Ser man tilbage på hele Ribuskampen og Ribusretssagen er de vanvittige afsagte klassedomme- de værste siden Nakskov i 1931- et logisk resultat af overdanmarks hærgen. Hele konfliktforløbet og retsagsforløbet har ikke kunnet hindre at flere og flere brikker i et puslespil er samlet og tegner et mere og mere klart billede af de kriminelle metoder der er blevet taget i anvendelse mod strejkende arbejdere og deres solidariske støtter: Politi agentvirksomhed, iscenesættelse af hærværk, gidseltagning af arbejdere i mere end 7 uger, indførelse af omvendt bevisbyrde, negligering af vidneudsagn og meget andet.

En retssag der også var et forsøg på et punktum -et dække over, at der i denne konflikt er brugt midler, som nogle stadig har svært ved umiddelbart at tro.

Retssagen har haft sin egen inerti i afsløringer, fordi retssagen netop bygger på et falsum, idet den påstår at man ønsker at finde retfærdigheden, samtidig med at den har til opgave at skjule, at retssystemet i Danmark har handlet dybt kriminelt med sin accept af politiets agentvirksomhed og gidseltagningen af de 3 i næsten 2 mdr. Midler hvor politi, domstole og regering er dybt involverede i afslutningen af en for dem meget ubehagelig sag.

Solidariteten omkring Ribus havde etableret en front på landsplan mod privatisering og udliciteringer. Det var ikke let at slagte en sådan blokadesolidaritet. Derfor var overdanmark nødt til at tage de gamle midler op af redskabslageret , hvis man ikke ville acceptere Ribuschaufførernes krav om retten til arbejdet og ordnede arbejdsforhold med fare for at det skulle sætte gang i en øget organiseret modstand mod den EU«s udliciterings og privatiserings bølge som var og fortsat er under udvikling.

Man skal ikke have set Javel hr. minister mange gange for at forstå, at denne sag må have haft en central plads i usynlige gemakker. Det er også svært at forestille sig politiet arbejde på egen hånd med den drejebog der blev iværksat den 3. august 95 med fængslingen af Peter, Bjørn og John umiddelbart efter den af politiet iscenesatte Rømø hærværksaktion.

En omfattende plan for kampens afvikling blev igangsat og videre iscenesat. Arbejdskampen og blokaden skulle nu stranguleres ved at anholde centrale personer i strejkeledelsen og støttearbejdet , tage dem som gidsler og fremstille dem som de værste terrorister.

Det er beskæmmende at se tilbage på, at det ikke er drejebogen til en film der blev iscenesat. Men at det er en del af den virkelighed, der forsøgte at knægte faglige rettigheder og faglig kamp i det hele taget uanset menneskelige omkostninger.

Det er også beskæmmende at måtte konstaterer at da domstolene under arbejdskampen ikke længere følte de var i stand til at handle længere trådte SID toppen til som strejkeslagtere hen over hovedet på de fritstillede Ribus chauffører og det på trods af, at den indgåede SID overenskomst var en medvirkende Årsag til den oprindelige Ribus konflikt.

Den omfattende landsdækkende solidaritet der har fundet sted under konflikten og under retssagen har fundet vej nedefra og betyder at mange arbejdere, arbejdsløse og fagforeninger har bakket op om solidariteten med de tre. I det hele taget må man sige solidaritetsbevægelsen har en kraft og vedholdenhed som overrasker de fleste og det på trods af dårlige betingelser. Det står også klart at fornyede initiativer og signaler i fagbevægelsen vil kunne betyde at arbejderklassen vil være i stand til at manifestere sig op mod og under en kommende landsretssag.

Det må fortsat være en af de allervigtigste umiddelbare opgaver for fagbevægelsen at bakke op om kampen mod kriminaliseringen af faglig konflikt ved at udvikle en fortsat støtte med de to dømte Peter Kleist Christiansen og John Andersen, der har appelleret Esbjergs Byrets domme mod dem

Landsrettens dom vil bl.a. være et resultat af og påvirket af hvor stort fokus det er muligt at lægge på politiets og overdanmarks kriminelle handlinger og hvor stor solidaritet det lykkes at udbygge op til og omkring landsrettens afgørelse. Derfor må denne sag også være en vigtig sag for arbejdspladsernes folk at bakke op om i den kommende tid uanset overenskomstkamp og EU afstemning.

Forsvaret af faglig kamp, overenskomstkamp og EU modstand har en klar sammenhæng.

Ribus dommene er de værste politiske arbejderdomme siden Nakskov i februar 1931 hvor arbejdere satte sig til modværge, da politiet forsøgte at forhindre en 1. maj demonstration arrangeret af kommunisterne. Da politiet huggede ind på dem satte de sig til modværge og drev politiet tilbage til tinghuset som blev belejret, indtil politi og militærforstærkning kom til. Efter en retsfarce idømtes en række arbejdere vanvittige straffe fra 4 måneder og op til 2 1/2 År. Forud havde en arbejdsløshedsdemonstration trængt ind i byrådssalen og fik aftvunget 20.000 kroner til de arbejdsløse. Senere havde politiet ladet 2 arbejdere anholde og idømte dem fængsel på 4 og 6 måneder.