.*
Marxistisk bibliotek

 

 


 

J. V. Stalin

OM DE RUSSISKE KOMMUNISTERS
POLITISKE STRATEGI OG TAKTIK

Udkast til pjece 1921*


TERMINIOLOGISKE DEFINITIONER
OG UNDERSØGELSESOBJEKT


1. Den politiske strategis og taktiks virkegrænser, deres anvendelsesområde.

Hvis man erkender, at den proletariske bevægelse har to sider, en objektiv og en subjektiv, så indskrænker strategiens og taktikkens virkefelt sig utvivlsomt til bevægelsens subjektive side. Den objektive side udgøres af de udviklingsprocesser, som foregår udenfor og omkring proletariatet, uafhængigt af proletariatets og dets partis vilje, processer, som i sidste instans bestemmer hele samfundets udvikling. Den subjektive side udgøres af de processer, som foregår indenfor proletariatet, såsom de objektive processers genspejling i proletariatets bevidsthed, processer, som påskynder eller hæmmer de objektive processers gang, men som på ingen måde bestemmer dem.

2. Marxismens teori, som først og fremmest studerer de objektive processer i deres udvikling og bortdøen, fastslår udviklingstendenser, påviser hvilken eller hvilke klasser, som uundgåeligt stiger til magten eller som uundgåeligt styrter, vil styrte.

3. Marxismens program som baserer sig på teoriens konklusioner, fastslår målsætningen for den opadstigende klasses - i dette tilfælde proletariatets - bevægelse i en bestemt periode af kapitalismens udvikling eller under hele kapitalismens periode (minimumsprogram og maximumsprogram).

4. Strategien, som lader sig lede af programmets anvisninger og bygger på vurderingen af de kæmpende kræfter, de indre (nationale) såvel som de internationale, fastslår den almene vej, den almene retning, som proletariatets revolutionære bevægelse bør indrettes på, således at det under udviklingen af fremvoksende og udviklende styrkeforhold kan opnå størst mulige resultat. (almen dislokation). I overensstemmelse hermed opstiller strategien skemaet for fordelingen af proletariatets og dets forbundsfællers kræfter på den sociale front. "Fremstillingen af skemaet for kræfternes fordeling" må ikke forveksles med det egentlige arbejde (det konkrete og praktiske) med at fordele - placere - kræfterne, der er et anliggende for strategien og taktikken i fællesskab. Dette betyder ikke, at strategien indskrænker sig til at fastslå retningen og at opstille skemaet for klassekræfternes fordeling indenfor proletariatet, tværtimod tilpasser den kampen og foretager i hele den strategiske periode rettelser i den løbende taktik, hvorved den udnytter de til dens disposition stående reserver og manøvrerer med det formål at understøtte taktikken.

5. Taktikken lader sig vejlede af strategiens anvisninger og erfaringerne fra den revolutionere bevægelse såvel i det givne land som i nabolandene, som i ethvert givet øjeblik tager hensyn til kræfternes tilstand såvel hos proletariatet og dets forbundsfæller (højere eller lavere kulturniveau, højere eller lavere grad af organisation og bevidsthed, tilstedeværelsen af disse eller hine traditioner, tilstedeværelsen af disse eller hine bevægelsesformer, organisationsformerne, hoved- og støtteformer som i modstanderens lejr, så vel som i modstanderens lejr samt drager nytte af uenigheden og enhver forvirring i modstanderens lejr - taktikken fastlægger de konkrete måder til at vinde de brede masser for det revolutionære proletariat, og føre dem frem til kamppositioner på den sociale front (i overensstemmelse med skemaet for kræfternes fordeling, som opstilles på basis af den strategiske plan), de veje som sikrest forbereder strategiens fremskridt. I overensstemmelse hermed fremfører eller ændrer den partiets paroler eller direktiver.

6. Strategien ændres på de tidspunkter, hvor historiske vendinger eller gennembrud indtræffer, den omfatter perioden fra en vending (et gennembrud) til et andet, derfor sammenkæder den bevægelsen med et bestemt fælles mål. som modsvarer proletariatets interesser i hele denne periode, den stræber efter at vinde krigen mellem klasserne, som udfylder hele denne periode, og forbliver derfor uforandret i denne periode.

Taktikken bestemmes derimod af ebbe- og flodskiftet indenfor den givne vending, den givne strategiske periode, den bestemmes af vekselforholdet mellem de kæmpende kræfter, af kampens (bevægelsens) former, af bevægelsens tempo, af kamppladsen i ethvert givet øjeblik, i ethvert givet område, og eftersom disse faktorer ændres, alt efter steds- og tidsforhold i perioden fra en vending til den anden, så ændres taktikken (eller kan ændres) flere gange i den strategiske periodes forløb, eftersom den ikke omfatter hele krigen, men kun dens enkelte slag. Den strategiske periode er mere langvarig end den taktiske. Taktikken er underordnet strategiens interesser. De taktiske fremgange forbereder, generelt sagt, strategiens fremgang. Taktikkens opgave består i at føre masserne frem til kamp på en sådan måde, at udstikke sådanne paroler, at føre masserne frem til de nye positioner på en sådan måde, at kampens slutresultat fører til at krigen vindes, dvs. til en strategisk fremgang. Men der forekommer tilfælde, hvor en taktisk fremgang undergraver eller hæmmer den strategiske fremgang, hvorfor man i sådanne tilfælde bør afstå fra de taktiske fremgange.

Et eksempel. Vor agitation mod krigen blandt arbejderne og soldaterne i begyndelsen af 1917 under Kerenskij-tiden indebar uden tvivl et taktisk minus, fordi masserne rev vore agitatorer med fra talerstolene, gennembankede dem og rev dem til tider i småstykker. Masserne strømmede ikke til partiet, men bort fra det. Men på trods af at denne agitation var taktisk mislykket, førte den os dog nærmere den store strategiske fremgang, thi masserne indså snart, at vor agitation mod krigen var rigtig, og dette fremskyndede og understøttede siden deres overgang til partiets side.
Eller videre: Kominterns krav om afgrænsning fra reformisterne og centristerne, for at kunne opfylde de 21 krav (1) - indebærer uden tvivl et taktisk minus, da det bevidst mindsker "tilhængerne" til Komintern og for en tid svækker denne, men i stedet medfører det en stor strategisk gevinst, da Komintern herigennem renser sig for upålidelige elementer, hvilket uden tvivl vil styrke Komintern og øge dets indre sammenhold, dvs. forøge dets styrke i det hele taget.

7. Agitations parolen og aktionsparolen. At forveksle disse er utilladeligt, farligt. Parolen "Al magt til sovjetterne" var en agitationsparole i tiden fra april til oktober 1917; i oktober blev den til en aktionsparole, fordi partiets centralkomite i begyndelsen af oktober (den 10. oktober) havde besluttet at "erobre magten". Bagdatjews gruppe gjorde sig skyldig i en sådan forveksling af parolerne ved deres aktion i Petrograd i april. (2)

8. Det (almene) direktiv er en direkte appel til handling på et bestemt tidspunkt og på et bestemt sted , en appel, som er bindende for partiet. Medens parolen "Al magt til sovjetterne" i begyndelsen af april ("teserne") (3) var en propagandaparole, i juni blev en agitationsparole og i oktober (10. okt.) en aktionsparole, så blev den i slutningen af oktober et udtrykkeligt direktiv. .Jeg taler om et for hele partiet gældende direktiv, hvorved jeg mener, at der desuden bør findes lokale direktiver, som udvikler det almene direktiv.

9. Småborgerskabets vaklen, særligt hvor de politiske kriser tilspidses (i Tyskland under rigsdagsvalget, i Rusland under Kerenskijs tid i april, i juni og august samt ved tiden før Kronstadrevolten i 1921 (4), en vaklen som omhyggeligt må studeres, udnyttes og tages i betragtning, men som det for proletariatets sag vil være farligt og fordærvende at ligge under for. Man må ikke på grund af denne vaklen ændre på agitationsparolerne, men man kan og må somme tider ændre eller udskyde et eller andet direktiv eller muligvis også en (aktions)parole. At ændre taktikken "indenfor 24 timer" betyder netop at ændre direktivet eller tilmed aktionsparolen, men på ingen måde agitationsparolen. (se aflysningen af demonstrationen den 9. juni m.fl. fakta)

10. Strategiens og taktikkens kunst består i behændigt og i rette tid at ændre agitationsparolen til aktionsparole, samt ligeså i rette tid og behændigt at forme aktionsparolen til bestemte og konkrete direktiver.


HISTORISKE VENDEPUNKTER I
RUSLANDS UDVIKLING

1. Vendingen i årene 1904 - 05 (den russisk-japanske krig) blotlagde hele selvherskerdømmets ustabilitet på den ene side og proletar- og bondebevægelsens styrke på den anden side) og Lenins "To taktiske linier" (5) der var marxisternes strategiske plan svarende til denne vending. Vendingen over til den borgerligt-demokratiske revolution (i dette lå vendingens indhold). Ikke en borgerlig-liberal studehandel med tsarismen under kadetternes (6) lederskab, men en borgerlig-demokratisk revolution under proletariatets lederskab. (I dette lå den strategiske p1ans indhold). Denne plan gik ud fra, at en borgerlig-demokratisk revolution i Rusland skulle give stødet til den socialistiske bevægelse i vesten, få revolutionen til at bryde ud dér og lette overgangen fra den borgerlige til den socialistiske revolution i Rusland (se også protokollen fra partiets tredje kongres, Lenins tale på kongressen samt analysen af begrebet diktatur såvel på kongressen som i brochuren "Kadetternes sejr" (7). Obligatorisk vurdering af de kæmpende kræfter, de indre såvel som de internationale, og analyse af vendingsperiodens økonomi og politik i det hele taget. Februarrevolutionen afsluttede denne periode med gennemførelsen af mindst to tredjedele af den strategiske plan i "To taktiske linier".

2. Vendingen til sovjetrevolutionen i februar og marts 1917 (den imperialistiske krig, som havde fejet selvherskerdømmet til side, blottede det fuldstændig uholdbare i kapitalismen og påviste den socialistiske revolutions direkte nødvendighed som den eneste udvej ud af krisen).
Forskellen mellem den "ærerige" februar revolution, som gennemførtes af folket, bourgeoisiet og den engelsk-franske kapital (i international henseende medførte denne revolution ingen nævneværdige ændringer i forholdene, da den overlod kadetterne magten. Den udgjorde nemlig en fortsættelse af den engelske og franske kapitals politik) og Oktoberrevolutionen, som vendte
op og ned på alt.
L e n i n s "t e s e r" som den strategiske plan, der svarede til den nye vending. Proletariatets diktatur som udvejen. Denne plan går ud fra, at "vi skal begynde den socialistiske revolution i Rusland, styrte vort eget bourgeoisi og på denne måde udløse revolutionen i vest, og siden skal kammeraterne i vest hjælpe os med at føre vores revolution til ende". Obligatorisk analyse af økonomien og politikken, den nationale såvel som den internationale, i denne periode ("dobbeltmagtens" periode, koalitionskombinationerne, Kornelovs revolte som Kerenskij-regimets dødssymptom, uroen i vest på grund at utilfredsheden med krigen).

3. V e n d i n g e n i o k t o b e r 1 9 1 7 (en vending ikke bare i den russiske historie, men også i verdenshistorien), oprettelsen af proletariatets diktatur i Rusland (oktober-november-december 1917 og første halvdel af 1918, som et gennembrud på den internationale sociale front mod verdensimperialismen, der markerer en vending i retning af afskaffelsen af kapitalismen og oprettelsen af den socialistiske orden i international skala, en periode der indledte borgerkrigen, der trådte i stedet for den imperialistiske krig (dekretet om fred, dekretet om jorden, dekreter om nationaliteterne, offentliggørelsen af de hemmelige aftaler, programmet for opbygningsarbejdet, Lenins tale på den anden sovjetkongres, Lenins brochure "Sovjetmagtens opgaver" (8), den økonomiske opbygning).

Der bør foretages en alsidig analyse af forskellene i kommunismens strategi og taktik, på det tidspunkt, hvor den ikke er ved magten, men i opposition, og kommunismens strategi og taktik, når den er ved magten.


Den internationale situation: den fortsatte krig mellem de to imperialistiske blokke som en gunstig betingelse (efter Brest-Litovskfredens indgåelse) for sovjetmagtens eksistens og udvikling i Rusland.

4. De militære operationers kurs mod interventionisterne (sommeren 1918 til slutningen af 1920), blev indledt efter en kort periode med fredelig opbygning, dvs. efter Brest-Litovsk-freden, der afspejlede Sovjetruslands militære svaghed og understregede nødvendigheden af, at opbygge en Rød Arme i Rusland som hovedstøtten for Sovjetrevolutionen. Tjekkoslovakkernes aktion, ententetroppernes okkupation af Murmansk, Arkangelsk, Vladivostok og Baku, ententens krigserklæring mod Sovjetrusland - alt dette understregede endegyldigt vendingen fra den påbegyndte fredelige opbygning til militære operationer, til at værne verdensrevolutionens armé mod overfald fra indre og ydre fjender. (Lenins tale om Brest-Litovsk-freden m.m.) Eftersom den sociale revolution i vesten længe lod vente på sig og vi - særlig efter okkupationen af de ovennævnte områder, der ikke udløste nogen alvorlig protest fra proletarerne i Vesten - måtte klare os på egen hånd, blev vi nødt til at indgå den skammelige Brest-Litovsk-fred for at få et pusterum, så vi kunne opbygge vores egen Røde Arme og med egne kræfter forsvare Sovjetrepublikken.
"Alt for fronten, alt for republikkens forsvar." Heraf dannelsen af forsvarsrådet mm. Dette var en krigsperiode som satte sit præg på hele Ruslands indre og ydre liv.

5. Den fredelige opbygnings kurs fra begyndelsen af 1921 efter sejren over Wrangel, fred med en række borgerlige stater, aftaler med England osv.
Krigen er slut, men eftersom socialisterne i vesten indtil videre ikke er i stand til at hjælpe os med at genrejse vor folkehusholdning, og vi i økonomisk henseende er omringet af industrielt mere udviklede borgerlige stater, så er vi nødsaget til at indgå koncessioner, handelsaftaler med enkelte borgerlige stater og koncessionsaftaler med enkelte kapitalistiske grupper, vi er nødsagede til at klare os selv på dette område (det økonomiske), og vi er tvunget til at manøvrere.
Alt for genoprettelsen af folkehusholdningen. (Se Lenins kendte taler og brochurer.) Forsvarsrådets omdannelse til Arbejds- og Forsvarsrådet.


6 Partiets udviklingsetaper frem til 1917.

a. Skabelsen af hovedkærnen, særligt "Iskras" gruppe m.m. Kampen mod økonomismen. Credo. (9)

b. Uddannelsen af partikadrer som grundlag for det kommende alrussiske arbejderparti (1895-1903). Anden partikongres.

c. Kadrernes udvikling til arbejderpartiet og dets styrkelse med nymobiliserede partiarbejdere i forløbet af den proletariske bevægelse (1903-04). Tredie partikongres.

d. Mensjevikkernes kamp mod partikadrerne for at opløse disse i en partiløs masse ("arbejderkongres") og bolsjevikkernes kamp for at bevare partikadrerne som grundlag for partiet. Londonkongressen og nederlaget for tilhængerne af en arbejderkongres.

e. Likvidatorerne og partiforkæmperne. Likvidatorernes nederlag (1908-10).

f. Årene 1908 til og med 1916. Perioden med samordning af de illegale og legale arbejdsformer og partiorganisationernes fremgang indenfor alle arbejdsområder.

7. - Det kommunistiske parti som en art ridderorden indenfor sovjetstaten, der leder dennes organer og inspirerer dens virksomhed.
Den gamle gardes betydning indenfor denne orden. Den gamle gardes styrkelse med nye funktionærer, som er blevet stålsat i de sidste 3-4 år.
Havde Lenin ret, da han førte en uforsonlig kamp mod kompromismagerne? Ja, for ellers var partiet udvandet og havde ikke udgjort en organisme, men en sammensætning af uensartede elementer, partiet ville da ikke eje den indre fasthed og sammensvejsthed, den eksempelløse disciplin og enestående smidighed, uden hvilken partiet og den af partiet ledede sovjetmagt ikke havde kunnet holde stand mod verdensimperialismen. "Partiet styrkes ved, at det renser sig ", siger Lasalle med rette. Først og fremmest kvalitet, siden kvantitet.

8. Spørgsmålet om partiets nødvendighed og dets rolle. Partiet er proletariatets lederstab, der leder proletariatets kamp i alle dens former og alle dens områder uden undtagelse samt forener de forskellige kampformer til et hele. At tale om at det kommunistiske parti ikke er nødvendigt, er det samme som at tale om proletariatets kamp uden en kampledelse, uden en ledende kerne, som specielt undersøger kampens betingelser og udarbejder kampmetoderne, det er det samme som at påstå, at man kæmper bedre uden en ledelse end med ledelse, hvilket er absurd.


SPØRGSMÅL

1. Selvherskerdømmets rolle før og efter den russisk - japanske krig. Den russisk-japanske krig blotlagde hele det russiske selvherskerdømmes råddenskab og svaghed. Den fremgangsrige politiske generalstrejke i oktober 1905 klarlagde helt og fuldt denne svaghed (en kolos på lerfødder). Videre afslørede året 1905 ikke bare selvherskerdømmets svaghed, det liberale borgerskabs afmagt og det russiske proletariats styrke, med det afviste også den hidtil rådende opfattelse af det russiske selvherskerdømme som Europas gendarm, at det skulle have styrke til at være Europas gendarm. Kendsgerningerne har vist, at det russiske selvherskerdømme ikke engang var i stand til at klare sin egen arbejderklasse uden at få hjælp af den europæiske kapital. Så længe Ruslands arbejderklasse slumrede, og de russiske bønder ikke rørte på sig, så længe de troede op lille far Tsaren, havde det russiske selvherskerdømme virkeligt mulighed for at være Europas gendarm, men året 1905 og frem for alt skuddene den 9. Januar 1905 vækkede det russiske proletariat, og bondebevægelsen samme år undergravede bondens tro på tsaren.Nu er den russiske revolutions tyngdepunkt flyttet fra de russiske godsejere til engelske-franske imperialistiske bankierer. De tyske socialdemokrater, som søgte at retfærdiggøre deres svig mod proletariatet i 1914 med henvisningen til, at krigen mod det det russiske selvherskerdømme, Europas gendarm, skulle være fremskridtsvenligt, spillede på den måde en skygge af fortiden ud som trumf, hvilket afgjort var falsk spil, idet Europas virkelige gendarmer, som rådede over tilstrækkelige kræfter og midler til at kunne optræde som gendarmer, sad ikke i Petrograd, men i Berlin, i Paris og London.

Nu blev det klart for alle, at Europa til Rusland ikke bare havde eksporteret socialisme, men også kontrarevolution i form af lån til tsaren osv., medens Rusland foruden russiske emigranter også eksporterede revolution til Europa. (I hvert fald eksporterede Rusland i 1905 generalstrejken til Europa som middel i proletariatets kamp.)

2. Om "frugtens modnen" . Hvordan skal man fastslå tidspunktet for revolutionere udbrud? Hvornår kan man sige, at "frugten er moden", at forberedelsesperioden er afsluttet, og at man kan gå til aktion?

a) Når massernes revolutionere stemning stiger og går over sine bredder, medens vore aktionsparoler og direktiver sakker bagud for massernes bevægelse (se Lenins "For deltagelse i dumaen", perioden før oktober 1905), når vi med besvær og ikke altid med lige stor succes holder masserne tilbage, eksempelvis under putilavarbejdernes og maskingeværskytternes aktion i juli 1917 (se også Lenins "Radikalismen - kommunismens børnesygdom". (10)

b) Når usikkerheden og forvirringen, opløsningen og sammenbruddet i modstanderens lejr har nået højdepunktet, når antallet af overløbere og frafaldne fra modstanderens lejr vokser for hver dag og hver time, når de såkaldte neutrale elementer, de småborgerlige millionmasser i by og på land afgjort begynder at vende ryggen til modstanderen (selvherskerdømmet eller borgerskabet) og søger forbund med proletariatet, når de fjendtlige forvaltnings- og undertrykkelsesorganer takket være alt dette ophører med at fungere, paralyseres, bliver uduelig osv., og dermed åbner vejen for proletariatets erobring af magten.

c) Når begge disse ting tidsmæssigt falder sammen (punkt a og b), hvilket i realiteten er det mest almindelige.
Nogle tror, at det er tilstrækkeligt at konstatere den objektive proces af den ved magten stående klasses bortdøen, for at man kunne gå til angreb. Men det er forkert. For at opnå et fremgangsrigt angreb, kræves det desuden, at også en forberedelse af de subjektive forudsætninger. Strategiens og taktikkens opgaver består egentlig kun i behændigt og uden forsinkelser, at arbejde på at forberede de subjektive forudsætninger for angrebet, at holde trit med de objektive processer, som består i, at den herskende klasses magt dør bort.

3. Valget af tidspunkt. For så vidt angrebstidspunktet virkelig vælges af partiet og ikke påtvinges det af begivenhedernes gang, forudsætter valget af tidspunkt to betingelser, der skal sikre en gunstig udgang: a) "frugtens modnen" og b), at der indtræffer en opsigtsvækkende begivenhed, en regeringshandling eller en spontan aktion af lokal natur, som fremtvinger en passende, for de brede masser forståelig anledning til at indlede et angreb, at påbegynde angrebet. Tilsidesættes disse to betingelser, kan det føre til at angrebet ikke tjener som udgangspunkt for voksende og tiltagende fælles angreb på fjenden, at det ikke blot fører til et 'mægtigt, knusende slag (der er den egentlige mening og endemålet med et heldigt valg af tidspunkt), men tværtimod kan det udarte til et latterligt kup, der er nyttig og fordelagtigt for regeringen og modstanderen, i almindelighed og styrkelse af deres prestige, og kan bruges som udgangspunkt for en knusning af partiet eller i hvert fald demoralisere det. Sådan forholdt det sig f.eks. med forslaget om at arrestere Den demokratiske Konference (11), som en del af Centralkomiteen foreslog det, men som forkastedes af Centralkomiteen, fordi det ikke var i overensstemmelse (absolut ikke i overensstemmelse) med det andet krav (se ovenfor), det var ikke passende med hensyn til valget af tidspunkt.
I det hele taget skal man tage sig i agt for, at det første angreb (valget af tidspunktet) ikke forvandles til et kup, og derfor er det strengt nødvendigt at efterleve begge de ovennævnte forudsætninger.

4. "Kraftprøven". Under tiden finder partiet det formålstjenligt - efter at det har udført det forberedende arbejde før de afgørende aktioner og mener at have samlet tilstrækkeligt stærke reserver - at foretage en provokation, at prøve modstanderens kræfter og kontrollere sine egne styrkers kampberedskab, på den måde, at kraftprøven enten bevidst foretages af partiet, efter eget valg (den demonstration, som var udsat til 10. juni 1917, men som siden indstilledes og blev erstattet af demonstrationen 18. Juni samme år), eller også påtvinges partiet af situationen, ved en for tidlig aktion fra modpartens side og i det hele taget på grund af en eller anden uforudset hændelse (Kornilovs aktion i august 1917 og det kommunistiske partis modaktion, der tjente som en fortræffelig styrkeprøve). "Styrkeprøven" må ikke opfattes som en almindelig demonstration, i stil med en 1. maj-demonstration, og derfor kan styrkeprøven ikke opfattes som en simpel mønstring af kræfterne. Den er med hensyn til betydning og eventuelle resultater uden tvivl af større betydning end en almindelig demonstration, men dog mindre betydningsfuld end et oprør - det er noget, der ligger mellem en demonstration og et oprør eller en generalstrejke. Under gunstige betingelser kan det udvikle sig til det første angreb (valget af tidspunkt), til oprøret (vort partis aktion i slutningen af oktober). Under ugunstige betingelser kan det imidlertid udsætte partiet for faren for et direkte nederlag (demonstrationen den 3.-4. juli 1917). Derfor er det mest formålstjenligt at foretage kraftprøven, når "frugten er moden", når modstanderens lejr er tilstrækkeligt demoraliseret, når partiet har samlet visse reserver - kort sagt, når partiet er klar til offensiv, når partiet uden frygt kan imødese, at styrkeprøven på grund af situationen vil udvikle sig til det første slag og siden endog til general offensiv mod fjenden. Når partiet foretager en kraftprøve, må det være rede til alt.

5. "Mønstring af kræfterne" . Mønstringen af kræfterne er en almindelig demonstration, som kan udføres i næsten en hvilken som helst situation (f.eks. en 1.-majdemonstration med eller uden strejke). Hvis mønstringen af kræfterne foretages i en situation, som ikke umiddelbart går forud for det direkte angreb, men i en mere eller mindre "fredelig" tid, så kan den allerhøjest udmunde i et sammenstød med statsmagtens politi eller en hærafdeling uden særlig fremgang for hverken partiet eller modstanderen. Gennemføres det derimod i den ophedede atmosfære, der råder når oprøret nærmer sig, kan det inddrage partiet i et for tidligt afgørende sammenstød med modstanderen, og er partiet endnu svagt, ikke beredt til den slags sammenstød, så kan modstanderen med held anvende en sådan "mønstring af kræfterne" og knuse proletariatets kræfter (heraf partiets gentagne opfordringer i september 1917 til ikke at "lade sig provokere"). Derfor må man være yderst forsigtig med at anvende metoden med mønstring af kræfterne i en atmosfære, hvor den revolutionere krise allerede er modnet, og være opmærksom på, at hvis partiet er svagt, kan modstanderen benytte sig af denne mønstring til at knuse proletariatet eller under alle omstændigheder alvorligt svække det. Og omvendt, hvis partiet er kampberedt, og hvis modstanderens rækker åbenbart er demoraliserede, så må man ikke forspilde lejligheden til at "mønstre kræfterne", siden gå over i en "kraftprøve" (forudsat betingelserne er til det - "frugtens modnen" osv. - er gunstige) og derefter indlede det almindelige stormangreb.

6. 0ffensivens taktik (frihedskrigens taktik, når proletariatet allerede har taget magten.)

7. Det ordnede tilbagetogs taktik. Hvordan man overfor de fjendtlige kræfters 'åbenbare overlegenhed' behændigt skal trække sig tilbage for at redde om ikke størstedelen af hæren, så i det mindste dens kadrer (se Lenins "Radikalismen - kommunismens børnesygdom"). Hvordan vi er de sidste, der trækker sig tilbage, eksempelvis ved boykotten af Witte-Dubasovdumaen. Forskellen mellem tilbagetrækningens taktik og flugtens "taktik" (jvf. mensjevikkerne)

8. Forsvarets taktik, som er et nødvendigt middel til at bevare kadrerne og samle kræfter i en afventen af kommende kampe. Den forpligter partiet til at besætte positionerne på alle kampområder uden undtagelse og i tilstrækkelig udstrækning forstærke alle våbenarter, dvs. alle organisationens former, uden på nogen måde at overse nogen, end ikke den tilsyneladende mindst betydningsfulde. Man ved nemlig ikke på forhånd præcis hvilket område, der vil blive den første kampplads og præcis hvilken bevægelsesform eller organisationsform, der skal tjene som udgangspunkt og være et våben, hvormed proletariatet kan uddele følelige slag, når de afgørende kampe begynder. Med andre ord: afventende det afgørende slag bør partiet i forsvars- og mobiliseringsperioden ruste sig på alle områder. I en afventen på kampene...

Dette betyder dog ikke, at partiet skal sidde med hænderne i skødet og vente, blive en uvirksom tilskuer og udarte fra et revolutionært parti (hvis det befinder sig i opposition) til et afventende parti - nej, i en sådan periode er det nødvendigt at undvige kampe, ikke engagere sig i sådanne, hvis det endnu ikke er lykkedes at samle tilstrækkelige kræfter eller hvis situationen er ugunstig for det, men partiet må ikke spilde en eneste lejlighed - forudsat at forholdene er gunstige - til at tvinge modstanderen i kamp, hvor dette er ufordelagtigt for ham, holde ham i stadig spænding, skridt for skridt desorganisere og demoralisere hans styrker, skridt for skridt træne proletariatets kræfter i kampe, som angår dets daglige interesser og på den måde mangedoble sine egne kræfter.

Kun på denne måde kan forsvaret være et virkeligt aktivt forsvar, og partiet vil kunne bevare alle kendetegn på et virkeligt aktionsparti og ikke blive et parti, der er sunket hen i passiv venten, kun på denne måde vil partiet undgå at forsumpe, undgå at overse tidspunkterne for de afgørende aktioner og ikke blive overrumplet af hændelserne. Tilfældet Kautsky og Co., som på grund af sin taktik med at iagttage en "klog", passiv venten og en endnu "klogere" uvirksomhed overså tidspunktet for udbruddet af den proletariske revolutions udbrud i vesten, udgør en direkte advarsel. Og videre: tilfældet mensjevikkerne og de socialrevolutionære, som på grund af deres taktik med i det uendelige at afvente begivenhedernes gang i spørgsmålene om fred og jord, mistede magten, bør også tjene som en advarsel. På den anden side er det også klart, at det aktive forsvars taktik, handlingens (aktionens) taktik ikke må misbruges, i et sådant tilfælde foreligger faren for, at man forvandler det kommunistiske partis revolutionære aktionstaktik til en taktik for "revolutionær" gymnastik, dvs. en taktik, som ikke fører til en samling af proletariatets kræfter og en styrkelse af dets kampberedskab og således ikke fremskynder revolutionen, men fører til en forringelse af proletariatets styrke og svækker dets kampberedskab - følgelig til en besværliggørelse af revolutionens sag.

9. Den kommunistiske strategis og taktiks almene grundregler.

Der er tre grundregler:

a) Som grundregel må man antage den gennem marxismens teori vundne og gennem den revolutionere praksis bekræftede slutning, at proletariatet i de kapitalistiske lande er den eneste konsekvent revolutionære klasse, som er interesseret i, at menneskeheden helt befries for kapitalismen, og derfor er kaldet til at være lederen for alle undertrykte og udbyttede masser i kampen for styrtelsen af kapitalismen, hvorfor alt arbejde må indrettes på at sikre proletariatets diktatur.

b) Som grundregel må man antage den gennem marxismens teori vundne og gennem den revolutionere praksis bekræftede slutning, at det kommunistiske parti i hvert enkelt land kun kan have en rigtig strategi og taktik, hvis disse ikke indskrænker sig til "deres eget land", "deres eget" fædreland, "deres eget" proletariats interesseområde, men tværtimod, med hensyntagen til hjemlandets forhold og betingelser, stiller det det internationale proletariats interesser og fremme af revolutionen i andre lande i forgrunden, dvs. om de virkeligt i ånden er internationalister, om de gennemfører et "maximum af det, der kan virkeliggøres i eet land" (ens eget) for at udvikle, støtte og vække revolutionen til live i alle lande (se Lenins "Den proletariske revolution og renegaten Kautsky").

c) Som udgangspunkt må man antage forkastelsen af al slags dogmatisme (den højre- og venstrerettede) ved ændringen af strategien og taktikken, ved udarbejdelsen af nye strategiske planer og taktiske linier (Kautsky, Axelrod, Bogdanov, Bucharin), forkastelsen af den passive ventens metode og metoden med at påberåbe sig citater og historiske paraleller, konstruerede planer og døde formler (Axelrod, Plechanov), samt erkendelsen af, at det ikke drejer sig om at "ligge", men at stå på marxismens standpunkt, ikke "bare forklare verden", men "forandre" den, ikke betragte "proletariatet bagfra" og ikke humpe bagefter i begivenhedernes kølvand, men lede proletariatet og være et bevidst udtryk for den ubevidste proces (se Lenins "Spontanitet og bevidsthed") (12) samt det kendte sted i Marx's "Det kommunistiske Manifest", hvor det hedder, at kommunisterne er den mest fremsynede og fremadskridende del af proletariatet.

Enhver af disse grundregler, særlig den anden og tredje, bør illustreres af fakta fra den revolutionære bevægelses erfaring i Rusland og Vesten.

10. Opgaverne

a) At vinde proletariatets avantgarde for kommunismen (dvs. formere kadrerne, danne et kommunistisk parti, udarbejde et program, taktiske grundregler). Propagandaen er den hovedsagelige arbejdsform.

b) At vinde arbejderne og i det hele taget de arbejdendes brede masser for avantgarden (føre masserne frem til kamppositionerne). Hovedformen for arbejdet er massernes praktiske aktioner som indledning til de afgørende kampe.

11. Reglerne.

a) Uden undtagelse at mestre alle former for proletariatets organisation samt alle bevægelsens og kampens former (områder). (Bevægelsesformer: parlamentariske og udenomsparlamentariske, legale og Illegale)

b) At lære at tilpasse sig efter den hurtige vekslen fra den ene bevægelsesform til den anden eller visse formers komplettering med andre, lære sig at samordne de legale former med de illegale, de parlamentariske med de udenomsparlamentariske (eksempel: bolsjevikkernes hurtige overgang i juli 1917 fra legale former til illegale, den udenomsparlamentariske bevægelses samordning med virksomheden i Dumaen i tiden før Lena-hændelserne). (13)

12. Det kommunistiske partis strategi og taktik før og efter magtovertagelsen. Fire særtræk:

a) Det vigtigste i den situation, som efter Oktoberrevolutionen opstod i Europa i almindelighed og i Rusland i særdeleshed, var det gennembrud på den internationale sociale front (som resultat af sejren over det russiske borgerskab) i regionen Rusland, som gennemførtes af det russiske proletariat (bruddet med imperial ismen, offentliggørelsen af de hemmelige aftaler, borgerkrig i stedet for imperialistisk krig, forbrødringsappel til soldaterne, opfordring til arbejderne til at gøre oprør mod deres regeringer).

Dette gennembrud indledte en vending i verdenshistorien, hvor hele det internationale imperialistiske systems totalitet blev stillet over for en , umiddelbar trussel og på en gennemgribende måde ændrede det de gensidige forhold mellem de kæmpende kræfter i Vesten til fordel for Europas arbejderklasse. Og dette betyder, at det russiske proletariat og dets parti forvandledes fra en national kraft til en international kraft, hvorved den gamle opgave at styrte sit eget nationale borgerskab blev afløst af den nye opgave at styrte det internationale borgerskab; og da det internationale borgerskab fornemmede den dødelige fare, stillede det sig som nærmeste opgave at likvidere det russiske gennembrud og koncentrerede alle deres tilgængelige kræfter (reserver) mod Sovjetrusland. Derfor måtte dette land koncentrere alle sine kræfter på forsvaret og blev nødt til at møde hovedangrebet fra det internationale borgerskab. For proletarerne i Vesten støttede alt dette i høj grad deres kamp mod borgerskabet og det tidoblede deres sympati for det russiske proletariat som verdensproletariatets forkæmper.

Afslutningen af opgaven at styrte borgerskabet i et land ledte således til den nye opgave at føre kamp i international målestok. Kamp på et andet plan, den proletariske stats kamp mod de fjendtlige kapitalistiske stater, hvorved det russiske proletariat, som indtil da havde været en af det internationale proletariats hærafdelinger, derefter blev verdensproletariatets fortrop, dets avantgarde.

en opgave at udløse revolutionen i Vesten med det formål at gøre det lettere for os, dvs. for Rusland at føre vores egen revolution til ende, har således ændret sig fra et ønskemål til en rent praktisk dagsopgave. Denne forandring i forholdene (særligt de internationale), som Oktober fremkaldte i kan helt og holdent tilskrives Oktobers konto. Februarrevolutionen berørte på ingen måde de internationale forhold.

b) Det andet vigtige træk i den situation der opstod i Rusland efter Oktoberrevolutionen, er den forandring, som indtrådte med både proletariatet og dets partis stilling inden for Rusland. Tidligere, før Oktober, var proletariatets hovedsagelige gøremål rettet på at organisere alle kampkræfter for at styrte borgerskabet, således en opgave af fortrinsvis kritisk og nedbrydende karakter. Nu, efter Oktoberrevolutionen, hvor borgerskabet ikke længere er ved magten, og staten er blevet en proletariatets stat, er den gamle opgave bortfaldet og har afgivet pladsen for den nye opgave: at organisere alle arbejdende mennesker i Rusland (bønder, håndværkere, hjemmearbejdende, intellektuelle, de tilbagestående folkeslag som hører under RSFSR) for at opbygge det nye Sovjetrusland, dets økonomiske og militære apparater på den ene side og for at undertrykke modstanden fra det styrtede, men endnu ikke endegyldigt besejrede borgerskab på den anden
(Note af Stalin: I overensstemmelse hermed er nogle af bevægelsens gamle former bortfaldet, f.eks. strejker, oprør m.m. sideløbende med at karakteren og formerne (funktionerne) hos arbejderklassens organisationer (partiet, sovjetterne, fagforeningerne, kooperativerne, folkeuddannelsesinstitutionerne) i forbindelse hermed har ændret sig.)

c) I overensstemmelse med proletariatets ændrede stilling i Rusland og den nye opgave har også pro1etariatets politik over for de borgerlige og småborgerlige grupper og befolkningslag i Rusland ændret sig . Tidligere (før styrtelsen af borgerskabet) afviste proletariatet enkelte overenskomster med borgerlige grupper, da en sådan politik ville medføre en styrkelse af det ved magten stående borgerskab; nu er proletariatet derimod for enkelte overenskomster, eftersom det styrker dets magt, splitter borgerskabet, gør det lettere for proletariatet at holde dets enkelte grupper i skak og letter deres opsugning. Forskellen mellem "reformismen" og politikken at indgå enkelte overenskomster (den førstnævnte afviser ubetinget de revolutionere aktioners metode, den sidste ikke, og hvis den anvendes af de revolutionære, så går den ud fra den revolutionere metode, den førstnævnte er, hvad angår omfanget indskrænket, den sidstnævnte omfattende). (Se om "reformismen" og "overenskomsternes politik".)

d) I overensstemmelse med proletariatets og det kommunistiske partis vældige tilvækst i styrke og midler er rækkevidden af det kommunistiske partis strategiske arbejde blevet øget. Tidligere indskrænkede det kommunistiske partis strategi sig til at udvikle den strategiske plan, at manøvrere mellem de forskellige former for proletariatets bevægelse og organisationer samt mellem bevægelsens forskellige krav (paroler), af hvilken en del blev fremført og andre blev udskiftet, at anvende de få reserver som modsætningerne mellem de forskellige klasser muliggjorde, hvorved rammerne og mulighederne for at udnytte de disse reserver på grund af partiets svaghed i reglen altid var meget begrænsede; nu, efter Oktoberrevolutionen, er reserverne for det første øget (modsætningerne mellem de sociale grupper i Rusland, modsætningerne mellem klasserne og nationaliteterne i de omgivende stater, den tiltagende socialistiske revolution i Vesten, den voksende revolutionære bevægelse i Østen og i kolonierne i det hele taget m.m.), for det andet er midlerne og mulighederne for at manøvrere mangedoblet (de gamle midler er blevet forøget med nye, eksempelvis den diplomatiske virksomhed, oprettelse af mere reelle forbindelser med såvel den socialistiske bevægelse i Vesten som den revolutionære bevægelse i Østen), for det tredje er der opstået nye, vidtrækkende muligheder for at udnytte reserverne takket være, at proletariatets styrke og midler er mangedoblede; i Rusland er det blevet den herskende politiske kraft med sine egne hærstyrker under dets ledelse, og på den internationale front er det blevet den revolutionære verdensbevægelses avantgarde.

13. Specielt:

a) spørgsmålet om bevægelsens tempo og dens rolle ved fastlæggelsen af strategien og taktikken,

b) spørgsmålet om reformismen, om overenskomsternes politik og deres forhold til hinanden.

14. "Reformismen" ("kompromispolitik"), "overenskomsternes politik" og "enkelte overenskomster" er tre forskellige ting (hvert enkelt af dem må behandles særskilt). Mensjevikkernes overenskomster er uantagelige, idet de udgår fra reformismen, dvs. fra negationen af revolutionere aktioner, medens bolsjevikkernes overenskomster udgår fra de revolutionere aktioners behov. Netop derfor forvandles overenskomsterne hos mensjevikkerne til et system, til en overenskomsternes politik, medens bolsjevikkerne kun er for enkelte, korrekte overenskomster uden at gøre dem til en særlig overenskomsternes politik.

15. De tre perioder i Ruslands kommunistiske partis udvikling:

a) Den periode hvor proletariatets avantgarde (dvs. partiet) formes, hvor partikadrerne uddannes (i denne periode er partiet svagt, det har et program og almene grundregler for taktikken, men som et masseaktionernes parti er det svagt);

b) Perioden med revolutionær massekamp under det kommunistiske partis ledelse. I denne periode forvandles partiet fra en organisation for masseagitation til en organisation for masseaktioner, forberedelsesperioden afløses af de revolutionære aktioners periode;

c) Perioden efter magtovertagelsen, efter det kommunistiske parti er blevet et regeringsparti.

16. Den russiske proletariske revolutions politiske styrke består i, at bøndernes agrarrevolution (styrtelsen af feudalismen) er sket under proletariatets (og ikke borgerskabets) ledelse, af denne grund udgjorde den borgerlig-demokratiske revolution indledningen til den proletariske revolution, at de arbejdende bondemassers forbindelse med proletariatet og dettes støtte til de førstnævnte var ikke bare politisk begrundet, men også organisatorisk forankret i sovjetterne, hvilket skaffede proletariatet sympati fra den vældige befolkningsmajoritets side (netop derfor er der ingen fare, selvom proletariatet ikke selv udgør flertallet i landet).

Svagheden ved de proletariske revolutioner i Europa
(på kontinentet) består i, at proletariatet der ikke har taget vare på denne forbindelse med landsbyerne eller får dennes støtte. der stod bøndernes befrielse fra feudalismen under borgerskabets ledelse (og ikke af proletariatet, som endnu var svagt), samtidig med, at socialdemokratiets ligegyldige holdning overfor landboernes interesser i lang tid sikrede borgerskabet sympatien fra de fleste bønders side. *)

Juli 1921.


*) Det foreliggende udkast til en brochure blev anvendt til brochuren "Om leninismens grundlag", som udkom 1924 og indgår i J. V. Stalins skrifter bind 6. Første del af artiklen anvendtes til artiklen "Til spørgsmålet om de russiske kommunisters strategi og taktik", som publiceredes 1923 og indgår i J. V. Stalins skrifter bind 5, og nogle af teserne blev af forfatteren anvendt til artiklen "Partiet før og efter magtovertagelsen", som publiceredes i august 1921 og indgår i J. V. Stalins skrifter bind 5 - red.


NOTER

1. Her sigtes til de 21 betingelser for optagelse i Kommunistisk Internationale, som fastlagdes af KIs II. Kongres den 6. august 1920.

2. Under den politiske massedemonstration i Petrograd den 20. og 21. april 1917 opstillede den gruppe medlemmer i bolsjevikpartiets petrogradkommite (Bagdatiev m. fl.) parolen om umiddelbart at styrte den provisoriske regering, hvilket var i strid med direktivet fra Bolsjevikkernes Centralkomité om at demonstrationen skulle have fredelig karakter. Partiets CK fordømte disse "venstre"-eventyrernes dristige skridt. (V. I. Lenin, Skrifter, fjerde russiske oplag, b. 24, side 181 og 182.)

3. Her sigtes til V. I. Lenins aprilteser "Om proletariatets opgaver i den givne revolution".

4. Spørgsmålet gælder den kontrarevolutionære revolte i Kronstadt i marts 1921. ("SUKP (b)s historie. Kort gennemgange', Arbejderforlaget Kbn. 1939 s. 303-304.)

5. V. I Lenin: "To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution".

6. Det konstitutionelt-demokratiske parti (KD - kadetter) - det liberalt- monarkistiske borgerskabs parti, var det største borgerlige part! i Rusland og dannedes i oktober 1905. Kadetteme kamuflerede sig med en falsk demokratisme, kaldte sig "folkefrihedens" parti og søgte dermed at vinde bønderne over på deres side. De søgte at bevare tsarismen i form af et konstitutionelt monarki. Efter den socialistiske Oktoberrevolutions sejr, organiserede kadetterne kontrarevolutionære sammensværgelser og revolter mod Sovjetrepublikken.

7. V. I. Lenin. "Kadetternes sejr og arbejderpartiets opgaver"

8. Her sigtes til V. I. Lenins brochure "Sovjetmagtens nærmeste opgaver".

9. Credo - manifest udgivet af en gruppe "Økonomister.". (Herom se V.I. Lenin: "Protest fra Ruslands socialdemokrater")

10. V.I.Lenin: "Radikalismen - kommunismens børnesygdom".

11. Den demokratiske Konference foregik i Petrograd den 14-22. september 1917. Konferencen indkaldtes af de mensjevikiske og socialrevolutionære ledere for arbejder- og soldaterdeputeredesovjetternes alrussiske centrale eksekutivkommité samt bondedeputeredesovjetternes eksekutivkommité, og den bestod af repræsentanter for de socialistiske partier, de kompromisvenlige sovjetter, fagforeninger, semstvoner, handels- og industrikredse samt hærafdelinger. Konferencen oprettede et FørParlament (Republikkens Provisoriske Råd) - et rådgivende organ for den provisoriske regering. organ for den provisoriske regering. Kompromismagerne havde til hensigt ved hjælp af Førparlamentet at standse revolutionen og føre landet fra sovjetrevolutionens vej ind på den borgerligt-konstitutionelle udviklings vej.

12. Der sigtes til V. I. Lenins bog "Hvad må der gøres?"

13. Det drejer sig om de massestrejker, demonstrationer og møder i Petersborg, Moskva og alle industricentre og områder i Rusland, som var proletariatets svar på tsartroppernes nedskydning af arbejdere ved guldfundene i Lena-området, Sibirien, i april 1912. ('SUKP(b)s historie. Kort gennemgang" Arbejderforlaget 1939 Kbh. s. 177-178.)

Se også Stalins artikler

Til spørgsmålet om de russiske kommunisters strategi og taktik
"Pravda" 14. marts 1923

Oktoberrevolutionen og de russiske kommunisters taktik
Forord til bogen "På vej til oktober" 17. december 1924

- End -

- End -