Forelæsninger
på Sverdlov-Universitetet i
begyndelsen af året 1924
I.
Leninismens historiske rødder
II.
Metoden
III. Teorien
IV. Proletariatets diktatur
V. Bondespørgsmålet
VI. Det nationale spørgsmål
VII. Strategi og taktik
VIII. Partiet
IX. Stilen i arbejdet
J.
V. Stalins forelæsninger "Om leninismens grundlag" offentliggjordes
i Pravda i april og maj 1924.
I maj 1924 udkom hans skrift "Om Lenin
og leninismen", der indeholdt erindringer om Lenin samt "Om leninismens
grundlag".
Stalins forelæsninger indgår i alle udgaver af
hans bog "Leninismens problemer", der udkom på dansk på
forlaget Tiden i 1949.
Denne første netudgave på dansk inddeler
bogen i dens enkelte kapitler. Den bliver lagt ind over flere omgange.
Klik
på indholdsfortegnelsen for afsluttede kapitler.
Herunder J.V. Stalins
forord til 'Om leninismens grundlag'.
Tilegnet
Lenin-opbudet
J. STALIN
Leninismens grundlag er et stort emne. For at behandle det udtømmende måtte man skrive en hel bog, ja en række bøger. Det er derfor klart, at mine forelæsninger ikke kan blive nogen udtømmende fremstilling af leninismen. De kan i bedste fald blive en kortfattet oversigt over leninismens grundlag. Alligevel vil jeg anse en sådan oversigt for nyttig, da den giver nogle grundlæggende udgangspunkter, der er nødvendige for et frugtbart studium af leninismen.
At
klarlægge leninismens grundlag er ikke det samme som at klarlægge
grundlaget for Lenins verdensanskuelse. Lenins verdensanskuelse og leninismens
grundlag er ikke identiske i deres omfang. Lenin er marxist, og grundlaget for
hans verdensanskuelse er naturligvis marxismen. Men deraf følger på
ingen måde, at en fremstilling af leninismen må begynde med fremstillingen
af marxismens grundlag. At give en fremstilling af leninismen vil sige at påvise
det særegne og nye i Lenins værker, hvormed han har beriget marxismens
almindelige skatkammer, og som med rette er knyttet til hans navn. Kun i denne
forstand vil jeg i mine forelæsninger tale om leninismens grundlag.
Altså,
hvad er leninismen?
Nogle siger at leninismen er marxismens anvendelse på de forhold, der er særegne for situationen i Rusland. I denne definition er der nogen sandhed, men langt fra hele sandheden. Lenin anvendte faktisk marxismen på den russiske virkelighed, og han anvendte den mesterligt. Men hvis leninismen ikke var andet end marxismens anvendelse på de særlige forhold i Rusland, så ville den være en ren national og kun national, en ren russisk og kun russisk foreteelse. Imidlertid ved vi, at leninismen er en international foreteelse, som er rodfæstet i hele den internationale udvikling og ikke kun en russisk foreteelse. Derfor mener jeg, at denne definition lider af ensidighed.
Andre siger, at leninismen er en genoplivelse af de revolutionære elementer i 184o'ernes marxisme til forskel fra de følgende års marxisme, der så skulle være blevet moderat og ikke-revolutionær. Hvis man ser bort fra denne dumme og platte inddeling af Marxs' lære i to dele, en revolutionær og en moderat, så må man indrømme, at der selv i denne helt utilstrækkelige og utilfredsstillende definition er et gran af sandhed. Dette gran af sandhed består i, at Lenin virkelig genoprettede marxismens revolutionære indhold, som var blevet undertrykt af opportunisterne i II Internationale. Hele sandheden om leninismen er at leninismen ikke kun genoprettede marxismen, men også tog et skridt fremad og videreudviklede den under kapitalismens og den proletariske klassekamps nye betingelser.
Men hvad er så leninismen?
Leninismen er marxismen i imperialismens og den proletariske revolutions epoke. Nøjagtigere: Leninismen er den proletariske revolutions teori og taktik i almindelighed, teorien og taktikken for proletariatets diktatur i særdeleshed. Marx og Engels virkede i den førrevolutionære periode (vi tænker her på den proletariske revolution), da der endnu ikke fandtes nogen udviklet imperialisme, i en periode da proletarerne forberedtes til revolutionen, i den periode da den proletariske revolution endnu ikke var nogen praktisk uundgåelighed. Lenin derimod, som var elev af Marx og Engels, virkede i den udviklede imperialismes periode, den periode, hvor den proletariske revolution udfoldedes, hvor den proletariske revolution allerede havde sejret i ét land slået det borgerlige demokrati i stykker og indledt det proletariske demokratis tidsalder, sovjetternes tidsalder.
Derfor er leninismen en videreudvikling af marxismen.
Man plejer at understrege leninismens usædvanlig militante og usædvanlig revolutionære karakter. Det er fuldkommen rigtigt. Men denne særegenhed ved leninisme skyldes to årsager: For det første fordi leninismen voksede frem af den proletariske revolution hvis præg den nødvendigvis må bære; for det andet fordi den voksede sig stærk i kampen mod II Internationales opportunisme, en kamp som var og er en nødvendig forudsætning for en sejrrig kamp mod kapitalismen. Man må ikke glemme, at mellem Marx og Engels på den ene side og Lenin på den anden, ligger en hel periode hvor opportunismen i II Internationale havde det udelte herredømme, og den skånselsløse kamp mod denne opportunisme udgjorde en af leninismens vigtigste opgaver.
Første kapitel: Leninismens historiske rødder
- End -