Narkomani – en livsstil?

Kampen for at bevare og videreudvikle en progressiv narko-politik bør sættes på dagsordenen

En nyliberalistisk politik for behandlingen af narkomaner i Danmark er i fuld gang med at banke sig igennem. Narkomani skal ikke længere betragtes og behandles som en sygdom, men som en livsstil:

Narkomanerne har frivilligt - efter egen, fri vilje/eget ønske - valgt at blive stofmisbrugere, lyder parolen. Du har også som narkoman valgt, hvilken måde du vil leve din tilværelse på, og må så tage konsekvenserne af din beslutning.

Det er ikke samfundets skyld.

Samfundet har intet ansvar for, at et voksende antal mennesker vælger sprøjten fremfor at finde sig et arbejde eller starte på en uddannelse, og har derfor heller ingen forpligtigelser til at hjælpe folk med at blive stoffri. Om de kommer ud af stofmisbrugets helvede eller går til grunde, er deres problem. Ikke et samfundsproblem.

Derimod er det samfundets problem at sikre, at det pæne borgerskab ikke generes unødigt af narkomanerne, og at skrotningen af tusindvis af mennesker som narkovrag sker så langt fra offentlighedens søgelys som muligt. At narkomanerne jages ud af de mondæne kvarterer i byerne. Ud i arbejderforstædernes betonbyggeri.

De bagvedliggende sociale og økonomiske årsager til, at ikke mindst flere og flere unge i en stadigt tidligere alder bliver narkomaner, skubbes kynisk til side. Slettes af landkortet under den nyliberalistiske bølge, der hærger Danmark.

Selvom det er en offentlig hemmelighed, at der er en direkte sammenhæng mellem sociale nedskæringer, massearbejdsløshed, tvangsarbejde mv. Mellem forringelser af børnenes og de unges vilkår og den voksende strøm af nye narkomaner.

Som miljø-medarbejdere i Odense Kommune påpegede allerede i 1992, da følgerne af den reaktionære ungdomspolitik på landsplan og lokalt begyndte at vise sig. Advarslerne blev overhørt. Nedskæringspolitikken indenfor børne- og ungdomsområdet i Odense Kommune fortsatte med øget kriminalitet, flere narkomaner mv. til følge.

Det er arbejderklassens og UnderDanmarks unger, det især går ud over. Der skrottes af det kapitalistiske samfund og ender i stofmisbrugets helvede.

Narkomanien er samfundskabt. Et tegn på et sygt samfund. Og den bedste måde at komme narko-misbruget på er forebyggelse. Social genopretning, konkluderer de ansatte indenfor narko-behandlingen i Odense.

Kamparenaen Fyn

Der foregår en hård kamp om, hvorvidt behandlingsindsatsen overfor narkomanerne skal tage sigte på at få narkomanerne stoffri og i stand til at leve en tilfredstillende tilværelse – eller om narkomanerne skal skrottes fuldt ud, og de synlige problemer, som narkomanerne i deres desperate jagt på stoffer forvolder samfundet medfører, skal mindskes, så de pæne borgere kan færdes i fred og ro, og turisterne ikke ser det andet Danmark.

Hvem, der har téten og sætter dagsordenen for kampen, er der ingen tvivl om. Det er den nuværende, socialdemokratiske regering og de såkaldte oppositionspartier, der er enige i udviklingsretningen. Selvom der indenfor både Socialdemokratiet og de øvrige borgerlige partier findes modstandere af den hæmningsløse, nyliberalistiske "lad narkomanerne sejle deres egen sø"-politik.

Som på Fyn, hvor de borgerlige og socialdemokratiske medlemmer af Odense Byråd er på kant med de borgerlige og socialdemokratiske medlemmer Fyns Amtsråd. Byrådsflertallet i Odense Kommune har sagt fra overfor den kyniske politik, som Fyns Amt med støtte fra staten har forsøgt at få ført ud i livet på Fyn.

Kampen om behandlingen af narkomaner på Fyn står omkring fremme af dagbehandling, eventuelt med udlevering af gratis metadon og tilbud om rådgivning og psykologhjælp, på bekostning af døgnbehandling, dvs. egentlige tilbud om en længerevarende behandling, der føre til en stoffri tilværelse.

Fyns Amt og staten/regeringen foretrækker dagbehandling, der ifølge amtet er lige så god som andre behandlingsformer. Kendsgerningen er, at der er godt 85 tidligere narkomaner på Fyn, og de er alle blevet stoffri via døgnbehandling. Forkærligheden for dagbehandling skyldes, at det er langt, langt billigere.

Samtidig fremturer Fyns Amt med, at narkomanerne foretrækker dagbehandling.

Et synspunkt, som de tidligere narkomaner på Fyn klart tilbageviser. Det er er ikke kun et spørgsmål om, hvilken "behandlingsform", narkomanerne umiddelbart selv foretrækker. Dag- eller døgnbehandling.

Det er i første omgang den letteste udvej at henvende sig på Fyns Amts Behandlingscenter i Odense for at få udleveret en dosis gratis metadon end at møde op på Odense Kommunes visitationssted, Garvergården, for efter eget ønske at begynde på en fysisk og psykisk hårdt meget krævende, længerevarende døgnbehandlingsforløb.

De fleste vælger dagbehandling med gratis metadon, selvom resultatets er, at de fastholdes i deres stofmisbrug.

Endnu et påstået "eget frit valg", der udnyttes til at barbere muligheden for at komme ud af stofmisbrugets helvede bort. Som da narkomanen selv ud fra eget ønske valgte tilværelsen som stofmisbruger.

Aktive eks-narkomaner

Det var i protest mod Fyns Amts narkobehandlingspolitik at Odense Kommune for et par par år siden oprettede sit eget visitationssted for de odenseanske narkomaner, der ønsker at komme i behandling, Garvergården.

Formålet med Garvergården er at sikre mulighed for, at de narkomaner i Odense, der gerne vil i døgbehandling, også kan komme det. Her kan man komme direkte ind fra gaden, få en aftale indenfor et par dage og i løbet af kort tid komme i behandling, mens ventelisterne til amtets visitationsteder er alenlange.

Som nyskabelse har Odense Kommune desuden startet en forbehandling af narkomaner på Garvergården under ledelse af en af talsmændene for de tidligere narkomaner på Fyn, Inger Mørch, samt oprettet en café, på Café Lyset, for tidligere narkomaner, hvor lederen selv er tidligere alkoholiker.

Café Lyset er blevet et vigtigt samlingssted for de tidligere narkomaner i den daglige kamp for at holde sig stoffri og hjælpe hinanden med at opbygge en ny tilværelse, finde et sted at bo, komme i arbejde mv.

Selvom det vil være overdrevent at konkludere, at Odense Kommune som helhed fører en særlig progressiv narko-politik, forsøger kommunen at fastholde en politik, der tager sigte på at få narkomanerne stoffri, og er med til at punktere myten om, at det er umuligt at stille noget op, så vi kan lige så godt vælge den billige løsning. At udlevere narkotika i form af metadon til narkomanerne.

En behandlingspolitik, som de tidligere narkomaner har kæmpet hårdt for, og de påpeger, at der er behov for øgede bevillinger, bl. a til at udvide åbningstiderne i Garvergården og ansætte en souschef i Café Lyset, så caféen kan holde åben i ferieperioderne.

Det er først og fremmest de tidligere narkomaner på Fyn, der sammen med pårørende og ansatte indenfor narkobehandlingssystemet er gået til modstand mod Fyns Amts planer om at udskifte en egentlig behandling af narkomaner med udlevering gratis narko.

 

Forebyggelse –
den bedste indsats

Odense Kommunes mulighed for at føre en selvstændig politik hænger sammen med, at at de i dag har mulighed for at føre selvstændig visitation af narkomaner, en mulighed, man har udnyttet sig af modsat de øvrige kommuner på Fyn. Fra statens (regeringens) side har der imidlertid været forslag fremme om at fjerne visitationen af narkomaner til behandling fra kommunalt regi.

Forslag, som ansatte indenfor narko-behandlingen i Odense advarer kraftig imod, da det vil gå stærkt ud over mulighederne for at føre en progressiv politik på området.

Det er det samme slagsmål, der lidt firkantet og forenklet sagt føres på landsplan.

På den ene side står borgerskabet og dets hærskare af eksperter og reaktionære politikere, ikke ønsker at bruge penge på behandlingen af narkomaner. Det er væsentligt billigere at tilbyde dagbehandling med udlevering af gratis metadon, narko-kriminaliteten begrænses samtidig lidt og narkomanerne gøres mindre synlige i bybilledet.

På den anden side står tidligere narkomaner, folk indenfor behandlingssystemet, pårørende med flere, der slås for at bevare en humanistisk behandling af narkomanerne. Herunder de de mange, der ønsker at fremme indsatsen for at forebygge, at folk ender som narkomaner.

Det sidste handler først og fremmest om at forbedre børnefamiliernes forhold, at udbygge klubtilbud, fritidsfacilliteter mv. for børn og unge og sikre alle mulighed for rigtigt arbejde, uddannelse og bolig.

 

Kampen raser på en uhyggelig baggrund. Der er ingen, der ved, hvor mange narkomaner, der reelt findes i Danmark, og kampen mod narko-misbrug har på intet tidspunkt stået mål det virkelige behov.

I 1991-92 blev Fyn rystet af en kraftig stigning i antallet af narko-dødsfald. 2/3 af de døde var ikke registrerede narkomaner. Formodningen om, at antallet af fynske narkomaner lå på godt 400 mindst blev blæst i stumper og stykker.

Dødsfaldenes viste, at der var mindst 1000 narkomaner på Fyn, og at halvdelen af narkomanerne var unge i alderen 18-25 år. På nuværende tidspunkt skønner man alene i Odense med 800-1000 narkomaner og på landsplan 12.000. Tal, der sagtens kan være langt højere, da der stadig ikke er nogen fyldestgørende opgørelse. Og 1997 synes at sætte ny rekord med hensyn til antal narko-dødsfald.

En uhyggelig udvikling, der har fundet sted landet over.

Overalt er billedet det samme. Den aktive indsats for at få narkomanerne clean og i stand til på ny ny at opbygges sig en tilværelse kvæles til fordel for en "behandlingsindsats", der i bedste fald forbedrer det daglige helvede lidt. Her og nu.

Det stærkt voksende antal narkomaner er omvendt proportionalt med den politiske vilje til at hjælpe narkomanerne ud af narko-helvedet og til at forebygge, at nye unge havner i narkomisbrugets helvede.

Men ligefrem proportional med den klapjagt på narkomaner og småpushere, der har fundet sted på Vesterbro i København - eller i Odense, hvor man det sidste års tid med mediernes store bevågenhed har været travlt beskæftiget med at jaget lejerne ud af lejligheder, der er blevet brugt som centrale salgsteder for narko. Med byrådspolitikere fra Enhedslisten til den yderste højrefløj i spidsen.

Mens debatten om en effektiv behandling af narkomanerne og forebyggelse af, at folk blev narkomaner har været så meget mere tavs.

Det er i titusindvis af unge og folk i andre aldre, der skrottes af samfundet og enten havner som narkomaner eller for den sags skyld alkoholister, kriminelle, psykisk syge mv…. Eller som "sociale tabere", som borgerskabet ynder at kalde folk, som det kapitalistiske samfund kasserer som overflødige.

Det er i det lys, at den nye metadonlov og ønsket om udlevering af gratis narko i læssevis i form af metadon skal ses. Som et direkte dødsstød til den aktive, progressive, men kostbare behandlingsindsats, døgnbehandlingen, der er til gavn for narkomanerne.

Mo/Od

 

 

 

Ovenstående artikel er en konklusion på en række artikler, artikelserier og interviews, som jeg som lokalredaktør for Dagbladet Arbejderen på Fyn frem til sprængningen af DKP/ML skrev til avisen i perioden februar 1992 til sommeren 1997.