Ingen nemme genveje til Partiet

Samtale med OKTOBERs landssekretær Franz Krejbjerg

Ved den partiforberedende kommunistiske organisation OKTOBERs stiftelse blev Franz Krejbjerg som blot 30-årig valgt som dens landssekretær. Sin unge alder til trods bringer Franz en masse revolutionær erfaring med sig: Allerede som purung elektrikerlærling blev han organiseret i DKP/MLs daværende ungdomsforbund KUF i Århus, i 1985 blev han partimedlem, og har i en række perioder derefter været kandidatmedlem af partiets Centralkomité. Som formand for elektrikerlærlingene i Århus og medlem af Faglig Ungdoms bestyrelse sloges han indædt for de unge arbejderes rettigheder – og sloges indædt imod nedlæggelsen af Faglig Ungdom, som igennem en årrække spillede en vigtig rolle som ungdommens faglige kamporganisation. Han har været medlem af KUFs ledelse og siden starten og frem til 96 af Rød Ungdoms landsledelse. For fire år siden flyttede han til København, hvor han var funktionær i DKP/ML frem til partisprængningen i juni sidste år – blandt andet som dygtig og respekteret leder af avistrykkeriet.

 

KOMMUNISTISK POLITIK:

-Franz –hvordan er den første periode med OKTOBER gået?

 

Franz Krejbjerg:

-Vil I have jeg skal sige "jo, tak, fint – det drøner bare derudaf"? At alle vanskelighederne er overvundet og at det stærke kommunistiske parti, som skal opbygges, er lige på trapperne?

OKTOBER blev jo stiftet i en krisesituation for den kommunistiske bevægelse i Danmark og som den direkte følge af sprængningen af DKP/ML forårsaget af eksklusionerne af den tidligere partiformand Klaus Riis, Frede Klitgård og Dorte Grenå.

-Det vigtigste ved stiftelsen af OKTOBER var, at marxismen-leninismen, kommunismen, overlevede som organiseret politisk strømning i Danmark. Den overlevede hvad der ikke kan betegnes som andet end et højrekup, et revisionistisk kup, gennemført af den nuværende lederklike i DKP/ML. Det var det småborgerlige element i partiet, som erobrede det. Men de negative konsekvenser heraf – det er f.eks. forværringen af den kommunistiske bevægelses krise, yderligere opsplitning af kommunisterne og svækkelse af kamplinjen i en række masseorganisationer – alle disse negative konsekvenser er langtfra overvundet.

Vi står med en situation, som jeg er overbevist om, at alle alvorlige kommunister føler er svær og lider under. Vi søger at gøre vores til, at kriseperioden bliver så kort som mulig.

 

KP:

-OKTOBER har eksisteret siden august. Hvordan fungerer organisationen, hvordan udvikler den sig?

 

FK:

-Organisatorisk set har vi jo måttet tage fat fra bunden, så at sige. Det er gået stærkt med at opbygge et centrum omkring Oktober Forlag og Bogbutik i København. Og det har været lidt af en præstation at sikre udgivelsen af et kommunistisk kvalitetsblad som KOMMUNISTISK POLITIK hver anden uge. Også en økonomisk præstation. Ikke alle planer er blevet gennemført – f.eks. har planen om udgivelsen af et regelmæssigt teoretisk tidsskrift Teori&praksis måttet droppes. Det udkommer i stedet i pjeceform!

OKTOBER blev stiftet af knap en trediedel af DKP/MLs tidligere medlemmer – men organisationen har siden bruddet og stiftelsen også fået opslutning af en række kammerater, der midlertidigt var partiløse eller fra andre erklærede kommunistiske organisationer, og af helt unge.

Organisationen er lille, men rummer erfaringer fra alle de nulevende generationer af kommunister – fra veteraner fra 30erne og modstandskampen til den yngste generation, som er ved at gøre sig sine første erfaringer i at føre organiseret kamp mod kapitalen – og imod dens agenter i arbejderbevægelsen og den revolutionære bevægelse.

Og selvom organisationen er lille, er der masser af energi og dynamik og overskud til ikke bare at sikre opbygningen af organisationens rutiner, men også til en aktiv indsats på klassekampens vigtigste felter.

OKTOBER er sej – og kommer til at rykke fremad i et solidt revolutionært tempo.. De mest akutte vanskeligheder er overstået.

’

KP:

Der søges skabt et billede af, at OKTOBER er en klub af gamle stalinister, af tilhængere af smågruppevæsen og at bruddet i DKP/ML var et nødvendigt opgør med forældede metoder og en tilpasning til en ny tid...

FK:

Ja, der fyres meget sludder af. Og meget af den slags udbredes systematisk – hvad der ikke gør det mere rigtigt. Stiftelsen af OKTOBER var ikke velset i ledelserne af de smågrupper, der kalder sig kommunistiske partier.

Vi er imod smågruppe-uvæsenet. Det overvindes med skabelsen af et stærkt kommunistisk parti - det vil sige et proletarioske parti, et parti med rodfæste i. arbejderklassen, og et parti med et stort flertal af arbejdermedlemmer. Et sådant parti der er i stand til at vise veje frem i kampen mod kapitalens offensiv, løse de problemer, tiden stiller - det er selvfølgelig også den revolutionære ungdoms parti, fordi det peger mod fremtiden.

Isolationsforsøgene overfor OKTOBER er ikke lykkedes. Vi mærker tværtimod klart, at blandt folk med erfaringer fra klassekampen og livet, folk med klasseinstinkt, som for alvor ønsker socialisme og et revolutionært opgør med kapitalismen – blandt dem bliver der hørt på vores budskab:

Nemlig at det stærke kommunistiske parti skabes nu og må skabes nu, i disse år, at de bevidste kommunister og klassekæmpere må forene sig, ideologisk, politisk og organisatorisk. De har som os set, at de smågrupper, der i dag kalder sig kommunistiske partier, ikke kan tages alvorligt i den rolle.

Krisen i den kommunistiske bevægelse overvindes kun gennem skabelsen af ideologisk, politisk og organisatorisk enhed på revolutionært grundlag – på grundlag af marxismen-leninismen – og ikke ved alle mulige "fornyelser" eller påståede forbedringer.

 

KP:

-Du hører selv til den yngre generation af kommunister. Tilmed er du fra den "tabte" 80er-generation, som oplevede antikommunismen vokse til orkanstyrke og så likvidationsbølgen på sit højeste storme hen over den internationale kommunistiske bevægelse –så arbejderklassen miste energi og kampkraft på grund af det revisionistiske forræderi…

 

FK:

-I får mig ikke til at sidde og beklage mig over vanskelighederne eller tilbageslagene! Det var nyttige lærdomme. Vil arbejderklassen have stærke kamporganisationer, må de erobre dem for en kamplinje, og slå faren for reformisme og revisionisme tilbage, og skille sig af med de reformistiske og revisionistiske ledere. Det samme gælder selvfølgelig med hensyn til det kommunistiske parti.

Der blev lagt et enormt ideologisk og politisk pres på firserungdommen for at få den til at fravælge klassekampens og revolutionens vej. Mange af dem, der nu hyler om denne "tabte generation" var blandt dem, som selv kapitulerede. Hvordan skal ungdommen blive revolutionær, når der ikke findes et stærkt kommunistisk parti til at vejlede den?

Jeg tror ikke der findes nogen genvej til at blive kommunist. Det er hårdt arbejde. Man må tilegene sig den videnskabelige teori, man må gøre sine kamperfaringer, lide nederlag og lære af dem, og lære partiets nødvendighed at kende på sin krop.

 

KP:

- Hvad er dit bud på et rødt 1998?

 

FK:

Masser af sejgt arbejde. Der er nogle ting,. jeg godt kunne tænke mig at se, og som OKTOBER vil arbejde for:

At de klassebevidste arbejdere lærer af de skandaløse Ri-bus-domme og begynder at opbygge en fastere faglig oppostion, en revolutionær fagbevægelse, som ikke er afhængig af de reformistiske lederes velvilje- som i sidste ende altid bøjer sig for kapitalens diktat.

At vi får et nyt rungende Nej ved unionsafstemningen i maj.

At der udvikler sig en stærk og organiseret kommunistisk ungdomsbevægelse.

Og at vi i 98 får taget nogle reelle nye skridt i opbygningen af et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund.