Status efter
klassedommen i Esbjerg

Interview med Peter Kleist Christiansen og Tove Andersen. fra Støttekommiteen i Esbjerg

Interviewet finder sted efter at klassedomstolen har talt fredag den 12. december og efter at Peter Kleist Christiansen og John Andersen begge umiddelbart før jul har appelleret Esbjerg Byrets domme. Horrible domme mod dem - på henholdsvis 6 måneders og 3 måneders fængsel for at have været påståede bagmænd til hærværk.

De politiske domme kommer mere end 2 År efter RiBus konfliktens afslutning.

Anklagen mod den fritstillede Ribus chauffør Bjørn Marcher, for også at have været bagmand for hærværk blev frafaldet, og han blev alene idømt en bøde på 600 kroner for besiddelse af en knippel fra krigens tid.

 

Hverken Peter eller Tove er i tvivl om, at den retssag, som har været så længe under forberedelse og allersidst så længe under votering, har været en politisk retssag fra først til sidst. En retssag som går ud på at kriminalisere faglig aktivitet i Danmark og dække over politiets indgriben i konflikten.

På spørgsmålet om hvad de siger til dommene, konkluderer Peter prompte:

-Dommen lød allerede den 3. august 95 midt under konflikten, da man på baggrund af en politisk plan midt om natten hev os ud af sengene og lod os fængsle.

Efter at være sat på fri fod igen blev vi kort tid efter varetægtsfængslet i knap 8 uger i alt.

Jo mere der rodes op i denne sag, så viser der sig et mønster af en infam sag, som bliver mere og mere omfattende.

Lige før retssagens start blev der på TV vist to film vedr. hærværkssagen på Rømø, som gav den danske befolkning et indblik i politiets dybe indblanding i sagen og deres brug af politiagentvirksomhed. Men siden har en dybdeborende journalistik haft trange kår i de offentlige medier.

 

Efter selve retssagen i Esbjerg Byret og dommene, er der i dag et stort behov for at fortælle en langt mere omfattende historie. Bl.a. om politiets konstruktion af politirapporter, om rettens brug og ikke brug af vidner og hvorfor politiet ikke har forfulgt en række sager, de tidligere lagde stor vægt på, konkluderer Peter

 

Tove Andersen, der har overværet alle retsmøderne på når et par stykker på vegne af Støttekommiteen i Esbjerg, supplerer med at fortælle, at der ikke findes nogen politirapporter fra før fængslingen den 3.august 95 lige ovenpå politiets arrangerede Rømø-hærværk.

-Rapporterne har måtte stykkes sammen bagud efter denne dato. Alt tyder på at politiet og dem de samarbejder med havde håbet at blokaderne ville ebbe ud i sommerferien. Men da det ikke skete, er der taget en politisk beslutning om iværksættelse af en plan med tilbagevirkende kraft.

 

Peter fortæller også at politiets oprindelige såkaldte o-rapport vedr. afhøringen af Thomas Kjær efter Rømø hærværket først er kommet frem efter retssagens afslutning.

Det var den rapport, som blev optaget umiddelbart efter at den daværende politiagent Thomas Kjær blev anholdt og ved et uheld ikke blev afhørt af hans kontaktmand Søren B Thomsen. Søren B. Thomsen måtte koncentrere sig om en politibetjent, som døde i et sommerhus på Rømø, mens han afhørte to mindreårige børn. Først dagen efter får Thomas Kjær kontakt med sin kontaktmand Søren B. Thomsen. Efter 2 timers "forhør" har Thomas Kjær skiftet advokat fra Henrik Hallberg til den advokat, som står øverst på den listen over advokater, Søren B. Thomsen viser ham og samtidig har han ændret sin forklaring til noget, der belaster de anklagede. Det er denne ændredeforklaring, retten gør brug af. O-rapporten kunne åbenbart ikke bruges, fordi den ikke inddrog dem, den skulle i henhold til planen.

Den 7. september 1997 trækker Thomas Kjær sine beskyldninger tilbage, og forklarer, at han var blevet brugt som politiagent i et forsøg på at kaste skyld på de anklagede.

 

Peter fortæller også, at blot ét vidneudsagn har været tilstrækkeligt - uanset hvor utroværdigt dette vidne har været, og hvor mange gange vidnet har skiftet forklaring.

-Hvor utrolig det end lyder så var også det bykort, som politiagenten Sjano blev forevist af anklageren i retten, på forhånd mærket med et kryds, da han af politianklageren blev bedt om at udpege det sted, hvor han påstod, han havde indkøbt knive til hærværk!

-Det er i denne sag faktisk ligegyldigt hvor mange vidner vi kommer med - hvis bare politiet har kunnet få en person til at påstå noget belastende. SÅ gør det ikke noget at det er utroværdige mennesker, som skifter forklaring, og blot har hørt noget eller fået hvisket noget i øret. Bare dette vidneudsagn passer ind i anklagen.

 

Det var også bemærkelsesværdigt, at ud af anklagerens 12 vidner har flere af dem korrigeret anklageren, når han læste op af politirapporten om deres udtalelser - og fremført, at sådan havde de ikke sagt, indskyder Tove.

Hverken Peter eller Tove tror, at det politiarrangerede Rømø hærværk og fængslingerne den 3. august 95 blot er udtryk for nogle politibetjente, der har leget Wild West i Esbjerg.

De finder det også mere end besynderligt, at de ting politiet og medierne skreg højst om ved fængslingerne og efter fængslingerne den 3. august 95, ikke optager dem mere.

De henviser til den såkaldte krystalnat, hvor mange busser i garageanlægget på Ravnevej fik smadret ruderne, Rømøhærværket, som endnu ikke har været for retten mere end 2 år efter, selvom hærværksfolkene blev taget på fersk gerning, hærværkssagerne overfor amtsborgmesteren og politimester Illum, som fik olie ind af et boret hul i ruden - og senest malet graffiti under retssagen.

-Jeg tror, det er fordi disse sager er belastende for politiet selv, og fordi opklaring af disse sager vil kaste ansvaret væk fra de anklagede og overpå andre interesser, betoner Peter.

-De har følt sig tvunget til at skrige så højt ved anholdelserne for at få opmærksomhed, og for at der ikke skulle stilles for mange spørgsmål.

Tove uddyber også, at det ser da mærkeligt ud, at sigtelsen mod de fire, der blev taget på fersk gerning på Rømø først skete efter at den udmærkede film Hærværksgeneralerne blev annonceret i TV. Men indtil nu er de fire ikke afhørt i denne sag. Det eneste, der er sket, er, at man i hovedretssagen har lavet et fælles anklageskrift, hvor politiagenten Thomas Kjær er blevet sat sammen med de tre andre anklagede og nu dømte - Peter, John og Bjørn!

 

Allerhelst havde jeg lyst til at stoppe med retssagen nu, afslutter Peter, -men det vil være svært at leve videre med en sådan dom, når virkeligheden er en hel anden. Med den viden jeg har i dag, ville jeg sikkert også have været endnu mere skarp i mine udtalelser tidligere. Det er da også tankevækkende, at dommerne ikke har været enige i dommene.

Jeg er sikker på, at arbejdet i forhold til en ny retssag ikke kan undgå at trække endnu flere ting frem om den infame sammensværgelse, der er tale om. Derfor er det også vigtigt, at der skabes bred fokus på sagen og at solidariteten fortsætter.

Fagbevægelsen kan ikke leve med en sådan dom.

hpj