Thomas Koppel – den levende

Af Klaus Riis

Nogen har plantet en rød fane på Thomas Koppels grav på Assistens Kirkegård. Den står sammen med den første tilplantning: en vildrosebusk, liljekonvaller, primulaer og forglemmigej'er og lyser i foråret omkap med de stadig nye buketter på graven.

Når den er færdiganlagt vil der være flere vildblomster og en buste af svensk granit, udført af vennen, kunstneren og den mangeårige trommeslager i Savage Rose John Ravn.

Thomas Koppel vil ikke blive glemt. Hans store og mangesidede værk vil holde ham levende.

Den storslåede mindefødselsdagskoncert i Den Grå Hal på hans 62-års-dag den 27. april var et udtryk for bredden og spændvidden i hans kunstneriske virksomhed og politiske engagement: Hans sidste store politiske initiativ Budskab fra Græsrødderne blev holdt over dåben af langt over tusind græsrødder, kunstnere og aktivister fra nær og fjern.

Som hans politiske virksomhed var bredtfavnende og enhedsskabende, var hans musik det også. Grænsenedbrydende og genreforstyrrende, med bred folkelig appel.


Sjælenes sang: Himlen ned på jorden

Op til mindekoncerten og på arbejdernes internationale kampdag udkom der to CD'er med musik af Thomas Koppel, der endnu engang understreger dette – den ene hans soloklaverplade 'Improvisationer- For klaver', den anden med tre Koppel-værker til blokfløjtevirtuosen Michala Petri – ”Los Angeles Street Concerto”.

Det er afklaret musik, en moden mands musik – og det er revolutionær musik, der peger fremad både for musikalske arvtagere og for hele den sociale bevægelse, han var en del af og en leder for.

Thomas Koppels musik var hele tiden ny og fornyende, selvom det grundlæggende (som han sagde) 'var den samme sang': Sangen om altings forvandling, sangen til livet, sangen til Planeten Paradis, de levende sjæles sang.

I få ord udtrykte han sit musikalske og politiske 'program' i en 1. maj-hilsen fra 2004:

”Vi kan ikke bare beskrive hverdagen, som den er, for det er den allerede ikke længere. 'Socialrealisten' sidder tilbage med en tom skal, som allerede er en halv løgn, fordi den allerede er bagefter og spærrer for det, der er langt større. Sjælen sidder ikke pænt stille og venter på at blive beskrevet – den ruller frem som en flodbølge, møder tiden med splintrende skumtop, den er allerede fra sit allerførste udspring en revolution. De, som døde, de ufødte børn, revolutionens videnskab, digtene, sangene, de store sociale erfaringer, den kærlighed, som fuldbyrdedes, og den, der aldrig fik tid til at folde sig ud – det er alt sammen i den store bølge.
Hvert sekund føjes nyt til. Nye tragedier, nye sejre. Sådan en bølge er ikke til at standse.
Kun den videnskab, den kunst, der fatter sjælen, bevægelsen, den evige forvandling, kan leve. Resten smuldrer i affaldsdyngerne.”

Se
Thomas Koppel: En hilsen til jer, kammerater ...

Det er et program for revolutionær musik i dag , på en gang enkel og kompliceret, frygtløs, sanddru, uden skønmaleri og uden illusioner, traditionsbærende og –fornyende, rodfæstet i nutiden og rettet mod fremtiden.


Los Angeles Street Concerto

Michala Petris indspilning af tre partiturværker fra 90erne, skrevet specielt til hende, er på alle måder en fornem udgivelse, som vil befæste begges internationale ry. Det er værker, hvor Thomas Koppel kigger dybt i sjælene, i tre kvindesjæle: den drømmende unge pige i Sydhavnen, København 'Moonchilds dream', den flamske frihedshelt Till Uglspils oprørsk dansende kone Nele, og en gammel kvinde på Los Angeles Street, som Thomas navngav det sidste stykke efter.

Han beskriver selv det møde, der inspirerede til stykket:

“Los Angeles Street er et hjemsøgt sted i et af de mest trøstesløse kvarterer i hele verden: Downtown Los Angeles. Om natten – nedenunder skyskraberne, som strækker sig som Babelstårnet mod en sort himmel – er denne gade befolket af mørke, affald og tusindvis af hjemløse, som kryber i ly i papkasser. Lige før jul kom en lillebitte kvinde i en stor gammel overfrakke hen til min kone, Annisette, hun smilede og kærtegnede Annisettes ansigt med begge sine knoglede hænder, og sagde: 'Dig genkender jeg, skønne Moder af Tijuana, velkommen, jeg elsker dig…”
Gaden åbnede sig og blev fuld af svimlende lys og en sær og vidunderlig humor. Jeg kunne føle denne musik … et barnligt tonedigt af skygge og lys, om den dansende menneskeånds hjertegribende skønhed, og en lille bitte gadekvinde, som uden anstrengelse fik de enorme stenmure og den uopholdelige undertrykkelse til at fordampe som en dråbe nedfaldende regn under en brændende sol …”

Det er den fri menneskesjæls musikalske portrætter, den kæmpende og revolutionære menneskeånd. Det er hvad musikken handler om, og det er derfor den slår gnister fra sjæl til sjæl.

Thomas Koppels kunstneriske metode var at opsøge og møde verden, som den var, menneskene, som de er, i forståelse for deres potentiale. Det gør musikken så rig , så modsætningsfyldt og mangefacetteret.

Kongenialt får Michala Petri og en hel stribe musikere af verdensklasse værkerne til at leve, helstøbte, afrundede og fuldtonende. Fra den dårende dejlige, melodiøse Moonchild's Dream (en menneskesjælens 'Moldau') over den intense og vildt oprørske Nele's Dances , for blokfløjte og ærkelut, i et vidunderligt samspil med Lars Hannibal, til den modsætningsfyldte storbystemning i gaden i Los Angeles (for blokfløjte, strygere og celeste) med Kremerata Baltica.

Man mærker, at Michala Petri virkelig holder af Thomas Koppels musik og tolker den indfølt. ”Petri plays Koppel” bliver en hel koncert, hvor de tre stykker supplerer hinanden til en kompleks og skøn helhed. Tre kvinder, tre tider, tre lande: en stærk og virtuos hyldest til den uovervindelige menneskesjæl.

Dacapo, det danske nationalforlag, har udstyret den fornemme, internationale udgivelse med et fint lille hæfte med oplysninger om musikken og en stor introduktion til komponisten Thomas Koppel på dansk, engelsk og tysk af Jens Cornelius. Omslagsbilledet er fra bisættelsen i Christians Kirke: sollyset der bryder vind gennem de højre vinduer.
Flot set!


Improvisationerne

God musik er organisering, strukturering af ånd og følelse, ud over ordene. Der er intet litterært ved Thomas Koppels musik, selvom han ofte selv satte ord til den.

Det sidste værk, han nåede at afslutte, var noget så usædvanligt som en soloklaverplade 'Improvisationer – For klaver'.

Det er gribende musik, indspillet på et Steinway-flygel i det lille kolonihavehus i Sydhavnen, dedikeret til venner, kampfæller, engle overalt – og til Annisette.

Fordi han afsluttede de ledsagende digte og dedikationen lige før sin død, virker det som et testamente. Men det er ikke skrevet med en forudanelse om døden. Det er Thomas Koppels mest personlige værk, improvisationerne åbner for hele hans univers – og det er derfor, han skrev den smukke dedikation og de ledsagende digte, hans tak til livet.

Improvisationerne flyder ubesværet gennem erindring og oplevelse, gennem alle tider og deres kampe, kunst og kultur. Bach og Brecht og andre levende smutter forbi, mens komponisten den første dag i 2006 ser ud over kolonihavetagene:

Nytårsmorgen
træerne er dækket af sne.
Røg stiger op fra skorstene, tynd, langsom,
hemmelige budskaber
fra alle vores små træhuse.  

Hvilken sammensværgelse!

Tiden nærmer sig – men det er ikke musikken, der forandrer verden. Det er menneskene - fra hytterne, fra baggårdene, fra det oversvømmede sorte arbejderkvarter i New Orleans, i metro'en i New York. . Musikken kan inspirere, vejlede, forskønne sjæle.

En anden sang trænger sig på hos klavermesteren og denne dialektikkens mester: en gammel bekendt Han genkender den: Frihedens blå sang ….

Freedom Blues
Freedom Blues
flyder fra mit hjerte
gennem mine hænder
dirrer i tusinde strenge
i ekko gennem luft
springer fra bølge til bølge af glasskår  

Jeg kender godt denne sang:
Freedom Blues

Og han bryder ud i en kærlighedssang til jorden – med den voksne mands troskabsløfte:

Kære junglepige,
Vær tålmodig!

Vi er her jo! Vi vil gøre denne klode til Planeten Paradis!

Det umulige er sket med dette soloklaverværk. Det er gået hen og blevet et megahit. Det rammer meget bredt – og dybt. Anmelderne kan ikke blive helt enige om, hvorvidt Thomas spiller klassisk eller ej. Det er en forfejlet diskussion.. Det er Thomas Koppels musik og budskab.
Den bliver klassisk.
”Hvert sekund føjes nyt til. Nye tragedier, nye sejre. Sådan en bølge er ikke til at standse.”

Først offentliggjort i Kommunistisk Politik 10, 2006

- End -