KPiDs 3. kongres:

"Det stærke kommunistiske parti hedder KPiD" – eller gør det?

Af KOMMUNISTISK POLITIK

KPiD er godt i gang med at opbygge "et stærkt kommunistisk parti", et "parlamentarisk parti".

Det var formanden Betty Frydensbjerg Carlssons hovedbudskab på partiets 3. Kongres, som fandt sted i Brønshøj i weekenden den 22.-23. november.

Kongressens delegerede sluttede op om landsledelsens beretning og linje – og vedtog en kongresresolution, som understreger, at "målsætningen for den kommende kongresperiode er at styrke partiet på alle niveauer".

 

KPiDs 3. kongres bekræftede en række tidligere fastslåede, men ikke opfyldte målsætninger, og fastlagde partiets kurs på en række områder, som er af interesse for hele den kommunistiske bevægelse i Danmark:

For det første at KPiD betragter sig som selve det kommunistiske parti og at spørgsmålet om skabelsen af et stærkt kommunistisk parti er identisk med opslutning omkring og opbygning af KPiD.

Dette blev yderligere understreget gennem stadfæstelsen af landsledelsens eksklusion af den tidligere formand for KPiD på Fyn, Eric Skytte, der har stået som talsmand for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund. Eric Skytte havde anket eksklusionen til kongressen og fik i overenstemmelse med partivedtægterne adgang til selv at fremlægge anken for de delegerede.

For det andet afviste kongressen dermed at KPiD vil indgå i nogen form for organiseret proces med andre kommunistiske kræfter med henblik på samling i et kommunistisk parti – og afviste dermed også, uden at det var genstand for nogen debat, henvendelsen fra DKP/MLs 7. kongres i marts måned omkring samlingsinitiativer, hvis hovedindhold var, at de to partier DKP/ML og KPiD havde et særligt ansvar for samlingen og styrkelsen af den kommunistiske bevægelse i eet parti.

For det tredje stadfæstede den partiets strategiske linje for fredelig, parlamentarisk overgang til socialismen på basis af det såkaldte antimonopolitiske demokrati, på basis af den danske grundlov! Kongressen tog beslutning om at der skal udarbejdes et egentligt partiprogram i den kommende kongresperiode.

For det fjerde genbekræftede kongressen, at KPiD vil søge selvstændig opstilling til et kommende folketingsvalg (som liste K) – på trods af de beskedne resultater ved det netop overståede kommunalvalg, hvor KPiDs lokale partiopstillinger ikke nåede over 0,3 pct. af stemmerne.

Følgelig vil partiet heller ikke søge optagelse i Enhedslisten.

For det femte besluttede kongressen i den kommende kongresperiode at lægge grunden til et "kommunistisk ungdomsforbund".

Et styrket KPiD?

På kongressen deltog ca. 120 delegerede fra partiafdelinger rundtom i landte, hvortil kom en række gæster – herunder repræsentanter for en række af KPiDs broderpartier (på gæstelisten var bl.a. repræsentanter for Kinas Kommunistiske Parti, Cubas Kommunistiske Parti, fra Korea, Vietnam og Afghanistan) et antal partiaktivister, samt en beskeden presserepræsentation.

Den bar i almindelighed præg af tilfredshed med resultaterne i den forløbne periode og en fornemmelse af, at partiet befinder sig i en ret gunstig situation for at føre denne kurs – på trods af en mindre medlemstilbagegang i løbet af de sidste to år, fra 595 til 559 medlemmer. Siden den 2. Kongres er der indmeldt 66 nye medlemmer, herunder henved 30 unge under tredive.

Baggrunden for tilfredsheden er både rekrutteringen, ikke mindst af unge, men også en uudtalt tilfredshed med svækkelsen af DKP/ML, som man opfatter som et konkurrerende parti, i forbindelse med eksklusionerne af bl.a. den tidligere formand Klaus Riis og den påfølgende partisprængning. I beretningen fra landsledelsen blev der lagt særlig vægt på, at et internationalt samarbejde, blandt andet med de gamle europæiske broderpartier fra tiden, da DKP endnu var eet parti og KPiD en del af DKP, atter er begyndt at fungere. Partiet har godt rodfæste i Folkebevægelsen mod EF-Unionen, søger at styrke sin stilling i fredsbevægelsen og har fortsat en række faglige positioner.

Med andre ord var kongressen præget af en tilfredshed med, at KPiD løfter fanen og arven fra 60ernes og 70ernes DKP – godt nok i formindsket målestok – og indtager dette partis internationale plads og placering i den godt nok reducerede "internationale kommunistiske bevægelse".

En realistisk betragtning vil imidlertid nuancere dette glansbillede af det fremadstormende parti – eller om ikke just fremstormende, så i hvert tilfælde sikkert fremadskridende parti – væsentligt.

…med ridser i lakken

Det punkt på kongressen, som gav mulighed for at trænge igennem glansbillederne, var den tidligere afdelingsformand på Fyn, Eric Skyttes, appel af landsledelsens beslutning om at ekskludere ham, som blev truffet sidst i juni, tidsmæssigt sammenfaldende med eksklusionerne i DKP/ML. Det er første gang, KPiD har ekskluderet et medlem siden partiet blev stiftet. Det kan derfor skabe præcedens.

Erik Skytte har som aktiv forkæmper for skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti på marxistisk-leninistisk grundlag i overensstemmelse med KPiD/Fyns beslutninger indgået i aktive aktionsenhedsbestræbelser med DKP/MLs og Fælles Kurs’ lokalafdeling, blandt andet i initiativet "Kommunister på Fyn", Rød 1. Maj, fælles kommunalvalgsopstilling m.v.

Betty Frydensbjerg Carlsson indledte punktet med at henstille til kongressen om at bekræfte landsledelsens eksklusionsbeslutning. I sit indlæg erklærede hun, at også Erik Skyttes valg til bestyrelsen af Støttekredsen Arbejderens Venner var en væsentlig del af baggrunden for eksklusionen.

Eric Skytte afviste i sit indlæg, at han havde overtrådt nogen beslutninger, truffet af KPiDs kompetente forsamlinger (Se indlægget andetsteds i dette nummer af Kommunistisk Politik).

I den efterfølgende livlige debat vendte en enkelt af de delegerede sig direkte imod eksklusionen, mens andre gav udtryk for at eksklusionsgrundlaget var temmelig tvivlsomt. Formanden for KPiD/Århus Hans Nielsen, som oprindelig rejste sagen, kunne nærmest undskyldende meddele, at det ikke havde været meningen at få Eric Skytte ekskluderet – og at KPiD/Århus i øvrigt havde et fint samarbejde med DKP/ML sammesteds. Han var dog for eksklusionen.

Ved den efterfølgende afstemning viste sig som forventeligt et stort flertal for at stadfæste eksklusionen. Fem delegerede stemte imod. Der blev ikke optalt, hvor mange der undlod at stemme.

Eric Skytte blev ekskluderet for kommunistisk virksomhed, herunder for at omsætte KPiDs erklærede politik og aktionsenhedslinje i praksis, uden at lide af berøringsangst overfor andre politiske kræfter eller organisations-chauvinisme.

Og eksklusionen er et vink med et vognstang til andre medlemmer af KPiD om ikke at stikke snuden for langt frem med aktive bestræbelser for at forene de kommunistiske og revolutionære kræfter.

Stadfæstelsen af eksklusionen er en skamplet på KPiD, som ser igennem fingre med talrige partimedlemers manglende virksomhed, men hælder seriøse kommunister ud af partiet på grund af fremadrettet og resultatrig revolutionær aktivitet.

… og store problemer

I Betty Frydenbjerg Carlssons beretning indgik også et afsnit omkring partiets situation – som, uvist af hvilken grund, kun forelå mundtligt. Blandt de problemer, der pegedes på, var vanskelighederne ved at inddrage og aktivere medlemmerne i udførelsen af partiets politik, at partiets blad Kommunist kører med et betydeligt underskud, har for få abonnenter og et svigtende løssalg, ligesom en række andre organisatoriske forhold fungerer utilfredsstillende. I debatten rejstes spørgsmålet om, hvorvidt den manglende udførelse af partiets politik ikke hang sammen med for ambitiøse planer og opgaver.

Den førnævnte kongresresolution, som sætter "styrkelsen af partiet på alle niveauer" i centrum for arbejdet, understreger, at dette stiller "krav om at alle medlemmer inddrages i partiets virksomhed og tilgang af nye og unge medlemmer sikres".

Formlen for løsning af det første problem hedder ifølge resolutionen en "politisk og organisatorisk styrkelse af afdelingerne":

"Partiets organisatoriske og politiske grundlag er de enkelte afdelinger. Det er nødvendigt, at der sker en kraftig styrkelse af deres udadvendte arbejde, således at afdelingerne udvikles til politiske centrer i de lokale geografiske områder."

Efter partiets opfattelse ligger det afgørende problem imidlertid i for få medlemmer. Det hedder således senere i resolutionen:

"En styrkelse af partiet og vores gennemslagskraft i arbejderklassen er helt afhængig af, at partiet får flere medlemmer".

Logisk nok bliver spørgsmålet om hvervekampagner til noget helt centralt, ja, afgørende:

"Afdelingerne skal derfor drøfte og planlægge hvilke konkrete initiativer og kampagner, der kan igangsættes for at øge medlemstallet. Især er det afgørende, at partiet får flere yngre medlemmer og at der udvikles nye kadrer (!)"

I arven fra det 70ernes revisionistiske DKP rummes også opfattelsen af, at antallet af medlemmer i et kommunistisk parti er mere afgørende end medlemmernes revolutionære og kommunistiske kvalitet. Det ligger i direkte forlængelse af opfattelsen af parlamentarisk repræsentation – som en forudsætning for overgang til socialismen ad parlamentarisk vej – som den væsentligste strategiske opgave og målsætning for partiet i den kommende årrække. Dette betyder også, at KPiD – som tidligere DKP – har en lang række inaktive og passive medlemmer, eller medlemmer som ikke arbejder i overensstemmelse med partikollektivet og dets prioriteringer. Som ved tidligere kongresser lægges der op til at ændre denne situation – uden at det er lykkedes. Derfor skal det især klares ved nyrekruttering - herunder af "nye kadrer (?!)".

Det virkelige problem i den organisatoriske sammenhæng for KPiD er dets ikke-leninistiske partiopfattelse og praksis. De problemer som følger med dette, kan nok så mange i sig selv fornuftige foranstaltninger ikke rette op på. De vil i stedet igen og igen reproducere sig selv.

En "demokratisk" politik

Samme kongresresolution definerer også udgangspunktet for partiets politiske virksomhed. Det hedder her:

"Partiets virksomhed bygger på arbejderklassens interesser for bedre arbejds- og levevilkår, og at arbejdet organiseres ud fra aktionsenhedens metode i samarbejdet med de brede, folkelige bevægelser.

Det gælder den dagsaktuelle kamp for beskæftigelse og bedre levevilkår. Aktiv deltagelse i arbejderklassens faglige kampe og deltagelse i befolkningens kamp for økonomisk og social tryghed er mere end en dagsaktuel forsvarskamp. Mobilisering af befolkningen – ikke mindst ungdommen – er et led i partiets bestræbelser på at fremme en demokratisk udvikling mod monopolernes antidemokratiske politik.

Udfra denne holdning giver partiet kampen for fred, demokrati og socialisme højeste prioritet og deltager i udvikling af aktiviteter herfor i organisationer og bevægelser, nationalt som internationalt. I dette arbejde skal Københavnererklæringen fra det sociale topmøde spille en væsentlig rolle…"

Det må siges at være bemærkelsesværdigt, at ikke socialismens nødvendighed betones, men at kampen for en såkaldt "demokratisk udvikling" er det grundlæggende. "Fred, demokrati og socialisme" er ligestillede prioriteringer (?!) med "demokrati" som bærende element. Det er selvfølgelig en tillempning af KPiDs programmatiske strategi for et såkaldt "antimonopolistisk demokrati", der under monopolkapitalens diktatur angiveligt skal demokratisere hele statsapparatet, hele den offentlige sektor (som om den er, eller isoleret set kan, unddrages monopolernes kontrol.

Det er en illusionsskabende politik, ikke en leninistisk eller kommunistisk politik.

KPiD - DKP/ML:
Ingen samling

Som nævnt betyder KPiDs kongres også en afvisning af DKP/MLs appel om, at disse to erklærede kommunistiske partier tager et særligt ansvar for at samle hele den kommunistiske bevægelse.

På et nyligt oktoberrevolutionsmøde erklærede formand Jørgen Petersen, at "kommunisterne", herunder KPiD og DKP/ML, er enige i langt det meste, "i 95 pct.". Af KPiDs kongres fremgår det klart, at dette ikke er dette partis opfattelse.

KPiD vil ikke gå i spidsen for samling af de danske kommunister i eet stærkt parti på marxismen-leninismens grund – ikke mindst fordi partiet ikke står på marxismen-leninismens grund, men fortsat bygger på den anti-leninistiske teori om det antimonopolistiske demokrati. Jørgen Petersens håbløse "analyse" af situationen og modsætningerne i den erklæret kommunistiske bevægelse viser at DKP/ML ikke kan, selvom partiet galopperer mod højre og har udviklet sin egen variant af en opportunistisk, antimonopolistisk strategi.

Fra ingen af disse partiers side kan de kommunistiske kræfter i Danmark forvente nogen form for ledelse eller bestræbelse på at skabe et stærkt marxistisk-leninistiske kommunistisk parti. Eksklusionerne af nogle af de mest aktive forkæmpere herfor i begge partier, på samme tidspunkt, var en klar understregning af det.

KPiDs 3. kongres har – blandt andet med den skændige stadfæstelse af eksklusionen af Eric Skytte – sat låg på ideen om samling af kommunisterne på basis af et samarbejde mellem KPiD og DKP/ML. Kongressen bekræftede, at partiet ikke har foretaget et opgør med de fejl, den linje hos DKP, som frembragte Ole Sohn og hans såkaldte fornyerfløj og i 89-91 førte til partiets sammenbrud, men tværtimod fastholder og fornyer dem. KPiDs linje og politik fører ikke til skabelsen af et stærkt kommunistisk parti, men udgør en forhindring på vejen mod skabelsen af dette nødvendige parti. n