Her følger den anden artikel om APK’s og Kommunistisk Politiks ophold i over en måned i Sydamerika. Artiklen beretter fra det fjerde internationale seminar "Revolutionens problemer i Latinamerika" i Quito, Ecuador. Første artikel bragtes i sidste nummer af KP.

I dagene fra d. 17. til 21. juli havde jeg på vegne af APK den store ære at deltage i det fjerde internationale seminar med samme titel som de foregående, "Revolutionens problemer i Latinamerika". Seminaret, som er en årligt tilbagevendende begivenhed med start i 1997, fandt sted i auditoriet på Fakultetet for Filosofi på Quitos Centrale Universitet og diskuterede i år temaet "revolutionens karakter".

Dagen før seminarets start var alle internationale delegerede blevet indkvarteret i et stort hus, som arrangørerne, Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE) og dets parlamentariske front Demokratisk Folkebevægelse (MPD), havde til deres rådighed. Der blev hilst på hinanden, udvekslet de første erfaringer, og så var vi ellers klar til at indlede seminaret mandag morgen.

Vi stiger ud af bussen og går ind mod auditoriet, hvor seminaret skal afholdes. Her syder og bobler det allerede. Forventningerne er store. Der er kommet revolutionære og kommunister fra det meste af verden for at deltage i dette femdages seminar om revolutionen og dens problemstillinger.

PCMLE og MPD har mobiliseret deres medlemmer i hele landet til at deltage i dette vigtige seminar, der er et referencepunkt og mødested for hele den revolutionære og kommunistiske bevægelse i Latinamerika.

Og folk er virkelig mødt talstærkt op. Til åbningsceremonien, hvor Internationale blev afsunget, PCMLE’s og MPD’s hymner spillet og velkomsttaler holdt af national talsmand for PCMLE Oswaldo Palacios, MPD’s formand Ciro Guzmán samt dekanen på Fakultetet for Filosofi Guillermo Pérez, var hele det utroligt fornemme og med såvel PCMLE’s og MPD’s bannere side om side som kæmpe billeder af marxismen-leninismens klassikere – Marx, Engels, Lenin og Stalin – smukt udsmykkede auditorium stuvende fuldt, dvs. op imod 1000 delegerede var på plads.

Oven på denne åbningsceremoni, der med en fantastisk stemning og begejstring åbnede seminaret, begyndte dets egentlige program, der var opbygget således, at man om formiddagen lyttede til indlæg fra de tilstedeværende politiske partier og organisationer. Herefter diskuteredes indlæggene, og sidst på eftermiddagen var der så rundbordsdiskussion af temaer som dollarisering, "den tredje vej" og den meget aktuelle og kraftigt amerikansk støttede Plan Colombia.

Der var mange forskellige partier og organisationer til stede, men fælles for dem alle var, at de betegnede sig selv som revolutionære eller kommunistiske. De i alt 16 deltagende partier og organisationer udgjordes af: Argentinas Revolutionære Kommunistiske Parti og Kommunistisk Genstiftelse (Refundación Communista), ligeledes fra Argentina; Folkets Enhedsfront, Bolivia; Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti; Bevægelsen for det Revolutionære Venstre (MIR), Chile; Colombias Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister, samt yderligere fra Colombia Folkehæren til Befrielse (EPL) og Hæren til National Befrielse (ELN); Arbejderpartiet Kommunisterne, Danmark; Arbejdets Kommunistiske Parti (PCT) og Bevægelsen for Uafhængighed, Enhed og Forandring (MIUCA) fra Den Dominikanske Republik; fra Ecuador Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE) og Demokratisk Folkebevægelse (MPD); Den Revolutionære Marxistiske Organisation A/Synechia, Grækenland; Mexicos Revolutionære Folkedemokratiske Parti-Den Revolutionære Folkehær (PDPR-EPR) og Tysklands Marxistisk-Leninistiske Parti (MLPD).

Allerede den første dag gik to partier, der ligesom APK begge er med i den Internationale Konference af Marxistisk-Leninistiske Partier og Organisationer, nemlig de dominikanske kommunister i PCT og ecuadorianerne i PCMLE, på talerstolen.

Aquiles Castro, PCT, fastslog den nære sammenhæng mellem den antiimperialistiske kamp og kampen for socialismen:

"I vores region vokser tilstedeværelsen af forskellige imperialistiske magter, men herredømmet og kontrollen har USA, og som følge heraf mener vi, at de konklusioner, som den revolutionære bevægelse allerede har draget, bevarer hele deres gyldighed: den nationale uafhængighed og de latinamerikanske lande og folks sociale frigørelse går gennem kampen mod den amerikanske imperialisme, og derfor er denne kamp en del af den sociale revolution, som vi slås for."

A. Castro kom også ind på globaliseringen og dens konsekvenser, ikke mindst for samfundets klassesammensætning:

"Konsekvenserne af den nuværende imperialistiske dominans (tilpasningsprogrammerne og den neoliberale globalisering) for klassestrukturen i vore samfund fortjener en særlig opmærksomhed på grund af dens store vigtighed for spørgsmålet om revolutionens strategi. (…)

Vi mener, at de store befolkninger, der er koncentreret i de folkelige kvarterer i de store latinamerikanske byer, ud fra deres konkrete protester har vist sig som en vigtig reserve for revolutionen, forudsat at denne rejser og påtager sig deres krav, som i deres natur og indhold er demokratiske og ikke nødvendigvis socialistiske."

I januar i år var Ecuador på randen af en antiimperialistisk revolution. Præsident Jamil Mahuad blev væltet, og borgerskabet nåede kun lige i sidste øjeblik, med behørig hjælp fra IMF, Verdensbanken, FN og CIA, at slukke branden og indsætte en ny borgerlig præsident. Bl.a. derfor var PCMLE’s indlæg, som fremlagdes af partiets nationale talsmand Oswaldo Palacios, imødeset med spænding.

O. Palacios startede med at karakterisere Ecuador som "et kapitalistisk land, afhængigt af imperialismen" og fortsatte: "De grundlæggende modsætninger i vort land er: (1) modsætningen mellem den ecuadorianske nation og Ecuadors folk på den ene side og imperialismen, særligt den amerikanske, på den anden og (2) modsætningen mellem de udbyttede og udbyttende klasser.

Revolutionen i vort land må løse antiimperialistiske og demokratiske opgaver samtidigt med socialistiske. Derfor er den en demokratisk-antiimperialistisk, socialt og nationalt befriende, socialistisk revolution."

Om revolutionens umiddelbare opgaver sagde han: "Revolutionens første opgave er at styrte imperialismen og borgerskabets undertrykkende, reaktionære politiske magt og erstatte den med Poder Popular (Folkemagten), en helt ny politisk magt, legemliggjort i massernes kraft, i en regering af arbejdere fra by og land, patrioter og demokrater."

Herefter uddybedes denne nye magt, Folkemagten: "Folkemagten betyder en ny situation, hvor masserne under ledelse af arbejderklassen overtager den politiske magt, hvilket betyder, at de herskende klasser og imperialismen fjernes fra magten og erstattes med folket. Folket ved magten organiserer sig for som regering at virkeliggøre sine kort- og langsigtede interesser. Folkemagten er antitesen til imperialismen og borgerskabets klassediktatur; den er de arbejdende klassers diktatur, proletariatets og bøndernes diktatur, et diktatur, som er udøvet af de arbejdende masser i by og på land. Folkemagten er patrioternes, demokraternes og de revolutionæres diktatur over de styrtede udbytterklasser; den er en form for proletariatets diktatur. (…)

Kun disse forandringer muliggør den socialistiske revolution, der under proletariatets diktatur vil gøre en ende på det kapitalistiske system. Opbygningen af socialismen begyndes, når Folkemagten er erobret, og har som hovedmål at gøre produktionsmidlerne til samfundsejendom og gøre arbejderne til deres egen skæbnes herrer, til samfundets ledere og ansvarlige."

Til sidst hamrede O. Palacios en tyk pæl gennem dem, der spreder ideer om kapitalismens overlegenhed, tillægger globaliseringen magiske egenskaber og bruger dette til at afskrive revolutionen: "Reaktionen og opportunismen råber op om, at revolutionen er uladsiggørlig; vedrørende den manglende eksistens af politisk-militære stormagter, der ville kunne hjælpe med den økonomiske opbygning af det nye samfund, overdimensionerer de den reelle mulighed for, at Folkemagten og socialismen isoleres og tilintetgøres af imperialismen og globaliseringen; de fremsætter dette som en uundgåelighed."

Netop revolutionen, dens aktualitet og nødvendighed tog Luiz Falcão fra Brasiliens Revolutionære Kommunistiske Parti op i indlægget med titlen "Vejen ud af kapitalismens krise er den proletariske revolution". Han sagde: "I dag ser vi skærpelsen og uddybningen af alle de vigtigste modsætninger i kapitalismens imperialistiske fase … borgerskabet forsøger desperat at finde en "udvej", og denne "udvej" kan ikke være anden end at øge udbytningen og undertrykkelsen af arbejderklassen og masserne. Elendigheden, fattigdommen og sulten har nået et hidtil uset omfang. Konflikterne vil uundgåeligt vokse mellem de imperialistiske magter, hvilket uvægerligt vil medføre nye imperialistiske krige. Ligeledes er det uomgængeligt, at den revolutionære bevægelse udvikler sig, og at arbejderklassen og masserne søger løsningen på deres problemer i revolutionen. (…)

Revolutionen falder ikke ned fra himlen. For at virkeliggøre den er det nødvendigt, at kommunisterne i krop og sjæl helliger sig opgaven med at forberede den. Frem for alt er det afgørende, at de opbygger et ægte revolutionært parti, der er i stand til at handle i såvel legalitet som illegalitet, og at de udfører et stort og selvopofrende arbejde blandt masserne og herigennem udvikler deres bevidsthed og organisering, således at den ægte frihed og lighed kan erobres, og de forstår, at den voldelige revolution er en lovmæssighed i den revolutionære proces."

Der var også andre indlæg, herunder selvfølgelig APK’s "Europa, ’den nordiske model’ og revolutionen" (bragt i Orientering, nr. 5, august 2000), der fik en meget god kritik fra seminarets deltagere, ikke mindst på grund af dets meget klare analyse af EU udtrykt i "enten kapitalens vej – med stadig ringere vilkår og levestandard, imperialistiske krige osv. Eller revolutionens og socialismens vej."

Det var således et seminar, der slog nogle vigtige ting fast om revolutionens karakter, og i sluterklæringen "Vi kæmper for revolutionen og socialismen" (bragt i KP, nr. 17, 2000), som blev underskrevet af alle de tilstedeværende partier og organisationer, hedder det bl.a.:

"Kampen for revolutionen og socialismen i hvert enkelt land er en del af verdensrevolutionen. Vi revolutionære har forpligtelsen til at organisere og gennemføre revolutionen i vores lande, at besejre imperialismen og dens lokale forbundsfæller i vores egne lande. (…)

Mod den reaktionære vold sætter vi massernes organiserede vold mod deres undertrykkere. Den sikre vej til magtens erobring er folkenes væbnede opstand i den revolutionære krig."

Med sluterklæringens vedtagelse lakkede fem dages diskussioner mod enden. Klimakset var festligholdelsen af PCMLE’s 36 års fødselsdag.

Den kæmpestore sportshal koger, da jeg træder ind. Fra væggen hænger "de fire store" sammen med martyrerne Jaime Hurtado, Pablo Tapia, Milton Reyes m.fl. og kigger ned på alle de kommunister, der har samlet fanen op og kæmper videre i deres ånd. Igen og igen gjalder ordene: "Lucha popular, antiimperialista, partido comunista, marxista-leninista!".

Jo, det er PCMLE’s dag – partiets 36 års fødselsdag. Hele hallen er omdannet til et rødt hav af bannere med hammer og sejl og de fem bogstaver PCMLE, der forkorter partiets navn, Partido Comunista Marxista Leninista del Ecuador. På to storskærme kan man følge med i, hvad der sker på scenen, som omkranses af et stort maleri med arbejdere og bønder, der slås for den nye fremtid med hammer og sejl.

Under ekstatisk jubel træder "El Gordito" ("Den lille tykke", det kærlige tilnavn for partiets talsmand Oswaldo Palacios) op på scenen og holder festtalen, hvor partiets mange meritter og store betydning opridses. Budskabet er klart fra Oswaldo: Lad os organisere revolutionen!

Musikere som den vidunderlige sangerinde Susana Morales og gruppen 15. november (opkaldt efter Ecuadors første generalstrejke i 1922 i Guayaquil, hvor hundredvis af arbejdere blev dræbt af borgerskabets kugler) sørger for underholdningen, der rykker stemningen nok et par takker op. Ecuadorianerne byder op til dans, og der danses til ud på de små timer.

Sammen med de øvrige internationale delegerede køres jeg tilbage til vores hotel, hvor hjemrejsen for de flestes vedkommende allerede er under forberedelse. Men jeg har tid nok. Jeg har næsten tre uger i Ecuador, inden rejsen går mod Venezuela. Forude venter endnu flere spændende og lærerige oplevelser med de ualmindeligt sympatiske kammerater i PCMLE.