Det sydkoreanske mirakel vakler

Som verdens 11. største økonomi, med en gennemsnitlig økonomisk vækst over tredive år på otte procent, har Sydkorea ligget som en vigtig strategisk brik for den amerikanske imperialisme i Asien. Penge er blevet pumpet i den voksende økonomi, myndigt ledt af mestendels militærdiktatorer, og det samme er våben og amerikanske tropper. 37.000 US-soldater bevæbnet med bl.a. 1.000 atomsprængladninger har stået og står stadig vagt mod det frygtede socialistiske Nordkorea.

Det fremfantaserede nordkoreanske angreb kom naturligvis aldrig. I dag står Nordkorea (Den Demokratiske Folkerepublik Korea) med ryggen mod muren, efter to års martrende naturkatastrofer og uden de traditionelle alliancepartnere i den sovjetiske lejr. Den sydkoreanske magtelites hånlatter over den nordlige konkurrents problemer fik dog en brat ende ved udgangen af 1997. Angrebet mod Sydkorea kom forventeligt nok indefra, fra den kapitalisme, som landet har bekendt sig lidenskabeligt til.

Den eksplosive økonomiske krise i Sydøstasien, der startede denne sommer, nåede i løbet af efteråret Sydkorea. I første omgang blev de sydkoreanske virksomheders konkurrenceevne svækket som følge af valutakursernes fald i de konkurrerende lande. Dette problem blev dog "løst", da den sydkoreanske valuta, won, også begyndte at falde drastisk. Til gengæld betød det i anden omgang, at udlandsgælden blev forøget i takt med valutafaldet, der var på 50 procent på blot en måned. Aktiemarkedet i Seoul dykkede samtidig ned under alarmgrænsen.

Situationen var den, at en lang række koncerner kunne se frem til at gå i betalingsstandsning over for de udenlandske långivere, hvis ikke der blev gjort noget drastisk. Sydkorea faldt på knæ den internationale valutafond, IMF, der følgelig i starten af december ordinerede en lånepakke på 57 milliarder dollars, som først og fremmest skulle bruges til at sikre afdragene på gælden. Hermed havde IMF i samarbejde med andre donororganisationer og donorlande, især Japan, ydet verdens hidtil største lån af sin art.

Betingelserne for den gradvise tildeling var skåret efter den gængse nyliberale model, og IMF sørgede for at få tilsagn fra alle landets tre præsidentkandidater om, at de ville overholde betingelserne, hvis de blev valgt.

Vinderen af præsidentvalget 18. december, Kim Dae-jung, var ingen undtagelse. Kim accepterede betingelsesløst IMF-kravene, som han kort tid forinden - under valgkampen - havde kritiseret. Til trods for den rekordstore lånepakke udtalte valgets vinder imidlertid få dage efter, at Sydkorea stod over for en fallit, "hvis ikke i morgen, så i overmorgen". I mellemtiden var det nemlig kommet frem, at en meget stor del af virksomhedernes gældsposter slet ikke var bogført.

Det viste sig, at Sydkoreas reelle udlandsgæld lå nærmere i størrelsesordenen 200 milliarder dollars end det officielle tal på 104 milliarder, man i første omgang regnede med. Til sammenligning ligger landets valutareserver på omkring fem milliarder dollars. Hvis ikke IMF pumpede endnu flere penge i kassen og fremskyndede udbetalingerne, kunne Sydkorea som stat betragtet risikere at gå fallit.

Da nyheden kom frem, oplevede aktieindekset i Seoul det største fald på én dag nogensinde. Det sydkoreanske "økonomiske mirakel" blev nu genstand for negative rekordpræstationer.

I løbet af en ganske kort periode faldt Sydkorea fra at være et udsøgt investeringsland til at blive skyet af investorerne som en spedalsk. Da der for nylig blev udstedt statsgaranterede obligationer til salg, meldte der sig ikke én eneste udenlandsk køber. De to førende økonomiske analyseinstitutter i USA vurderede på dette tidspunkt de sydkoreanske statspapirer på niveau med papirer fra "junk"-stater som Den Dominikanske Republik eller Bangladesh. De betydningsfulde amerikanske pensionskasser fik endog forbud mod at investere i Sydkorea på grund af den høje risiko.

IMF’s normale reaktion på et skyldnerlands manglende efterlevelse af sine forpligtelser er, at kassen smækkes i. Ønsket om denne mulighed er årsagen til, at lån altid udbetales gradvis i afstemte rater, alt eftersom betingelserne efterleves.

I Sydkoreas tilfælde forholdt det sig imidlertid omvendt. IMF fremskyndede udbetalingen af 10 milliarder dollars, så koreanerne kunne afdrage deres kortfristede lån, og man øgede det samlede lånebeløb til over 60 milliarder dollars. Alligevel dækker dette kun godt halvdelen af de samlede kortfristede lån på omkring 100 milliarder dollars (kortfristede lån skal pr. definition betales inden for et år).

Hvis ikke der meget snart kommer gang i de udenlandske investeringer igen, skal Sydkorea have endnu en lånepakke for ikke at gå fallit. Der er tale om det, der kaldes en tillidskrise.

Når IMF går ind med en så massiv pengestøtte, som det er tilfældet her, er det, fordi krisen i Sydkorea i højere grad end i andre kriseramte asiatiske lande kan få global betydning. Det anslås, at japanske banker har lånt ialt ca. 60 milliarder dollars til Sydkorea, hvilket svarer til omkring 35 procent af sidstnævntes udlandsgæld, og Sydkorea er Japans største eksportmarked i Asien. En forstærket krise i det i forvejen forkølede Japan kan få de store japanske pensionskasser og andre investorer til at sælge ud af deres amerikanske investeringer, hvorved USA vil blive ramt. Den asiatiske krise har ved ankomsten til Sydkorea angrebet centralnervesystemet.

IMF’s krav om liberaliseringer og privatiseringer er en generel recept, der som nævnt også er givet til Sydkorea. I dette tilfælde har kuren dog mødt kritik fra forretningskyndige, der spår, at liberaliseringerne kan betyde døden for grundstenen i den sydkoreanske økonomi, de store familieejede koncerndynastier, "chaebols". Disse koncerner har vokset sig store på indenlandsk gældsætning (med gæld på op til ti gange aktieværdien), og dette forhold umuliggøres fremover af IMF-kravene.

Otte ud af de 30 største "chaebols" forventes at gå fallit. Med fallitterne følger arbejdsløshed, som forventes at stige med små halvanden million mennesker i 1998. Med den sydkoreanske arbejderklasses fornemme tradition for at slås kommer det næppe til at gå stille af.

IMF har designet store låneaftaler i Asien i løbet af den seneste økonomiske krise. Fælles for dem alle er de to vigtige funktioner, at de dels åbner markederne for udenlandske investeringer, dels hindrer de pågældende lande i at subsidiere eksportvarer.

USA ser med stigende bekymring på den asiatiske krise. En tredjedel af USA’s eksport går til Asien, og heraf spiller især computerindustriens eksport en væsentlig rolle. Denne industri står for den største enkeltkategori af amerikansk eksport, og heraf går en tredjedel til de kriseramte lande i Asien. Det er derfor ikke af altruisme, at USA sammen med Japan har været hurtig til at komme med støtteerklæringer og -initiativer til den sydkoreanske økonomi.

Den nye sydkoreanske præsident, Kim Dae-jung (72), er blevet hyldet som "tidligere dissident" og "oppositionsleder". Sikkert er det da, at han har siddet i fængsel og husarrest og endda en gang blev dømt til døden (men senere benådet) for sin politiske virksomhed. Han var tæt på at vinde præsidentvalget i 1971, men måtte gå i eksil, da en militærjunta kort tid efter tog magten. Hjemvendt i 1985 stillede han forgæves op til præsidentvalgene i 1987 og 1992, men vandt knebent decembers præsidentvalg, primært på den siddende præsident Kim Young-sams uhelbredelige upopularitet.

Kim Dae-jung udmærker sig på positivsiden ved at have talt for en fredelig genforening af de to Korea’er. Hans holdning til spørgsmålet blev bl.a. fremlagt i en tale til det Udenrigspolitiske Selskab i Danmark februar 1994, hvor han stærkt advokerede for en trinvis forsoning med først underskrivelse af en egentlig fredaftale på Koreakrigen, der sluttede i 1953, dernæst en konføderation på princippet om én stat, to systemer, dernæst en føderation for sluttelig efter en årrække at ende med en hel nationalstat.

I det mindste de første to trin ligger direkte i tråd med det udspil, som Nordkoreas daværende præsident Kim Il Sung fremlagde i 80’erne. Kim Il Sung ville dog næppe have billiget Kim Dae-jungs bekendelse til markedsøkonomi og parlamentarisme som det forenede Koreas grundlag.

Det er imidlertid tvivlsomt, om Kim Dae-jung kan og vil holde fast i sin hidtidige holdning til genforening. Det samme gælder markedsføringen som arbejder-venlig; i valgkampen allierede han sig med en af landets førende forretningsmænd, Park Tae-joon, og han ynder at sammenligne sig med Storbritanniens Tony Blair. Tallerken-venderiet i forhold til IMF burde få alt håb til at blegne.

Kim Dae-jungs holdning til menneskerettigheder er også tvivlsom, efter at han 20. december enedes med den fungerende præsident Kim Young-sam om at give amnesti til de to tidligere præsidenter Chun Doo-hwan og Roh Tae-woo, der blev dømt og fængslet for korruption og magtmisbrug i 1996, samt en række af deres dømte medsammensvorne. Den tidligere militærdiktator Chun blev dengang tillige erklæret skyldig i forræderi og dødsdømt, men senere benådet. Hans løsladelse ventes at give kraftige protester, da han er ansvarlig for massakren i byen Kwangju i 1980, hvor 2.000 demonstrerende mennesker blev mejet ned af militæret.

Kim Dae-jung har heller ikke givet tegn til at ophæve den forhadte Nationale Sikkerhedslov, der kriminaliserer al uautoriseret kontakt med Nordkorea, Nordkorea-venlige udtalelser samt alt, hvad der kan tolkes ind under betegnelsen kommunistisk virksomhed. Tværtimod allierede han sig i valgkampen med sin tidligere dødsfjende, fascisten Kim Jong-pil, der har en fortid i militærjuntaerne. jpc