LO 100 år

Retten til at organisere sig kollektivt i fagforeninger og stå sammen mod arbejdsgiverne blev født efter hårde kampe. Borgerskabet og dets statsmagt satte alle kræfter ind for at stoppe arbejderklassens organisering.

Det lykkedes ikke borgerskabet at kvæle arbejderklassens kamp for at organisere sig, og i januar 1898 blev LO – eller som det hed den gang De Samvirkende Fagforbund – dannet. Det markeres med pomp og pragt af den socialdemokratiske del af den danske arbejderbevægelse.

 

Den historiske sejr blev imidlertid kortvarig. Borgerskabet var ikke besejret, og inden for den spirende fagbevægelse var kampen mellem de revolutionære kræfter og reformisterne for længst i gang. Kampen om, hvorvidt fagbevægelsen skulle være en kamporganisation eller slå ind på samarbejdets og kompromissernes udsigtsløse vej.

Om man skulle underlægge sig kapitalens magt og få det bedste ud af det eller kæmpe mod undertrykkerne. For et andet og bedre samfund. Socialismen.

 

Dannelsen af LO blev mødt af lockout af arbejdsgiverne, og mindre end to år efter gav den reformistiske ledelse af LO efter. Septemberforliget, der anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet og bastede og bandt LO til samarbejde med klassefjenden om at sikre ro og orden på arbejdsmarkedet, blev indgået.

Som tak for svinebindingen af arbejderne opnåede den reformistiske, socialdemokratiske ledelse, at LO blev accepteret som organisation og fik ret til at indgå overenskomster med arbejdsgiverforeningen.

Et samarbejde mellem fagtoppen, arbejdergiverne og staten, der med årene er blevet stadigt tættere. Med udviklingen af det fagretslige system, samarbejdsudvalg, 3-partsforhandlinger melem regeringen og arbejdsmarkedets parter mv.

 

Til de sorte kapitler i den reformistiske fagbevægelses historie, som givet vil blive fejet ind under gulvtæppet, hører 2. Verdenskrig, hvor Socialdemokratiet og LO-toppen samarbejde aktivt med besættelsesmagten.

LO-toppen opfordrede direkte til stikkervirksomhed på arbejdspladserne og indledte snart en klapjagt på de revolutionære kræfter indenfor fagbevægelsen, der nu ikke gik helt efter planen. Kommunisterne fasthold under vanskelige og farlige forhold deres indflydelse på arbejdspladserne, gik forrest i strejkerne mod den udhuling af løn- og arbejdsforholdene, som blev gennemført i ly af besættelsen og opbyggede modstandsbevægelsen.

I august 1943, under folkestrejkerne, blev reformisterne sat skakmat. Samarbejdspolitikken led skibbrud, og den socialdemokratisk ledede regering blev tvunget til gå af. En milepæl i den den danske arbejderklasses historie.

 

Siden krigen har der været enkelte situationer, hvor den reformistiske fagtop har mistet sit greb om arbejderklassen, som under folkestrejkerne i 1956 og 1985, hvor arbejderklassen smed tøjlerne og gik på barrikaderne.

Ellers har det været reformisterne, der har siddet med ved de riges bord og ført den faglige kamp på afveje. Der har virket som lynafledere og brandslukkere af arbejderklassens kamp på borgerskabets vegne.

 

Det er ikke den reformistiske del af fagbevægelsen, der er gået forrest i kampen for bedre løn- og arbejdsforhold eller i dag går imod privatiseringen af offentlige arbejdspladser med de foringelser af arbejdsforholdene, der følger i kølvandet.

Derimod er reformisterne at finde blandt de ivrigste fortalere for Monopolernes Forenede Europa. Og nikker billigende, når politiet i Esbjerg sættes ind mod kæmpende arbejdere og det gøres kriminelt at føre faglig kamp.

 

De er kapitalens lejesvende i arbejderbevægelsen.

De tilhører det lag i fagbevægelsen, som Lenin kaldte arbejderaristokratiet – det lag af fagforeningspampere og -bureaukrater, der er blevet bestukket af kapitalen og fungerer som borgerskabets spydsspids mod arbejderne indenfor arbejderbevægelsen.

Den bedste måde at markere jubilæet er at fagbevægelsens aktive kræfter samler sig og styrker kampen for at gøre fagforeningerne til kamporganisationer – imod klassesamarbejde og Unionsintegration.

 

-søderberg