REVOLUTIONENS 80 ÅR
To centrale punkter, som Oktober revolutionen giver anledning til at trække frem, er den proletariske revolutions opgaver og kampen imod opportunismen.
En af de uforsonlige modsætninger mellem den kommunistiske bevægelse og de revisionistiske/reformistiske partier ligger netop i statsopfattelsen og spørgsmålet om proletariatets magtovertagelse. Opportunismen bygger på den grundtanke, at statsmagten kan overtages via parlamentarismen, mens den kommunistiske bevægelse har påvist i teori og i praksis (første gang i 1917) at den eneste løsning er en proletarisk revolution, det vil sige en voldelig omstyrtelse og fuldstændig tilintetgørelse af den borgerlige statsmagt og erstatningen af denne med proletariatets diktatur!
Hos DKP/ML er denne forskel mellem marxister og opportunister blevet "glemt" i Arbejderens dækning af 80 års dagen. Ikke et eneste ord i en hel uges debat, indlæg og en leder, om selve kernen i revolutionen.
I pjecen "Kommunistisk samling - mod monopolkapitalismen" under overskriften "Overgang til socialisme" laver DKP/ML da også et klassisk trick. Man skriver:
"Der findes to fejlagtige holdninger i diskussionen om overgang til socialisme. Den første forsikrer, at overgangen til socialisme i Danmark vil ske ad fredelig vej, og at kommunisterne derfor udelukkende skal forberede sig på denne mulighed. Den anden erklærer ligeud, at kommunisterne kæmper for en voldelig revolution, og at man derfor kun skal koncentrere sig om denne mulighed."
Tricket er beskrevet af Lenin i Staten og Revolutionen:
"Marx og Engels har fra 1852 til 1891, gennem 40 år lært proletariatet, at det må sønderslå statsmaskineriet. Kautsky derimod, der står over for det faktum, at opportunisterne fuldstændig har forrådt marxismen, laver i 1899 det trick, at han i stedet for spørgsmålet om hvorvidt man skal sønderslå denne maskine, sætter spørgsmålet om, hvorledes man konkret skal sønderslå den, og skyder sig ind under den "ubestridelige" (og ufrugtbare) filistrøse sandhed, at man ikke i forvejen kan kende de konkrete former!!"
Senere i samme pjece beskriver DKP/ML også overgangen til socialismen på følgende måde: Det gamle statsapparat og parlamentarismen må opløses, og en ny stat opbygges, som afspejler arbejderklassens og folkets nye rolle og placering i samfundet (se note)
Indholdet i dette er reelt en imødekommelse af opportunismen, idet den tågede formulering faktisk beskriver muligheden af at arbejderklassen kommer til magten under den gamle stat, for herefter at opløse den og indføre socialisme.... Revolutionen er med andre ord blevet væk for DKP/ML, og dermed har der åbnet sig en afgrund mellem DKP/ML og marxismen i forholdet til det proletariske partis opgaver: at forberede arbejderklassen til revolutionen.
Fest med Arbejderens
venner
På trods af manglende invitation valgte jeg at kigge ind til et festmøde arr. af Arbejderens Venner. Johnny Laugesen stod som mødeleder og kunne præsenterer Cubas og Nordkoreas ambassadører, men først og fremmest var arrangementet et udtryk for, at Arbejderens Venners bestyrelse ønsker gang i kommunistisk samling. Formand Jørgen Peitersen talte om socialismens sejre i Sovjet med Lenin og Stalin og hoppede så direkte frem til kommunismens fald og nødvendigheden af at styrke den konkrete aktionsenhed frem mod "det stærke kommunistiske parti." Formanden havde intet svar på, hvorfor det gik så galt med Sovjet, men kunne dog citere en cubansk konference for udsagnet, at det sovjetiske kommunistiske parti havde udviklet "en dogmatisk og vulgær marxismeopfattelse" Altså et parti som ukritisk forholder sig til en simpel marxismeopfattelse. Hvornår dette var indtruffet står hen i det uvisse. Problemet i denne fremstilling er, at den er 100% på hovedet! Men revisionister har til alle tider hævdet at dogmatisme er hovedproblemet for at dække over, at de reelt udvikler sig helt væk fra marxismen. Og da Jørgen P. er en forsigtig mand, nærmest pivet, dækker han sig så grundigt under andres udsagn at det bliver svært at huske, hvad han selv mener.
Tidligere var DKP/MLs holdning til Sovjets fald fuldstændig klar og på linie med Enver Hoxha, der i Eurokommunisme er Antikommunisme skriver:
"Den amerikanske imperialismes strategi og hele det internationale bourgeoisis kamp mod revolutionen og socialismen modtog yderligere ekstraordinær stor og meget velkommen hjælp med Hrustjov-revisionismens fremkomst på scenen. Det hrustjovittiske forræderi var det sværeste og farligste slag, som nogensinde har ramt socialismen og folkenes revolutionære befrielsesbevægelse. Det forvandlede det første socialistiske land, det store center for verdensrevolutionen, til et imperialistisk land og arnested for kontrarevolution. Dønningerne fra dette forræderi har i national og international målestok været tragisk. Ikke alene har folkenes revolutionære befrielsesbevægelser lidt under dets følger, og gør det stadig, men den internationale fred og sikkerhed er bragt i stor fare."
Den næste taler til festmødet var netop en repræsentant for denne hrustjov-revisionisme: Mogens Høver 67 år og formand for DKP. Høver talte om at vedstå arv og gæld, men havde en lang, lang, lang sang imod Stalin, hvis første forbrydelse var ophævelsen af NEP perioden. Der var ros til Hrustjov og ikke mindst Gorbatjov, der bare kom for sent til at ændre udviklingen. Misbrug af de fremmøtes tillid og af talerstol, er min mening om hr. Høver.
En ung MLer fik talerstolen som Rød Ungdommer, men havde ikke noget på hjertet, jeg kan huske. Næstformand Jørgen Tved (FK) fik ordet som den sidste og holdt som altid en valgtale der kan høres helt ud på gaden. Han fik dog også fyret en pointe af om enhed imod sekterismen, der fik formand Jørgen Petersen til at klappe spontant. Uheldigvis var heppekoret ikke på mærkerne og Jørgen måtte klappe helt alene i et tumpet udfald imod Oktober revolutionen og de revolutionære kommunister.
Hverken i taler, udstillinger, oppyntning, musikalsk eller på nogen anden måde afspejlede mødet nogen som helst revolutionær gnist, men min bedømmelse af stemningen som flad er naturligvis er totalt subjektiv.
Uforsonlig kamp
Den kommunistiske bevægelse idag skal samles og opbygges i uforsonlig kamp imod reformismen og revisionismen og vedholdende skal man afsløre indholdet af disse strømninger som forræderi og klassesamarbejde, garneret med falsk tale om fredelig overgang til socialismen. Jeg har desværre ringe forståelse for de ærlige kommunister, der lader sig forvirer af selv så åbenlyse afvigelser fra marxismen, som DKP/ML præsterer. Men vil afslutte med at anbefale alle at studere de klassiske værker, der giver et fremragende grundlag og en dybtgående analyse af netop disse spørgsmål om revolutionens opgaver og revisionismens forræderi, der ikke mindst for Danmarks kommunistiske bevægelse er sørgeligt aktuelle.
Franz Krejbjerg
Noter
* Jeg har tilladt mig at sammenskrive et citat for at reducere størrelsen på dette indlæg.
Lenin: Staten og revolutionen (1917) citat er taget fra kap. 6. Opportunisternes forfladigelse af marxismen.
Enver Hoxha: Eurokommunisme er Antikommunisme (1980) citat er taget fra kap. 1. Den nye imperialistiske strategi og fremkomsten af den moderne revisionisme.