"Velfærdssamfundet" og
kommunismen
80-års-dagen for Oktoberrevolutionen gav anledning til nye borgerlige historieforfalskninger. Det stadig mere reaktionære "liberale" dagblad Politiken kunne f.eks. give følgende udlægning af verdenshistoriens gang i dette århundrede i en leder betitlet "Omvejen" – hvori Oktoberrevolutionen atter er blevet til "Lenins statskup":
"Kommunismen var en omvej. Mens vi i tredivernes demokratiske Danmark kunne vedtage socialreformen og betræde velfærdssamfundets vej, var diktatoren Stalin i gang med sine summariske henrettelser, udrensninger og hungerfremkaldende kamp mod ’kulakkerne’, bønder der blot dyrkede jorden. Under proletariatets røde flag udstak bolshevikkerne en kurs, som først skulle blive korrigeret efter mere end syv årtiers fatale fejltagelser. (…) Hvor havde verden dog set anderledes ud, hvis mensjevikkerne, socialdemokraterne, og ikke Lenins bolshevikker i sin tid var rendt af med sejren."
Politikens leder er både i sin helhed og det her citerede et udsøgt stykke reaktionær propagandistisk historieskrivning, og en usædvanlig vellykket tangering af den højeste standard for borgerlig journalistisk: løgn fra ende til anden, løgn i hvert ord og hver sætning, 100 procent løgn!
At kalde Oktoberrevolutionen for "Lenins statskup" er en genoptagelse af den borgerlige propaganda, der fulgte i kølvandet på revolutionen. Verdensreaktionen knækkede både i Lenins og senere i Stalins tid -–med Hitlertysklands overfald på verdens første socialistiske stat – halsen på denne "teori": Netop fordi det var en ægte arbejderrevolution, en ægte masserevolution, var interventionshærene – dengang propagandistisk understøttet af dagbladet Politiken – ude af stand til at genoprette kapitalismen gennem krig på et tidspunkt hvor sovjetmagten endnu ikke var fast etableret. Den følgende opbygning af socialismen i Sovjetunionen var med til at rykke arbejdernes og den brede befolknings krav om basale menneskerettigheder, sociale, økonomiske og politiske rettigheder frem i centrum af verdenspolitikken. De "socialdemokratiske velfærdssamfund" var ikke mindst et resultat af det herskende borgerskabs politik for at undgå revolutionen – og dermed i egentligste forstand et biprodukt af Oktoberrevolutionen.
Og da Nazityskland overfaldt Sovjetunionen – endnu engang positivt understøttet af det "liberale" dagblad Politiken, der som Stauning var "slået af beundring" over den tyske hærs sejre – var Sovjetmagten – netop fordi den nød arbejderklassens og befolkningsflertallets støtte – i stand til at stoppe verdens hidtil stærkeste og indtil da ubesejrede krigsmaskine.
Afslutningen af 2. Verdenskrig og fascismens fald gjorde opbygningen af "velfærdssamfundene" til en hovedmetode for det internationale bourgeoisis til at inddæmme revolutionen i de udviklede kapitalistiske lande
I den citerede leder kunne Politiken opstille følgende opgave for "den vestlige verden":
"Firs år efter den skelsættende dag i Rusland er den vestlige verdens store opgave at bidrage til at genopbygge alt det, som blev ødelagt under de marxistisk-leninistiske paroler."
Med andre ord har "den vestlige verdens store opgave" ikke ændret sig en tøddel: udslettelse af ethvert spor af socialismen, bekæmpelse af kommunismen, i alle lande, står som altid øverst på dagsordenen.
Med den mindskede frygt for kommunismen, som har gjort kapitalisternes liv en smule tryggere i det sidste årti, kan man gå over til endnu et skridt i den store oprydningsmission efter socialismens skadevirkninger: slagtningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Indrømmelserne til arbejderne og den brede befolkning holder ikke længere end hvor de anses for uuomgængeligt nødvendige – for at mane revolutionens spøgelse i jorden. Derfor skal "velfærden på slankekur". Eller med Politikens ord på lederplads to dage efter løgnene om Oktoberrevolutionen:
"Spørgsmålet er, om vi stadig kan begrunde, at velfærden først og fremmest er til gavn for dem, der faktisk kan klare sig selv. Vi synes det ikke."
Velfærdsstaten skal "reformeres", som det hedder – og som det allerede er sket gennem 80erne og 90erne på monopolernes og Unionens diktat.
Nu bruges også dens karakter af lapperier på det kapitalistiske system som "argument" for at fjerne arbejdernes og befolkningens tilkæmpede reformer!
I dag findes der ikke nogen socialistisk magt, ingen virkeliggjort socialisme, som kan fungere som et bolværk for at sikre arbejdernes rettigheder eller placere deres krav på den internationale politiske dagsorden. Det er op til klassen selv – ikke under borgerskabets falske paroler, men under "de marxistisk-leninistiske paroler", på klassekampens og revolutionens vej.
lv