Kommunister i Rusland

De erklærede kommunistiske partier og kræfter i Rusland udgør en betragtelig styrke, men er også spaltet i en lang række partier og organisationer, med forskellige analyser, linjer, strategier.

Den egentlige arvtager til Gorbatjovs revisionistiske SUKP er Den russiske Føderations Kommunistiske Parti med Gennadij Sjuganov som formand. Det har en stærk repræsentation i dumaen, og ifølge angivelsen ved dets kongres i april 97 540.000 medlemmer (det samme antal som blev opgivet ved den forrige kongres).

Som leder af den parlamentariske opposition mod Jeltsin er Sjuganov kendt for sin vilje til kompromis. Gennem lang tid sigtede partiet mod at danne "en national samlingsregering" for at finde en vej ud af den nuværende krise for den genrejste kapitalisme. Dette parti er det vigtigste bud på et reformistisk alternativ til Jeltsin og de åbent borgerlige partier.

Partiet repræsenterer socialt set ikke mindst det store lag af intellektuelle og specialister, som havde en relativt privilegeret stilling i det revisionistiske Sovjet. Disse ar oplevet en "deklassering" og ønsker at genvinde deres position under de nye omstændigheder. Partiets ikke-proletariske karakter er blevet stadig mere udtalt. På partikongressen udtalte Sjuganov bl.a.: "Det er uforklarligt, hvorfor arbejderklassen er gået over fra socialisme til kapitalisme" – og gav dermed arbejderklasset ansvaret for den kapitalistiske kontrarevolution, som revisionistpartiet forberedte og gennemførte!

Afslørende er også hans udtalelse: "Vi havde forpampret arbejderklassen i den foregående periode".

Som en kanadisk gæst på kongressen bemærkede: "Vi – de priviligerede jakkesæt – havde forpampret dem, arbejderklassen. Så meget for partiet som arbejderklassens fortrop."

Det bør også bemærkes, at der i Sjuganovs parti findes en betydelig ultranationalistisk komponent, som ikke ser imperialismen eller kapitalismen som hovedfjenden, men sætter fokus på en angivelig "zionistisk sammensværgelse" i Rusland.

At anse Sjuganovs parti som kommunistisk eller revolutionært er en alvorlig fejlbedømmelse.

Der eksisterer også en "paraplyorganisation" Unionen af Kommunistiske Partier – SUKP. I 1994 havde den 25 medlemspartier, i 97 30, og repræsenterer angiveligt omkring 1.300.000 kommunister. Ifølge dens formand Oleg Shenin er dens formål:

Det er naturligt at der hersker stor ideologisk og politisk forvirring blandt kommunisterne og de revolutionære kræfter i det tidligere Sovjetunionen. I mere end 30 år havde revisionismen ideologisk og politisk monopol. Alt hvad der blev sagt, tænkt og skrevet, hele den politiske opdragelse i partiet og samfundet, bar denne falske kommunismes stempel, som udgav sig for at være videnskabelig socialisme. Marxistisk-leninistiske materiale fra Stalinperioden blev inddraget; og den inetrnationale marxistisk-leninistiske kommunistiske bevægelse blev stemplet som "afvigende", "sekterisk", "dogmatisk" og "maoistisk".

Meget lidt marxistisk-leninistisk litteratur fandt vej til Sovjetunionen; de marxistisk-leninistiske kræfter, der søgte at fortsætte Lenins og Stalins kurs blev udstødt af partiet, forfulgt og illegaliseret.

Hvor Sjuganovs parti, der deltager i denne paraplyorganisation, indenfor den betragtes som en højrestrømning,, tilhører hovedparten af de erklæret kommunistiske partier i "Unionen af kommunistiske partier – SUKP" den såkaldte "hovedlinje".

Denne er karakteriseret ved forsøg på at redde væsentlige elementer af SUKPs revisionistiske platform – og i øvrigt af betydelig ideologisk og politisk forvirring.

Alligevel er forståelsen for den moderne revisionismes kontrarevolutionære historiske rolle voksende. Nogle af disse organisationer – indbefattet de, der tilhører den såkaldte "venstrelinje", som f.eks. Viktor Tjulkins Ruslands Kommunistiske Arbejderparti - anser med rette Stalin-tiden som socialismens storhedstid. De daterer nedgangs- og forfaldsperioden til Hrustjovs og Co.s magtovertagelse i 1956.