César Vallejos Menneskelige digte

Den, der engang sidst i 60erne i sidste århunndrede var så heldig at anskaffe sig ”Poemas Humanos” – Vallejos’Menneskelige digte’ – som kom i en samlet spansk-engelsk udgave blev fanget af dens radikale fortryllelseskraft.

Perus første moderne og største digter rangerer på linje med en Majakovsky, en Garcia Lorca, en Neruda, en Hikmet eller en Nicolas Guillén. Han skrev digte med en tone, der aldrig var hørt før, og med en betydningsladning i det modernistiske formsprog, som også var et udtryk for de revolutionære kunstneres sprængning af de gamle former fra før imperialismens og de socialistiske revolutioners epoke.

Indianeren Vallejo blev født i en landsby i Andesbjergene, måske i 1892. Som 21-årig fik en universitetsgrad for en afhandling om den romantiske poesi i Spanien. Hans første digtsamling ’De sorte herolder’ fra 1919 gjorde indiansk virkelighed til tema for poesi. I 1920 deltog han i et protestmøde i sin hjemby Santiago Chuco mod en korrupty borgmester – og blev først løsladt fra fængslet godt et halvt år senere. Dér skrev han sin anden  digtsamling ’Trilce’.
Han måtte til Europa.

 I 1923 kom han til Paris. Sidst i 1928 rejser han til Sovjetunionen, håbets land, og træffer bl.a. Majakovsky. Han nærmer sig marxismen, bliver kommunist, begynder at forstå verden, og også sit eget land, sin nation, historisk og materialistisk.
Bogen ’Rusland 1931. Reflektioner ved Kremls fødder’ udkom samme år i Madrid, den nye spanske republiks hovedstad. Det år udgav han også en proletarisk roman ’Wolfram’ om Perus fattige og undertrykte.

Han udvises af den reaktionære franske regering, tager til Spanien, bliver medlem af kommunistpartiet, vender illegalt tilbage til Paris, hvor han skriver en række teaterstykker.
Da Franco-fascisterne starter opstanden mod den spanske republik i 1936 vender han tilbage til digtningen – og skriver i de næste par år den centrale digtsamling Poemos Humanos, som udsendtes efter hans død af sult i marts 1938.

Han skrev:

Snart bliver det dag – forøg
dit åndedræt, forstærk
din forbitrede godhed
og skub frygt og nexus og emfase tilside,
for du (man ser det på dine skridt, og fordi
det onde, ak ja, det onde er udødeligt!)
drømte i nat at du levede af intet
og døde af alt…

På dansk findes et glimrende udvalg af hans digte under titlen ’Den sorte Herold’, oversat af Peer Sibast, på Husets Forlag/S.O.L.

De ni uhyrer

Billederne: Plakater fra Den spanske borgerkrig

Og ulykkeligvis
vokser smerten i verden hvert øjeblik,
vokser tredive minutter i sekundet, skridt
for skridt,
og smertens væsen er fordoblet smerte
og martyriets vilkår, kødædende, glubsk,
er smerte, fordoblet smerte,
og det reneste græs har ét formål:
fordoblet smerte
og livets gode smerter os dobbelt.

Aldrig, menneskelige mennesker,
var der så megen smerte i brystet, i
jakkeopslaget, i tegnebogen,
i glasset, i slagterbutikken, i
aritmetikken!
Aldrig så megen smertelig ømhed,
aldrig greb det fjerne så vildt i det nære,
aldrig nogensinde har ilden spillet
sin kolde dødsrolle så godt!
Aldrig, Hr. Sundhedsminister, har
sundheden
været mere dødelig
og migrænen trukket så megen pande ud
af panden!
Og møblet fandt i sin skuffe: smerte,
hjertet i sin skuffe: smerte,
firbenet i sin skuffe: smerte.

Ulykken vokser, menneskebrødre,
hurtigere end maskinen, ti gange så
hurtigt, og vokser
med Rousseau’s kreatur, med vore skæg.
Det onde vokser af grunde vi ikke kender
og oversvømmes af sine egne væsker,
af sit eget mudder og sin egen massive
sky.

Lidelsen vender op og ned på alting, gør
at vandvæsken fugter fortovet lodret,
at øjet ses og dette øre høres
og dette øre slår ni klokkeslag
i lynnedslagets time, og ni lattersalver
i hvedens time, og ni kvindelige lyde
i grådens time, og ni salmer
i sultens time, og ni tordenskrald
og ni piskeslag på ét skrig nær.

Smerten, menneskebrødre,
griber os bagfra, i profil,
og driver os til vanvid i biograferne,
nagler os fast til grammofonerne,
river os løs i sengene, falder lodret
over vore billetter, over vore breve;
og da det er så svært at lide, kan man
bede …
Der findes, som følge af smerten, nogle
som fødes, andre som vokser, endnu
andre som dør,
og andre som fødes og ikke dør, andre
som dør uden at være født, og andre
som hverken fødes eller dør (det er de
fleste).

Og ligeledes som følge af smerten
er jeg bedrøvet helt op til hovedet
og endnu mere bedrøvet helt ned til
anklerne
over at se brødet korsfæstet, roen
blodplettet,
løget grædende,
kornet i almindelighed som mel,
saltet pulveriseret, vandet på flugt,
vinen et Ecce Homo,
sneen så bleg, solen så hed!
Hvordan kan jeg, menneskebrødre,
sige andet end at jeg ikke kan længere,
ikke kan længere med så mange skuffer,
så mange minutter, så mange firben,
så mange ting vendt på hovedet,
så mange afstande og al denne tørstende tørst!
Hr. Sundhedsminister, hvad kan vi gøre?
Åh, ulykkeligvis, menneskelige
mennesker,
er der, brødre, så uhørt meget at gøre.

- End -