J. V. Stalin
OM LENINISMENS GRUNDLAG

Forelæsninger på Sverdlov-Universitetet i
begyndelsen af året 1924

Tilbage til indholdsfortegelsen

III

Teorien

Af dette emne tager jeg tre spørgsmål:
a) Teoriens betydning for den proletariske bevægelse; b) Kritikken af spontanitets-teorien" og c) Den proletariske revolutions teori.

1. Teoriens betydning. Nogle mener, at leninismen giver praksis forrang for teorien, i den forstand at hovedsagen i den er at omsætte de marxistiske grundsætninger i handling, at "udføre" disse grundsætninger; hvad derimod teorien angår, så skal leninismen i denne henseende være temmelig ubekymret. Det er kendt, at Plekhanov fra tid til anden gjorde sig lystig over Lenins "ubekymrethed" for teorien og især filosofien. Det er også kendt, at mange leninister, som i dag arbejder i det praktiske liv, ikke har ret meget tilovers for teorien, særlig i betragtning af den enorme mængde praktisk arbejde, som de tvunget af forholdene må udføre. Jeg må erklære, at denne mere end mærkværdige mening om Lenin og leninismen er helt forkert og på ingen måde svarer til sandheden, at praktikernes forsøg på at affeje teorien er i modstrid med leninismens hele ånd og indebærer store farer for arbejdet.

Teorien er arbejderbevægelsens erfaring i alle lande i dens almene form. Naturligvis kommer teorien til at svæve i luften, hvis den ikke knyttes sammen med den revolutionære praksis, akkurat som praksis famler i mørket, hvis den ikke lader den revolutionære teori belyse sin vej. Men teorien kan blive til en vældig kraft for arbejderbevægelsen, hvis den bygges op i uløselig sammenhæng med den revolutionære praksis; thi den og kun den kan give bevægelsen selvtillid, orienteringsevne og forståelse for den indre sammenhæng i de begivenheder, der sker rundt omkring; thi den og kun den kan lette praksis' forståelse af, ikke blot hvordan og hvorhen klasserne bevæger sig for øjeblikket, men også hvordan og hvorhen de kommer til at bevæge sig i den nærmeste fremtid. Ingen anden end Lenin gentog snesevis af gange den kendte grundsætning:

"Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutioner bevægelse." (13) (Min understregning - J.St.).

Bedre end nogen anden forstod Lenin teoriens store betydning, særlig for et parti som vort i betragtning af den rolle, der er tilfaldet det, som det internationale proletariats forkæmper, og i betragtning af den komplicerede indenlandske og internationale situation, hvori det befinder sig. Idet han allerede i 19o2 forudså, at vort parti ville komme til at spille denne særlige rolle, mente han det allerede dengang for nødvendigt at minde om at

"Kun et parti, som ledes af en fremskreden teori, kan opfvlde forkæmperens rolle."(14). (Min understregning - J.St.).

Det er vel overflødigt at påvise, at denne Lenins grundsætning får særlig kraft og særlig betydning, nu da Lenins forudsigelse om vort partis rolle er gået i opfyldelse.

Som det mest slående udtryk for den store betydning, Lenin tillagde teorien, må man måske betragte den kendsgerning, at ingen ringere end Lenin selv påtog sig den højst alvorlige og vigtige opgave at opsummere videnskabens vigtigste resultater fra Engels' tid til sin egen på den materialistiske filosofis område, og at underkaste de antimaterialistiske strømninger blandt marxisterne en alsidig kritik. Engels sagde, at "materialismen med enhver ny stor opdagelse får et nyt ansigt". (15). Det er velkendt, at ingen anden end Lenin selv har løst denne opgave for sin tid i sin bemærkelsesværdige bog "Materialisme og empiriokriticisme" (16). Det er velkendt, at Plekhanov, der gerne gjorde sig lystig over Lenins ''ubekymrethed" for filosofien, ikke engang seriøst har turdet tage fat på at løse en sådan opgave.

2. Kritikken af spontaneitets-"teorien", eller fortroppens rolle i bevægelsen. Spontaneitets-"teorien" er en opportunistisk teori, teorien om knæfald for arbejderbevægelsens spontanitet, en teori, der faktisk benægter arbejderklassens fortrops, nemlig arbejderklassens partis, ledende rolle.

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort rettet mod arbejderbevægelsens revolutionære karakter, den er imod, at bevægelsen føres ind på en kamplinie mod, kapitalismens grundvold, den er for, at bevægelsen udelukkende skal holde sig til krav, som "kan opfyldes", som er "antagelige" for kapitalismen, den er helt og holdent tilhænger af "den mindste modstands linie". Spontanitets-teorien er trade-unionismens ideologi. (17).

Teorien om knæfald for spontaniteten er afgjort imod, at man giver den spontane bevægelse en politisk bevidst, planmæssig karakter, den er imod, at partiet går i spidsen for arbejderklassen, at partiet hæver masserne til den politiske bevidstheds niveau, at partiet leder bevægelsen; den er for, at de klassebevidste elementer i bevægelsen ikke skal hindre den i at gå sine egne veje, den er for, at partiet blot skal lytte til den spontane bevægelse og traske bagefter den. Spontanitets-teorien er en teori, der undervurderer det bevidste elements rolle i bevægelsen, den er "halehængspolitikken"s ideologi, det logiske grundlag for enhver slags opportunisme.

I praksis førte denne teori, der allerede optrådte på arenaen før den første revolution i Rusland, til, at dens tilhængere, de såkaldte "økonomister", bestred nødvendigheden af et selvstændigt arbejderparti i Rusland, vendte sig imod arbejderklassens revolutionære kamp for at styrte tsarismen, prædikede en rent tradeunionistisk politik inden for bevægelsen og i det hele taget udleverede arbejderbevægelsen til det liberale borgerskabs herredømme.

Det gamle "Iskral"s (18) kamp og den strålende kritik af "halehængspolitikken"s teori i Lenins "Hvad må der gøres?" gjorde det ikke blot af med den såkaldte "økonomisme, men skabte også det teoretiske grundlag for den russiske arbejderklasses virkelig revolutionære bevægelse.

Uden denne kamp ville det have været nytteløst blot at tænke på at skabe et selvstændigt arbejderparti i Rusland og på at det skulle spille en førende rolle i revolutionen.

Men teorien om knæfald for spontaniteten er ikke udelukkende en russisk foreteelse. Den er, ganske vist i en noget anden form, yderst udbredt i alle II. Internationales partier uden undtagelse. Jeg tænker her på den såkaldte teori om "produktivkræfterne", som den er forfladiget af II Internationales ledere, en teori, som retfærdiggør alt og forsoner alle, konstaterer kendsgerningerne og forklarer dem, når alle forlængst er lede og kede af dem, og som giver sig tilfreds med denne konstateren. Marx sagde, at den materialistiske teori ikke må lade sig nøje med at fortolke verden, men at det tværtimod kommer an på at forandre den. (19). Men det bekymrer ikke Kautsky & Co., de foretrækker at stille sig tilfredse med den første del af Marx' formel.

Her er et af de mange eksempler på, hvordan denne "teori" anvendes. Man siger, at II Internationales partier før den imperialistiske krig havde truet med at erklære "Krig mod krigen", hvis imperialisterne skulle begynde en krig. Man siger, at umiddelbart før krigens begyndelse gemte disse partier parolen "Krig mod krigen" væk i skrivebordsskuffen og praktiserede den modsatte parole "Krig for det imperialistiske fædreland. Man siger, at millioner af arbejdere blev sendt i døden som resultat af denne skiften parole. Men det ville være forkert at tro, at der her findes skyldige, at nogen var blevet arbejderklassen utro eller havde forrådt den. Aldeles ikke Alt skete som det måtte ske. For det første fordi Internationalen var et "fredsinstrument" og ikke et krigsinstrument. For det andet, fordi man ikke kunne foretage sig noget andet på det "trin af produktivkræfternes udvikling", man stod på dengang. Det var "produktivkræfterne", der havde "skylden". Det bliver "os" ganske nøje forklaret af Hr. Kautskyts "teori om produktivkræfterne". Og den der ikke tror på denne "teori", er ingen marxist. Partiernes rolle? Deres betydning for bevægelsen? Men hvad kan partiet stille op mod en så udslaggivende faktor som "produktivkræfternes udviklingstrin"? ....

Man kunne anføre en hel række af sådanne eksempler på forfalskninger af marxismen.

Det er vel overflødigt at påvise, at denne forfalskede marxisme, der har til opgave at skjule opportunismens nøgenhed, kun er den europæiske afart af den "halehængs"-teori, som Lenin allerede kæmpede mod før den første russiske revolution.

Det er vel overflødigt at påvise, at ødelæggelsen af denne teoretiske forfalskning er en første forudsætning for skabelsen af virkelig revolutionære partier i vesten.

3. Teorien om den proletariske revolution. Lenins teori om den proletariske revolution udgår fra følgende tre grundsætninger:

Første grundsætning: Finanskapitalens herredømme i kapitalismens fremskredne lande, udstedelse af værdipapirer som en af finanskapitalens vigtigste operationer, kapitaleksport til råstofkilderne som en af imperialismens grundvolde, finansoligarkiets almagt som et resultat af finanskapitalens herredømme - alt dette afslører monopolkapitalens groft snyltende karakter, gør de kapitalistiske trusters og syndikaters åg hundrede gange mere føleligt, øger stadig hurtigere arbejderklassens harme mod kapitalens grundvolde og fører masserne henimod den proletariske revolution som den eneste redning. (Se 'Imperialismen' af Lenin) (2o).

Heraf kan man drage den første konklusion: Skærpelse af den revolutionære krise i de kapitalistiske lande, ophobning af eksplosionselementer på den indre proletariske front i "moderlandene".

Anden grundsætning: Forstærket kapitaleksport til de koloniale og afhængige lande, udvidelse af "indflydelsessfærerne" og kolonialbesiddelserne til at omfatte hele jordkloden, kapitalismens forvandling til et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse for det altovervejende flertal af jordens befolkning til fordel for en håndfuld "fremskredne" lande - alt dette forvandlede på den ene side de enkelte nationale økonomier og nationale territorier til led i en og samme kæde, kaldet verdensøkonomien, og spaltede på den anden side jordens befolkning i to lejre: I en håndfuld "fremskredne" kapitalistiske lande, som udbytter og undertrykker udstrakte koloniale og afhængige lande, og i det uhyre flertal af koloniale og afhængige lande, som er tvunget til at kæmpe for at befri sig for det imperialistiske åg. (Se 'Imperialismen').

Deraf kan man drage den næste konklusion: Skærpelse af den revolutionære krise i de koloniale lande, ophobning af elementer til opstande mod imperialismen på den ydre front, kolonifronten.

Tredie grundsætning: Monopolistisk herredømme over "indflydelsessfærerne" og kolonierne, de kapitalistiske landes ujævne udvikling, hvilket fører til en rasende kamp om verdens nyopdeling mellem de lande' der allerede har skrabet territorier til sig, og dem, der også vil have deres "andel"; imperialistiske krige som det eneste middel til at genoprette den forstyrrede "ligevægt" - alt dette fører til en skærpelse af kampen på den tredie front, den interkapitalistiske front, som svækker imperialismen og letter foreningen af de to første fronter mod imperialismen, den revolutionære proletariske front og den koloniale befrielsesfront. (Se "Imperialismen").

Deraf kan man drage den tredie konklusion: At krigen er uafvendelig under imperialismen, og at en koalition af den proletariske revolution i Europa og af den koloniale revolution i østen til en fælles revolutionær verdensfront mod imperialismens verdensfront er uundgåelig.

Alle disse konklusioner forenes hos Lenin til den generelle konklusion at "imperialismen er forgården til den socialistiske revolution". (21). (Min understregning, J.St.).

I overensstemmelse hermed ændrer stillingen til spørgsmålet om den proletariske revolution, dens karakter, omfang og dybde, til revolutionens skema i det hele taget, sig også.

Når man tidligere analyserede forudsætningerne for den proletariske revolution, gik man i reglen ud fra det enkelte lands økonomiske situation. Nu er denne måde at stille spørgsmålet på ikke længere tilstrækkelig. Nu må sagen ses på baggrund af alle eller dog de fleste landes økonomiske situation, verdensøkonomiens situation; thi de enkelte lande og deres nationale økonomi er hørt op med at være selvtilstrækkelige enheder og har forvandlet sig til led i en eneste kæde, kaldet verdensøkonomien, for den gamle "kultiverede" kapitalisme er vokset over i imperialismen, og imperialismen er et verdenssystem af finansielt slaveri og kolonial undertrykkelse af det altovervejende flertal af jordens befolkning under en håndfuld "fremskredne" lande.

Tidligere var det skik og brug at tale om tilstedeværelsen eller fraværet af objektive betingelser for den proletariske revolution i de enkelte lande eller, mere præcist, i dette eller hint fremskredne land. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man tale om tilstedeværelsen af objektive betingelser for revolutionen i hele den imperialistiske verdensøkonomis system som et sammenhængende hele; den omstændighed at dette system omfatter nogle industrielt ikke tilstrækkeligt udviklede lande kan ikke udgøre nogen uoverstigelig hindring for revolutionen, hvis systemet som helhed, eller rettere sagt, eftersom systemet som helhed allerede er modent til revolutionen.

Tidligere var det skik og brug at tale om den proletariske revolution i dette eller hint fremskredne land som en enkelt i sig selv hvilende størrelse, der stilledes op mod en særskilt national kapitalfront som dens modpol. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man tale om den proletariske verdensrevolution; thi kapitalens enkelte nationale fronter har forvandlet sig til led i en og samme kæde, som kaldes imperialismens verdensfront, og som må stilles over for den fælles front af alle landes revolutionære bevægelse.

Tidligere betragtede man den proletariske revolution udelukkende som et resultat af det givne lands indre udvikling. Nu er dette standpunkt ikke længere tilstrækkeligt. Nu må man fremfor alt betragte den proletariske revolution som et resultat af modsigelsernes udvikling inden for det imperialistiske verdenssystem, som et resultat af at den imperialistiske verdensfronts kæde brister i dette eller hint land.

Hvor vil revolutionen begynde? Hvor, i hvilket land kan kapitalens front først gennembrydes?

Der hvor industrien er mest udviklet, hvor proletariatet udgør flertallet, hvor der er mest kultur, mest demokrati - svarede man gerne tidligere.

Nej - indvender den leninistiske teori om revolutionen - ikke nødvendigvis der hvor industrien er mest udviklet osv. Kapitalismens front vil blive gennembrudt der, hvor imperialismens kæde er svagest; thi den proletariske revolution er et resultat af, at den imperialistiske verdensfronts kæde brister ved sit svageste led, således at det kan hænde, at det land, der har begyndt revolutionen, det land, som har gennembrudt kapitalens front, er mindre udviklet i kapitalistisk forstand end andre mere udviklede lande, som imidlertid bliver inden for kapitalismens rammer.

I 1917 viste det sig, at den imperialistiske verdensfronts kæde var svagere i Rusland end i andre lande. Dér gik kæden i stykker og gjorde vejen fri for den proletariske revolution. Hvorfor? Fordi der i Rusland udfoldede sig en mægtig folkerevolution, i spidsen for hvilken marcherede et revolutionært proletariat, der havde en så vigtig forbundsfælle som den milliontallige bondeklasse, der var undertrykt og udbyttet af godsejerne. Fordi den proletariske revolution her stod over for en så modbydelig repræsentant for imperialismen som tsarismen, der savnede enhver moralsk anseelse og som havde pådraget sig hele befolkningens velfortjente had. Kæden viste sig at være svagest i Rusland, skønt Rusland i kapitalistisk forstand var mindre udviklet end f.eks. Frankrig, Tyskland, Storbritannien eller USA.

Hvor vil kæden briste i den nærmeste fremtid? Atter der hvor den er svagest. Det er ikke udelukket, at kæden næste gang kan briste i lad os sige Indien. Hvorfor? Fordi der dér findes et ungt, militant revolutionært proletariat, der har en sådan forbundsfælle som den nationale frihedsbevægelse - en utvivlsomt mægtig og betydningsfuld forbundsfælle. Fordi revolutionen dér står over for en så velkendt modstander som den udenlandske imperialisme, der savner enhver moralsk kredit og har pådraget sig Indiens undertrykte og udbyttede massers velfortjente had.

Det er også i høj grad muligt, at kæden kan briste i Tyskland. Hvorfor? Fordi de faktorer, der f.eks. virker i Indien, også begynder at virke i Tyskland, idet dog den vældige forskel i udviklingstrinet, der består mellem Indien og Tyskland, naturligvis må præge revolutionens forløb og udfald i Tyskland.

Derfor sagde Lenin:

"De vesteuropæiske kapitalistiske lande vil ikke fuldføre deres udvikling til socialismen.... ved en jævn "modning" af socialismen i disse lande, men ved at nogle stater udbytter andre, ved udbytning af den stat, som først besejredes under den imperialistiske krig, forbundet med udbytningen af hele østen. Men på den anden side er østen uigenkaldeligt kommet ind i den revolutionære bevægelse, netop i kraft af denne første imperialistiske krig og er uigenkaldeligt trukket ind i den verdensomfattende revolutionære bevægelse almindelige malstrøm." (22).

Kort sagt: Den imperialistiske fronts kæde vil i reglen briste der, hvor kædens led er svagest, og i hvert tilfælde ikke nødvendigvis der hvor kapitalismen er mere udviklet, og hvor der er så og så mange procent proletarer og så og så mange procent bønder osv.

Ved løsningen af spørgsmålet om den proletariske revolution tilkommer der derfor ikke de statistiske beregninger over proletariatets procentvise andel i det enkelte land den afgørende betydning, som så ivrigt tillægges dem af de skriftkloge i II. Internationale, der aldrig har begrebet imperialismen og frygter revolutionen som pesten.

Videre. Heltene i II Internationale påstod (og bliver ved med at påstå), at der mellem den borgerlig-demokratiske revolution på den ene side og den proletariske på den anden består en afgrund eller i hvert fald en kinesisk mur, som skiller den ene fra den anden ved et mere eller mindre udstrakt tidsrum, i løbet af hvilket borgerskabet, der nu er kommet til magten, udvikler kapitalismen, mens proletariatet samler kræfter og forbereder sig til den "afgørende kamp" mod kapitalismen. Dette tidsrum anslås i reglen til mange årtier, om ikke endnu længere tid. Det er vel overflødigt at påvise, at denne "teori" om den kinesiske mur under imperialismens betingelser er blottet for enhver videnskabelig mening, at den kun er og må være et skjul for, en tilsløring af borgerskabets kontrarevolutionære lyster.

Det er vel overflødigt at påvise, at under de forhold, der hersker under imperialismen, som går svanger med sammenstød og krige, under de forhold som er til stede når man befinder sig i "forgården til den socialistiske revolution", hvor den "blomstrende" kapitalisme forvandler sig, til den "døende" kapitalisme (Lenin), og den revolutionære bevægelse i alle lande vokser, hvor imperialismen slutter forbund med alle reaktionære kræfter uden undtagelse, indbefattet tsarismen og livegenskabet, og dermed nødvendiggør sammenslutningen af alle revolutionære kræfter, fra vestens proletariske bevægelse til østens nationale befrielsesbevægelse, hvor det bliver umuligt at fjerne resterne af det feudale livegenskabs orden uden revolutionær kamp mod imperialismen - det er vel overflødigt at påvise, at den borgerlig-demokratiske revolution i et mere eller mindre udviklet land under sådanne forhold må nærme sig den proletariske revolution, at den første må vokse over i den anden. Den russiske revolutions historie har håndgribeligt bevist denne teses rigtighed og ubestridelighed. Lenin har ikke for ingenting allerede i 19o5, på tærskelen til den første russiske revolution i sit skrift 'To slags taktik' fremstillet den borgerlig-demokratiske revolution og den socialistiske revolution som to led i samme kæde, som et fast og afsluttet billede af den russiske revolutions udfoldelse:

"Proletariatet må føre den demokratiske omvæltning til ende ved at knytte bøndernes masser til sig for at knuse selvherskerdømmets, modstand med magt og lamme bourgeoisiets vankelmodighed. Proletariatet må gennemføre den socialistiske omvæltning ved at knytte massen af halvproletariske befolkningselementer til sig for at knuse bourgeoisiets modstand med magt og lamme bøndernes og småborgerskabets vankelmodighed. Det er proletariatets opgaver, som Nyiskristerne i alle deres argumenter og resolutioner om revolutionens slagkraft forestiller sig så begrænsede." (23).

Der er ingen grund til at nævne andre, senere værker af Lenin, hvor ideen om den borgerlige revolutions voksen over i den proletariske bliver sat mere i relief end i 'To slags taktik' og danner en af grundpillerne i Lenins teori om revolutionen.

Nogle kammerater synes at tro, at Lenin først i 1916 nåede frem til denne ide, og at han indtil da havde ment, at revolutionen i Rusland ville holde sig inden for de borgerlige rammer, at magten altså ville gå tabt for organet for proletariatets og bøndernes diktatur og glide over i borgerskabets, ikke i proletariatets hænder. Denne påstand skal endog være trængt ind i vor kommunistiske presse. Jeg må sige, at denne påstand er ganske forkert, at den på ingen måde svarer til kendsgerningerne.

Jeg kunne henvise til Lenins kendte tale på den 3. partikongres (1905), hvor han betegnede proletariatets og bøndernes diktatur, dvs. den demokratiske revolutions sejr, ikke som "tordenens' organisation", men som "krigens organisation".

Jeg kunne videre henvise til Lenins kendte artikler: 'Om den provisoriske regering' (1905), hvor han, idet han skildrer perspektiverne for den russiske revolutions udvikling, stiller partiet den opgave "at opnå, at den russiske revolution ikke bliver en bevægelse på nogle måneder, men en bevægelse på mange år, at den ikke blot fører til små indrømmelser fra magthavernes side, men til deres fuldstændige fald", og hvor han, idet han videreudvikler dette perspektiv og forbinder det med revolutionen i Europa fortsætter:

"Og hvis dette lykkes - da.... vil den revolutionære brand sætte Europa i flammer, den europæiske arbejder, som vansmægter under den borgerlige reaktion, vil da rejse sig og vise os 'hvordan dette gøres'; da vil Europas revolutionære rejsning virke tilbage på Rusland og gøre en epoke på nogle revolutionsår til en epoke på nogle revolutionsårtier.... 11 (24).

Jeg kunne videre henvise til den kendte artikel af Lenin, der blev offentliggjort i november 1915, hvor han
skriver:

"Proletariatet kæmper og vil urokkeligt kæmpe for at erobre magten, for republikken, for konfiskering af jorden.... for de ikke-proletariske folkemassers deltagelse i frigørelsen af det borgerlige Rusland for den militær-feudale 'imperialisme' (=tsarismen). Og denne det borgerlige Ruslands frigørelse for tsarismen, for godsejernes jordherredømme, vil proletariatet ufortøvet (min understregning - J.St.) udnytte, ikke for at hjælpe de velhavende bønder i deres kamp mod landarbejderne, men for at fuldføre den socialistiske revolution i forbund med Europas proletarer." (25).

Endelig kunne jeg henvise til det kendte sted i Lenins skrift 'Den proletariske revolution og renegaten Kautsky, hvor han under henvisning til det oven for anførte citat fra 'To slags taktik' om den russiske revolutions udfoldelse når til følgende konklusion:

"Det gik netop, som vi havde sagt. Revolutionens gang bekræftede rigtigheden af vor betragtning. Først sammen med "alle" bønder mod monarkiet, mod godsejerne, mod middelalderen (og for så vidt forbliver revolutionen borgerlig, borgerlig-demokratisk). Derefter sammen med de fattigste bønder, sammen med halvproletariatet, sammen med alle udbyttede, mod kapitalismen, deri indbefattet landbrugets rigmænd, kulakkerne, spekulanterne, og for så vidt bliver revolutionen socialistisk. At ville opstille en kunstig kinesisk mur mellem den ene og den anden, at ville skille dem fra hinanden med noget andet end det ene, hvor forberedt proletariatet er, hvor nøje det er forbundet med fattigfolk på landet - at forsøge på det er at forvrænge marxismen uhyre, at forfladige den, at erstatte den med liberalismen." (26).

Jeg tror, at det må være nok.

Javel, vil man indvende, men hvorfor bekæmpede Lenin da ideen om den "permanente (uafbrudte) revolution"?

Fordi Lenin foreslog at "udtømme" bøndernes revolutionære evner til bunds og at udnytte deres revolutionære energi helt frem til tsarismens fuldstændige likvidering for at gå over til den proletariske revolution, mens tilhængerne af den "permanente revolution" ikke forstod bøndernes vigtige rolle i den russiske revolution, undervurderede styrken i bøndernes revolutionære energi, undervurderede det russiske proletariats styrke og evne til at lede bønderne og derved vanskeliggjorde de bøndernes frigørelse fra borgerskabets indflydelse og bøndernes samling om proletariatet.

Fordi Lenin foreslog at krone revolutionens værk med magtens overgang til proletariatet, mens tilhængerne af den "permanente" revolution troede at kunne begynde straks med proletariatets magt uden at begribe, at de derved overser en sådan "bagatel" som resterne af livegenskabet og ikke tager en så vigtig kraft som de russiske bønder i betragtning; de begreb ikke at en sådan politik kun kan hæmme arbejdet med at vinde bønderne over på proletariatets side.

Som følge heraf bekæmpede Lenin tilhængerne af den permanente revolution ikke på grund af spørgsmålet om det uafbrudte forløb, for Lenin stod selv på den uafbrudte revolutions standpunkt, men på grund af deres undervurdering af bøndernes rolle som proletariatets vældige reserve, på grund af deres mangel på forståelse af ideen om proletariatets hegemoni. (27).

Ideen om den "permanente" revolution er ingen ny ide. Den blev første gang udviklet af Marx i slutningen af fyrrerne i hans kendte 'Henvendelse fra centralledelsen til forbundet, marts 1850'. Fra dette dokument har da også vore "permanentikere" taget ideen om den uafbrudte revolution. Dog må man mærke sig, at vore "permanentikere" har forandret denne fra Marx lånte ide noget og ved denne forandring "ødelagt" den, gjort den uanvendelig til praktisk brug. Lenins erfarne hånd måtte til for at rette denne fejl, for at tage Marx' ide om den uafbrudte revolution i dens rene skikkelse og gøre den til en hjørnesten i Lenins teori om revolutionen.

Marx siger i sin 'Henvendelse' efter at have opregnet en række revolutionær-demokratiske krav, som han opfordrer kommunisterne til at sætte igennem, følgende om den uafbrudte (permanente) revolution:

"Mens de demokratiske småborgere vil bringe revolutionen til afslutning så hurtigt som muligt og højst vil gennemføre ovenstående krav, er det vor interesse og vor opgave at gøre revolutionen uafbrudt, indtil alle mere eller mindre besiddende klasser er for~ trængt fra herredømmet, statsmagten erobret af proletariatet, og proletarernes sammenslutning ikke blot i et enkelt land, men i alle herskende lande på jorden, er så langt fremskreden, at konkurrencen mellem proletarerne i disse lande er ophørt, og i det mindste de afgørende produktivkræfter er koncentreret i proletarernes hænder." (28).

Med andre ord:

a) Marx har på ingen måde foreslået at begynde revolutionen i Tyskland i halvtredserne umiddelbart med oprettelsen af den proletariske magt, i modsætning til vore russiske "permanentikerel's planer;

b) Marx foreslog kun at krone revolutionens værk med oprettelsen af den proletariske statsmagt, idet den ene borgerlige fraktion efter den anden skridt for skridt styrtes fra magtens tinder for at revolutionens bål så, når proletariatet har tilkæmpet sig magten, kan flamme op i alle lande; det er i fuld overensstemmelse med alt, hvad Lenin lærte, og som han virkeliggjorde i løbet af vor revolution, idet han fulgte sin teori om den proletariske revolution under imperialismens betingelser.

Således har vore russiske "permanentikere" ikke kun undervurderet bøndernes rolle i den russiske revolution og betydningen af ideen om proletariatets hegemoni, men også ændret Marx' ide om den "permanente" revolution (til det værre) og gjort den uanvendelig i praksis.

Derfor latterliggjorde Lenin vore "permanentikere"s teori, kaldte den "original" og "herlig" og bebrejdede dem, at de nægtede at "tænke over, af hvilke årsager livet i hele ti år er gået forbi denne herlige teori". (29).

Derfor anså Lenin denne teori for halvt mensjevikisk og sagde, at den "fra bolsjevikkerne tog appellen til proletariatet om beslutsom revolutionær kamp og om dettes erobring af den politiske magt, men fra mensjevikkerne tog fornægtelsen af bøndernes rolle". (30).

Således forholder det sig med Lenins ide om den borgerlig-demokratiske revolutions voksen, over i den proletariske, om udnyttelsen af den borgerlige revolution til ufortøvet overgang til den proletariske revolution.

Videre. Tidligere anså man revolutionens sejr i ét land for umulig, da man antog, at der til sejren over borgersleabet krævedes fælles handling af proletarerne i alle eller i hvert fald flertallet af de fremskredne lande. Nu svarer dette standpunkt ikke længere til virkeligheden. Nu må man gå ud fra muligheden af en sådan sejr, for udviklingens ujævne og springende karakter i de forskellige kapitalistiske lande under imperialismens betingelser, udviklingen af de katastrofale modsigelser inden for imperialismen, der fører til uundgåelige krige, den voksende revolutionære bevægelse i alle lande hele verden over - alt dette fører ikke blot til muligheden, men også til nødvendigheden af proletariatets sejr i enkelte lande. Revolutionens historie i Rusland er et direkte bevis herpå. Samtidig må man dog holde sig for øje, at borgerskabets fald kun med held kan opnås, når visse, absolut nødvendige forudsætninger er til stede, uden hvilke proletariatet ikke kan tænke på at erobre magten.

Om disse forudsætninger siger Lenin følgende i sit skrift "Radikalismen".... :

"Revolutionens grundlov, som den er bleven bekræftet af alle revolutioner og især af de tre russiske revolutioner i det 20. århundrede, består i følgende:

For revolutionen er det ikke tilstrækkeligt, at de udbyttede og undertrykte masser indser umuligheden af at leve videre på den gamle vis og kræver forandring; for revolutionen er det nødvendigt, at heller ikke udbytterne længere kan leve og styre på den gamle Vis. Først når de 'lavere' lag ikke længere vil, og de 'øvre' lag ikke kan leve videre på den gamle vis - først da kan revolutionen sejre. Denne sandhed kan også udtrykkes med andre ord: Revolutionen er ikke mulig uden en almindelig national krise (som berører både de udbyttede og udbytterne) (min Understregning - J.St.). Følgelig er det for revolutionen nødvendigt for det første at opnå, at flertallet af arbejderne (i hvert fald flertallet af de bevidste, tænkende, politisk aktive arbejdere) helt og fuldt forstår omvæltningens nødvendighed og er rede til at gå i døden for den; for det andet, at de herskende klasser gennemlever en regeringskrise, som trækker selv de mest tilbagestående masser ind i politiken gør regeringen magtesløs og gør det muligt for de revolutionære at styrte den hurtigt." 31)

Men at styrte borgerskabets magt og oprette proletariatets magt i et enkelt land er endnu ikke ensbetydende med sikringen af socialismens fuldstændige sejr. Efter at det sejrrige proletariatet i dette land har befæster sin magt og knyttet bønderne til sig, kan og må det opbygge det socialistiske samfund. Betyder det nu at det hermed vil have opnået socialismens fuldstændige og endelige sejr, dvs. betyder det, at proletariatet med ét lands kræfter alene befæster socialismen, endeligt og fuldt ud sikrer landet mod intervention og som følge heraf, også mod genoprettelsen af de gamle forhold? Nej, det betyder det ikke. Dertil behøves revolutionens sejr i hvert fald i nogle lande. Derfor er udviklingen og understøttelsen af revolutionen i andre lande en helt central opgave for den sejrrige revolution. Derfor skal den sejrrige revolution i det enkelte land ikke betragte sig som en størrelse, der er sig selv nok, men som en støtte, et middel til fremskyndelsen af proletariatets sejr i andre lande.

Lenin udtrykte denne tanke med få ord, idet han sagde, at den sejrrige revolutions opgave består i at yde "et maksimum af, hvad der i et enkelt land kan gøres for at udvikle, støtte og kalde revolutionen til live i alle lande." (32).

Dette er i almindelighed de karakteristiske træk i Lenins teori om den proletariske revolution.

NOTER

(13) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 2 s. 35.

(14) Som note 13, s. 36.

(15) Ludwig Feuerbach og den klassiske tyske
filosofis udgang, 1886.

(16) Dansk udgave 1971, forlaget Tiden.

(17) Trade-unionisme - opportunistisk strømning i arbejderbevægelsen, der lægger al vægt på det snævert faglige arbejde.

(18) Iskra ('Gnisten') - det første landsomfattende marxistiske blad i Rusland, blev startet af Lenin i 19oo. Det spillede en afgørende rolle i organiseringen af arbejderklassens revolutionære parti. Efter det russiske socialdemokratis 2. kongres 1903 overtog mensjevikerne kontrollen med bladet - derfor betegnelserne "det gamle Iskra" og "det nye Iskra".

(19) Teser om Feuerbach, foråret 1845. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 2, side 403.

(2o) Imperialismen som kapitalismens højeste stadium, april 1917, Se Lenin: Udvalgte værker, bind 6, side 48, Tiden 1947.

(21) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 6, s. 48.

(22) Hellere mindre, men, bedre, 2. marts 1923. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 12, side 291, Tiden 1949.

(23) To slags taktik for socialdemokratiet i den demokratiske revolution, august 1905. Se Lenin: Udvalgte værker, bind 4, side 110, Tiden 1950.

(24) Se Lenin: Works, 4. russiske udgave, bind 8, side 247-63, 264-74 og 427-47.

(25) Se Lenin: Samlede værker, bind 18, side 422, tysk udgave.

(26) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, side 120-121.

(27) Hegemoni - dominans, førerstilling, ledende rolle.

(28) Henvendelse fra Centralledelsen til forbundet, marts 1850. Se Marx/Engels: Udvalgte skrifter, bind 1, side 105.

(29) Lenins artikel er skrevet i 1915, ti år efter at de russiske "permanentikere"s teori kom frem, se bind 18, side 420, tysk udgave.

(30) Se Lenin: Om revolutionens to linier, som note 29.

(31) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 11, side 202-203.

(32) Se Lenin: Udvalgte værker, bind 10, s. 111.

Næste kapitel: Proletariatets diktatur

Tilbage til indholdsfortegnelsen

- End -

- End -