger om karakteren af Ruslands revolutionære udvikling,
som er blevet betegnet som teorien om den 'permanente revolution'. Denne lærde
betegnelse udtrykte den tanke, at den russiske revolution, som står umiddelbart
overfor borgerlige mål, dog ikke kan blive stående ved disse. Revolutionen
kan ikke løse sine nærmeste borgerlige opgaver på anden måde
end derigennem, at den bringer proletariatet til magten. Men har proletariatet
først taget magten i sin hånd, så vil det ikke kunne begrænse
sig til revolution indenfor borgerlige rammer. Tværtimod må den proletariske
fortrop, netop for at kunne sikre sin sejr, allerede i den første tid af
sit Herredømme foretage de dybeste indgreb ikke blot i den feudale, men
også i den borgerlige ejendom. Derved kommer proletariatet til at støde
fjendtligt sammen* ikke blot med alle de grupperinger indenfor bourgeoisiet,
som støttede det i begyndelsen af dets revolutionære kamp, men tillige
med bøndernes brede masser*, ved hvis hjælp det er kommet
til magten. De modsætninger, en arbejderregerings stilling rummer i et tilbageliggende
land med et overvældende flertal af bønder, kan kun* løses
i international målestok, på den proletariske Verdensrevolutions Arena."
(*)
fremhævet af mig - J. St.
Således
taler Trotskij om sin "permanente revolution".
Man behøver
blot at sammenligne dette citat med de ovenfor anførte citater af Lenins
værker om proletariatets diktatur for at fatte hele den kløft, som
adskiller den leninske teori om det proletariske diktatur fra Trotskijs teori
om den "permanente revolution".
Lenin taler om proletariatets forbund
med bøndernes arbejdende lag som grundlaget for proletariatets diktatur.
Hos Trotskij derimod bliver det til, at den "proletariske fortrop" "støder
fjendtligt sammen med" "bøndernes brede masser".
Lenin
taler om proletariatets ledelse af de arbejdende og udbyttede masser. Hos Trotskij
derimod bliver det til de "modsætninger, en arbejderregerings
stilling rummer i et tilbageliggende land med et overvældende flertal af
bønder".
Ifølge Lenin henter revolutionen sin kraft
frem for alt hos selve Ruslands arbejdere og bønder. Hos Trotskij bliver
det derimod til, at man udelukkende kan hente den nødvendige kraft
på "den proletariske verdensrevolutions arena".
Men hvad så,
hvis den internationale revolution skulde indtræffe med forsinkelse? Er
der så nogen udsigter for vor revolution? Trotskij giver den ingen udsigter,
thi de "modsætninger, en arbejderregerings stilling rummer ... kan
kun løses ... på den proletariske verdensrevolutions arena".
Efter denne plan bliver der intet andet tilovers for vor revolution end dette
ene perspektiv: at vegetere i sine egne modsætninger og rådne på
roden, mens der ventes på verdensrevolutionen.
Hvad betyder proletariatets
diktatur ifølge Lenin?
Proletariatets diktatur er den magt, som støtter
sig på proletariatets og bøndernes arbejdende massers forbund med
det mål at hidføre "kapitalens fuldstændige omstyrtelse
og socialismens endelige oprettelse og befæstelse".
Hvad betyder
proletariatets diktatur ifølge Trotskij?
Proletariatets diktatur er
den magt, som "støder fjendtligt sammen" med bøndernes
brede Masser" og udelukkende søger "modsætningerne løst
på den proletariske verdensrevolutions arena".
Hvorved adskiller
denne "den permanente revolutions" teori sig fra den velkendte mensjevikiske
teori, der fornægter ideen om proletariatets diktatur?
Hvad sagens kerne
angår ikke ved noget som helst.
Der er ingen tvivl mulig. "Den
permanente revolution" er ikke en simpel undervurdering af bondebevægelsens
revolutionere muligheder. "Den permanente revolution" er en sådan
undervurdering af bondebevægelsen, at den fører til en fornægtelse
af den leninske teori om proletariatets diktatur.
Trotskijs "permanente
revolution" er en afart af mensjevismen.
Sådan forholder det sig
med den første ejendommelighed ved oktoberrevolutionen.
Hvilke er
de karakteristiske træk i den anden ejendommelighed ved oktoberrevolutionen?
Ved
studiet af imperialismen, særlig under krigen, opdagede Lenin loven om ujævnheden,
den springende karakter af de kapitalistiske landes økonomiske og politiske
udvikling. Ifølge denne lov forløber de enkelte foretagenders, trusters,
industrigrenes og landes udvikling ikke jævnt, ikke i en fastsat rækkefølge,
ikke på den måde at en bestemt trust, en bestemt industrigren eller
et bestemt land stadig går i spidsen, medens de andre truster eller de andre
lande bliver liggende tilbage, det ene bag ved det andet, men derimod springende,
med afbrydelser af udviklingen i nogle lande og med spring fremad i andre landes
udvikling. Samtidig sker der det, at de tilbageblivende landes fuldt ud berettigede
bestræbelser for at holde deres tidligere stilling og de forudilende landes
lige så berettigede Bestræbelser for at tilrive sig nye positioner
fører til, at krigeriske sammenstød mellem de imperialistiske lande
bliver en uundgåelig Nødvendighed. Således forholdt det sig
f.eks. med Tyskland, som for et halvt århundrede siden var et tilbageblevet
land sammenlignet med Frankrig og England. Det samme gælder Japan sammenlignet
med Rusland. Det er imidlertid en kendt sag, at Tyskland og Japan allerede ved
begyndelsen af det 20. århundrede havde fået et så stort forspring,
at det var lykkedes det førstnævnte land at overgå Frankrig,
det begyndte nu at trænge England hårdt på verdensmarkedet.
For Japan lykkedes det samme over for Rusland. Af disse modsætninger opstod
som bekendt den sidste imperialistiske krig.
Denne lov går ud fra
følgende:
1. "Kapitalismen er vokset over i et Verdenssystem, hvor
en Håndfuld 'fremskredne' Lande kolonialt undertrykker og finansielt kvæler
det overvældende Flertal af Jordens Befolkning" (Lenin, Udvalgte Værker,
6. bd., s. 52, "Imperialismen", forordet til den franske og tyske udgave).
2.
"To, tre verdensbeherskende og til tænderne bevæbnede røvere
(Amerika, England og Japan) deler 'byttet' og drager hele verden med ind i deres
krig om delingen af deres bytte." (samme sted).
3. Forøgelsen af
modsætningerne inden for den finansielle undertrykkelses verdenssystem og
uundgåeligheden af krigeriske sammenstød har til følge, at
imperialismens verdensfront let kan såres af revolutionen, og at gennembruddet
af denne front i enkelte lande bliver sandsynligt.
4. Det er mest sandsynligt,
at dette gennembrud vil finde sted på de punkter og i de lande, hvor den
imperialistiske fronts kæde har sine svageste led, dvs. der, hvor imperialismen
er svagest underbygget og revolutionen udvikler sig lettest.
5. Som følge
heraf er en sejr for socialismen i et enkelt land, selv om dette land er mindre
udviklet i kapitalistisk henseende, samtidig med kapitalismens videre beståen
i de andre lande, selv om disse lande er mere udviklede i kapitalistisk henseende,
fuldkommen mulig og sandsynlig.
Dette er i få ord grundlaget for den
leninske teori om den proletariske revolution.
Hvori består oktoberrevolutionens
anden ejendommelighed?
Oktoberrevolutionens anden ejendommelighed består
i, at denne revolution er et typisk eksempel på praktisk anvendelse af den
leninske teori om den proletariske revolution.
Den, som ikke har fattet disse
ejendommeligheder ved oktoberrevolutionen, vil aldrig være i stand til at
fatte hverken den internationale karakter af denne revolution, dens uhyre internationale
styrke eller dens særegne udenrigspolitik.
"Ujævnheden i den økonomiske og politiske udvikling", siger Lenin, "er en ubetinget lov for kapitalismen. Heraf følger, at socialismens sejr til at begynde med er mulig i nogle eller endog i et enkelt kapitalistisk land. Efter at have eksproprieret kapitalisterne og hos sig organiseret en socialistisk produktion vilde dette lands sejrrige proletariat gøre front mod den øvrige kapitalistiske verden, drage de andre landes undertrykte klasser til sig, opflamme opstanden mod kapitalisterne i disse lande og i nødsfald endog anvende militærmagt mod de udbyttende klasser og deres stater. Thi nationernes frie forening i socialismen er umulig uden de socialistiske republikkers mere eller mindre langvarige, hårdnakkede kamp mod de tilbageliggende stater." (Udvalgte Værker, 6. bd., s. 29-30).
Opportunister
i alle lande påstår, at den proletariske revolution dersom den overhovedet
ifølge deres teori bør begynde noget sted kun kan begynde i de industrielt
udviklede lande, og at jo mere udviklede disse lande er i industriel henseende,
desto større chancer består der for socialismens sejr, mens muligheden
for socialismens sejr i et enkelt land, og tilmed i et kapitalistisk svagt udviklet
land, for dem er udelukket som noget absolut usandsynligt. Allerede under krigen
stillede Lenin - støttet på loven om den ujævne udvikling af
de imperialistiske stater - sin teori om den proletariske revolution op imod opportunisterne,
teorien om socialismens sejr i et enkelt land, selv når dette land i kapitalistisk
henseende er mindre udviklet.
Som bekendt har Oktoberrevolutionen til fulde
bekræftet rigtigheden af Lenins teori om den proletariske revolution.
Hvordan
forholder det sig nu med Trotskijs "permanente revolution", betragtet
ud fra den leninske teori om den proletariske revolution?
Lad os tage Trotskijs
brochure "Vor Revolution" (1906).
Trotskij skriver:
"Uden
direkte statslig støtte fra det europæiske proletariats side vil
Ruslands arbejderklasse ikke være i stand til at holde sig ved magten og
forvandle sit midlertidige herredømme til et varigt socialistisk diktatur.
Derom kan der intet øjeblik tvivles".
Hvad
går dette citat ud på? Nuvel, det går ud på, at socialismens
sejr i et enkelt land, i dette tilfælde Rusland, er umulig "uden direkte
statslig støtte fra det europæiske proletariats side", dvs.
før det europæiske proletariat har erobret magten.
Hvad har denne
"teori" tilfælles med Lenins tese om muligheden af socialismens
sejr "i et enkelt kapitalistisk land"?
Det er klart, at der intet
fælles findes her.
Men lad os antage, at denne brochure af Trotskij,
som udkom i 1906, hvor det var vanskeligt at bestemme vor revolutions karakter,
indeholder ufrivillige fejl og ikke helt svarer til Trotskijs meninger i den påfølgende
tid. Lad os betragte en anden brochure af Trotskij, hans "Fredsprogram",
som udkom før oktoberrevolutionen og nu (1924) er blevet optrykt på
ny i bogen "1917". I denne brochure kritiserer Trotskij Lenins teori
om den proletariske revolution, om socialismens sejr i et enkelt land, og stiller
parolen om Europas forenede Stater op imod den. Han påstår, at en
sejr for socialismen i et enkelt land er umulig, at socialismens sejr enten kun
er mulig som en sejr i flere udslaggivende lande i Europa (England, Rusland, Tyskland),
der slutter sig sammen som Europas forenede Stater, eller den er overhovedet umulig.
Han siger udtrykkeligt, at "en sejrrig Revolution i Rusland eller England
er utænkelig uden en revolution i Tyskland og omvendt".
"Den eneste nogenlunde konkrete historiske betragtning", siger Trotskij, "som er blevet opstillet imod parolen Europas forenede Stater, blev formuleret i den schweiziske 'Socialdemokrat' (bolsievikernes daværende centralorgan, J.St.) i følgende sætning: 'Ujævnheden i den økonomiske og politiske udvikling er en ubetinget lov for kapitalismen'. Deraf drog 'Socialdemokrat' den slutning, at også socialismens sejr er mulig i et enkelt land, og at ikke er nødvendigt i hver enkelt stat at gøre proletariatets diktatur afhængigt af oprettelsen af Europas Forenede Stater. At den kapitalistiske udvikling i de forskellige lande er ujævn, er en fuldkommen ubestridelig opfattelse. Men selve denne ujævnhed er meget ujævn. Det kapitalistiske niveau er ikke det samme i England, Østrig, Tyskland eller Frankrig. Men i sammenligning med Afrika eller Asien udgør alle disse lande det kapitalistiske Europa, som er modent til den sociale revolution. At intet land skal 'vente' på de andre med sin kamp er en elementær tanke, som det er nyttigt og nødvendigt at gentage, for at ikke den 3. internationale aktions idé skal blive forbyttet med den internationale, af ventende uvirksomheds idé. Uden at vente på de andre påbegynder og fortsætter vi kampen på nationalt grundlag, fuldt overtydet om, at vort initiativ vil give kampen i de andre lande en impuls. Men skulle dette ikke ske, så vilde det være håbløst at tro - herom vidner både den historiske erfaring og teoretiske overvejelser - at f.eks. det revolutionere Rusland kunde hævde sig overfor et konservativt Europa, eller at et socialistisk Tyskland kunde bestå isoleret i den kapitalistiske verden."
Som
det ses, står vi over for den samme teori om socialismens samtidige sejr
i Europas udslaggivende lande, opstillet som en regel, der udelukker den leninske
revolutionsteori om socialismens sejr i et enkelt land.
Der er ingen tvivl
om, at for at opnå socialismens fuldstændige sejr, for at være
fuldstændig sikret imod den gamle ordens genoprettelse, er fælles
anstrengelser af proletariatet i flere lande nødvendige. Der er ingen tvivl
om at uden det europæiske proletariats støtte til vor revolution
ville Ruslands proletariat ikke have kunnet holde stand over for det almindelige
stormangreb, ligesom den revolutionere bevægelse i Vesteuropa ikke uden
den russiske revolutions støtte ville have kunnet udvikle sig i det tempo,
som den begyndte at udvikle sig i efter oprettelsen af det proletariske diktatur
i Rusland. Der er ingen tvivl om, at vi har brug for støtte. Men hvad betyder
støtte til vor revolution fra det vesteuropæiske proletariats side?
De europæiske arbejderes sympati for vor revolution, deres beredvillighed
til at forpurre imperialisternes interventionsplaner - er alt dette en støtte,
en alvorlig hjælp? Ja, ubetinget. Uden en sådan støtte, uden
en sådan hjælp, ikke blot fra de europæiske arbejderes side,
men også fra kolonilandenes og de afhængige landes side, ville det
proletariske diktatur i Rusland have været temmelig ilde stedt. Var hidtil
denne sympati og denne hjælp i forbindelse med vor røde hærs
styrke og Ruslands arbejderes og bønders beredvillighed til med tapperhed
at forsvare det socialistiske fædreland tilstrækkelige - var det alt
sammen tilstrækkeligt til, at vi kunde afslå imperialisternes angreb
og tilkæmpe os forudsætningerne for et alvorligt opbygningsarbejde?
Ja, det var tilstrækkeligt. Er denne sympati i tiltagen, eller er den i
aftagen? Den er ubetinget i tiltagen. Foreligger der altså hos os gunstige
betingelser, ikke blot for at føre arbejdet på den socialistiske
økonomis organisering videre frem, men tillige for fra vor side at yde
hjælp både til de vesteuropæiske arbejdere og til de undertrykte
folkeslag i Østen? Ja, disse betingelser foreligger. Herom er Ruslands
proletariske diktaturs historie gennem syv år et talende vidnesbyrd. Kan
man måske benægte, at et mægtigt arbejdsopsving allerede har
taget sin begyndelse hos os? Nej, det kan man ikke benægte.
Hvilken
betydning kan efter alt dette Trotskijs erklæring have, at det revolutionere
Rusland ikke kunne hævde sig over for et konservativt Europa? Den kan kun
have en betydning - for det første, Trotskij føler ikke vor revolutions
indre styrke; for det andet, Trotskij fatter ikke den uvurderlige betydning af
den moralske støtte, som Vestens arbejdere og Østens bønder
yder vor revolution; for det tredje, Trotskij fatter ikke den snigende, indre
sygdom, som imperialismen i dag fortæres af.
Bjergtaget af sin kritik
af den leninske teori om den proletariske revolution har Trotskij uden at ville
det slået sig selv i ansigtet. Han gør det i sin brochure "Fredsprogrammet",
som udkom 1917 og optryktes i 1924.
Men måske er også denne brochure
af Trotskij forældet og svarer på en eller anden måde ikke mere
til hans nuværende anskuelser? Lad os tage Trotskijs senere skrifter, som
er forfattet efter at den proletariske revolution havde sejret i et enkelt land,
nemlig i Rusland. Lad os f.eks. tage Trotskijs "Efterskrift", der er
skrevet i 1922 til det nye oplag af brochuren "Fredsprogrammet". I denne
"Efterskrift" siger han følgende:
"Den
Påstand, som gentages flere Gange 'Fredsprogrammet', nemlig at den proletariske
revolution ikke kan føres sejrrigt til Ende indenfor nationale rammer,
vil måske forekomme mange læsere gendrevet ved vor sovjetrepubliks
næsten femårige erfaringer. Det ville imidlertid være ubegrundet
at drage en sådan slutning. Den kendsgerning, art arbejderstaten har kunnet
hævde sig overfor hele verden i et enkelt og tilmed tilbageliggende Land,
vidner om den kolossale magt, som proletariatet - der i andre, mere fremskredne
og mere civiliserede lande vil være i stand til at fuldføre sande
vidundere - er i besiddelse af. Men selv om vi politisk og militært har
hævdet os som stat, så er vi dog endnu ikke nået til oprettelsen
af et socialistisk samfund - ja, vi har end ikke engang nærmet os det ...
Så længe bourgeoisiet endnu er ved magten i de øvrige europæiske
stater, er vi i kampen mod den økonomiske isolering nødsaget til
at søge forståelse med den kapitalistiske verden. Samtidig kan det
med bestemthed siges, at denne forståelse i bedste fald kan være os
en hjælp til at helbrede disse eller hine økonomiske sår, til
at gøre dette eller hint skridt fremad, men et virkeligt opsving af Ruslands
socialistiske økonomi hun vil være muligt efter proletariatets
sejr* i de vigtigste lande i Europa."
(*) fremhævet af mig -
J.St.
Således
taler Trotskij, idet han åbenlyst forsynder sig mod virkeligheden og hårdnakket
bestræber sig på at redde "den permanente revolution" fra
det endelige skibbrud.
Det viser sig, at hvordan man end vender og drejer det,
så er vi ikke blot "ikke nået" til oprettelsen af et socialistisk
samfund, men har ikke engang "nærmet" os det. Den ene eller anden
har måske håbet på en "forståelse med den kapitalistiske
verden", men heller ikke dette kommer der noget ud af, for hvordan man end
vender og drejer det, et "virkeligt opsving af den socialistiske økonomi"
kan ikke finde sted, så længe proletariatet i "de vigtigste lande
i Europa" ikke har sejret.
Og
altså, da sejren endnu ikke foreligger i Vesteuropa, har den russiske revolution
kun "valget" imellem at rådne på roden eller at udarte til
en borgerlig stat.
Ikke for ingenting taler Trotskij nu på andet år
om, at vort parti "udarter".
Ikke for ingenting forudsagde Trotskij
i fjor vort lands "undergang".
Hvordan skal denne sælsomme
"teori" bringes i samklang med Lenins teori om "socialismens sejr
i et enkelt Land"?
Hvordan skal man bringe dette sælsomme "perspektiv"
i samklang med Lenins perspektiv, som viser, at den nye økonomiske politik
vil give os mulighed for at lægge "fundamentet til den socialistiske
økonomi"? Hvordan skal denne "permanente" håbløshed
f.eks. bringes i samklang med følgende udtalelse af Lenin:
"Socialismen er allerede nu ikke længere et spørgsmål, der angår en fjern fremtid, eller en eller anden abstraktion eller et helgenbillede. Helgenbilleder har vi stadig den gamle, meget ringe mening om. Vi har draget socialismen ind i det daglige liv, og det er her, vi må finde os til rette. Dette er vor dagsopgave, dette er vor tidsalders opgave. Tillad mig at slutte med at give udtryk for min overbevisning om, at hvor svær opgaven end måtte være, hvor ny den end er i sammenligning med vore tidligere opgaver, og hvor mange vanskeligheder den end måtte berede os - så vil vi dog alle i forening, ikke i morgen, men i løbet af nogle år. Løse disse opgaver, og det for enhver pris, således at der ud af den nye økonomiske politiks Rusland bliver et socialistisk Rusland." (Tale på Moskva-sovjettens plenarmøde, 20. nov. 1922).
Hvordan skal den permanente udsigtsløshed f.eks. bringes i samklang med følgende udtalelse af Lenin:
"Faktisk - alle store produktionsmidler i statens besiddelse, statsmagten i proletariatets hænder, dette proletariats forbund med de mange millioner småbønder og dværgbønder, sikring af dette proletariats førerstilling i forholdet til bønderne osv. - er det ikke alt, hvad der behøves for ud af kooperationen, blot ud af kooperationen, som vi tidligere behandlede som kræmmeragtig, og som vi i visse henseender endnu i dag under NEP, er berettigede til at behandle således - er det da ikke alt, hvad der behøves til opbygning af et fuldstændigt socialistisk samfund? Dette er endnu ikke selve opbygningen af det socialistiske samfund, men det er alt, hvad der er nødvendigt og tilstrækkeligt til denne opbygning." (Udvalgte Værker, 12. bd., s. 254).
Det
er klart, at der her ingen samklang er, og ingen samklang kan være. Trotskijs
"permanente revolution" er en fornægtelse af den leninske teori
om den proletariske revolution, og omvendt er den leninske teori om den proletariske
revolution en fornægtelse af teorien om "den permanente Revolution".
Manglende
tro på vor revolutions kræfter og formåen, manglende tro på
det russiske proletariats kræfter og evner - det er, hvad der ligger bag
teorien om "den permanente revolution".
Hidtil har man sædvanligvis
fremhævet den ene side af teorien om "den permanente revolution"
- den manglende tro på bondebevægelsens revolutionære muligheder.
Nu må for retfærdighedens skyld denne side suppleres med den anden
side - den manglende tro på det russiske proletariats kræfter og evner.
Hvorved
adskiller Trotskijs teori sig fra den gængse mensjevikiske teori, at socialismens
sejr i et enkelt og tilmed i et tilbageliggende land er umulig uden en forudgående
sejr for den proletariske revolution i "Vesteuropas udslaggivende Lande"?
Hvad
sagens kerne angår ikke ved noget som helst.
Der kan umulig bestå
nogen tvivl. Trotskijs teori om "den permanente revolution" er en afart
af mensjevismen.
I den senere tid breder visse rådne diplomater sig i vor presse og bestræber sig på at smugle teorien om "den permanente revolution" ind som noget, der er foreneligt med leninismen. Ganske vist - sådan siger de - viste denne teori sig uanvendelig i 1905. Men Trotskijs fejl består i, at han dengang var kommet for langt foran, idet han forsøgte at anvende på stillingen i 1905, hvad der dengang ikke kunne anvendes på den. Men senere hen - siger de - f.eks. i Oktober 1917, da revolutionen havde nået fuldkommen modenhed, skulle Trotskijs teori have vist sig helt igennem anvendelig. Det er ikke vanskeligt at gætte, at Radek er hovedfiguren blandt disse diplomater. Hør en gang:
"Krigen åbnede en afgrund mellem bønderne, som stræbte efter jord og fred, og de småborgerlige partier. Krigen bragte bønderne ind under arbejderklassens og dens fortrops, dvs. det bolsjevikiske partis førerskab. Det var ikke arbejderklassens og bøndernes diktatur, der blev muligt, men derimod arbejderklassens diktatur, støttet på bønderne. Det, Rosa Luxemburg og Trotskij i 1905 førte i marken mod Lenin (dvs. 'den permanente Revolution' - J. St.), viste sig i virkeligheden at være den historiske udviklings anden Etape".
Hvert
ord er her en fordrejelse.
Det er ikke sandt, at det under krigen "ikke
var arbejderklassens og bøndernes diktatur, men arbejderklassens diktatur
støttet på bønderne", der blev muligt. I realiteten var
februarrevolutionen i 1917 virkeliggørelsen af proletariatets og bøndernes
diktatur i en egenartet sammenfletning med bourgeoisiets diktatur.
Det er ikke
sandt, at teorien om "den permanente revolution", om hvilken Radek blufærdigt
tier, blev opstillet i 1905 af Rosa Luxemburg og Trotskij. I virkeligheden blev
denne teori ført i marken af Parvus og Trotskij. Nu, efter ti måneders
forløb korrigerer Radek sig selv, idet han anser det for nødvendigt
at skælde Parvus ud på grund af "den permanente revolution".
Men retfærdigheden kræver, at Radek også skælder Parvus'
kompagnon Trotskij ud.
Det er ikke sandt, at "den permanente revolution",
som i året 1905 blev skubbet til side af revolutionen, viste sig at være
rigtig i "den historiske udviklings anden etape", dvs. under oktoberrevolutionen.
Hele Forløbet af oktoberrevolutionen, hele dens udvikling viste og beviste
det fuldstændig uholdbare i teorien om "den permanente revolution",
dens fuldkomne uforenelighed med leninismens grundlag.
Med pæne talemåder
og råddent diplomati lader den afgrund sig ikke skjule, som gaber mellem
leninismen og teorien om "den permanente revolution".
III
Nogle
ejendommeligheder ved bolsjevikkernes taktik under
forberedelsen af Oktoberomvæltningen
For at kunne forstå bolsjevikernes taktik i den periode, som omfatter forberedelsen
af Oktoberomvæltningen, må man i det mindste klargøre sig nogle
særlig vigtige ejendommeligheder ved denne taktik. Dette er så meget
mere nødvendigt, som netop disse ejendommeligheder ikke sjældent
forbigås i talrige brochurer om den bolsjevikiske taktik.
Hvad er det
for ejendommeligheder?
Den første ejendommelighed. Når
man hører Trotskijs udtalelser, kunne man mene, at der i historien om oktoberomvæltningens
forberedelse i alt er to perioder: rekognosceringsperioden og opstandsperioden,
og at, hvad der er udover dette, er af det onde. Hvad var aprildemonstrationen
i 1917: "aprildemonstrationen, som gik længere til 'venstre' end påtænkt,
var et rekognosceringsfremstød for at fastslå massernes stemning
og det gensidige forhold mellem masserne og flertallet i sovjetterne". Og
hvad var julidemonstrationen i 1917? Efter Trotskijs Mening "drejede det
sig i grunden også denne gang om en ny, mere omfattende rekognoscering,
udført på et nyt, højere trin af bevægelsen". Det
er overflødigt at sige, at junidemonstrationen i 1917, der blev iværksat
på foranledning af vort parti, ifølge Trotskijs opfattelse først
rigtigt må betegnes som "rekognoscering".
Efter dette kommer
det til at se ud, som om bolsjevikerne allerede i marts 1917 rådede over
en fuldt færdig, politisk hær af arbejdere og bønder, og når
de hverken i april, juni eller juli førte den ud i oprøret og i
stedet indskrænkede sig til "rekognosceringer", så skete
dette ene og alene af den grund, at "resultaterne" af de "pågældende
rekognosceringer" ikke dengang havde vist sig at være gunstige.
Det
er vel overflødigt at sige, at denne forenklede forestilling om vort partis
politiske taktik intet andet er end en forveksling af bolsjevikkernes revolutionære
taktik med almindelig militær taktik.
I virkeligheden var alle disse
demonstrationer i første række et resultat af massernes elementære
tryk, et resultat af den opbragthed, masserne følte mod krigen, og som
drev dem ud på gaden.
I virkeligheden bestod ved denne lejlighed partiets
rolle i at give massernes elementært opståede aktioner, der lå
på linje med bolsjevikernes revolutionære paroler, form og ledelse.
I virkeligheden havde bolsjevikerne i marts 1917 ingen fuldt færdig,
politisk hær og kunne heller ikke have det. Bolsjevikerne arbejdede på
at skabe en sådan hær (og skabte den endelig op til oktober 1917),
men først under kampen og sammenstødene mellem klasserne i tiden
fra april til oktober 1917, og dette skete såvel gennem aprildemonstrationen
som gennem juni- og julidemonstrationerne, såvel gennem valgene til distrikts-
og bydumaerne som gennem kampen mod Kornilovopstanden og gennem erobringen af
sovjetterne. En politisk hær er noget andet end en militær hær.
Medens den militære overkommando først begynder krigen, når
den har en fuldt færdig hær til sin rådighed, så må
partiet skabe sin hær under selve kampen, under klassernes sammenstød,
efterhånden som masserne selv gennem deres egen erfaring overbeviser sig
om rigtigheden af partiets paroler, om rigtigheden af dets politik.
Naturligvis
blev der ved enhver sådan demonstration samtidig også kastet et vist
lys over de skjulte styrkeforhold, der fandt en vis rekognoscering sted, men rekognosceringen
var ikke i det givne tilfælde bevæggrunden til demonstrationen, den
var en naturlig følge af den.
Idet Lenin analyserer de begivenheder,
der gik forud for oktoberopstanden, og sammenligner dem med begivenhederne i april-juli,
siger han:
"Stillingen er nemlig en anden, end den var før den 20. og 21. april, den 9. juni og den 3. juli, thi den gang forelå der en spontan ophidselse, som vi som Parti betragtet enten ikke opfangede (20. april) eller hæmmede og udviklede til en fredelig demonstration (9. juni og 3. juli), thi den gang vidste vi meget vel, at sovjetterne endnu ikke var vore, at bønderne endnu troede på den Liber-Dan-Tjernovske vej og ikke på den bolsjevikiske vej (opstanden), at vi følgelig ikke kunne have folkets flertal med os, og at opstand følgelig ville være forhastet". (Se "Brev til kammeraterne" okt. 1917).
Det
er klart, at der kommer man ikke langt bare med "rekognosceringer".
Det
er tydeligt, at det ikke drejer sig om "rekognosceringer", men om:
1.
at Partiet under hele forberedelsen af Oktoberomvæltningen urokkeligt i
sin kamp støttede sig på den elementært fremvoksende, revolutionære
massebevægelse;
2. at det samtidig med at støtte sig på
det elementære opsving bevarede den udelte ledelse af bevægelsen;
3.
at denne ledelse af bevægelsen lettede partiet dannelsen af en politisk
massearmé til oktoberopstanden;
4. at en sådan politik uundgåeligt
måtte føre til, at hele forberedelsen af oktoberomvæltningen
gennemførtes under ledelse af et enkelt parti, nemlig det bolsjevikiske
parti;
5. at en sådan forberedelse af Oktoberomvæltningen fra partiets
side førte til, at statsmagten gennem Oktoberopstanden kom et enkelt
parti, nemlig det bolsjevikiske parti, i hænde.
Altså den udelte
ledelse ved et enkelt parti, ved det kommunistiske parti, som udslaggivende faktor
ved forberedelsen af oktoberomvæltningen - det er det karakteristiske grundtræk
i Oktoberrevolutionen, det er den første ejendommelighed ved den bolsjevikiske
taktik i den periode, som omfatter forberedelsen af oktoberomvæltningen.
Det
er vel næppe nødvendigt at føre noget bevis for, at proletariatets
diktaturs sejr under imperialismens forhold vilde have været umulig uden
denne ejendommelighed ved den bolsjevikiske taktik.
Derved adskiller Oktoberrevolutionen
sig fordelagtigt fra revolutionen i Frankrig i 1871, hvor ledelsen af revolutionen
var delt mellem to partier, hvoraf intet kunde betegnes som et kommunistisk parti.
Den
anden Ejendommelighed. Forberedelsen af Oktoberomvæltningen blev altså
foretaget under ledelse af et eneste parti, det bolsjevikiske parti. Men hvordan
blev denne ledelse grebet an af partiet? På hvilken linje blev den gennnemført?
ledelsen blev gennemfart på den linje at isolere kompromispartierne
som de farligste grupperinger i den afgørende periode af revolutionen,
på den linje at isolere de socialrevolutionære og mensjevikkerne.
Hvori
består leninismens grundlæggende strategiske regel?
Den består
i erkendelsen af:
1. at kompromispartierne udgør den farligste
sociale støtte for revolutionens fjender i den periode, hvor den revolutionære
afgørelse nærmer sig;
2. at det uden at isolere disse partier
er umuligt at styrte fjenden (tsarismen eller bourgeoisiet);
3. at i den periode,
som omfatter forberedelsen af revolutionen, må - som følge heraf
- den kraftigste ild sigte på at isolere disse partier, at løsrive
den arbejdende befolknings brede masser fra disse partier.
I den periode,
da kampen førtes mod tsarismen, under forberedelsen af den borgerlig-demokratiske
revolution (1905-1916), udgjorde det liberal-monarkistiske parti, kadetpartiet,
tsarismens farligste sociale støtte. Hvorfor? Fordi det var et kompromisparti,
et parti, som søgte at bringe et kompromis i stand mellem tsarismen og
folkeflertallet, dvs. bønderne i deres helhed. Det er derfor naturligt,
at partiet dengang rettede hovedangrebet mod kadetterne, thi før man havde
isoleret dem, kunne man umuligt regne med, at bønderne ville bryde med
tsarismen, men så længe dette brud ikke var hidført, kunne
man umuligt regne med revolutionens sejr. Der var mange, som den gang ikke forstod
denne ejendommelighed ved den bolsjevikiske strategi og bebrejdede bolsjevikkerne
et overdrevent "kadetæderi", idet de påstod, at bolsjevikkernes
kamp mod kadetterne "afledede dem" fra kampen mod hovedfjenden, tsarismen.
Disse bebrejdelser, som savnede ethvert grundlag, afslørede ligefrem mangel
på forståelse af den bolsjevikiske strategi, som kræver kompromispartiets
isolering for at lette og fremskynde sejren over hovedfjenden.
Det er vel næppe
nødvendigt at føre noget bevis for, at uden en strategi af denne
art ville proletariatets førende stilling i den borgerlig-demokratiske
revolution ikke have været mulig.
I den periode, da oktoberomvæltningen
forberedtes, flyttede tyngdepunktet for de kæmpende kræfter sig til
et nyt plan. Der var ingen tsar mere. Kadetpartiet forvandlede sig fra en kompromiskraft
til imperialismens regerende kraft, dens herskende kraft. Kampen stod ikke længere
mellem tsarismen og folket, men derimod mellem bourgeoisiet og proletariatet.
I denne periode udgjorde de småborgerlig-demokratiske partier, de socialrevolutionære
og mensjevikkerne, imperialismens farligste sociale støtte. Hvorfor? Fordi
disse partier på det tidspunkt udgjorde kompromispartierne, de partier,
som søgte at tilvejebringe et kompromis mellem imperialismen og
de arbejdende masser. Det er derfor naturligt, at bolsjevikkernes hovedangreb
på det tidspunkt blev rettet mod disse partier, thi før man havde
isoleret dem, kunne man umuligt regne med, at de arbejdende masser vilde bryde
med imperialismen; men så længe dette brud ikke var hidført,
kunde man umuligt regne med sovjetrevolutionens sejr. Der var mange, som dengang
ikke forstod denne ejendommelighed ved den bolsjevikiske taktik og bebrejdede
bolsjevikkerne et "overdrevent had" til de socialrevolutionære
og mensjevikkerne så vel som "forglemmelse" af deres hovedmål.
Dog vidner hele forberedelsesperioden til oktoberomvæltningen på veltalende
vis om, at bolsjevikkerne kun i kraft af en sådan taktik formåede
at sikre oktoberrevolutionens sejr.
Det karakteristiske træk i denne
periode er de arbejdende bondemassers yderligere revolutionering, deres skuffelse
over de socialrevolutionære og mensjevikkerne, deres frafald fra disse partier,
den kendsgerning, at de sluttede op om proletariatet som den eneste konsekvent
revolutionære kraft, der var i stand til at bringe landet fred. Denne periodes
historie er historien om kampen mellem de socialrevolutionære og mensjevikkerne
på den ene side og bolsjevikkerne på den anden Side om de arbejdende
bondemasser, om at vinde disse massers tilslutning. Koalitionsperioden, Kerenskijaffæren,
de socialrevolutionæres og mensjevikkernes vægring ved at beslaglægge
godsejernes jord, de socialrevolutionæres og mensjevikkernes kamp for krigens
fortsættelse, junioffensiven på fronten, genindførelsen af
dødsstraf for soldaterne, Kornilovopstanden - alt dette afgjorde kampen.
Og dens afgørelse faldt udelukkende ud til gunst for den bolsjevikiske
strategi. Thi uden de socialrevolutionæres og mensjevikkernes isolering
ville det have været umuligt at styrte imperialisternes regering, og uden
denne regerings fald ville det have været umuligt at komme ud af krigen.
Isoleringspolitikken overfor de socialrevolutionære og mensjevikkerne viste
sig at være den eneste rigtige politik.
Altså, isoleringen af mensjevikkernes
og de socialrevolutionæres partier som grundlinje for ledelsen under forberedelsen
af oktoberomvæltningen - det er den anden Ejendommelighed ved den bolsjevikiske
taktik.
Det er vel næppe nødvendigt at føre noget bevis
for, at uden denne Ejendommelighed ved den bolsjevikiske taktik ville arbejderklassens
forbund med bøndernes arbejdende masser have svævet frit i luften.
Det
er betegnende, at Trotskij i sin "Oktoberomvæltningens Lære"
slet ikke eller næsten slet ikke taler om denne ejendommelighed ved den
bolsjevikiske taktik.
Den tredje Ejendommelighed. Partiets ledelse
af forberedelsen til Oktoberomvæltningen gennemførtes altså
på den linje at isolere det socialrevolutionære og det mensjevikiske
parti, på den linje at løsrive arbejdernes og bøndernes brede
masser fra disse partier. Men hvorledes blev denne isolering virkeliggjort konkret
af partiet, i hvilken form, under hvilken parole? Den blev virkeliggjort i form
af en revolutionær massebevægelse for sovjetmagten under parolen "Al
Magt til Sovjetterne", gennem kampen for at forvandle sovjetterne fra organer
til massernes mobilisering til organer for opstanden, til magtorganer, til den
nye proletariske statsforms apparat.
Hvorfor
greb bolsjevikkerne netop til sovjetterne som den udslaggivende organisatoriske
løftestang, der skulle lette isoleringen af mensjevikkerne og de socialrevolutionære
og drive revolutionens sag videre fremad, og som var kaldet til at føre
den arbejdende befolknings millionmasser til sejr for proletariatets diktatur?
Hvad
er sovjetterne?
"Sovjetterne", sagde Lenin allerede i september 1917, "er det nye statsapparat, som for det første opretter arbejdernes og bøndernes væbnede magt - en magt, der ikke således som den gamle, stående hærs magt er løsrevet fra folket, men på det snævreste forbundet med det; i militær henseende er denne magt uden sammenligning stærkere end den tidligere, i revolutionær Henseende kan den ikke erstattes af noget andet. For det andet tilvejebringer dette apparat en så snæver, uløselig, let kontrollerbar og let fornyet forbindelse med masserne, med folkeflertallet, som end ikke var tænkelig i det gamle statsapparat. For det tredje er dette apparat takket være alle tillidsmænds og funktionærers valgbarhed og afsættelighed i kraft af folkets vilje, uden bureaukratiske formaliteter, langt mere demokratisk end tidligere apparater. For det fjerde tilvejebringer det en fast forbindelse med de forskelligste professioner, hvad der letter gennemførelsen af de forskelligste reformer af den mest dybtgående betydning uden bureaukratisme. For det femte tilvejebringer det en organisationsform for fortroppen, dvs. for den mest bevidste, mest energiske og mest fremskredne del af de undertrykte klasser, arbejderne og bønderne, og danner på denne måde et apparat, ved hvis hjælp de undertrykte klassers fortrop kan hæve, opdrage, opøve og lede disse klassers hele kæmpemæssige masse, som hidtil stod fuldstændig udenfor det politiske liv, udenfor historien. For det sjette skaber det en mulighed for at forene parlamentarismens fordele med det umiddelbare og direkte demokratis fordele, dvs. i de valgte folkerepræsentanters person at forbinde den lovgivende funktion med den lovudøvende. I sammenligning med den borgerlige parlamentarisme er dette et skridt fremad i demokratiets udvikling af verdenshistorisk betydning ... Dersom de revolutionere klassers skabende kraft ikke havde frembragt sovjetterne, så ville den proletariske revolution i Rusland være en håbløs sag. Thi med det gamle apparat ville proletariatet utvivlsomt ikke kunne beholde magten, og et nyt apparat kan ikke skabes med eet slag". (Se artiklen "Kan bolsjevikerne beholde magten?")
Dette
var grunden til, at bolsjevikerne greb til sovjetterne som det grundlæggende
organisatoriske led, der kunde lette organiseringen af oktoberrevolutionen og
skabelsen af et nyt, stærkt, proletarisk statsapparat.
Parolen "Al
magt til sovjetterne" gennemløb, hvad dens indre udvikling angår,
to stadier: det første (tiden indtil bolsjevikernes julinederlag under
dobbeltmagten) og det andet (efter Kornilovopstandens nederlag).
I det
første stadium betød denne parole afbrydelse af mensjevikkernes
og de socialrevolutionæres blok med kadetterne, dannelse af en sovjetregering
bestående af mensjeviker og socialrevolutionære (thi sovjetterne var
dengang socialrevolutionær-mensjevikiske), ret til agitationsfrihed for
oppositionen (dvs. for bolsjevikkerne), partiernes frie kamp indenfor sovjetterne,
udfra den antagelse, at det under denne kamp ville lykkes bolsjevikkerne at erobre
sovjetterne og at ændre sovjetregeringens sammensætning gennem en
fredelig udvikling af revolutionen. Denne plan betød naturligvis ikke proletariatets
diktatur. Men den gjorde det utvivlsomt lettere at forberede de betingelser, der
var nødvendige for at hidføre diktaturet, thi ved at bringe mensjevikkerne
og de socialrevolutionære til magten og tvinge dem til i praksis at gennemføre
deres antirevolutionære program fremskyndede den afsløringen af disse
partiers sande væsen, fremskyndede den deres isolering, deres løsrivelse
fra masserne. Bolsjevikkernes julinederlag afbrød imidlertid denne udvikling,
idet det gav kadetternes og generalernes kontrarevolution overtaget og drev de
socialrevolutionære og mensjevikkerne over i armene på den. Denne
omstændighed tvang partiet til midlertidigt at tage parolen "Al magt
til sovjetterne" af dagsordenen for så atter, ved revolutionens nye
opsving, at opstille den på ny.
Kornilovopstandens nederlag indledte det andet stadium. Parolen "Al magt til sovjetterne" blev på ny sat på dagsordenen. Men nu betød denne parole ikke længere det samme som på det første stadium. Dens indhold havde forandret sig principielt. Nu betød denne parole fuldstændigt brud med imperialismen og magtens overgang til bolsjevikkerne, thi flertallet af sovjetterne var allerede nu blevet bolsjevikiske. Nu betød denne parole, at revolutionen gennem opstanden gik direkte over til proletariatets diktatur, ja mere endda, nu betød denne parole organisering og statslig udformning af proletariatets diktatur.
Den
uvurderlige betydning af den taktik, som gik ud på at forvandle sovjetterne
til statsmagtens organer, lå i, at den løsrev den arbejdende Befolknings
millionmasser fra imperialismen, afslørede mensjevikkernes og de socialrevolutionæres
partier som redskaber for imperialismen og førte disse masser så
at sige den lige vej til proletariatets diktatur.
Altså, den politik
at forvandle sovjetterne til statsmagtens organer som den vigtigste forudsætning
for kompromispartiernes isolering og for det proletariske diktaturs sejr - det
er den tredje ejendommelighed ved den bolsjevikiske taktik under forberedelsen
af Oktoberomvæltningen.
Den fjerde Ejendommelighed. Billedet vilde være ufuldstændigt, dersom vi ikke beskæftigede os med spørgsmålet om, hvorledes og hvorfor det lykkedes bolsjevikkerne at gøre deres partiparoler til paroler for millionmasserne, paroler, som driver revolutionen fremad, hvorledes og hvorfor det lykkedes dem at overbevise ikke blot fortroppen og ikke blot arbejderklassens flertal, men også folkets flertal om rigtigheden af deres politik.
Sagen er den, at dersom en revolution skal sejre - og være en virkelig folkerevolution, som river millionmasser med sig - er det ikke nok, at partiparolerne er rigtige. Endnu en betingelse er nødvendig for sejren, nemlig den, at masserne selv, gennem deres egen erfaring, har overbevist sig om rigtigheden af disse Paroler. Først da bliver partiets paroler til massernes egne paroler. Først da bliver revolutionen til en virkelig folkerevolution. En af ejendommelighederne ved den bolsjevikiske taktik under forberedelsen af oktoberomvæltningen består i, at den forstod rigtigt at bestemme de veje og de vendinger, som på naturlig måde fører masserne frem til partiets paroler, så at sige frem til selve revolutionens tærskel. Derigennem gjorde den det lettere for masserne at fornemme, prøve, opfatte rigtigheden af disse paroler gennem deres egen erfaring. Med andre ord - en af ejendommelighederne ved den bolsjevikiske taktik består i, at den ikke sammenblander ledelsen af partiet med ledelsen af masserne, at den klart erkender forskellen mellem den førstnævnte og den sidstnævnte art ledelse, at den således ikke blot er videnskaben om ledelse af partiet, men også om ledelse af den arbejdende befolknings millionmasser.
Et
anskueligt eksempel på, hvorledes denne ejendommelighed ved den bolsjevikiske
taktik ytrede sig, er erfaringerne i forbindelse med indkaldelsen og opløsningen
af den konstituerende forsamling.
Som bekendt opstillede bolsjevikkerne allerede
i april 1917 parolen sovjetrepublik. Det er endvidere bekendt, at den konstituerende
forsamling var et borgerligt parlament, der ganske strider imod grundlaget for
en sovjetrepublik. Hvordan kunne det nu ske, at bolsjevikemne, som tilstræbte
oprettelsen af en sovjetrepublik, samtidig af den provisoriske regering krævede
øjeblikkelig indkaldelse af en konstituerende forsamling? Hvordan kunne
det ske, at bolsjevikkerne ikke blot tog del i valgene, men selv indkaldte den
konstituerende forsamling? Hvordan kunne det ske, at bolsjevikkerne en måned
før opstanden, på overgangen fra gammelt til nyt, anså en midlertidig
kombination af sovjetrepublik og konstituerende forsamling for mulig?
Nuvel,
det "skete":
1. fordi tanken om en konstituerende forsamling var
en af de mest populære tanker i den brede befolknings masser.
2. fordi
parolen om øjeblikkelig indkaldelse af den konstituerende forsamling lettede
afsløringen af den provisoriske regerings kontrarevolutionære karakter;
3.
fordi det for at kompromittere den konstituerende forsamlings idé i folkemassernes
øjne var nødvendigt at føre disse masser frem til den konstituerende
forsamlings porte med deres krav om jord, om fred, om sovjetmagt og på denne
måde lade dem støde sammen med den virkelige, den levende konstituerende
forsamling;
4. fordi man kun på denne måde kunne skaffe masserne
forøget mulighed for gennem deres egen erfaring at overbevise sig om den
konstituerende forsamlings kontrarevolutionære karakter og om nødvendigheden
af at opløse den;
5. fordi forudsætningen for alt dette ifølge
sagens natur var muligheden af en midlertidig kombination af sovjetrepublik og
konstituerende forsamling som et af midlerne til at overvinde den konstituerende
forsamling;
6. fordi en sådan kombination, dersom den var blevet virkeliggjort
på den betingelse, at hele magten overgik til sovjetterne, kun ville
have betydet, at den konstituerende forsamling blev underordnet sovjetterne, blev
et vedhæng til sovjetterne og efterhånden ville afgå ved en
smertefri død.
Det er vel næppe nødvendigt at føre
noget bevis for, at uden en sådan politik fra bolsievikernes side vilde
det ikke være gået så glat at opløse den konstituerende
forsamling, og de påfølgende aktioner fra de socialrevolutionæres
og mensjevikkernes side under parolen "Al magt til den konstituerende forsamling"
ville ikke være brudt sammen på en så eklatant måde. Lenin
siger herom:
"Vi deltog i Rusland i september-november 1917 i valgene til det borgerlige parlament, den konstituerende forsamling. Var vor taktik rigtig eller var den det ikke? ... Havde vi russiske bolsjeviker i september-november 1917 ikke større ret end nogen som helst vesteuropæiske kommunister til at antage, at parlamentarismen havde overlevet sig selv politisk i Rusland? Naturligvis havde vi det; thi det kommer jo ikke an på, om de borgerlige parlamenter har bestået længe eller kort, men på, hvorvidt den arbejdende befolknings brede masser er - åndeligt, politisk, praktisk - rede til at anerkende sovjetordningen og til at sætte det borgerlig-demokratiske parlament på porten eller at tillade, at dette sker. At byernes arbejderklasse, soldaterne og bønderne i Rusland i september-november 1917 som følge af en række særlige forhold var overordentlig vel forberedt på at anerkende sovjetordningen og fjernelsen af selv det mest demokratiske borgerlige parlament, det er en aldeles ubestridelig og urokkelig historisk kendsgerning. Og til trods herfor boykottede bolsjevikerne ikke den konstituerede forsamling, men deltog i valgene både før og efter proletariatets erobring af den politiske magt". (Udvalgte Værker, 11. bd., s. 168-169).
Men hvorfor boykottede de nu ikke den konstituerende forsamling? Fordi, som Lenin siger:
"Deltagelse i et borgerlig-demokratisk parlament selv i ugerne før sovjetrepublikens sejr, ja, selv efter denne sejr ikke blot ikke skader det revolutionære proletariat, men gør det lettere for dette proletariat at vise de tilbagestående masser, hvorfor sådanne parlamenter fortjener at blive sat på porten, gør det lettere at afskaffe dem til gavns, gør det lettere at få den borgerlige parlamentarisme 'politisk udlevet'". (samme sted).
Det
er betegnende, at Trotskij ikke forstår denne ejendommelighed ved den bolsjevikiske
taktik og rynker på næsen ad "teorien" om at kombinere den
konstituerende forsamling mod sovjetterne, en teori, han betragtede som Hilferdingsk.
Han
forstår ikke, at anvendelsen af en sådan kombination, når parolen
om opstand er en kendsgerning og sovjetternes sejr sandsynlig, i forbindelse med
indkaldelsen af den konstituerende forsamling, er den eneste revolutionere taktik,
en taktik, som intet har til fælles med en Hilferdings taktik, der forvandler
sovjetterne til et vedhæng til den konstituerende forsamling, og at end
ikke enkelte kammeraters fejl, hvad dette spørgsmål angår,
giver ham nogen grund til at smæde Lenins og partiets fuldkommen rigtige
indstilling til spørgsmålet om en "kombineret statsindretning"
under visse forudsætninger. (sammenlign artiklen "Brev til kammeraterne",
okt. 1917).
Han fatter ikke, at uden bolsjevikernes særegne politik i
sammenhæng med spørgsmålet om den konstituerende forsamling
vilde det ikke være lykkedes for dem at vinde folkets millionmassers tilslutning,
og at de, uden at have vundet disse masser for sig, ikke vilde have kunnet forvandle
oktoberopstanden til en dybtgående folkerevolution.
Det er interessant,
at Trotskij endogså rynker på næsen ad udtryk som "folket",
"revolutionært demokrati" og lignende, som man støder på
i bolsjevikernes artikler, idet sådanne udtryk skulle være uanstændige
i marxisters mund.
Trotskij glemmer tilsyneladende, at Lenin, denne utvivlsomme
marxist, endog i september 1917, en måned før diktaturets sejr, talte
om, at "hele magten straks må gå over til det revolutionære
demokrati, under ledelse af det revolutionere proletariat". (Udvalgte
Værker, 7. bd., s. 182).
Trotskij glemmer øjensynlig, at Lenin,
denne utvivlsomme marxist, sort på hvidt skriver følgende, idet han
citerer Marx' kendte brev til Kugelmann (april 1871), hvori det hedder, at sønderbrydningen
af det bureaukratisk-militære statsmaskineri er "forudsætningen
for enhver virkelig folkerevolution på kontinentet":
" Man må lægge særlig mærke til den overordentlig dybe bemærkning af Marx, at ødelæggelsen af det bureaukratisk-militære statsmaskineri danner 'forudsætningen for enhver virkelig folkerevolution'. Dette begreb 'folke'revolution synes mærkeligt i Marx' mund, og de russiske Plekhanovfolk og mensjeviker, disse Struves efterfølgere, der gerne ville gå for at være marxister, kunne gerne ende med at betegne dette udtryk hos Marx som en 'fortalelse'. De har fået et så ynkeligt liberalt vrængbillede ud af marxismen, at der ikke eksisterer noget andet for dem end modsætningen mellem borgerlig og proletarisk revolution, og selv denne modsætning opfatter de utroligt stift .... I Europa, som det så ud i 1871, udgjorde proletariatet ikke folkets flertal i noget land på kontinentet. En 'folke'revolution, der virkelig river folkets flertal med ind i bevægelsen, kunne kun blive mulig i tilfælde af, at den omfattede både proletariatet og bønderne. Disse to klasser udgjorde dengang 'folket'. Begge klasser har det fælles, at det 'bureaukratisk-militære statsmaskineri' underkuer, undertrykker og udbytter dem. At sønderslå dette maskineri, at sønderbryde det - det er det, 'folket', dets majoritet, arbejderne og størstedelen af bønderne har virkelig interesse i, det er 'forudsætningen' for et frit forbund mellem de fattigste bønder og proletarerne, og uden et sådant forbund er demokratiet ikke holdbart og den socialistiske omformning ikke mulig". (Udvalgte Værker, 8. bd., s. 44 og 45).
Disse
Lenins ord bør man ikke glemme.
Altså, evnen til at overbevise
masserne om rigtigheden af partiparolerne ved hjælp af deres egne erfaringer,
ved at man fører disse masser frem til de revolutionere stillinger som
vigtigste forudsætning for at vinde de arbejdendes milliontallige skarer
over på partiets side, - det er den fjerde ejendommelighed ved den bolsjevikiske
taktik under forberedelsen af oktoberomvæltningen.
Jeg tror, at det anførte
er fuldkommen tilstrækkeligt til at klargøre det karakteristiske
ved denne taktik.
IV
Oktoberrevolutionen
som begyndelse til og forudsætning
for verdensrevolutionen
Der er ingen tvivl om, at den universelle teori om revolutionens samtidige sejr i Europas udslaggivende lande, teorien om umuligheden af socialismens sejr i et enkelt land, har vist sig at være en kunstigt opstillet, ikke levedygtig teori. Den proletariske revolutions syvårige historie i Rusland taler ikke for, men imod denne teori. Denne teori er ikke blot uantagelig som udviklingsskema for verdensrevolutionen, idet den modsiges af de mest åbenbare kendsgerninger, den er endnu mere uantagelig som parole, fordi den hindrer udfoldelsen af initiativet i de enkelte lande, som i kraft af visse historiske betingelser får mulighed for selvstændigt at gennembryde kapitalens front, i stedet for at udløse dette initiativ. Thi denne teori ansporer ikke de enkelte lande til aktivt angreb på kapitalen, men til passiv afventen af øjeblikket for den "almindelige afgørelse". Den fremelsker ikke den revolutionære beslutsomheds ånd blandt proletarerne i de enkelte lande, men derimod Hamlets tvivlende ånd - "og hvad, dersom de andre pludselig svigter?" Lenin har fuldkommen ret, når han siger, at proletariatets sejr i et enkelt land er "det typiske tilfælde", mens "en samtidig revolution i en række lande" kun kan være en "sjælden undtagelse". (Udvalgte Værker, 10. bd., s. 59).
Dog
indskrænker den leninske teori om revolutionen sig som bekendt ikke til
denne ene side af spørgsmålet. Den er samtidig teorien om verdensrevolutionens
udvikling. (Se "Om Leninismens Grundlag". - J. St.) Socialismens
sejr i et enkelt land er ikke et mål i sig selv. Et lands sejrrige revolution
må ikke betragte sig som en faktor, der er sig selv nok, men som en støtte,
et hjælpemiddel til fremskyndelse af proletariatets sejr i alle lande. Thi
revolutionens sejr i et land, i det givne tilfælde Rusland, er ikke blot
et produkt af imperialismens
ujævne udvikling og fremadskridende forfald.
Den er tillige begyndelsen til og forudsætningen for verdensrevolutionen.
Det
er utvivlsomt, at verdensrevolutionens udviklingsveje ikke er så enkle,
som det tidligere kunde synes at være tilfældet, før revolutionen
havde sejret i et enkelt land, og før den udviklede imperialisme, som er
"tærsklen til den socialistiske revolution", var kommet for dagen.
Thi der er kommet en sådan ny faktor for dagen som den lov, der gælder
under den udviklede imperialisme, loven om de kapitalistiske landes ujævne
udvikling, en lov, som vidner om uundgåeligheden af militære sammenstød,
om den almindelige svækkelse af kapitalens verdensfront og om muligheden
for socialismens sejr i enkelte lande. Thi der er kommet en sådan ny faktor
for dagen som det vældige sovjetland, der ligger mellem Vesten og Østen,
mellem midtpunktet for verdens finansielle udbytning og skuepladsen for den koloniale
undertrykkelse, et land, som allerede ved sin blotte eksistens revolutionerer
hele verden.
Alt dette er faktorer, som (jeg ser bort fra andre, mindre vigtige)
ubetinget må tages i betragtning ved studiet af verdensrevolutionens udviklingsveje.
Tidligere
troede man i almindelighed, at Revolutionen vilde udvikle sig gennem en jævn
"modning" af socialismens elementer, i første række i de
mere udviklede, i de fremskredne lande. Nu trænger denne opfattelse til
væsentlige ændringer.
"De
internationale relationers system formedes nu sådan", siger Lenin,
"at en af staterne i Europa blev trællebundet af sejrherre-staterne,
nemlig Tyskland. Endvidere blev en række stater, tilmed de ældste
stater i vesten, i kraft af sejren stillet således, at de kunde benytte
denne sejr til at gøre deres undertrykte Klasser en række uvæsentlige
indrømmelser, men dog indrømmelser, der sinker den revolutionære
bevægelse i disse lande og skaber en slags 'social fred'.
Samtidig er
en hel række lande: Østen, Indien, Kina osv. netop som følge
af den sidste imperialistiske krig definitivt slået ud af deres vante gænge.
Deres udvikling er definitivt kommet ind på den almeneuropæiske kapitalistiske
linie. Den samme gæring som i hele Europa er begyndt i disse lande. Og det
står nu klart for hele verden, at de er draget ind i en udvikling, som kun
kan føre til en krise for hele verdenskapitalismen.
Som følge
heraf og i sammenhæng hermed vil de vesteuropæiske kapitalistiske
lande ikke fuldføre deres udvikling henimod socialismen ... sådan
som vi før ventede det. De fuldfører den ikke ved en jævn
'modning' af socialismen i disse lande, men ved at nogle stater udbytter andre,
ved udbytning af den stat, som først besejredes under den imperialistiske
krig, forbundet med udbytningen af hele Østen. Men på den anden side
er Østen uigenkaldeligt kommet ind i den revolutionære bevægelse,
netop i kraft af denne første imperialistiske krig, og er uigenkaldeligt
trukket ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelses almindelige
malstrøm." (Udvalgte Værker, 12. bd., s. 290-291).
Føjer man hertil den kendsgerning, at det ikke blot er de besejrede lande og kolonierne, som bliver udbyttet af de sejrrige lande, men at også en del af de sejrrige lande selv er kommet ind under de mægtigste sejrherre-landes finansielle udbytningsområde, nemlig Amerikas og Englands; at modsigelserne mellem alle disse lande danner den vigtigste faktor i verdensimperialismens opløsningsproces; at der foruden disse Modsigelser yderligere inden for hvert enkelt af disse lande består og fremdeles udvikler sig de mest dybtgående modsigelser; at alle disse modsigelser bliver dybere og skærpes af den kendsgerning, at der ved siden af disse lande består den store sovjetrepublik - tager man alt dette i betragtning, så bliver billedet af særegenheden i den internationale situation nogenlunde fuldstændigt.
Det er mest sandsynligt, at verdensrevolutionen vil udvikle sig på den måde, at en række nye lande ad revolutionens vej vil skille sig ud fra de imperialistiske staters system, samtidig med at disse landes proletarer støttes af proletariatet i de imperialistiske stater. Vi ser, at det først udskilte land, det første sejrrige land allerede nu bliver støttet af arbejderne og de arbejdende masser overhovedet i de andre lande. Uden denne støtte ville dette land ikke have kunnet holde stand. Det er utvivlsomt, at denne støtte fortsat vil vokse og blive forstærket. Men det er lige så utvivlsomt, at selve udviklingen af verdensrevolutionen, selve den proces, hvorved en række nye Lande udskiller sig fra imperialismen, vil forløbe så meget hurtigere og så meget grundigere, jo grundigere socialismen befæstes i det første sejrrige land, jo hurtigere dette land forvandler sig til en basis for verdensrevolutionens yderligere udfoldelse, til en løftestang for imperialismens yderligere opløsning.
Hvis det er rigtigt, at socialismens endelige sejr i det først befriede land er umulig uden fælles kraftanspændelse af proletarerne i flere lande, så er det lige så rigtigt, at verdensrevolutionen vil udfolde sig så meget hurtigere og så meget grundigere, jo virksommere den hjælp bliver, som det første socialistiske land yder Arbejderne og de arbejdende masser i alle øvrige lande.
Hvori
skal denne hjælp give sig udtryk?
Den skal for det første give
sig udtryk i, at det sejrrige land "præsterer et maksimum af, hvad
der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte
og kalde revolutionen til live i alle lande". (Lenin: Udvalgte
Værker, 10. bd., s. 111).
Den skal for det andet give sig udtryk deri,
at det ene lands "sejrrige proletariat" "efter at have eksproprieret
kapitalisterne og hos sig organiseret en socialistisk produktion ville ... gøre
front mod den øvrige kapitalistiske verden, drage de andre landes undertrykte
klasser til sig, opflamme opstanden mod Kapitalisterne i disse lande og i nødsfald
endog anvende militærmagt mod de udbyttende klasser og deres stater".
(Lenin: Udvalgte Værker, 6. Bd., S. 29-30).
Den karakteristiske
ejendommelighed ved denne hjælp fra det sejrrige lands side består
ikke blot i, at den fremskynder proletarernes sejr i de andre lande, men desuden
i, at den ved at lette denne sejr samtidig sikrer socialismens endelige
sejr i det første sejrrige land.
Det er mest sandsynligt, at der under
verdensrevolutionens udvikling, ved siden af imperialismens arnesteder i individuelle
kapitalistiske lande og af systemet af disse lande i hele verden, vil opstå
arnesteder for socialismen i individuelle sovjetlande og et system af disse arnesteder
i hele verden, hvorved kampen mellem disse to systemer vil fylde verdensrevolutionens
udfoldelseshistorie.
"Thi nationernes frie forening i socialismen," siger Lenin, "er umulig uden de socialistiske republikkers mere eller mindre langvarige, hårdnakkede kamp mod de tilbageblevne stater." (samme sted).
Oktoberrevolutionens verdensbetydning beror ikke blot på, at denne revolution udgør et enkelt lands storslåede initiativ til gennembruddet af imperialismens system, at den danner socialismens første arnested i de imperialistiske landes ocean, men tillige på, at den er verdensrevolutionens første etape og udgør en mægtig basis for dens videre udfoldelse.
Derfor har ikke blot de uret, som glemmer Oktoberrevolutionens internationale karakter og fremstiller revolutionens sejr i et enkelt land som en rent national og udelukkende national foreteelse. Også de har uret, som ganske vist ikke glemmerOktoberrevolutionens internationale karakter, men er tilbøjelig til at betragte denne revolution som noget passivt, der udelukkende er henvist til støtte udefra. I virkeligheden har ikke blot Oktoberrevolutionen brug for støtte fra revolutionen i andre lande, men også revolutionen i disse lande har brug for støtte fra Oktoberrevolutionens side for at fremskynde verdensimperialismens omstyrtelse og drive dette værk fremad.
17. december 1924.
Se
også Stalins artikler
Om
de russisk kommunisters politiske strategi og taktik
Udkast
til pjece 1921
Til
spørgsmålet om de russsiske kommunisters strategi og taktik
"Pravda"
nr. 56 den 14. marts 1923
- End -