Kapitalismens ny verdensorden befæstes

Det er blevet dagligdag under den ny verdensorden. Og året 1997 syntes at bekræfte kapitalismens indtil videre uindfriede løfter til folkene i verden. Det satte en standard for et "normalår" – mens lovsangene til kapitalismens pris blev stadig kraftigere. Den ny ordens økonomer kunne begejstret love et godt og langt opsving på mindst 25 år og en totalt renoveret og bedre verden i år 2020.

Spørgsmålet er, om denne "normal" ikke er undtagelsen, og om 1997 ikke bare forløb ualmindeligt godt for de herskende og profiterende?

Den kapitalistiske kontrarevolution i det tidligere socialistiske Albanien fik et helt folk til at rejse sig i opstand. Det nye kapitalistiske Albanien forvandledes af den amerikansk og EU-støttede Berisha-regering til en spillebule for spekulanter og profitører med ufattelige sociale katastrofer til følge. Albanerne fik råkapitalismens velsignelser at føle gennem de såkaldte pyramidespil – en genvej til hurtig fortjeneste til bagmændene, som løber fra regningen, der betales af de sidste i køen: almindelige mennesker med en drøm om at få andel i rigdommene. De regeringsbegunstigede spillekasinoer krakkede én efter én – og titusinder af albanere var flået til skindet.

Harmen udløstes i en væbnet opstand, der forlangte den fascistoide og korrupte præsidents afgang – og kompensation for tabene i kasinoet. Soldaterne deserterede fra regeringshæren, våbendepoter, kaserner og flypladser stormedes, og store dele af landet var udenfor regeringens kontrol og i hænderne på folkeråd af arbejdere og bønder.

Og så blev tropperne sendt ind, en international styrke med danske deltagelse - angiveligt for at sikre demokrati, i praksis for at stoppe noget, der lignede en folkerevolution. Berisha blev væltet, socialdemokrater kom til magten – og den albanske kapitalistiske krise er så dyb som nogensinde.

De internationale kapitalistiske organismer udbyggedes: den europæiske unionsekspres med kurs mod fællesvaluta og andre fællesgoder for monopolkapitalen blev traktatudbygget i Amsterdam. Enkelte udvalgte blandt de gamle COMECON-lande tripper efter at blive lukket ind i det velsignede fællesskab. Danmark er en undtagelse – her bliver befolkningen spurgt ved en folkeafstemning, om den ønsker mere Union, fordi alt andet ville tilintetgøre de sidste illusioner om den danske unionsintegration som en demokratisk proces. Hvor modstanden mod Unionen ikke er hverken så bevidst eller organiseret, bliver der ingen folkeafstemninger. Man ønsker ikke at risikere et Nej noget steds. Unionspræsident Santer kunne til gengæld love danskerne en kollektiv straf hvis de sagde Nej. Hvad den består i, ligger ikke helt klart, men den er sikker nok …

Freden i Europa er angiveligt sikret. Derfor skal NATO styrkes og dets magtområde udvides til så tæt på de russiske grænser som muligt. Tidligere Warschawapagtlande står i kø for at være med til at sikre den europæiske og globale fred under alliancens atomparaply og som deltager i dens hurtigtudrykkende brandkorps under amerikansk kommandomedlemmer af sikre stadig mere fred og sikkerhed i stadig større evighed.

De internationale interventionsstyrker er fortsat tilstede i eks-Jugoslavien, den såkaldte fredsproces i Mellemøsten har vist sig at være et springbrædt for israelsk ekspansion på palæstinensernes bekostning, spændingen mellem Nord- og Sydkorea blev opretholdt, og i Irak dør stadig flere børn af sult og sygdomme som følge af FN-boykotten. I 80erne frydede USA sig over krigen mellem Iran og Irak, i 97 vakler Clinton og Co. lidt mellem, hvem af dem, der skal sættes mest på plads – og gør det så lidt på skift.

Hvert år – selv de mest fredelige – dræbes og lemlæstes hundredtusinder af mennesker af militærindustriens produkter. En international konvention til afskaffelse af en af de helt store lemlæstere i fredstider – landminerne – blev underskrevet for nylig i Canada. De største producenter af disse våben – USA, der finder dem aldeles uundværlige på den nord-syd-koreanske grænse, samt Rusland og Kina – var ikke med. Til gengæld er et dansk firma helt fremme med produktionen af det allernyeste i landminebekæmpelsesudstyr …

Der er fortjeneste i det hele: Sovjetunionens opløsning, østlandenes integration såvel som deres ikke- integration i de vestlige alliancesystemer, opslitningen af Jugoslavien, golf-krige og "mellemøst-løsninger": Den ny verdensorden tromler stadig fremad – der er penge i krig, der er penge i fred og oprydning og ny krigsforberedelse, i spænding og afspænding, i miljøødelæggelse og miljøødelæggelses-bekæmpelse, Det hele kommer igen, både på gyngerne og karrusellerne …

Indeværende årti har set de syv største miljøkatastrofer nogensinde, som internationale forsikringsselskaber har måttet punge ud til. Naturkatastrofer er ikke naturkatastrofer, men menneskeskabte – oversvømmelser, skovbrande, giftig smog osv. Ulykkerne bliver større og større, og hyppigere og hyppigere – den globale miljøkrise bliver med andre ord stadig mere omfattende. Ødelæggelsen af ozon-laget vil fremkalde endnu større kriser i fremtiden. De officielle miljøkonferencer skal skabe indtryk af, at der gøres noget ved problemerne…

Det gør der ikke.

Overhovedet for den genrejste kinesiske kapitalisme var på succesbesøg i USA og fik den ære at åbne selveste børsen i Wall Street midt under bølgen af børskrak i de sydøstasiatiske mirakeløkonomier, som på timer sendte store rystelser ind i den globale aktie- og valutahandel. De gyldne mirakeltider er forbi for disse lande, selv stormagten Japan er sunket ned i en dyb økonomisk krise. IMF har bevilget Syd-Korea den største økonomiske "hjælpepakke" nogensinde – på betingelser, der sikrer en smadring af arbejdernes og det store flertals forhold og øgede muligheder for profitter for de internationale monopoler. I Nordkorea fortsætter naturkatastroferne som følge af klimaændringerne – mens der ses på, indtil landet vil opfylde de uskrevne politiske betingelser for hjælp …

Børskrakkene i Sydøstasien og de efterfølgende rystelser i resten af verden har givet en antydning af graden af globalisering af den kapitalistiske økonomi, og det rejser spørgsmålet, om krisen i det kapitalistiske vækstcentrum i Østen er indledningen til en verdensomspændende krise og depression. En verdenskrise i dag behøver ikke at starte i USA, Berlin eller London…