De franske chauffører er bekymrede over lav løn og hårdt arbejde og aktionerer mod EU.

"DANSKE AKTIONÆRER MÅ NØJES MED SMULER."

Den triste nyhed til bekymrede, dansktalende velhavere var dagbladet Børsens overskrift d. 7/11-97:

Mens den flinke regering svinger EU- øksen over dem, der har mindst at stå imod med, skal umætttelige velhavere sidde på gigantiske kursstigninger og ynke hinanden over manglende ekstra-forgyldning.

Afdelingsdirektør Kim Andersen fra den Danske Bank fortæller Børsen:

I det øvrige Skandinavien ligger den såkaldte pay-out ratio på 30-40%. Mens lande som Frankrig, Tyskland og Storbritanien giver 50-60% af årets overskud ud til aktionærerne." Når forgyldningen af de rige ikke er voldsommere skyldes det en tidligere 3-årsregel, hvor det ikke kunne betale sig at få værdistigningen udbetalt i form af udbytte. Denne hindring er nu væk og og udbytningen af arbejderklassen forventes at stige opmuntrende. Hele EU-projektet er da heldigvis også skruet således sammen, at magtens ret til berigelse kan accellerere til tonerne af Beethovens 9. symfoni, mens sørøverflagets sorte farve er afløst af en blå las med æggeblommepletter.

Mens danske aktieejere er lidt kede af det, er franske chauffører ved at forgå af stress fra 10-12 timers hårdt arbejde til en ussel løn. En dag kunne den umenneskelig uretfærdighed være nok. De vrede chauffører blokerede for andre lastvognstog. Nu skulle regering, befolkning og arbejdsgivere vågne op. Det var i modsætning til danske aktionærers forventning afdæmpede krav om 7 -10% lønforhøjelse og ordnede forhold omkring en langt kortere arbejdstid. Det blev en effektiv blokade og borgerpressen i hele Europa hang i gardinerne. Det blev slet ikke omsorgen for arbejderne, journalisterne fik besked på at interessere sig for, men derimod varernes frie bevægelighed. Et sakralt dogme var krænket. Guldkalven truet af en svangerskabs-afbrydelse. BLOKADE TRUER EKSPORT, milliontab forudses det i Politiken d. 4/11.

Avisen orienterer de forskrækkede aktieindehavere om mulige tab, og erstatningskrav begynder at flyve rundt blandt EU-kommissionens mere lidenskabelige kommissærer. Deres skødesløse hofteskud har intet juridisk grundlag...- endnu.

Det minder mere om trusselsforsøg med EU-domstolen og EUROPOL. En dårlig iscenesættelse af en generalprøve. Befolkningerne orienteres ikke rigtigt om chaufførernes årelange frustrationer. På TV kan vi se:

"Der er bål i gennemskårne olietønder, hvor chaufførerne flokkes for at holde varmen og stege de krydrede merquez-pølser."

I Politiken kan man læse om at dagligvarerne måske er ved at slippe op.
D. 7/11 var 40% af de franske tankstationer tørlagte efter 4 dages lastbilstrejke. 160 blokader skulle der til for at vælte borgerskabtes opstyltede selvtilfredshed. Det er intet så alvorligt som en effektiv blokade. Rammes kapitalisterne på denne måde, er det en krænkelse af samtlige "menneskerettigheder" på en gang.

30 millioner arbejdsløse i Europa er derimod et nødvendigt onde - for kapitalen! - og er tilmed forrentningen af den indskudte kapital lavere end i det lystige Storbrittanien, foreligger der en trussel mod velhavere, der ikke kan tænkes at spise pølser om natten på en motorvej. Politiken skrev:

Det er hvad der blev ud af avisens historiske humanisme, organet for den højeste oplysning: Omsorg, ikke for chaufførernes helbred og levekår, men tyendeagtig omsorg for herskabets omkringkørende varepartier. Til EU-modstandernes glæde besluttede 3 tankeløse EU-kommissærer sig til en skæbnesvanger indblanding. De sendte en advarsel om, at brud på EUs markedsprincipper var en retsstridig handling. Det havde desværre ingen effekt på de over 300.000 chauffører, men mere på deres mange socialdemokratiske adjudanter.

Klaus Hækkerup skrev et læserbrev til Politiken, at hen var ved "at få kaffen galt i halsen," da transportkommissær Niel Kinnock lod meddele, at man overvejede en EU-retsag mod Frankrig p.g.a. den franske transportarbejderstrejke:

Til Klaus Hækkerups orientering forelå der tilligemed Niel Kinnocks ubetænksomme henvendelse, mange tåbelige og utilstedelige henvendelser til den franske regeringechef Lionel Jospin fra såvel den brittiske kvikkert, Toni Blair, til den politisk tonedøve gourmet, Helmuth Kohl, samt almindelig plat pression fra hollandsk og spansk side.

Når dansk LO i årevis har bildt skikkelige og fraværende mennesker ind, at EU aldrig vil blande sig i det enkelte EU-lands indre arbejdsmarkeds-forhold, har de 3 kommissærers initiativ vist, at dette var løgn.

Det er hermed dokumenteret til overflod, at EUs udvikling i retning af en egentlig statsdannelse, besværligt skubber sig frem, og i denne svære og modsætningsfyldte proces skal der være ro på bagsmækken. Ellers kommer EURO-POL og EU-domstolene.

EURO-POLs interessante beføjelser ligger i øvrigt langt ud over de fleste menneskers forestillinger. Inden udgangen af 1997 skal EURO-POL-konventionen - afgørelsen om at oprette EURO-POL blev truffet i l991 - godkendes af de involverede landes parlamenter for at kunne træde i kraft.

Hovedkvarteret ligger i øjbelikket i Haag og planerne går ud på, at EURO-POLs ansatte ikke kan retsforfølges, agenterne får livslang immunitet for tjenestefejl. EURO-POLs ejendom og besiddelser må ikke kunne undersøges eller konfiskeres af nationale myndigheder og de ansatte skal kun betale en intern skat til arbejdsgiverne, som selv fastsætter den. Der betales ikke skat til det land hvori tjenestestedet ligger. (1)

Vi skal vel ca. 60 år tilbage for at se lignende ansættelsesvilkår for tjenestegørende politifolk, beskrevet i statsdokumenter. Kan politifolks ansættelsesforhold se overordentlig lovende ud, ser de franske chaufførers forhold tilgengæld ikke bedre ud efter den smule lønforhøjelse er smidt på bordet. Men blev historien ikke til glæde for chaufførerne, blev det til en forsmag på udviklingen i EU.

EU-kommissionens klodsede fremfærd har været et nyttigt lærestykke. Det næste lærestykke er på vej.

Statsminister Poul Nyrups forkølede forhåbninger til en samlet EU-indsats overfor bekæmpelsen af europæisk arbejdsløshed, er på vej i skraldespanden. Der bliver ingen fælles fastsatte, målelige kriterier for EU-landenes beskæftigelsespolitik i de kommende år. Det er det kapitalistiske EU overhovedet ikke indstillet på.

Det ville ydermere være en krænkelse af et frit erhvervsliv, der skal kunne fyre løs af arbejderne uden at påvirke en central statistik. Endvidere er de nationale arbejdsløsheds-statistikker, direkte forfalskede, og det gælder ikke blot Frankrigs eller Hollands.

De danske aktionærers bekymring er moralsk og etisk så lattervækkende som de 3 kommissærers juridiske fald over en politisk bedeskammel. n

RETUR til Forside