Che Guevara: Digte i liv og død

CheDen 17. oktober er det 40 år siden Che Guevara blev myrdet af CIA i en afsides  boliviansk landsby.
Argentineren Che, cubansk revolutionshelt og minister, latinamerikansk verdensrevolutionær er netop kåret som ’Argentinas største historiske og politiske skikkelse’. Han døde som 39-årig i 1967; næste år vil hans 80 års-dag den 14. juni blive markeret på Cuba, i Argentina og mange andre steder.

Selvom han har været død i 40 år, dukker der stadig materiale frem omkring denne legendariske revolutionære. En notesbog i Che’s besiddelse, da han blev dræbt, er af mystiske kanaler dukket op, og indholdet offentliggjort af et mexicansk forlag, skriver den britiske avis The Guardian.
Det var ikke politiske eller militære notitser, der fylder den slidte grønne bog fuld af æselører  – men 69 digte af fire spanskskrivende digtere, nedskrevet i hånden af Che selv – en antologi med hans yndlingsdigtning..

- Da Che blev fanget, undersøgte militæret hans rygsæk og fandt to notesbøger: Den ene imed hemmelige koder til kommunikation med Havana og  så den grønne notesbog, sagde den mexicanske forfatter og Che-biograf Paco Ignacio Taibo II, der har skrevet forordet til antologien, ved præsentationen af udgivelsen..

Che’s  fire yndlingsdigtere er den store chilener Pablo Neruda (1900-1973), cubaneren Nicolas Guillen (1902-89), peruvianeren Cesar Vallejo (1892-1938) og spanieren León Filipe (1884-1968). 

Forlaget Planeta afviser at sige, hvordan det har fået fat i notesbogen, eller en kopi af den, men erklærer, at man har brugt to år på at få bekræftet dens autencitet. Tilsyneladende har den været hemmeligt opbevaret af boliviansk militær i en lang årrække. Den cubanske omtale af udgivelsen viser, at den også dér betragtes som ægte.

- Antologien trækker disse intime digte, fulde af social kritik og ladet med følelse og bevægelse, frem i lyset. Det er et nyt portræt af Che, et nyt træk ved myten, sagde den mexicanske forfatter, der tilføjede, at offentliggørelsen af digtene tidligere var blevet forhindret af akiftende bolivianske militærregeringer før Evo Morales. 

Paco Ignacio konkluderede:  
- Denne (Che’s) kærlighed til læsning voksede frem som en modvægt til umuligheden af at læse politiske tekster og økonomiske håndbøger; man kan ikke læse økonomiske værker og holde hjernen klar uden også at læse Cesar Vallejo.

Se også

César Vallejos Menneskelige digte

Pablo Neruda: Den store sang

- End -