PABLO NERUDA:  DEN STORE SANG

Che’s favoritter: Digte af Pablo Neruda (1900-1973), der skrev et af hovedværkerne i det 20. århundredes poesi – hans gigantiske Canto General (Den store sang), 1ste udgave 1950.
Den udkom på dansk i 1979 i Peer Sibasts oversættelse.
Illustrationerne er af José Venturelli.

MENNESKET

Her fandt jeg kærligheden. Den blev født
i sandet, voksede uden stemme, berørte
hårdhedens flint og modstod døden.
Her var mennesket livet som forenede
det uberørte lys, det overlevende hav,
og angreb og sang og kæmpede
med metallernes selvsamme enhed.
Her var kirkegårdene nykastet
jord, brækkede kors,
over hvis opløste træ
de sandede vinde strøg.

BOGSTAVET

Sådan var det. Sådan skal det blive. I de kalkrige
bjerge og ved røgens
bred, i værkstederne,
findes et budskab skrevet på væggene
og folket, kun folket, kan se det.
Dets gennemsigtige bogstaver blev dannet
af sved og stilhed. De står skrevet.
Du æltede dem, folk, på din vej
og de rejser sig over natten som daggryets
glødende, dunkle ild.
Folk, stig ind på dagens strande.
Marchér som en hær, forenet,
og tramp jorden med dine skridt
og med samme klingende identitet.
Måtte du være ét med sveden i kampen,
ét med det støvbefængte blod
fra folket mejet ned på vejene.

Over denne klarhed skal de fødes,
bondegårdene, byen, minerne,
og over denne enhed som den faste
spirende jord har den skabende
bestandighed lagt sig, kimen
til den nye by for jeres liv.
Lyset fra de mishandlede lav, fædreland
æltet af metallurgiske hænder,
orden udgået fra fiskerne
som en gren af havet, mure armeret
af det blomstrende murerhåndværk,
kornets skoler, tømmer
til fabrikker rejst af mennesket.
Landsforviste fred som vender tilbage, fordelte
brød, morgengry, den jordiske kærlighed
trolddomsmagt, bygget
over planetens fire vinde.

TIL MIT PARTI

Du gav mig broderskab med ham jeg ikke kender.
Du har givet mig alle de levendes styrke.
Du har givet mig mit land igen som ved en fødsel.
Du har givet mig den frihed som den ensomme ikke ejer.
Du lærte mig at tænde godheden som et bål.
Du gav mig den retlinethed træet behøver
Du lærte mig at se enheden og skellet mellem mennesker.
Du viste mig hvordan den enkeltes smerte døde bort i alles sejr.
Du lærte mig at sove i mine brødres hårde senge.
Du fik mig til at bygge på virkeligheden som på en klippe.
Du gjorde mig til skurkens fjende og værn mod den afsindige.
Du lod mig erkende verdens lys og glædens muligheder.
Du gjorde mig uforgængelig fordi jeg med dig i mig  selv er uden ende.

- End -

.