Overenskomstkamp -
med EU som bulldozer

Kravene til OK98 bliver nu formuleret.

Det er ikke arbejdspladsernes krav, fagtoppen lægger op til at fremsende.

Hvad blev der egentlig af kravet om 35 timers arbejdsuge - eller 30 timer, som virkelig vil batte i kampen mod arbejdsløsheden?

Arbejdspladserne har ikke stillet krav om private pensionsordninger eller fleksibel arbejdstid.

OK98 står i unionens tegn.

I hvilke retninger må arbejderklassens krav
rejses?

Ser man på den faglige situation op til de kommende overenskomstforhandlinger står det klart, at EU trænger sig på som en kværnende murbrækker, der i de sidste årtier er blevet brugt til at nedbryde arbejderklassens tilkæmpede faglige rettigheder på alle områder i Danmark gennem EU-inspirerede tiltag og direktiver.

F.eks. er der i dag i stedet for en reel nedsættelse af den daglige arbejdstid i realiteten åbnet op for en daglig arbejdstidslængde, som er fortsat stigende. I stedet for at bekæmpe arbejdsløsheden indføres et nyt kastesystem med et gråt statsdikteret 3. arbejdsmarked. I stedet for lige løn for lige arbejde er lønforskellene blevet stadig større og kvindernes krav om reel ligeløn er i ord accepteret. Men realiteternes Danmark viste senest i forbindelse med KADís kongres at gabet i forhold til mændene er blevet udvidet endnu mere.

OK98 - en
unionsoverenskomst

Den danske fagbevægelses top er urokkelig. De kører sammen med Socialdemokratiet en klar EU-linie for trin for trin at sikre den danske arbejderklasses underordning af den danske og den europæiske monopolkapitals krav. Krav og strategier der er lagt i EU på baggrund af monopolernes forskellige strategiske tænketanke bl.a. omkring Round Table i Europa og forsøges påtvunget arbejderklassen i hele EU. Krav der går ud på at gøre op med arbejderklassens tilkæmpede solidariske ordninger og optræden og går ud på afviklingen af den tilkæmpede sociale velfærd. Velfærdsgoder som kræves afviklet for at kunne leve op til den europæiske unions betingelser for tilslutning til den monetære union. Det kommer f. eks. til udtryk i indførelsen af en arbejdsmarkedspension og med undergravelsen af den solidariske folkepension som nu allerede har vist sig og i forhold til angrebene på de arbejdsløse.

Solidaritet og sammenhold imod fleksibilitet og
individualisering

I forhold til selve overenskomsterne er der to EU-kodeord som monopolerne har sat i fokus: kravet om fleksibilitet og individualisering af arbejdskraften. Arbejdsgiverkrav LO og Socialdemokratiet forsøger påtvinge arbejderbevægelsen i en trinvis proces, og de er allerede nået langt.

Der arbejdes frem mod en udvikling, hvor arbejdskraftens forhold individualiseres mere og mere og indrettes mod den enkelte arbejdsplads/virksomhed. Fedterøvssystemer med personvurderinger, individuelle samtaler vinder mere og mere frem, godt hjulpet på vej af EU-lovgivning om individuelle ansættelseskontrakter.

Individualiseringen og del og hersk systemet har til formål at knytte den enkelte til virksomheden, og der arbejdes med en hel "virksomhedskultur" i et forsøg på at undergrave klasseopfattelsen. Arbejderne skal være "personale", som har virksomhedsånd/korpsånd. Derfor indføres der samtidig med øget rationalisering og effektivisering også visse former for "sociale ordninger".

"Socialt ansvar"

Virksomhederne begynder nu f.eks. at tale om et "socialt ansvar".

Virksomhedsbørnehaver bringes på bane som et led i afviklingen af tilkæmpede offentlige sociale velfærdsgoder for i stedet at knytte arbejdskraften nærmere til virksomheden og ikke mindst sikre virksomheden en fleksibel arbejdskraft på alle tider af døgnet.

Det er et led i EUís floskel om et nyt "partnerskab for socialt ansvar", som også skal omfatte visse handicappede og arbejdsløse. Initiativer til at retfærdiggøre afviklingen af solidariske offentlige velfærdsgoder. Initiativer som også vil blive brugt som EU-dikteret løntrykkeri, som kan smelte sammen til et stort gråt 3. arbejdsmarked ikke mindst på det offentlige område, med puljejob og indslusningsløn. Ordninger som er generalangreb på den organiserede fagbevægelse, med ophævelse af overenskomstmæssige rettigheder og løntrykkeri og en hån mod de arbejdsløse, der tvangsansættes som en ny kaste, ofte på områder, hvor de selv eller andre lige er fyret fra.

Drastisk nedsættelse af arbejdstiden og krav om arbejde til alle

Det må stå klart at kravet til en drastisk nedsættelse af arbejdstiden og dens afvikling som en normalarbejdstid må stå centralt i de kommende overenskomstperioder. Det er det fordi sådanne krav er med til at forene de dybe lag og bredden i arbejderklassen og herunder de arbejdende og de arbejdsløse. En nedsættelse af den ugentlige arbejdstid til 30 timer er en vigtig forudsætning for at bekæmpe arbejdsløsheden og for at sikre arbejderfamilierne, børnene og kvinderne bedre vilkår. Det er også vigtigt fordi spørgsmålet om arbejdstidens længde og afvikling også bruges til at bryde op i arbejderklassen solidariske optræden og dermed undergrave dens kampkraft.

I stedet for at bekæmpe arbejdsløsheden er kapitalen nu igang med at udvikle et nyt stort gråt 3. arbejdsmarked som et resultat af kapitalens profitbegær. I første omgang har de sikret en omfattende stående arbejdsløshedshær, for derefter at lade en stor del af dem tvangsarbejde med almindeligt arbejde blot til lavere statsdikteret løn og uden rettigheder. Ofte på de samme områder hvor de selv eller andre er blevet fyret fra. På denne måde er puljejobbene og hele det 3. arbejdsmarked et dobbeltangreb angreb ikke kun på de arbejdsløse, men også på fagforeningerne, på arbejderklassens organisering og handlekraft.

 

Lønstigninger på profittens bekostning

På trods af rekordprofitter bliver arbejdernes krav om forsvaret af reallønnen mere og mere imødegået af kravet om indkomstpolitik og accept af minimale lønrammer af hensynet til konkurrenceevnen og ikke mindst på eksportområdet. Der kræves accept af lønforhold, hvor lønrammen gøres afhængig af virksomhedens officielle overskud/konkurrenceevne og hvor lønnen til den enkelte individualiseres yderligere. Heroverfor må der stilles generelle krav om lønstigninger og hævelse af mindstelønnen på profittens bekostning. At vise hensyn og solidaritet med arbejdskøbernes konkurrenceevne vil være en glidebane på vej ned ad slidsken.

 

Overenskomst farce
forhandlinger

Selve overenskomstforhandlingerne med forligsmandslov har forlængst vist, at det ikke reelt er arbejdernes krav, der er blevet forhandlet eller er kommet til afstemning. F. eks. er den flexible arbejdstid, individualiseringen og arbejdsmarkedsreformen aldrig blevet rejst fra arbejdspladserne men fra de EU-visionære faglige topfolk.

Men overenskomstforhandlinger har tidligere betydet, at arbejderne samlet har kunnet kunnet forholde sig til deres situation, hvilket f. eks. senest kom til udtryk da arbejderne gik i påskestrejke imod Schlüter-regeringens overenskomstindgreb i 1985. Dette er blevet vanskeliggjort mere og mere.

I det hele taget er der en EU-proces igang, så der i mindre og mindre grad er tale om skær af overenskomstforhandlinger fordi EU gennem lovgivning påtvinger Danmark flere og flere indgreb også vedrørende arbejdsmarkedsforhold. En lovgivning LO toppen har påtaget sig at gennemføre i forhold til de danske overenskomster ved med et fint ord at foretage en implementering i danske overenskomster. I stedet for via lovgivningen direkte, fordi organisationsgraden i Danmark i modsætning til de fleste andre lande er så stor, og fordi det ville være behæftet med langt større faglig modstand hvis EU indblandingen skete direkte.

 

For en kamplinie i
overenskomstbevægelsen

En kamplinie i forhold til overenskomstforhandlinger må tage udgangspunkt i at forsvare, forene og mobilisere arbejderklassen. D.v.s. den må basere sig på de dybeste lag, på majoritetens interesser og krav. Det er ikke krav som pensionsordninger eller krav om at være med til at gøre arbejdstiden fleksibel.

Tværtimod er det krav, der må forene de arbejdende, de arbejdsløse, kvinderne og mændene, danske og udenlandske arbejdere og ikke mindst de ufaglærte.

På denne baggrund er der god grund til at overenskomstbevægelsen forbindes med krav om:

-Drastisk nedsættelse af arbejdstiden med fuld lønkompensation-

Forsvar af normalarbejdstiden og afvisning af den fleksible arbejdstid

-Markante lønstigninger, herunder markant stigning af mindstelønnen

-Reel ligeløn for kvinder og mænd og en mindsteløn til lærlinge som er til at leve af

-Fjernelse af det tredie arbejdsmarked med puljejob og indslusningsløn -

for normale job med overenskomstmæssige forhold

-Arbejde til alle

-Stop for EU indblanding i danske arbejdsmarkedsforhold.

-Enhed og fælles kamp mellem danske arbejdere og fremmedarbejdere.

 

hpj

 

 

RETUR til Forside