Med stor forundring har jeg set hvordan store dele af venstrefløjen på det seneste har genfremsat den gamle 80ér parole: Enhed mod højre.

I disse privatiseringstider, hvor EU får stadig mere magt, hvor velfærdssamfundet forsøges afviklet og hvor pressen forsøger at bilde os ind at vi allesammen er fremmedhadere, er det vigtigt at vi som kommunister ikke lader os skræmme, og løber lige i den retning som borgerskabet gerne vil have os til.

Vi har set det før: fremmedhadet bliver fremstillet som det store dyr, mens det Kongelige danske Socialdemokrati stille og roligt iværksætter den virkelige højredrejning, med nedskæringer, privatiseringer, flygtningestop og anden

Det er også set før at store dele af venstrefløjen, i firserne DKP, VS og SF manede til "ENHED MOD HØJRE" og i virkeligheden mente ENHED MED SOCIALDEMOKRATIET!

Man sagde at man kunne "presse" socialdemokratiet hvis man allierede sig med dem mod den fælles fjende.

Udnævnelsen af Thorkild Simonsen til indenrigsminister vil betyde en stramning af dansk flygtningepolitik efter EU-mønster og var fremprovokeret af fremgangen for Pia Kjærsgård i meningsmålingerne.

Så kom ikke og sig , at Socialdemokratiet ikke kan presses, - på indvandrerspørgsmålet!

Når det gælder EU er det en helt anden sag! Ikke nok så meget pres fra græsrødderne, fra "de tænkende dele af fagbevægelsen" eller fra den halvdel af befolkningen, som allerede har fået rigeligt med Union, hjælper. Og skulle nogle kættere i Socialdemokratiet eller i fagbevægelsen påstå at EU skader beskæftigelsen, og kun gavner kapitalen, så er svaret parat: Det er bedre at stemme ja sammen med Socialdemokratiet end at stemme nej sammen med Pia Kjærsgård! Hvor fladpandet argumentet end kan lyde, så har det sin virkning. I faglige kredse ser man ikke først og fremmest de to fremskridtspartier som fremmedhadere. Langt mere er de berygtet for at være de mest rasende modstandere af velfærdsstaten, kollektive overenskomster og faglig solidaritet.

Men den direkte trussel mod velfærdssamfundet er EU integrationen. Den næste afstemning vil blive af afgørende betydning for velfærdssamfundet, i lang tid fremover. Kun ved en virkelig kraftanstrengelse og ved at få alle unionsmodstandere og -kritikere til at trække i samme retning kan vi måske sikre et nej.

Heldigvis har vi et stærkt våben i den organiserede unionsmodstand, først og fremmest Folkebevægelsen mod EF-Unionen.

Ved de foregående afstemninger var det først og sidst Folkebevægelsen der kunne sikre at alle nejkræfter blev samlet op, bl.a. ved at indgå i brede alliancer, ud fra de muligheder der fandtes.

Vel at mærke uden at give køb på Folkebevægelsens egen integritet, og uden at blive misbrugt af sine allierede.

For Folkebevægelsen er det også af stor vigtighed at den ikke bliver indrulleret i en sådan "enhed mod højre"-bevægelse som beskrevet ovenfor. Dette ville være at føre valgkamp i Folkebevægelsen og i FB¹s navn.

Det ville kun føre til at Folkebevægelsen ville komme i indre splid, -og hvem får gavn af det? Det kunne betyde en tabt afstemning!

Socialdemokratiet har mistet stemmer til Pia Kjærsgård,

... skal Folkebevægelsen betale?