Ved årsskiftet 1998-99 kunne man have fejret DKP/ML's 20-års dag, hvis det ikke lige havde været, fordi partiet afgik ved en alt for tidlig død i sommeren 1997. Forud for den sprælske teenagers sørgelige endeligt gik en kort og blodig kamp mod en sygdom, hvis alvor først blev erkendt, da det allerede var for sent. Hvad flere af os en rum tid betragtede som en kraftig snue viste sig at være en dødelig forgiftning.
Kadaveret blev imidlertid aldrig begravet. Tværtimod forsøger en flok mennesker efter bedste evne at lade, som om partiet stadig lever, vel vidende at de ville være temmelig kraftigt på røven, hvis de med eet kastede 18 års velopbygget kommunistisk autoritet over bord.
I denne situation er det selvsagt et ganske stort problem, når et kadaver med fremskreden dødsstivhed skal gøre det ud for den tidligere så levende teenager. I et stykke tid kan man naturligvis lade som om intet er sket, men enhver kan i længden både se og lugte forskellen.
Derfor har disse brave mennesker barslet med en genial plan:
I anledning af den runde fødselsdag vil man lave en kritisk opsummering (eller er det mon en revision?) af partiets virke i de 20 år. Ideen er naturligvis at få det til at se ud, som om partiet altid har ført den nuværende politik og samtidig begå en overfladisk selvkritik på de områder, hvor en åbenlys revision er for opsigtsvækkende, jvnf den fuldstændig useriøse og uunderbyggede offentlige selvkritik for en korrekt politik i forholdet til Demos.
Man nærer med andre ord en illusion om at have begået det fuldendte mord, hvor ingen opdager forbrydelsen, fordi liget erstattes af en attrap. På den måde kan det komme til at ligne kontinuitet, selvom der reelt er tale om 2 vidt forskellige politiske linjer.
Personligt kan jeg ikke lade være med at tænke på den 20.partikongres i Sovjetunionens Kommunistiske Parti i 1956.

I det følgende vil jeg give mit beskedne bidrag til den kritiske opsummering. Jeg vil dog nøjes med at koncentrere mig om enkelte af mine egne oplevelser fra den korte kamp, der ledte op til den sidste kongres og det efterfølgende kup i DKP/ML.

Ikke et parti som andre
Det er vigtigt at forstå, at det kommunistiske parti ikke er et parti som alle andre. Det er ikke en vælgerforening, men et kadreparti, der er kendetegnet af en høj grad af demokrati, frivillig disciplin og centralisme. Alle har ret og pligt til at bidrage til partiets diskussioner, og når der er nået en beslutning, udfører alle denne beslutning i praksis. Netop dette er med til at give selv relativt små kommunistiske partier en ganske væsentlig styrke. Til gengæld indebærer det osse en vis risiko for, at kupmagere kan have held til at udnytte tilliden til ledelsesorganerne til at gennemføre et linjeskift, hvis den revolutionære årvågenhed ikke er i top. Og spørgsmålet var, om ikke den revolutionære årvågenhed lå mere eller mindre i dvale på grund af udbredt tillid til de ledende kammerater, der havde været igennem mange politiske kampe sammen?!
I efteråret 96, da der endnu ikke kunne tales om en egentlig partikamp, stødte vi i partiets centralkomite og forretningsudvalg stadig oftere på meldinger om brokkerier og manglende vilje til at udføre forskellige af partiets beslutninger i nogle af grundorganisationerne.
En del af disse brokkerier kom fra en afdeling i København, hvor der tidligere havde været ret alvorlige problemer. Set i bakspejlet står det helt klart for mig, at der var tale om modvilje imod det kommunistiske partis organisationsprincipper og dermed hele den leninistiske partiopfattelse, samtidig med at der var ganske betydelige uenigheder omkring dele af den politiske linje.
Man ønskede i virkeligheden autonomi og retten til selv at prioritere på tværs af de beslutning, der blev taget i partiet. Det var, - hvis vi fjerner alle de blødgørende undskylder -, et første tøvende, men dog målrettet angreb på de principper, der er altafgørende for partiets eksistens og styrke.
For yderligere at underminere partiet rejstes en latterlig klage over partiets daværende formand. Naturligvis medførte disse begivenheder en del diskussion i ledelsesorganerne.
Som "ledelsespendler" fra provinsen havde jeg ikke mange nære personlige tråde i København, men andre fra provinsen må have fået oplysninger ad uofficielle kanaler. Jeg husker et ledelsesmedlem fra Jylland med nære forbindelser til den pågældende afdeling i København sige til mig adskillige gange i denne periode, at vi skulle passe på, fordi nogle af de implicerede fra København måske ville melde sig ud af partiet, hvis ikke de følte, der var tilstrækkelig rum til dem! Og vi var jo alle enige om, at bevarelsen af enheden var meget vigtig, og at vi alle ville det bedste for partiet.
Netop denne opfattelse medførte i den følgende tid en række fatale fejlvurderinger.
Selvfølgelig er partiets enhed vigtig, men sikringen af partiets politiske og ideologiske kurs er endnu vigtigere. I hvert fald var vi nogle stykker, der på dette tidspunkt i praksis havde glemt, at partiet bl.a. styrker sig ved at rense sig for opportunistiske ideer og folk. Hvad sker der nemlig, hvis man ikke holder partiet rimeligt rent? Der sker det, at opportunisterne renser partiet for revolutionære ideer og kræfter!
Rent faktisk var det præcis, hvad der skete. De selvsamme personer, som udtrykte den største bekymring for enheden i partiet, smed få måneder senere 1/3 af partiets medlemmer ud og gennemførte en lynhurtig transformation af partiet.

Det vanskelige faglige arbejde
Igennem en årrække kæmpede partiet for at udvikle en revolutionær faglig politik. Det lykkedes langt hen ad vejen, og selvom det ikke var ligetil at vinde bred opslutning, så voksede partiets autoritet med årene. Det daglige arbejde gødede jorden, og især de større faglige kampe betød øget opslutning om den revolutionære linje. Vi var bevidste om, at vi bevægede os fra at være opposition i den faglige opposition til at udgøre ledelsen af den faglige opposition. Det betød, at vi gik ind og udfordrede den socialdemokratiske ledelse direkte. Den målrettede kamp for at gøre fagforeningerne til kamporganisationer var sat på dagsordenen. Men vi vidste udmærket godt, at den socialdemokratiske ledelse sad hårdt på apparatet, og at enhver illusion om dens motiver ville være dødbringende for det revolutionære faglige arbejde.
Ikke desto mindre oplever vi den nuværende ledelse i DKP/ML bevæge sig fra revolutionær faglig opposition til ren fagforeningslegalisme. Allerede under Ri-Buskonflikten så vi ønsket om at ville lægge ledelsen af kampen og støtten ind under fagbevægelsens ledere.
Det er en alvorlig fejl, som udspringer af den gammelkendte tese om, at kunne presse klassesamarbejdslinjen til at føre klassekamp. Den er afprøvet masser af gange: DKP troede, de kunne. SF tror stadig, at de kan. DKP/ML tror åbenbart osse, at de kan.
Virkeligheden har hver gang vist, at "vagthunden" bliver lænket og får tænderne trukket ud til gengæld for mad og hundehus. Læren er, at kampen mellem den revolutionære linje og klassesamarbejdslinjen skal tages, hvis vi mener noget med den faglige kamp.
Under partikampen udviklede de faglige ledere i centralkomiteen en voldsom allergi imod kritik, kontrol og andre fæle sager. Selv ganske simpel marxistisk-leninistisk børnelærdom gav dem de mest forfærdelige symptomer.
Enhver, der har beskæftiget sig blot en smule med klasseanalysen ved, at der findes grupper og lag, der i særlig grad er i farezonen for at udvikle skæve ideer på grund af deres samfundsmæssige placering. Det er der intet odiøst i, - sådan er det bare, og man må være bevidst om det.
En af disse grupper er de intellektuelle, som jeg selv tilhører. Det er en objektiv kendsgerning, at man som intellektuel tilhører et vaklende lag. Det betyder ikke, at alle intellektuelle er vaklende og ustabile, men at man er i en risikogruppe, og at man derfor bør tage særlige forholdsregler.
Det er osse en objektiv kendsgerning, at man som vellønnet ansat på et fagforeningskontor tilhører gruppen af arbejderaristokrater. Dette særlige lag er et rent væksthus i forhold til at udvikle fagforeningslegalisme og klassesamarbejde. Det betyder ikke, at alle vellønnede ansatte på fagforeningskontorer er ramt af sygdommen. Det betyder bare, at de skal være særligt på vagt overfor risikoen. En af de sikreste metoder er at støtte sig kraftigt til partikollektivet og samtidig være uhyre lydhør overfor partimæssig kritik.
Jeg har oplevet faglige ledere i centralkomiteen flippe totalt ud, hvis man tillod sig at antyde, at de muligvis var på vej til at blive lidt for påvirkede af deres placering på fagforeningskontoret. Ord som "mistænkeliggørelse", "hetz" og "manglende tillid" blev trukket ud af mølposen, samtidig med at den revolutionære linje blev betegnet som "fagforeningsfjendsk".
Der var mere følelse end politik i deres forurettelse, - og det virkede!
Der var så at sige på det tidspunkt skabt en situation, hvor de faglige ledere mente, at de alene havde forstand på at udvikle partiets faglige politik, og at partiledelsens indblanding var ganske utidig. Vi havde med andre ord sat os selv i en position, hvor arbejderaristokraterne i partiledelsen krævede autonomi. Da et medlem af forretningsudvalget tillod sig at påpege, at erfaringerne fra DKP-tiden på netop dette spørgsmål var skræmmende, var der sgu ingen grænser for forargelsen og opstandelsen blandt de selvsamme faglige ledere.
Det kan ikke undgå at give stof til eftertanke, når det reformerte DKP/ML helt tilfældigt har nedtonet opmærksomheden omkring netop arbejderaristokratiet. I sin iver efter at bringe marxismen-leninismen helt up to date har man muligvis fundet ud af, at Lenin ikke længere har ret, når han mente, at laget af arbejderaristokrater udgør reformismens sociale basis.
Helt i tråd med denne nye indfaldsvinkel til klassekampen kan det konstateres, at det DKP/ML-styrede Rød Ungdom ikke finder det umagen værd at udvikle en revolutionær faglig politik blandt ungdommen. Den slags har man jo de socialdemokratisk ledte fagforeninger til!

Revision af partihistorien
Der var tradition i DKP/ML for at udsende en række teser til diskussion i partiet forud for hver kongres. Teserne indeholdt de vigtigste elementer til en analyse af den politiske situation, partiets situation og handlemuligheder fremover. Det var en fantastisk god tradition, fordi hele partiet kunne diskutere alle de væsentlige spørgsmål uden at blive overdænget med tonstunge papirdynger. På baggrund af tesediskussionerne i partiets grundorganisationer udfærdigede centralkomiteen så beretningen til partikongressen.
Jeg har fået indtryk af, at osse den nuværende ledelse går ind for ideen om at udsende teser. Således siges det, at den har udsendt en række teser omkring den kritiske revision af partiets 20-årige historie. Desværre er teserne ikke udsendt til de mange erfarne kammerater, der blev smidt ud i sommeren 1997. Det er vældig ærgerligt, men ganske forståeligt. Hvad der er noget mindre forståeligt, er den ejendommelige måde, hvorpå teserne skal diskuteres: Hvis man som medlem er interesseret i at modtage teserne, kan man bede om dem! Hvis man som grundorganisation er interesseret i at diskutere dem, så kan man gøre det! Det må jo betyde, at man osse kan lade være!!!!
Hvad er det for en partiopfattelse, der ligger til grund for den slags?
Ved hjælp af udelukkelsesmetoden kan vi straks se bort fra den kommunistiske partiopfattelse. Ifølge den har alle medlemmer ret og pligt til at diskutere alle væsentlige spørgsmål i partiet.
Jeg vil ikke være bekendt at hæfte navn på den nye partiadfærd, men blot konstatere, at ønsket om at nedbryde partiets marxistisk-leninistiske politik og organisationsprincip ser ud til at skride planmæssigt frem.
I det nye DKP/ML gør man, hvad man har lyst til, og de enkelte grundorganisationer har en ganske betydelig autonomi. Til gengæld giver det centralkomiteen særdeles gode muligheder for at vedtage hvad som helst, uden at medlemmer aner, hvad der sker eller for den sgad skyld har nogen som helst indflydelse på organisationens politik.
Styrken i en sådan organisation er uhyre lille, og faren for at gå i eet med det socialdemokratiske tapet er uhyre stor.

"Succes" i kampen mod partiet
På kongressen i 1997 udtalte et fremtrædende medlem af den nye ledelse, at DKP/ML var blevet et andet parti. Jeg er ikke sikker på, at vedkommende var helt klar over, hvor rigtigt det var.
Et andet medlem, der blev valgt til den nye centralkomite, udtalte på et tidligere tidspunkt, at den dag han blev valgt til partiets ledelse, måtte partiet være i alvorlige problemer. Han var næppe heller klar over, hvor meget han ramte plet.
I bagklogskabens klare lys er det ganske tydeligt, at en gruppe ledere i DKP/ML opbyggede en partiskadelig fraktion, alt imens de himlede op om overholdelse af partinormer.
Alle midler, - selv de mest svinske, som man aldrig havde tiltroet mangeårige kammerater -, blev taget i brug. Skel faldt fra en del øjne, men prisen var høj: Hvad der var opbygget gennem mange år blev i løbet af ganske få måneder skudt i sænk.
Den nye ledelse havde succes med sin kamp imod partiet.
Nu skal 20 årsdagen fejres med den endelige forkastelse af DKP/ML's revolutionære politik og historie. Med mindre vi får en ny istid, holder kadaveret næppe til det runder det næste skarpe hjørne.
Partinavnet er det samme, men alt andet er ganske anderledes.
 

Læse også De historieløse om Jørgen Petersens Festtale