Oprulningen af KPD har højeste
prioritet, sagde spionchef Erich Mielke

Biermann blev for nylig belønnet med en pris på ikke mindre end 100.000 DM fra den Tyske Nationale Stiftelse. Han hædres "for på sin måde at have bidraget til foreningen af Tysklands to dele", og hyldes af Helmuth Kohls højreparti CDU. Havemann fik med det samme opkaldt en gade efter sig, mens en lang række veje og gader, der var opkaldt efter antifascister og "obskure" kommunister er blevet omdøbt.

Nu er der fremlagt et 45-siders halvofficielt dokument med titlen "Det maoistiske KPD/ML og MfS ødelæggelse af dettes "DDR-sektion" (MfS er en forkortelse af DDRs Ministerium für Staatssicherheit, bedre kendt som Stasi). Rapporten er baseret på interviews og en gennemgang af Stasis formidable arkivmateriale, og udarbejdet af forskeren Tobias Wunshik. Dette er den første udførlige omtale af partiets sektion i DDR set gennem borgerlige briller, siden det vesttyske Anschluss af DDR i 1990. Selv om der stadig mangler en del, har denne borgerlige forsker leveret en interessant gennemgang af historien om kommunisternes partisektion i det østlige Tyskland.

Det østtyske Ministerium für Staatssicherheit (MfS) havde et formidabelt omfang. Til at begynde med, dengang staten endnu var socialistisk, var antallet af medarbejdere omkring 4000 (1952). Efter revisionismens sejr fik overvågningerne et vanvittigt omfang. Under Honecker rådede Stasi over 100.000 ansatte, hertil en halv mio. (500.000) uofficielle medarbejdere (IM). (Tal ifølge beretning fra den sidste indenrigsminister i DDR - fra Tagesspiegel 8.9.1990).

Myten om "den reelt eksisterende socialisme" eller "realsocialismen" var et centralt punkt i propagandaen, som det var strengt forbudt at rokke ved. Heri ligger en af de vigtigste grunde til forfølgelsen af marxist-leninisterne i DDR. For revisionisterne var det er livsvigtigt spørgsmål at undgå, at den røde maske blev revet af dem. Demaskering af regimets sande karakter måtte for enhver pris forhindres - om det så skulle være ved hjælp af mord og terror.

Angsten for at blive udsat for forfølgelse blev bevidst næret og var en væsentlig faktor til at sikre det revisionistiske SEDs magtbasis 1). Foretagendets organisation , arbejdsstil og metoder var et udtryk for revisionistisk ideologi. Hele landet var i praksis under overvågning. Af DDRs 16,8 mio. indbyggere var der mapper på ca. 6 mio. Først i eftertiden er det faktiske omfang af denne overvågning blevet kendt.

Dette var de næsten håbløse betingelser, som de kommunister, der havde valgt at kæmpe for deres meninger og et virkeligt socialistisk DDR, havde at arbejde under. Disse kammerater, som på ingen måde fik nogen støtte og opmuntring fra borgerskabet i vest, ydede en heltemodig indsats, som fortjener den største respekt. Trods alle sine anstrengelser lykkedes det aldrig Stasi at kvæle den marxistisk-leninistiske opposition fuldstændigt. Helt frem til DDR-statens undergang videreførte kammerater i den illegale DDR-sektion af KPD kampen for at styrte det revisionistiske regime og for at genoprette socialismen. Samtidig vendte de sig skarpt imod den vesttyske monopolkapitalismes Anschluss i 1990. Denne kamp var ikke forgæves, selv om den ikke førte til sejr. Den har givet umådelige erfaringer og et grundlag for en ny bevidsthed om, hvordan det socialistiske overgangssamfund kan degenere og vende tilbage til kapitalismen.

Ved årsskiftet 1975/76 bekendtgjorde partiavisen Roter Morgen, at KPD/ML havde oprettet en afdeling i DDR. Mens KPD/ML blev stiftet i Forbundsrepublikken i 1968, opstod kimen til den østtyske sektion i DDR selv. Grupper af unge studenter og fagskoleelever i byer som Berlin, Magdeburg og Rostock begyndte på egen hånd at studere de marxistiske klassikere og lod sig også inspirere af illegale skrifter af Stalin, Mao og de Sorte Pantere. Efter at denne progressive ungdomsbevægelse blev pulveriseret tidligt i 70erne grundlagde den hårde kerne, som var tilbage, celler af KPD/ML: Lidt efter lidt sluttede ældre kammerater sig også til. Nogle eksempler fra medlemsarkivet i en celle i Berlin:

Ca. 20 instruktører og 30 kurerer fungerede som bindeled mellem afdelingerne i øst og vest. Medlemskontingentet lå på 8% af bruttolønnen.

Et vanskeligt punkt ved arbejdet i DDR var rekrutteringen af tilhængere og sympatisører. Enhver aktion vakte straks opsigt og offentlig opmærksomhed i DDR, især fordi kommunisterne var den eneste virkelige opposition. Fra 1976 blev der uddelt og ophængt en mængde flyveblade, klistermærker og plakater. En særlig DDR-udgave af Roter Morgen blev spredt i vidt omfang. I en periode var dette det eneste regelmæssige oppositionstidsskrift i DDR. Mindre uddelingsaktioner blev planlagt og udført af de enkelte celler. Der blev lagt vægt på at gribe ind i hverdagens hændelser. Og man hvervede lyttere til de tysksprogede udsendelser fra Radio Tirana - den eneste socialistiske radiostation. Forskeren Wunschik fastslår, at kammeraterne i DDR opviste en formidabel aktivitet. I løbet af 10 måneder uddelte aktivisterne i Østberlin 25 forskellige løbesedler i 547 uddelingsaktioner! Der blev også udført arbejde direkte på arbejdspladserne, selvom dette var yderst risikabelt.

Roter Morgen, trykt på ekstra tyndt avispapir, blev smuglet ind fra Forbundsrepublikken. Den mest anvendte metode var at avispakkerne blev kastet af transittog D 359 (München-Nürnberg-Berlin), når det passerede et bestemt punkt. Nogle mindre oplag af avisen blev også trykt i selve DDR, ifølge kammerater, der selv var med. Ved hjælp af en håndfuld kurerer fik particelle "Cottbus" i 1979 indsmuglet 3000 eks. af DDR-udgaven af Roter Morgen, diverse internt partimateriale, en minipresse, trykfarve og et lille kamera. Der blev desuden smuglet illegalt kommunistisk materiale fra Polen og Tjekkoslovakiet, sammen med albansk litteratur - bl. a. værker af Enver Hoxha, som blev skaffet til veje gennem den albanske ambassade. Værker som Imperialismen og Revolutionen , Hrustjovitterne og skrifter om kampen mod den moderne revisionisme blev brugt både til studier og viderefordeling. Internationalismen var også levende; kommunisterne hjalp til med at sprede de polske kommunisters illegale avis Røde Fane gennem polakker, der arbejdede i DDR, og der blev samlet penge ind til de polske arbejdere (der gennemførte en serie strejker i 70erne og 80erne). I de sovjetiske soldaters varehuse blev der udlagt materiale og publikationer - på russisk.

Denne landsdækkende virksomhed kunne ikke undgå at vække opmærksomhed og irritation hos Ministeriet for Staatssicherheit (MfS) og chefen Erich Mielke. Han gav personligt ordre til at oprulningen af KPD skulle have højeste prioritet (jvf. skrivelse fra Mielke af 3.3.79). Han forlangte gentagne gange at arbejdet med at afsløre "sektion DDR" måtte "forstærkes maksimalt". Det gjaldt ikke bare om at opløse sektion DDR, men også om at tilintetgøre KPD i vest.

Erich Mielke formulerede lange og detaljerede retningslinjer for tiltag, som viser at kortlæggelsen af KPD-aktivisterne ikke var ganske ligetil: "Den operative bearbejdelse af sådanne kræfter vanskeliggøres af deres konspirative arbejdsstil, og at der i disse grupper hersker en mistro, som indebærer grundig og omfattende prøvelse af nye og kommende medlemmer over længere tid. Dertil kommer, at der stilles relativt høje krav til politisk skoling, offervilje, disciplin og pålidelighed, særlig hos funktionærer med høje hverv." (Fra Den centrale evaluerings- og informationsgruppe ZAIGs efterretningsrapport af 26.10.79).

Da KPD/ML fra 1979 intensiverede sine østrettede aktiviteter, lagde Stasi sig i selen for at "finde frem til støttepunkterne" i DDR. Udgangspunktet var to allerede identificerede celler i Østberlin og Rostock samt rapporterne fra afd. XX over alle besøgende på den albanske ambassade. Allerede i 1979 rådede flere af Stasi-afdelingerne over "ikke-officielle medarbejdere" (IM), som arbejdede indenfor eller tæt på sektion DDR. Sådan kunne de gradvist begynde at afdække kontaktnettet.

I en particelle, den tidligere nævnte Cottbus, lykkedes det MfS at hverve to informanter, som også efterhånden kom i forbindelse med partiets repræsentanter i Vest. Hen imod slutningen af 1980 anslog MfS antallet af østtyske medlemmer, kandidater og nære kontakter til omkring 50. I denne periode indsatte Stasi først 20, senere over 30 "IM". I Berlin. konstruerede MfS en ren Stasi-celle. Den tjente til at kortlægge flere kontakter, men også til at sprede misinformation til partiledelsen gennem kurerer. I mange af cellerne opnåede Stasi efterhånden at placere fra en til fire informanter. Denne infiltration foregik også i partiets afdeling i Vesttyskland. Her havde MfS til slut kortlagt 22 instruktører, 33 kurerer, 42 dækadresser og 6 dæktelefoner.

Alt dette til trods kunne ikke-registrerede KPD-medlemmer fortsat fordele løbesedler og aviser. Også der hvor MfS havde overblik over nettet og aktiviteterne, havde MfS problemer med at skaffe de entydige beviser, som var nødvendige for indledningen af en straffesag. Overvågerne brugte jo metoder, der ikke havde hjemmel i DDRs officielle lovgivning.

Ingen metode var for beskidt

Stasi skyede ingen midler, heller ikke mordtrusler. Under forhør af mistænkte KPD-tilhængere, blev der givet klar besked: " Skulle De i den nærmeste fremtid nærme Dem den albanske ambassade, bør De huske at vi altid er til stede. Og der kan når som helst ske en trafikulykke!" Ægteskabelige kriser blev forsøgt udnyttet til at hverve informanter. Der blev plantet misinformation for at så mistillid til ledende kammerater. Folk blev uvarslet indkaldt til militærtjeneste. Alt blev udnyttet. Absolut alt blev taget i anvendelse, som kunne lette IM-folkenes splittelsesmageri og angiveri.

I december 1980 og i marts 1981 blev tilsammen 8 medlemmer af KPDs DDR-sektion arresteret og tiltalt for overtrædel

se af § 106 StGB ("statsfjendtlig hetz"). Begge de ledende aktivister i sektion DDR, hvoraf den ene var typograf på SED-organet Neues Deutschland, blev krævet idømt 8 års fængsel.

En interessant pointe for eftertiden er, at Stasi pålagde sine IM-folk .at tage parti for Kina og maoismen i den ideologiske partidiskussion, som efterfulgte bruddet mellem det albanske og det kinesiske parti i 1978. Dokumenter viser f.eks., hvordan en af informanterne, Günther Neuhüser, førte an i en skarp polemik mod Albaniens Arbejdets Parti, og klart tog stilling for kineserne for at skabe en ideologisk krise og efterfølgende splittelse og udmeldelser. Det lykkedes imidlertid ikke, for partiet vendte sig skarpt imod maoismen og forsvarede de albanske kommunisters linie.

I 1982 lykkedes det kammerater i KPD at starte egne radioudsendelser med base i det vestlige Berlin ved hjælp af en bærbar FM-sender. Den første mandag i hver måned indvarslede nogle takter af "Fremad og aldrig glemme" (Brechts og Eislers solidaritetssang), at Radio Rote Stachel var i luften på 101 MHz. Derefter fulgte korte nyhedsmeddelelser, og der blev rejst folkelige politiske krav fra sektion DDR. Udsendelserne varede kun kort, kun mellem 5 og 10 min., for at vanskeliggøre sporing. Omkring 10 personer var involveret i aktiviteterne, som varede frem til februar 1984. I mellemtiden var ikke blot Stasi, men også radiostøjtjenesten og politiet i Vestberlin ivrigt optaget af at få has på senderen.

For Stasi var senderen så plagsom, at der blev lagt konkrete planer om at sprænge senderen i luften med fjernudløsning, hvis man ikke kunne få de vestberlinske og franske besættelsesmyndigheder til at gribe ind. Dette blev fremlagt i klartekst af lederen af hovedafsnit III, Horst Männchen. Af forskellige grunde blev disse planer ikke ført ud i livet, bl. a. fordi Stasis "uofficielle medarbejdere" ved hjælp af systematisk misinformation fik ledelsen af KPD til at tro at udsendelserne var vanskelige at opfange i DDR, at nyhederne var forældede når de kom i luften, og at arbejdet derfor var spildt.

Efterhånden som KPD-sektion DDR blev rullet op fik afdeling XXII/3 til opgave at kontrollere resterne af "de fjendtlige objekter" i KPD-sektion DDR, mens HV A II fra da af skulle sørge for "bearbejdelse" af KPD i Vest.

I 1985 udviklede der sig stærke modsætninger indenfor KPD/ML i vest, en partistrid som MfS fulgte med tilfredshed og antagelig bidrog til efter bedste evne. Resultatet var at en opportunistisk fløj vandt kontrol over det og sørgede for partiets likvidering gennem en sammenslutning med den trotskistiske Gruppe Internationaler Marxisten (GIM) – søsterparti til det danske SAP og medlem af den trotskistiske 4. internationale – hvorved det blev til Det Forenede Socialistiske Parti (VSP) i 1986. Marxist-leninisterne i partiet tog fra 1985 fat på arbejdet med at genopbygge partiet og partiavisen Roter Morgen, som nu udgives hver 14. dag.

Den hævngerrige reaktion i Bonn indledte for nogen tid siden retssager mod Erich Mielke og andre ansvarlige ledere i staten DDR. De blev selvfølgelig fremstillet som bestialske "kommunister", og de bidrager efter egne evner til dette billede.

1) SED - Sozialistische Einheitspartei Deutschlands - var det statsbærende parti i DDR. Det blev dannet ved en mere eller mindre mekanisk sammenlægning af kommunistpartiet og det socialdemokratiske parti. Materiale som for nylig er frigivet viser i øvrigt at Stalin udtrykte skepsis overfor denne mekaniske "partifusion".

Herbert Polifka var et af KPD-medlemmerne i DDR, som aldrig opgav kampen for socialismen i Honeckers "arbejder- og bondestat", trods permanent overvågning, razziaer og fængselsdomme. I avisen Roter Morgen har han berettet om hvilke konsekvenser den politiske virksomhed havde for ham og andre kommunistiske aktivister i DDR - og for deres familier. Det stof Revolusjon her bringer, bygger i stor ud strækning på hans artikelserie. Allerede som 17-årig, i 1968 kom Herbert i Stasis søgelys som "operativ prioritet", fordi han på en feriekoloni gav udtryk for skepsis overfor Warszawapagtens indmarch i "broderstaten" CSSR og åbenlyst lyttede til udsendelser fra Radio Tirana. Absolut enhver tænkelig information blev samlet, som det senere har vist sig helt ned til 6. klasse, hobbies, fritidsaktiviteter, lægejournaler, familie og omgangskreds - alt var interessant for overvågerne. Posten blev selvfølgelig undersøgt, og det varede ikke længe før den første "konspirative" husundersøgelse fandt sted. I modsætning til de "officielle" razziaer -som kom senere - var denne type ransagelser nøje planlagt, sådan at alt skulle se urørt ud, når arbejdet var overstået. Der blev taget billeder af bøger, breve osv. og hele lejlighedens indhold blev omhyggeligt registreret. Mængden af information var efter flere indbrud blevet så stor at den måtte overføres til mikrofilm. Hjemlen for denne aktivitet var - typisk for falskheden i DDR -givet i en rød ministerordre som naturligvis ikke eksisterede, fordi den var klart i strid med den officielle lovgivning i DDR. Et komplet aflytningsudstyr blev installeret i midten af 70’erne. Også mikrokameraer og andet udstyr blev taget i brug. Polifkas kone blev præsenteret for truslen om at deres fælles barn kunne blive bortadopteret med tvang, da familien ikke kunne siges at borge for en opdragelse i "DDR-socialismens ånd".

Der går en brun tråd gennem tysk historie, helt tilbage til Bismarcks socialistlove fra 1878.

Mordene på Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg i 1919 er velkendte. Nazisterne indledte deres forfølgelse af kommunisterne i 1933. Kun 12 år efter nazimordet på Ernst Thälmann blev KPD igen dømt illegalt", denne gang efter anmodning fra Forbundsregeringen i Bonn. Konrad Adenauers regering her fra starter bestræbt sig for at skaffe sig juridiske instrumenter til at kriminalisere og forfølge det politiske venstre, for at udelukke dem fra det offentlige liv og den offentlige debat. Til den ende blev erfarne nazi-jurister som Globke, Ritter von Lex,Westrick,Thedieck, Vialon, Römer osv. - dem, der havde skaffet Hitlerfascismen et juridisk grundlag – atter indkaldt til tjeneste (nu som "demokrater", naturligvis) for at håndhæve KPD-forbudet.

Forud for dette lå regeringens vedtagelse d. 24. april 1951 af forbudet mod en høring rettet mod remilitariseringen af Vesttyskland. Den 26. juni fulgte forbudet mod FDJ og den 29. juli 1951 forbudet mod "Sammenslutningen af forfulgte under nazi-regimet" (VVN). I november samme ar afleverede forbundsregeringen sit forslag til forbud mod KPD til forfatningsdomstolen. Siden lovens ikrafttrædelse i 1951 her den vesttyske anklagemyndighed indledt efterforskning i 200.000 sager, som umiddelbart her berørt langt mere 500.000 mennesker. Tidligt i 70erne kom der nye forordninger imod venstreradikale og det berygtede berufsverbot. Sidst i 80erne - altså før det vesttyske Anschluss af DDR - mente forfatningsværnet (Verfassungsschutz) at 18 mio. indbyggere var "politisk interessante".

Kun to år efter at Herbert Polifka i 1992 havde fået annulleret sin dom fra DDR-tiden og distriktsdomstolen i Magdeburg slog fast at han blot "havde handlet i overensstemmelse med sine forfatningsmæssige rettigheder"» blev hans hus ransaget igen og hen blev sigtet for at "videreføre et parti), der var erklæret forfatningstridigt". Dagen efter blev hen fyret fra sit job. To af de fem politifolk, der deltog i ransagningen, fortalte at de var forhenværende medlemmer af det østtyske revisionistparti SED.

Efter en storm af protester fra ind - og udland måtte den tyske reaktion trække anklagerne tilbage.

I 1981foretog Stasi en "officiel" husundersøgelse i mit hjem i Magdeburg. Der blev rejst tiltale mod mig efter § 220 for "krænkelse af offentlig myndighed". 2 års fængsel blev til 3 års varetægt og en bøde på 7000 Mark.

I 1994 fandt en ny "officiel" husundersøgelse sted, som førte til sigtelse på grund af "genoprettelse af KPD". Nu var det imidlertid en anden "virksomhed", som stod for arbejdet: Den tyske Forbundsrepubliks Statsikkerhedstjeneste. Takket være vores kamp og solidariteten fra ind- og udland blev angrebet slået tilbage og sagen blev henlagt.

Lige så lidt som i Stasi-tiden vil aflytning, forfølgelse og terror føre til, at vi opgiver kampen for socialismen.