Hvordan var det egentlig dengang? Efter befrielsen fra Hitlerfascismen fandt Potsdamkonferencen sted fra den 17. juli til den 2. august 1945. Den skulle drøfte de vigtigste spørgsmå1 om Europas efterkrigsordning. Et hovedpunkt var Tysklands omstilling til demokrati. De beslutninger om Tysklands fremtid, der er blevet kendt som "Potsdamaftalen", forudså først og fremmest: total afrustning og afmilitarisering, tilbundsgående afnazificering og afstraffelse af krigsforbrydere, tilintetgørelse af monopolkapitalens magt som den hovedskyldige i fascisme og krig, demokratisk omstilling af samfundslivet og behandling af Tyskland som en økonomisk enhed.

Blækket på underskrifterne af "Potsdamaftalen" var knapt nok tørt, da imperialismen under USAs ledelse fuldbyrdede den åbne overgang til den kolde krig mod socialismens, demokratiets og fredens kræfter.

I Tyskland faldt startskuddet til den kolde krig på en pressekonference, som den amerikanske militærguvernør general Lucius D. Clay gav i Berlin den 28. oktober 1947. Udfordrende erklærede han, at det nu var på tide at lægge fløjlshandskerne over for "kommunisterne" og s1å over i "en hårdere gangart".

Udenrigsministerrådets konference, med sovjetisk, amerikansk, britisk og fransk deltagelse, som drøftede en tysk fredsaftale i London november-december 1947, blev afbrudt den 15/12 af den amerikanske delegation. Triumferende skrev "New York Herald Tribune" den 20. december 1947: "Vi er nået til vejs ende. Jaltaperioden er forbi. Tysklands deling vil give os frie hænder til at integrere Vesttyskland i et system af vestmagter." I februar 1948 begyndte en seksmagtskonference i London med repræsentanter for USA, Storbritanien, Frankrig og Beneluxlandene. Den anbefalede, at der blev skabt en separat stat, som skulle have del i Marshallhjælpen.

Dermed var klimaet skabt for den kolde krig mod Sovjetunionen.

Alle hidtil vedtagne anti-Hitlerdekreter blev saboteret og i praksis uden betydning. I marts befalede den firestjernede general Lucius D. Clay, lederen "afkartelliseringsafdelingen", R. Bronson, "at indstille alle forholdsregler til opløsning af trusterne".

Vejen til et monopolkapitalistisk Vesttyskland var fri. Nu fulgte det hele slag på slag. Den 16. maj 1948 afslørede redaktøren af den britiske avis "The Economist", Jean Bird, i "The Washington Post" følgende: "CDU/CSU vil sørge for regeringsfacaden bag hvilken industrifolkene vil være Tysklands sande herskere".

Stillet over for denne trussel opstod der i hele Tyskland en bred folkebevægelse for demokratisk enhed og retfærdig fred. Den 2. tyske folkekongres for enhed og retfærdig fred blev holdt 17.-18. marts i Berlin. Den besluttede, at der i tiden fra den 23. maj til den 13.juni 1948 skulle indsamles støtte til en begæring om en folkeafstemning om Tysklands enhed. I vestzonerne og i Berlins vest-sektor blev begæringen forbudt. Vestberlinere kunne kun indskrive sig på underskriftslisterne ved sektorovergangene i den sovjetiske sektor. Trods terror - over 80 patrioter blev anholdt i vestsektoren - udtalte over 700.000 berlinere sig til fordel for en folkeafstemning - altså hver tredje. Alt i alt indskrev 14,77 mio. tyskere, sig på listerne - ca. 40% af de valgberettigede. De imperialistiske vestmagter afviste alligevel denne klare viljeserklæring.

Den 25.11.47 lossede det amerikanske fragtskib "American Farmer" en last på 4800 kasser i Bremerhaven: De nye pengesedler, der var trykt i USA - og som skulle udleveres på "X-dag" i de tre vestzoner. Den separate valutareform var altså forlængst blevet besluttet.

Den 20. juni 1948 udstedte vestmagterne med en ensidig akt tre love til nyordning af pengevæsenet (valutalov, emissionslov, omlægningslov). Den separate møntreform betød valutapolitisk deling af Tyskland. De skridt til en valutareform, man havde afventet siden krigens slutning, blev gennemført til skade for arbejdernes opsparing og til fordel for kapitalisternes, specielt storkapitalens, krigs- og efterkrigsprofitter.

Kapitalen gik relativt og absolut styrket ud af denne reform - først og fremmest ved bevarelse og henholdsvis opskrivning af anlægskapitalen. "Loven om åbningsbalance i DM og nyfastsættelse af kapitalen (DM-balance)" gav ved hjælp af en kompliceret mekanisme, opløsning af passive reserver osv., mulighed for en næsten tabsfri overgang fra Reichsmark til DM. Ved en beregning omfattende 90% af aktieselskaberne sås følgende billede af "nedskrivningen": 20.6.1948: en formue på 12.030 mio. Reichsmark 21.6.1948 en formue på 10.111 mio. DM.

Tabet androg altså hele 168, hvorved talrige koncernvirksomheder omstillede deres aktiekapital i forholdet 1:1, 1:3 og højere.

På tilsvarende måde kunne de kapitalistiske storbanker sanere sig. Ved hjælp af disse og andre tiltag blev den kapitalistiske restaurering hjulpet frem med et spring.

Dem, det gik ud over var arbejderne. Faglige protester mod møntreformen og dens virkninger, som foregik overalt, nåede sit højdepunkt med den 24 timer lange generalstrejke, hvor 12 mio. fagforeningsmedlemmer deltog, den 12. november 1948.

Ved at bryde det skriftlige løfte fra 18. juni 1948, om at Berlinområdet ikke skulle berøres af dette valutapolitiske skridt, blev den nye mønt indført også i Berlin den 23. juni 1948.

Den øverste chef for sovjetiske militære administration (SMAD), marskal W. D. Sokolovski, fordømte i et opråb til den tyske befolkning den 19. juni den ensidige valutareform, som et alvorligt brud på Potsdamaftalen og et skæbnesvangert skridt mod Tysklands deling. Den sovjetiske besættelsesmagt havde nu ikke andet at gøre end at indføre visse trafikbegrænsninger, sådan at dets økonomiske område ikke blev oversvømmet af værdiløse Reichsmark. (Hvor nødvendigt det var, viser den kendsgerning, at der blev beslaglagt over 90 mio. gamle mark i de første dage ved stikprøvekontroller). Men godstrafikken faldt ikke ind under de indskrænkende forholdsregler, der blev udstedt den 19. juni af den sovjetiske forvaltning. Vestmagterne - ja vestmagterne - lukkede den 24. helt af for godstrafikken fra vest til øst. Når man så taler om blokade, er det vestmagterne der har indledt den. De samme vestmagter gav derpå ordre til Vestberlins selvblokade, hvad følgende kendsgerninger viser: Den 1. juli 1948 tilbød den tyske økonomiske kommission Berlins magistrat at forsyne hele Berlin via østzonen. Magistratens reaktionære flertal fik forhandlingerne til at bryde sammen.

Den 20. juli erklærede den sovjetiske besættelsesmagt sig parat til at forsyne hele Berlin. Det blev stadig afvist.

Den 22. juli besluttede den sovjetiske regering at der skulle sendes 100.000 tons hvede og tilsvarende mængder af andre levnedsmidler til forsyning af Berlin, inklusive vestsektoren. De vestlige kommandanter tog ingen notits heraf.

Den 23. juli tilbød den tyske økonomiske kommission strømforsyning til erstatning for strømsvigtet i Vestberlin. Det afviste de vestlige kommandanter.

Nok om kendsgerningerne. Al den nød og elendighed, som vestberlinerne dengang måtte bære, de evige mørklægninger og strømafbrydelser, massearbejdsløsheden osv.- alt dette kan tilskrives den amerikanske og engelske regering, som ikke ønskede forståelse, men konflikt. Når vestberlinerne i denne af vestmagterne påtvungne situation trods alt blev skånet for det, der var endnu værre, kan de ofte takke de mange slægtninge og bekendte fra "øst" , hvorfra de trods knapt tilmålte levnedsmiddelrationer fik hjælp.

Fra nord- og østbanegårdene eller fra S-togenes bestemmelsesstationer kørte vestberlinerne dag efter dag på hamstringstur i de Brandenburgske landsbyer. Allerede i den første uge af oktober 1948 optalte transportpolitiet over 420.000 hamstrere fra vestsektoren og beslagde ca. 7000 tons levnedsmidler fra dem. Ministeren for handel og forsyning (Brandenburg) skønnede for tiden fra juli til september 1948, at varemængden, der var opkøbt til sorte priser og illegalt bragt til Vestberlin, udgjorde ca. 73.000 tons levnedsmidler.

Den 30. august kom det i Moskva til en overenskomst mellem de fire stormagter på Sovjetunionens initiativ. Deri stod: De i den sidste tid indførte begrænsninger i trafik- og handelsforbindelser mellem Berlin og vestzonen såvel som transporten af fragt mellem sovjetzonen og tilbage, skal ophæves. Sovjetzonens tyske mark (den blev indført som nødvaluta som svar på den ensidige møntreform i Vesten den 24. juni 1948 og erstattet mellem den 25. og 28. juli af nye DM-sovjetzonesedler) bliver indført som Berlins eneste valuta. Vestmagterne indrømmede derefter, at årsagen til Berlinkrisen var indførelsen af vestmarken. Men den 6. september 1948 forhindrede Clay den konsekvente gennemførelse af dette tiltag og lavede et kup sammen med den vestberlinske overborgmester Ernst Reuter. Således blev valutareformen med vest-DM slutresultatet for Berlin.

Den amerikanske udenrigsminister John Foster Dulles åbenbarede den 24. januar 1949 i Paris, at man i sin tid kunne have løst Berlinkrisen. Da "russerne" jo var tvunget til gribe til spærreforanstaltninger, faldt situationen ud til USAs fordel, fordi det kunne se ud til, at USA havde reddet vestberlinerne fra sultedøden.

Og general Clay udtalte: "Til militære formål samler vi uvurderlige erfaringer med hensyn til lufttransport." Den 25. juni 1948 forkyndte de amerikanske besættelsesmyndigheder, at Berlins vestsektor skulle forsynes via luftvejen. Den 26. juni begyndte den "store" luftbroaktion, som varede til den 30. september 1949.

Den store antisovjetiske og antikommunistiske propagandabølge, der blev organiseret i forbindelse med Berlinbegivenderne, var ikke uden virkning på den offentlige mening i forskellige vestlige lande. "Blokadeåret var for vesten uvurderligt. Det betød, at man vandt kostbar tid til at kalde den vesttyske stat og Atlantpagten til live." (Das ist Germany, udg. af A. Settle, Hamburg 195O).

Man kan med sikkerhed antage, at både det ene og det andet mål for de imperialistiske vestmagter havde været betydeligt vanskeligere at opnå uden Berlinkrisen.

I begyndelsen af 1948 startede hemmelige forhandlinger i Washington om dannelsen af NATO. Den 4. april 1949 blev NATO-aftalen underskrevet. Den 23. maj fulgte grundlæggelsen af Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland). Propagandaværdien af Vestberlins selvblokade foranstaltet af imperialisterne og den tøjlesløse antikommunisme lettede dette skridt til tysk splittelse.

I 1968 fastslog US-general Hugh B. Hester i den amerikanske avis "St.Petersburg Times" (juni): "Berlin blev delt på grundlag af et omhyggeligt planlagt program, som skulle tjene til at fordrive russerne fra Tyskland. Det fik jeg at vide fra en chefrådgiver for vores militærguvernør i Tyskland kort før min afrejse. Jeg arbejdede i Tyskland fra september 1945 til november 1947 som chef for hovedkvarterets forsyninger og landbrug i Berlin."

Situationen omkring Berlin