Ridderne af den varme luft

Det var Karl Marx, der for mere end 125 år siden som den første kunne påvise, at den kapitalistiske produktionsmåde i sig selv undergraver et harmonisk stofskifte mellem menneske og natur ved at ødelægge både arbejdskraften og miljøet.

Ved indgangen til det tredje årtusind e.v.t. har miljøkrisen antaget en både global og permanent karakter.

Advarslerne mod den faretruende udvikling savnes ikke. En række stadig mere omfattende og stadig hyppigere menneskeskabte naturkatastrofer trækker et ubestrideligt spor – selvom den imperialistiske propaganda gør sit til at tilsløre de virkelige årsager, og selvom ikke mindst fossilindustrien gør sit til at bestride de entydige videnskabelige resultater, der overalt tænder blinkende røde alarmlygter.

Drivhuseffekten, ødelæggelsen af ozonlaget, klimaforandringer, ørkendannelse, skovdød og skovbrand, oversvømmelser er alle udslag af den stadig intensiverede kapitalistiske rovdrift, som ikke længere kan afskrives som tilfældige, lokale eller isolerede luner hos Moder Natur.

Seriøse forskere kan stadig diskutere, hvilke farer der er de største – og udover de her nævnte er der selvfølgelig også genmanipulation, virkningerne af atomar og kemisk oprustning, masseforgiftningen af fødevarer, forureningen af drikkevandet og havene, det hastige forbrug af begrænsede naturresourcer osv. osv. Listen er uendelig, og alene af den grund, at selve det økologiske kredsløb sender årsager og virkninger rundt i en stadig roterende og kriseskærpende spiral, er det taknemmeligt at ledsage den fysiske forurening med åndelig forvirring og politisk plat.

Den officielle internationale målsætning om at udvirke en holdbar, bæredygtig vækst uden at gå til kernen af problemerne: at ulykkerne stammer fra den kapitalistiske produktionsmåde, giver de internationale miljøkonferencer og handlingsplaner et særligt utopisk skær og gør dem ualmindeligt afslørende for ikke alene imperialismens – den rådnende og døende kapitalismes - manglende evne, men også manglende vilje, til at bekæmpe den omsiggribende og verdensomspændende katastrofe.

Ikke mindre end 166 lande har været repræsenteret ved FNs klimakonference i Kyoto, Japan, med en international aftale om udledningen af drivhusgasser fra afbrændingen af de fossile brændstoffer olie og kul på dagsordenen, ikke mindst CO2-udledningen, som uden nogen som helst tvivl udgør en af de væsentligste kilder til nuværende og kommende klimakatastrofer.

Af alverdens lande er der i øjeblikket kun 7 – heriblandt Danmark – der bevidst søger at nedbringe CO2-udslippene. At en kraftig reduktion af de stadig voksende udslip er nødvendig, og at det allerede er i sidste øjeblik bare for at dæmpe de gennemgribende og uoverskuelige virkninger af det 20. århundredes stadig større atmosfæriske gasudslip, råder der ingen tvivl om: klimakonferencen skal i princippet konkretisere og træffe bindende aftaler, der skal følge tidligere FN-konferencers almene hensigtserklæringer op.

De højtindustrialiserede imperialistiske lande er selvfølgelig også de største miljøforbrydere på alle områder, de atmosfæriske gasudslip medregnet. Klimakonferencen i Japan er imidlertid en kærkommen lejlighed for EU-landene – med den danske miljøminister Svend Auken som fremtrædende figur – til at profilere sig som særlig progressiv i denne henseende.

Unionen "tager teten" i kampen mod CO2 – og har i Kyoto fremlagt det mest vidtgående forslag til en bindende aftale: en reduktion af udledningerne i år 2010 med 15 procent i forhold til 1990-niveauet. Et forslag som betegnes som "ambitiøst" - selvom det i sig selv blot er et lapperi, og i øvrigt ikke vil blive gennemført. EU-landene tilbyder samlet at nedbringe udslippene til den nævnte mængde - på den måde, at nogle unionslande, som Portugal f.eks., kan udlede mere CO2 end i dag, mens andre, som Danmark vil udlede mindre.

Fra 1990-95 øgede USA sine CO2-udslip med knap 15 procent, næsten 700 millioner tons ekstra om året, og forudses i 2010 at ligge på 28-34 % over 1990-niveauet.

Til gengæld er Ruslands udledninger faldet med ca. en trediedel fra 1990-95, simpelthen på grund af produktionssammenbruddet. På denne måde har Rusland mere end overopfyldt målsætningen om reduktion af udslippene – der er så at sige 800 millioner tons CO2 i underskud.

Som det fremgår svarer det nogenlunde til den amerikanske merudledning. Hvad er da mere naturligt end at slå en handel af. Russerne vil godt sælge ud af sin reduktion af drivhusgasser for 25-50 dollar pr. ton – og USA er interesseret i at købe, så verdens førende forureningsmagt fortsat kan øge sine udslip.

Et såkaldt kompromisforslag går ud på differentierede målsætninger for industrilandene, så EU skal reducere sine udledninger med 10 pct., USA, Canada og New Zealand med kun 5 pct., mens kullandet Australien skal have lov til at øge sine udledninger med 5 pct.

En skidt aftale er værre end ingen aftale, udtaler den miljødekorerede ridder af den varme luft Svend Auken. Det har han naturligvis ret i, når selv en "god aftale" vil være hot air, som amerikanerne siger.

Varm luft.

Øregas.