Den borgerlige kontrarevolution fandt i Rusland sted via en socialdemokratisk fase: Gorbatjovs perestrojka. Og Gajdars markeds-"chokterapi" bragte landet i armene på statsmonopolkapitalen. Hovedstøtten for kapitalismens genrejsning var "skjulte" bourgeosi af det tidligere SUKPs parti-nomenklatura i centrum, provinserne og distrikterne, som legaliseredes af Gorbatjov, og intelligentsiaens elite.

Monopol i Rusland var anderledes end i de vestlige lande. I Rusland opstod det som resultat af den kriminelle opdeling (privatisering) af socialistisk ejendom. Det "skjulte" bourgeoisi stod pludselig i spidsen for toppen af monopolstrukturen, eller deltog i FIG, Den financielt-industrielle Gruppe.

Mange af dem overhalede udenlandske grupper og deres koncentration af banker og industrikoncerner. Den cement, som i starten bandt FIG sammen, var de store banker, i en sammenfletning med regeringens topledelse og den øverste hærledelse. Omkring dem er syndikater, holdingselskaber og andre forenede kræfter.

Dagens finansoligarki følger lydigt trop og opfylder de middelstore og mindre virksomheders ønsker, faktisk alle kapitalistiske elementers ønsker. De ledende monopolistiske kræfter har været i stand til at ophobe fantastiske rigdomme som det kontrarevolutionære regimes "ukronede konger".

Et andet aspekt af denne russiske finansmonopolkapital er dets samarbejde og enhed med kriminelle elementer, som er blevet "en regering i regeringen". Hvert eneste år dræbes stadig flere mennesker på det tidligere USSRs territorium af disse gangstere og lejemordere – flere end i de ti års krig i Afghanistan.

Finansoligarkiets fødsel i Rusland var mulig på grund af den konstante omgruppering af bougeosiets kræfter og lag, som cementerede og "legaliserede" deres politiske herredømme.

I oktober 1993 indledte denne gruppe kampen mellem det lille, det mellemste og det stærke bourgeosi.

Det kom til at stå klart med de intense kampe, som førtes mellem præsidenten og hans garde og det såkaldte oprørsparlament, anført af Rutskoj og Khasbulatov. Afgørelsen blev trumfet igennem af tankvognenes kanonløb under Jeltsins og minister Gratjevs direkte kommando. For folket – som flokkedes om det russiske "Hvide hus" for at forsvare den for længst opgivne sovjetstat – endte alt dette med tusinder af uskyldiges død.

Den herskende lederklike udstedte øjeblikkeligt amnesti til alle – både til ofrene og til de ansvarlige for dette blodbad. Jeltsin og Tjernomyrdin blev regerings-monopolkapitalismens øverste autoritet, dens øverstbefalende. Derpå fulgte det, som nu kaldes "fløjlskontrarevolutionen". Den politiske kurs førte til et autoritært regime, og i idelogisk henseende til statstroens, suverænitetens og den borgerlige patriotismes idealer – alt sammen på stormagtschauvinismens grundlag.

Da først det russiske finansoligarkis stilling i landet var konsolideret, kastede det sig ud i en kamp for at vinde positioner udenfor dets grænser. I forhandlinger med Kazakhstan, Hvide-Rusland, Uzbekistan, Tadjikistan og andre tidligere sovjetrepublikker blev det foreslået, at de dannede en integreret finansgruppe, baseret på de russiske bankers financielle resourcer.

Bourgeoisiet i disse "suveræne" stater ser dette arrangement som en måde at redde sig selv på og bevare den nuværende status quo. Ruslands statsmonopolkapital forsøger samtidig at udnytte integrationsprocessen for at påbegynde processen med "samlingen af alle russiske lande" i deres hænder.

Vi er vidner til en ekspansion på verdens finansmarkeder, i Wall Street og New York, fra det russiske finansoligarkis side, som bekymrer G-7-landenes bankierer. Der ses en voksende spænding mellem den russiske og den vestlige imperialisme i Balkan-området og i andre regioner i verden.

I dag fremstår Jeltsins Rusland som en kolos på lerfødder, et land med en ødelagt økonomi og samtidig et nutidigt land med atommissiler, som det har arvet fra det tidligere USSR.

Antagonismernes vækst internt i Rusland gør muligheden for en tredje verdenskrig reel. De udenlandske sponsorer og organisatorer af den borgerlige kontrarevolution i Rusland regnede galt.

Stillet over for den russiske imperialisme indså de, at dette kunne føre menneskeheden til atomar selvudslettelse. De amerikanske "sovjetologers" mål om at vinde en billig sejr for antikommunismen over USSR kan objektivt set føre til en atomkatastrofe.

Den nuværende imperialismes epoke sigter objektivt efter at skabe en social basis for stats-finansmonopolkapitalismen. (…)

Men på den anden side er den finansielle magt koncentreret i hænderne på et beskedent antal banker. De besidder en enorm finansiel og økonomisk magt, som udøver en principløs kontrol fra topmonopolernes side over statsapparatet og de elementer, som kontrollerer den – ligesom de besidder enorm erfaring i samfundets manipulation.

Denne forståelse vil utvivlsomt opmuntre til revolutionære forandringer i menneskenes udsyn og starte en bevægelse hen imod socialisme i nogle lande.

Nina Andrejeva hører til dem, der har forsøgt at give et bud på en temmelig omfattende analyse af revisionismens udvikling fra SUKPs 20. kongres i 1956 over Brejnev-peioden og via Gorbatjov-periodens socialdemokratisme til den åbne kapitalistiske kontrarevolution og Sovjetunionens opløsning 89-91.

Detaljerigdommen i hendes tidligere analyser - hvoraf en stor del findes i bogform - gør dem til interessant læsning for alle, der studerer socialismens historiske erfaringer.

Hendes analyser er imidlertid stærkt farvede af, at hun selv er et produkt af den politiske opdragelse i det revisionistiske SUKP efter 1956 – hvor antistalinismen løb grassat og Stalins værker konfiskeredes. Der skabtes en omfattende revisionistisk teoribygning på alle felter, som skulle legitimere, at proletariatets diktatur efter Stalins død var afløst af et nyt borgerligt diktatur under etiketten "hele folkets stat". Man skulle skjule at økonomien fra samme tid gik i kapitalistisk retning (under betegnelsen "markedssocialisme"). Revolutionen gik i stå, retningen drejedes 180 grader, den socialistiske opbygning stoppede og den kapitalistiske genrejsning begyndte via en lang række kapitalistiske reformer i basis og overbygning. Gorbatjovs "socialdemokratiske" reformer, der bl.a. – med Andrejevas ord – "legitimerede det ’skjulte’ bourgoisi" og banede vejen for kapitalismens fuldstændige genrejsning i sin nuværende skikkelse, var blot det sidste stadie i et langt forløb. Det strakte sig over mere end tre årtier, og havde for længst forvandlet Sovjetunionen til et kapitalistisk land (med socialistiske maske) og til en imperialistisk supermagt (i forklædning).

Det "skjulte" bourgoisi var et højst reelt eksisterende bourgoisi, ikke en fantomudbytterklasse, men en virkelig udbytterklasse. Under dette revisionistiske herredømme var socialismens økonomiske grundlov – "sikring af den maksimale tilfredsstillelse af hele samfundets stadig voksende materielle og kulturelle behov gennem den socialistiske produktions uafladelige vækst og fuldkommengørelse på basis af den højeste teknik" – for længst ophørt med at operere. Den var allerede blevet erstattet med den monopolistiske kapitalismes økonomiske grundlov: "Opnåelse af maksimal kapitalistisk profit ved udbygning, ruinering og forarmelse af det givne lands befolkningsflertal, ved undertrykkelse og systematisk udplyndring af folkene i andre lande, især i tilbagestående lande, og endelig ved krige og militarisering af folkehusholdningen, hvilket benyttes som et middel til at sikre de højeste profitter."

Faldet i produktionens vækstrater, den langvarige "stagnationsperiode" under Bresjnev, den manglende sociale fremgang og voksende forarmelse af brede lag i sovjetsamfundet var svære at skjule. Det samme gjaldt på den anden side ophobningen af enorme rigdomme hos det "skjulte" bourgeosi, som var knyttet til de ledende poster i parti, administration på alle planer, produktionen og hæren. Dette var en hovedfaktor i den afpolitisering og fremmedgørelse overfor systemet, som prægede store dele af arbejderklassen og den brede befolkning. Den gav let spillerum for den endelige afkastelse af den socialistiske forklædning, "legitimeringen af det skjulte bourgeoisi" og endnu senere samfundsejendommens (den tidligere, den oprindeligt socialistiske ejendoms) udstykning og privatisering til disse kapitalistgrupper, som Andrejeva beskriver. Og til den indbyrdes kamp mellem dem om delingen af rovet.

Unionsrepublikkerne blev underlagt økonomisk undertrykkende forbindelser i forhold til Rusland; og tilsvarende kapitalistiske forbindelser opbyggedes indenfor den såkaldt socialistiske lejr, gennem COMECON. Krigen i Afghanistan var et udtryk for den sovjetiske supermagtsimperialisme, i skarp konkurrence med den anden imperialistiske supermagt USA.

Den sidste fase i kapitalismens genrejsning blev forberedt af Gorbatjovs "socialdemokratiske" reformer – hans forsøg på at kurere den kapitalistiske krise, Sovjetunionen befandt sig i, med mer kapitalisme under demagogiske slagord som "Mere demokrati! Mere socialisme!"). De førte til fiasko, til mer krise, og til at "det ’skjulte’ bourgeoisi" besluttede sig til at aflæggeforklædningerne og gøre deres kapitalistiske rettigheder "legitime" og arvelige. Dvs. ikke bare reelt, men også formelt og juridisk, at tilrane sig samfundsejendommen og samfundsværdierne på det store flertals bekostning. Hvordan denne råkapitalisme stabiliserede sig, beskriver Andrejeva i hovedtræk.

Nina Andrejeva hører til blandt de russiske kommunister, som har den klareste opfattelse af den moderne revisionismes katastrofale karakter og konsekvenser, men står alligevel ikke på et klart marxistisk-leninistisk standpunkt. Uklarhed om hvad der er ægte og falsk socialisme=kapitalisme i forklædning har haft og vil også i fremtiden kunne få katastrofale konsekvenser.

Det fører hende til fuldstændig fejlagtige vurderinger som at det nuværende Kina er et socialistisk land. Derfor støtter hun dets nuværende ledelse og dens kurs, som hun beskriver således: "Kina af i dag søger sin egen vej ud af disse vanskeligheder, og i nogle tilfælde er Kina tvunget til at gå baglæns. Den tillader udenlandsk kapital, men den tillader ikke bourgeoisiet og høje embedsmænd indenfor økonomi, politik og ideologi at beherske tingene."

Det er ikke bare en skønmaling af den kapitalistiske virkelighed i Kina og det herskende borgerskab dér, men også udtryk for en fejlopfattelse af karakteren af revisionistiske Sovjet under Hrustjov, Bresjnev og Co.

Kinas kurs er ikke et udtryk for at socialismen overlever, men vejen til et stærkt kapitalistisk og imperialistisk Kina under socialistisk maske. Revisionismens sammenbrud i Sovjet, unionens opløsning og de store nationale og samfundsmæssige omkostninger, det har medført, er selvfølgelig et negativt skræmmebillede for de kinesiske ledere. De kan imidlertid heller ikke sætte sig ud over virkningerne af de kapitalistiske lovmæssigheder, og vil så lidt som sovjetlederne kunne forhindre "markedets fuldstændige sejr". De forbereder den. Kun arbejderklassens og bøndernes oprør under et marxistisk-leninistisk partis ledelse kan sætte Kina socialistisk kurs.

DEL 2