Tillykke med jeres trofasthed, tak for jeres udholdenhed, forstand. Thomas Koppels 1. maj hilsen 2004
Tillykke med jeres trofasthed, tak for jeres udholdenhed, forstand.
Babelstårnet krakelerer, sten for sten ... men ikke af sig selv. Hvor løgnerne snubler, skyldes det ikke 'uheld', men den stædige proletariske sandhed, der ikke vil forsvinde ... og de 'få naive', der holder den fast i favnen, de modigste blandt de modige – på Østerbro, i Bolivias bjergskove, Gazas og Fallujas ruiner eller i en støvet Los Angeles-sidegade – dem, der gi'r alt og (uanset alder) dør unge og i blændende skønhed: i millioner af ufødte børns upåagtede, men uendelige kærlighed.
De, som ved, må vise vejen, og i selve kampen fødes den nye verden. Vores spinkle strukturer er starten på fremtidens samfundsorden. Vores spinkle kultur er kimen til fremtidens kultur.
Til de unge: Vær stærke og usentimentale. Men vær også varsomme og sjælfulde: Det, som I er nu, er det, jeres børn vil møde siden hen.
De, som tror sig allermest uovervindelige, og som ikke tror at behøve sjælfuldhed, er de første, der snubler. Nogle af vores gamle fæller, der mente sig sikre som guder, ligger for længst og roder i affaldsdyngerne.
Verdens proletariat er den sjælfulde klasse. Der er der, de dybe historier kommer fra. Der, hvor hjertet bliver flænset af sorg, af latter, jubel, vild skønhed, kærlighed. Det er det, der bliver til fremtiden, den eneste frihed, livet selv.
Vores egen dybe drift er at give vores beskedne bidrag til at denne Store sjæl bliver sluppet fri. Vi kan ikke bare beskrive hverdagen, som den er, for det er den allerede ikke længere. 'Socialrealisten' sidder tilbage med en tom skal, som allerede er en halv løgn, fordi den allerede er bagefter og spærrer for det, der er langt større. Sjælen sidder ikke pænt stille og venter på at blive beskrevet – den ruller frem som en flodbølge, møder tiden med splintrende skumtop, den er allerede fra sit allerførste udspring en revolution. De, som døde, de ufødte børn, revolutionens videnskab, digtene, sangene, de store sociale erfaringer, den kærlighed, som fuldbyrdedes, og den, der aldrig fik tid til at folde sig ud – det er alt sammen i den store bølge.
Hvert sekund føjes nyt til. Nye tragedier, nye sejre. Sådan en bølge er ikke til at standse.
Kun den videnskab, den kunst, der fatter sjælen, bevægelsen, den evige forvandling, kan leve. Resten smuldrer i affaldsdyngerne.
Millioner, for ikke at sige milliarder, er nu på vej, selv om man prøver at fange fuglen i erhvervslivets såkaldte 'meningsmålinger'. Hvordan skulle de kunne måle noget? De kender ikke sjælen, frygter den kun.
God 1. maj alle sammen ...
Kærlige hilsner
Annisette & Thomas
- End -