Med APK og Kommunistisk Politik Sydamerika (1)

Lenin i Quito

APKog Kommunistisk Politik har i mere end en måned i juli og august opholdt sig i nogle af de latinamerikanske brændpunkter - Ecuador, Columbia ogVenezuela.

I en række rejseindtryk vil de revolutionære stemninger og den antiimperialistiske kamp i disse lande blive indkredset. Den første artikel foregår blandt kommunister, faglige aktivister og ganske almindelige folk i Ecuador

 

Siden 1997 har der hvert år i den ecuadorianske hovedstad Quito, med Ecuadors Marxistisk-Leninistiske Kommunistiske Parti (PCMLE) og dets parlamentariske og bredere arm Demokratisk Folkebevægelse (MPD) som arrangører, været afholdt et internationalt seminar med titlen "Revolutionens problemer i Latinamerika". Til dette års seminar havde Arbejderpartiet Kommunisterne modtaget en invitation, som med glæde blev imødekommet.

På vegne af APKog Kommunistisk Politik blev det til mere end en måneds ophold i latinamerikanske brændpunkter - fra seminaret i Quito i dagene den 17. til 21. juli for at slutte med deltagelsen i den antifascistiske og antiimperialistiske ungdoms 17. internationale lejr i San Juan de los Morros, Venezuela, fra den 11. til 18. august. APKs indlæg på seminaret i Quito og sluterklæringen har tidligere været bragt i Orientering og KP.

Her følger de første indtryk fra rejsen.

Det første møde med Ecuador

Den kæmpestore flyvemaskine fra det kongelige hollandske luftfartselskab KLM hvisler det sidste stykke ned mod den ecuadorianske hovedstad og millionby Quito. En utrolig smuk oplevelse, idet byen ligger i en snæver dal omkranset af høje bjerge med vulkaner, der med den aktive Guagua Pichincha, som i oktober sidste år var i udbrud og med sin aske lukkede lufthavnen, rejser sig op til en højde af 4794 m. Ligesom på Island er der også varmtvandsbade, hvor man kan tage sig en varm dukkert i det ellers rimeligt kølige Quito (op til 25º C om dagen og ned til 5º C om natten), der blot har to årstider, regn- og tørtid, som inden for de sidste år har forrykket sig noget på grund af de fra forureningen stammende klimaændringer i verden.

Quito er beliggende ikke mindre end 2850 m over havets overflade, hvilket gør den til Latinamerikas næsthøjest beliggende hovedstad, kun overgået af Bolivias La Paz. Dette forhold betød, at jeg efter en hjertelig modtagelse i Mariscal Sucre-lufthavnen gennemlevede en dags tid med hovedpine på grund af den lavere iltprocent i luften, den såkaldte "tynde luft".

Jeg blev indkvarteret hos kammerat María fra PCMLE, der på eksemplarisk vis demonstrerede den ecuadorianske gæstfrihed og venlighed og med ordene "du kan sige alting lige fra hjertet" og "dette hjem er dit hjem" igen og igen understregede, at jeg var mere end velkommen i hendes hjem. Hun boede i et middelklassekvarter, hvor der var privat vagtværn til at holde ubudne gæster væk. Disse vagter betales selvfølgelig af beboerne og findes overalt i byens bedre kvarterer. Men trods disse vagter foregår kriminaliteten alligevel i deres nærhed: En dag kom Carlos, partiets praktiske gris og i besiddelse af et iltert temperament, for at hente mig i sin bil. Han stillede den uden for indhegningen og bad vagten passe på den, mens han hentede mig i Marías lejlighed. Da han og jeg kom tilbage fem minutter efter, var bilradioen væk! Vagten havde intet set og stod tilbage med røde ører. I den hårde økonomiske krise, som Ecuador befinder sig dybt i, og som der ikke er udsigt til at slippe ud af uden et opgør med borgerskabets neoliberale politik, stiger kriminaliteten dag for dag, ligesom antallet af hjemløse og tiggere, der for det store flertals vedkommende udgøres af indianere, der er kommet fra landet til byen for at søge arbejde og en bedre fremtid, men som er havnet i et blikskur, på gaden eller i byens kloakker, hvor tusinder af mennesker lever for at beskytte sig imod Quitos bidende aftenkulde.

Jeg var ankommet i god tid, inden det fjerde internationale seminar "Revolutionens problemer i Latinamerika" skulle begynde d. 17. juli. Denne tid brugte jeg til at se det meste af Quito, som unægteligt har meget at byde på. Hele tiden var jeg ledsaget af kammerater fra PCMLE, der gjorde alt for, at mit ophold skulle blive så lærerigt og behageligt som muligt. Alt kunne simpelthen lade sig gøre.

På rundtur i Quito

Byens navn stammer fra de fredelige Quitu-indianere, der gav byen dens navn, før inkaerne i begyndelsen af 1500-tallet gjorde den til hovedstad i den nordlige del af deres rige. Denne status varede dog ikke længe, idet spanierne under hårde kampe indtog byen i 1534. Alt fra inkatiden smadredes, mens spaniernes kolonistil byggedes op på ruinerne. I 1978 erklærede UNESCO denne del, som nu blot er en del af Quito, for bevaringsværdig.

Sammen med Carlos kørte jeg en dag op til Quitos "mirador", dvs. udkigspost, hvor byens jomfru, 183 m over byen, med sine katolske englevinger våger over Quitos indbyggere, og hvorfra man kan se ud over det meste af byen, som er karakteristisk ved at være meget lang, omtrent 60 km i længden. Dette skyldes, at bjergene, der omkranser byen i øst og vest, ikke tillader, at man bygger ud i bredden. Dog bygger de mange fattige af mangel på bedre deres blik- og træskure op ad bjergskråningerne, hvor de lever i konstant fare for jordskred, forårsaget af regnskyl og vulkansk aktivitet.

I byens nordlige og lavere beliggende del bor over- og middelklassen, og her findes også lufthavnen, indkøbscentre, kontorer osv. For at komme til og fra det nordlige Quito skal man betale bompenge.

Den sydlige del er hovedsageligt beboet af arbejderklassen og samfundets nederste lag.

Overalt i Quito, og særligt i den del, der er fra kolonitiden, ser man gadehandlere, der sælger alt: radioer, kufferter, lædervarer, tøj, smykker, bøger, aviser, frugter, grøntsager, slik m.m. En del af varerne i denne uformelle handelssektor hentes til fingerpris i byens almindelige forretninger. Man lægger særligt mærke til de mange unge, der drøner rundt med en lille bakke over skulderen, hvorpå der er cigaretter, slik, bånd, cd’er m.m. De er ualmindeligt opsøgende og går fra cafeteria til cafeteria for at sælge deres varer. Sidder man på et cafeteria, antastes man mindst hvert femte minut af en sådan gadesælger. En arbejdsdag på op til 16 timer er langt fra ualmindelig for disse unge. Ældre og handicappede uden familie, der kan ernære dem, tjener til livets opretholdelse som "parkeringsvagter", der med sikkerhed ikke er i stand til at standse en biltyv, men muligvis kan råbe lidt op, hvis en bil flytter sig uden bilens ejer bag rattet. De "aflønnes" symbolsk og udgør en slags "respektable tiggere" ligesom de unge drenge, der, når bilerne holder for rødt, springer ud fra fortovskanten for at gøre bilernes forruder rene – ingen har bedt dem om det, men alle giver dem alligevel den skilling, som måske betyder, at de lige netop har penge til at stille den værste sult. Ved lyskrydsene er drengene i skarp konkurrence med avissælgere, frugtsælgere og tiggere (særligt indianske kvinder med et lille spædbarn i en bylt på ryggen) om bilisternes gunst. Det er ren junglelov. Det er devisen: den enes død, den andens brød. Det er på alle måder et fuldkommen umenneskeligt og uværdigt liv.

Møde med Lenin på et fagforeningskontor

En formiddag går jeg sammen med Carlos ind i en faldefærdig bygning og op ad en trappe til Arbejdernes Centralorganisation i Ecuador (UGTE). Her tager UGTE’s formand Patricio Aldaz og kasserer Luis Dután venskabeligt og kammeratligt imod. Jeg kvitterer med at takke for den klassehilsen, som UGTE sendte til det 6. Internationale Faglige Træf, der med succes afholdtes i Odense i juni.

Herefter vises jeg rundt og havner i et rum, hvor der hænger et kæmpe banner fra bøndernes sammenslutning for social sikkerhed samt billeder af Marx, Engels og Lenin. Man kan se, at der mangler et billede på væggen, og Luis fortæller, at der har været indbrud i fagforeningen, "og de er sgu’ rendt af sted med Stalin, satans", mumler han, mens vi går ind mod formandens kontor, hvor plakater fra PCMLE, billeder af Lenin og Che Guevara og et stort UGTE-banner pryder dets indre.

UGTE organiserer omtrent 14.000 arbejdere fra såvel den private som den offentlige sektor (ikke mindst fra den store olieindustri). Patricio fortæller: "Vores faglige system er ikke rammebaseret, dvs. det er ikke organiseret på basis af profession. Arbejderne på de enkelte arbejdspladser organiserer sig (hvis de organiserer sig) på arbejdspladsbasis i en centralorganisation, hvoraf der er fem forskellige i Ecuador, lige fra katolske over socialdemokratiske til vores revolutionære UGTE. Dette betyder, at arbejderne er meget opsplittede, og derfor er vores mål en enhedsorganisation, der på en klassebasis samler alle arbejdere i Ecuador."

I Ecuador er der ikke overenskomstforhandlinger, som vi kender det fra Danmark mellem LO og DA. I Ecuador foregår al forhandling om løn- og arbejdsvilkår ude på den enkelte arbejdsplads mellem virksomhedsledelsen og de af arbejderne valgte forhandlere. Også i Ecuador er der massevis af eksempler på afskedigelser af forhandlere/tillidsmænd, der efter arbejdsgivernes mening lidt for ivrigt har kæmpet for deres kammeraters løn- og arbejdsforhold.

Luis supplerer: "Arbejdernes organisationsgrad er meget lav. Det skyldes lovene, der forhindrer f.eks. alle transportarbejdere i at slutte sig sammen i én landsdækkende fagforening, frygt for repressalier fra arbejdsgiverne, men også den miskreditering af fagforeningerne og det faglige arbejde, som "de store hoveder" (revisionisterne i Ecuadors Kommunistiske Parti) i over 30 år stod for. Nu er deres indflydelse heldigvis blevet noget nær udslettet, og vi er i klar fremgang. De klassebevidste arbejdere, der vil kæmpe, slutter sig til os."

UGTE slås mod alle aspekter af den neoliberale politik: dollarisering, fleksibilisering af arbejdsmarkedet, der er mere fremskreden end i Danmark, den amerikanske militærbase i stillehavsbyen Manta osv. Den støttede også lærernes strejke i juni og er det, en fagforening rettelig skal være: arbejdernes kamporganisation.

Til mindehøjtidelighed for en kammerat

D. 17. februar 1999 ved højlys dag og tæt ved Ecuadors Højesteret, som var tæt bevogtet af politi, blev Pablo Tapia, medlem af PCMLE og MPD’s suppleant for Jaime Hurtado i parlamentet, sammen med denne og sekretæren Wellington Borja brutalt skudt ned. Ingen er nogensinde blevet dømt for disse bestialske mord, eftersom gerningsmændene er det ecuadorianske borgerskab og dets stat. Sårene og minderne findes stadig hos familien og de efterladte kammerater.

D. 15. juli i år ville Pablo Tapia, som i 1978 var med til at danne MPD, være fyldt 37 år. Og i den anledning afholdt PCMLE og MPD på denne dag i Kulturens Hus i Quito et mindemøde for denne fremragende kammerat, som allerede meget tidligt betrådte revolutionens vej og viede sit liv til et nyt Ecuador, et socialistisk Ecuador. Familien til den dræbte, venner og bekendte og partimedlemmerne fra nær og fjern var mødt op for at ære Pablo Tapia.

Der blev holdt taler af familien, som beskrev Pablo Tapia ikke bare som en kommunist, men som en far, søn og bror, der også i sin familie anvendte de revolutionære principper.

Oswaldo Palacios, national talsmand for PCMLE, sagde i sin tale: "Kammerat Pablo, oligarkiet har dræbt dig, men dine ideer, dit eksempel som en fremragende revolutionær og kommunist vil de aldrig kunne dræbe. Du lever i dag, i morgen og vil altid leve i vore hjerter. Vi lover dig, at det parti, som du ofrede hele dit liv, altid vil være tro mod dine idealer, og at vi vil virkeliggøre din store drøm, din store drøm om et folkets Ecuador, om et socialistisk Ecuador."

Revolutionære musikere som Jaime Guevara spillede sange, der havde en forbavsende aktualitet, bl.a. omhandlende den nylige lærerstrejke i juni. Børn iklædt røde halstørklæder sang til ære for Pablo, hans familie og det parti, han elskede så højt.

Det var en utrolig smuk begivenhed, der selvfølgelig var en vitaminindsprøjtning til PCMLE’s og MPD’s medlemmer og sympatisører til at fuldføre det, Pablo aldrig fik udført. Den satte fokus på den borgerlige stats terroristiske karakter, styrkede folkets bevidsthed om denne og om, at den eneste måde at komme denne statsterror til livs er at smadre den borgerlige stat for at opbygge en anden, opbygge Poder Popular (Folkemagt), som de ecuadorianske kommunister kalder denne udgave af proletariatets diktatur. Det seminar om revolutionens problemer i Latinamerika, som jeg stod over for at skulle deltage i, fik med denne mindehøjtidelighed for Pablo Tapia tilføjet en ny dimension. Melse