De seneste ugers begivenheder i det mellemøstlige Golf-område har været blandt de øverste nyheder på massemediernes dagsorden. Emnet fremstår i disses øjne som en ideel konflikt mellem det gode og det onde, helten - det såkaldte "verdenssamfund" - mod skurken Irak under ledelse af Saddam Hussein. Den anvendte retorik er tæt på at være et deja vu fra tiden under den Kolde Krig, hvor Sovjetunionen var fjendebilledet.

Skurken Irak meddeler 30. oktober, at de amerikanske medlemmer af FN’s våbeninspektionshold har en uge til at forlade landet. FN-inspektørerne i Irak har til opgave at opspore eventuelle irakiske masseødelæggelsesvåben og kontrollere, at Irak overholder FN’s krav om våbenskrotning. Iraks begrundelse for at kræve amerikanerne ud er, at USA og landets stedværende inspektører bevidst arbejder på at forsinke ophævelsen af FN-sanktionerne mod Irak, der blev indført efter Iraks invasion af Kuwait i august 1990.

USA reagerer prompte ved at sende et hangarskib til Golfen og forberede en militær aktion mod Irak. FN’s Sikkerhedsråd vedtager en fordømmelse af Irak, og hjemme i USA pisker regeringen og massemedierne den evigt ulmende krigsstemning op som led i den psykologiske forberedelse. Storbritannien bakker USA op og bidrager skyndsomt til den militære opbygning i Golfen, mens Sikkerhedsrådets øvrige veto-magter Rusland, Kina og Frankrig nervøst holder sig på sidelinjen. Alle FN-inspektører bliver trukket hjem, og USA erklærer sig parat til at føre krig uden varsel, hvis Irak så meget som løfter en fluesmækker mod de udsendte amerikanske spionfly over Irak.

Efter godt tre uger fuser den intense spænding ud, i det mindste indtil videre. Saddam Hussein sender et brev til Ruslands præsident Jeltsin med forslag til en diplomatisk løsning, hvilket Jeltsins administration griber med kyshånd. Den russiske udenrigsminister Jevgenij Primakov, der har en fortid i Sovjets mellemøstlige diplomati (og taler arabisk), har samtaler med Iraks udenrigsminister Tariq Aziz, og 20. november fremlægger Rusland et udspil på basis af denne forhandling: Irak trækker sin afvisning af amerikanske inspektører tilbage til gengæld for, at Rusland lover at arbejde i for gradvis ophævelse af sanktionerne gennem FN’s Sikkerhedsråd.

USA bliver derefter fornærmet og erklærer, at man herfra fortsætter de militære forberedelser trods Iraks totale indrømmelse. Ikke desto mindre aftrappes situationen, da FN-inspektørerne vender tilbage til Irak og fortsætter deres arbejde uhindret. Hvor længe denne relative afspænding varer, er dog ikke til at sige.

I denne situation kommer det offentligt frem, at der hersker stor uenighed mellem Sikkerhedsrådets medlemmer om, hvordan FN’s krav til Irak skal fortolkes. Rusland agter at lempe sanktionerne trinvis, efterhånden som Irak opfylder kravene, hvorimod USA forlanger alle kravene opfyldt, før sanktionerne kan ophæves. USA prøver ikke at skjule, at Saddam Husseins død eller afgang er en af de betingelser, der skal være opfyldt. Og USA agter at bruge sit veto i Sikkerhedsrådet, hvis det ikke makker ret.

Irak har i det mindste opnået én vigtig ting: at afsløre sprækkerne i stormagternes alliance fra Golfkrigen i 1991. Der kæmpes nu åbenlyst om indflydelsen i den vigtige region.

Irak invaderede det lille naboland Kuwait i august 1990 - en ren røverinvasion med et latterligt påskud - og erklærede, at Kuwait skulle være en provins i Irak. Irak havde tilbage i 1980 invaderet Iran og fået opbakning til dette fra USA, fordi Iran efter den islamiske revolution var blevet en fjende af USA. Saddam Husseins brutale styre troede, at det kunne gøre det samme med Kuwait, nu hvor Iran-eventyret var mislykket, men her tog det grueligt fejl.

USA vred armen om på FN’s Sikkerhedsråds øvrige medlemmer for at få dem til at godkende en krigerisk modreaktion mod Irak. Sanktioner blev indført mod aggressoren. En række diplomatiske udspil fra det forbløffede Irak blev ignoreret eller afvist. USA ville krigen. En amerikansk militærstyrke tog til Golfen under FN-flag, med nogle symbolske delinger fra vasalstaterne indrulleret i geledderne. I starten af 1991 invaderedes og nedkæmpedes Irak af den overlegne amerikanske styrke, og siden da har Irak ligget i FN-sanktionernes lænker.

USA har foretaget et utal af aggressioner mod "uvorne" stater og mange gange godkendt venligtsindede staters røveriske overfald på fjendtligtsindede stater. Det er jo noget helt andet. For eksempel blev USA’s åbenlyse engagement i at få væltet Nicaraguas daværende Sandinistregering i 1986 erklæret folkeretsstridig af den Internationale Domstol i Haag, men det ignorerede USA slet og ret. Magtarrogancen er åbenlys og primitiv.

Den progressive kommentator Torben Retbøll har formuleret dette misforhold således:

"Verdenspolitikken har ikke meget at gøre med moralske principper om international lov, civilisation og anstændig opførsel. Det afgørende kriterium er, om man er en ven eller en fjende af USA: om man følger Washingtons direktiver eller ej. USA og dets venner kan begå næsten enhver forbrydelse og slippe godt fra det. For dem gælder jungleloven: Magt er ret. Fjenderne skal derimod respektere international lov. Ellers bliver de straffet."

Så nydeligt kan barbariet beskrives. Imperialismen i en nøddeskal. Alligevel skal man kigge langt efter sådanne basale erkendelser i den borgerlige offentlighed, i massemedierne. Her hersker debat om, hvordan krigene skal føres, hvordan Vestens universelle værdinormer og høje moral kan sejre over skurkene.

Kuwait var USA’s lydige vasal, og Irak skulle ikke vove at optræde selvstændigt på magtens arena. Et eksempel skulle udstilles. Krigen blev systematisk planlagt som et medieshow, hvor invasionen startede præcis, så den passede med aftennyhederne i tv hjemme i USA. Havde der tidligere været en skillelinje mellem CNN og den amerikanske hærs pressekontor, var den nu bortvisket. Spørgsmålet om mediernes frihed var reduceret til et ligegyldigt teknisk spørgsmål: Censuren og propagandaen var monolitisk.

Efter den Kolde Krig har USA behov for nye, håndgribelige fjendebilleder. Krigsindustrien har behov for at legitimere fortsat oprustning. Og sidst, mest vigtigt: USA vil sikre global hegemoni, i dette tilfælde kontrol med Mellemøstens olieforsyninger.

Det sidstnævnte gælder imidlertid også for andre end USA, og her kommer de nuværende skærmydsler ind i billedet. Rusland og Frankrig er interesseret i såvel olien som i våbenhandel med Irak, fra hvilken de har penge til gode for våbeneksport fra før Golfkrigen. Under den nuværende krise har Rusland og Frankrig kørt nærved parløb for en diplomatisk løsning.

Da USA’s udenrigsminister, superhøgen Madeleine Albright, for nylig var på rundrejse i Golfstaterne for samle støtte, stødte hun på modstand mod en militær konfrontation med Irak. Selv Kuwait var imod. Det var symptomatisk for den svigtende amerikanske autoritet i Mellemøsten, der især har forbindelse med USA’s og Israels sabotage af fredsprocessen med palæstinenserne.

Hovmod står for fald. Selv det mægtige USA, verdens eneste tilbageblevne supermagt, må påregne modspil fra konkurrerende magter. Især har Rusland markeret sig selvstændigt i forsøget på at genskabe en stormagtsstatus og genvinde indflydelsen i den sydlige naboregion.

FN-sanktionernes effekt på Iraks befolkning kan nøgternt betragtes som folkedrab. Den seneste FN-rapport om emnet anslår, at mindst 100 irakiske børn dør hver dag som følge af sanktionerne. Børnefonden UNICEF anslår, at mere end 750.000 børn er livsfarligt underernærede. Børnedødeligheden er tidoblet siden 1990 og er nu højere end i noget afrikansk land. Det samlede antal irakiske ofre for krigen og sanktionerne kendes ikke, men er flere steder angivet til at kunne tælles i hundredetusinder.

Sanktionerne er rutinemæssigt blevet forlænget af FN’s Sikkerhedsråd, dvs. USA. I november 1996 blev de for første gang lempet en smule for at imødegå den voksende offentlige opinion mod denne brutale gidseltagning af uskyldige menneskemasser. Irak fik lov til at sælge for to milliarder dollar olie hvert halve år, og heraf skal 40 pct. gå til FN, det resterende til mad og medicin. Denne aftale er bevidst syltet af FN-systemet, dvs. USA, og endnu i sommers var kun en brøkdel af de lovede fødevarer ankommet til Irak.

Mens der ikke er råd til at holde irakerne i live, er verdens våbenhandel stigende efter et dyk i årene 1988 til 1993. I 1996 blev der omsat for cirka 270 milliarder kroner, hvoraf USA leder klart med sine 43 procent af denne omsætning, efterfulgt af Storbritannien, Frankrig og Rusland. Eksporten går primært til Mellemøsten og Sydøstasien. Saudi-Arabien er verdens største våbenimportør. Dertil kommer stigende militærudgifter i de lande, der søger optagelse i NATO.

USA’s økonomiske styrke er ikke, hvad den var i efterkrigstiden, men den militære styrke er. Der er grund til at være urolig, når krigstrommerne lyder dérfra.

jpc