Enhedsfront, "folkeregering" og kommunistisk samling

Af Pelle Collin


 

De marxistisk-leninistiske principper er ikke et spørgsmål om kejserens skæg, men om de videnskabeligt funderede analyser, der skal danne grundlaget for et forenet og stærkt kommunistisk parti, der kan lede kampen for knusning af borgerskabets diktatur og opbygningen af socialismen. Alternativet er nye nederlag, nye tilbageslag for den revolutionære sag

.Når en valgdag nærmer sig, afsløres i reglen de forskellige venstrekræfters sande natur. Her gives lejlighed til at vise, hvad man står for. Har man ambitioner med det
parlamentariske arbejde, og i så fald hvilke? Er man for en afsløring af parlamentarismens begrænsninger og de etablerede partiers lakajtjeneste for borgerskabet, eller er man mere til "realpolitisk" taktikeri med frieri til Socialdemokratiet og andre reformister om regerings- eller kommunalbestyrelsessamarbejde?

Kommunisternes holdning burde ligge klar. Den parlamentariske arena er først og fremmest et sted, der kan anvendes til afsløring af borgerskabets diktatur. Det er ikke igennem parlamentet, at de afgørende forandringer kommer. Det parlamentariske arbejde må altid underordnes massearbejdet. Parlamentarisk arbejde kan aldrig gøre det ud for massearbejde.

Holdningen til det parlamentariske system er imidlertid et felt, der har forårsaget usikkerhed og vaklen i den kommunistiske bevægelse. Den taktiske situation heromkring har været højst forskellig og givet sig udtryk i højst forskellige metoder. Det er for den kommunistiske bevægelse altid vigtigt at udlede grundlaget for valget af metode, vores strategiske dagsorden, men dette grundlag har ikke altid stået klart.

Den fremherskende usikkerhed i forhold til det borgerlige demokrati kan nemt udnyttes af opportunistiske strømninger til at indgive illusioner om en parlamentarisk, fredelig vej til socialismen. Legalistiske og parlamentaristisk fikserede strategier har i forskellige kommunistpartier i tidens løb afsløret et kvalitativt højreskred, revisionisme, hvis omdrejningspunkt har været en reel fornægtelse af den marxistiske statsopfattelse.

En af metoderne til at gøre dette er at plukke hid og did i historien, i klassiske tekster og i udenlandske partiers erfaringer, stykke de udvalgte stumper sammen og fremføre dette som et partis eller en bevægelses "videnskabeligt" funderede linje. En nys udkommen pjece fra rest-DKP/ML, "Kommunistisk samling - mod monopolkapitalismen", giver et eksempel på denne gammelkendte revisionistiske metode.

Voldtægtsforsøg på Dimitrov

Da det revisionistiske DKP i efterkrigstiden skulle legitimere den Moskva-dikterede såkaldte antimonopolistiske strategi, blev den gæve gamle bulgarske Komintern-leder Georgi Dimitrov trukket frem.

Dimitrov sammenfattede i midten af 30íerne den daværende situation, hvor fascisme og krig lurede lige om hjørnet i hele Europa, og fremlagde i den forbindelse muligheden for under visse betingelser at indgå i en enhedsfrontregering med politiske kræfter, der kunne forsvare det borgerlige demokrati mod fascismen. Disse betingelser handlede først fremmest om, at det politiske system og det borgerlige statsapparat skulle være i funktionel krise, og at de etablerede politiske kræfter og befolkningsmajoriteten var gennemsyret af antifascisme, men endnu ikke moden til socialistisk revolution.

I sådanne tilfælde mente Dimitrov, at der kunne skabes en regering på basis af en antifascistisk enhedsfront. En sådan regering kunne dannes i tilfælde, hvor det kommunistiske parti og den revolutionære bevægelse ikke var stærk nok til umiddelbart at omstyrte den borgerlige statsmagt og indføre proletariatets diktatur, men måtte nøjes med at sikre arbejderklassens og kommunistpartiets relative handlefrihed under det almindelige borgerlige diktatur og forsvare det borgerlige demokrati mod fascismen.

Dimitrov advarede mod at forenkle spørgsmålet og mod, at en enhedsfrontregering betragtedes som en nødvendig etape på vejen mod socialismen. Revolutionen og socialismen måtte ifølge Dimitrov (selvfølgelig) baseres på den politisk og fysisk stærke massebevægelse uden for parlamentets mure. Dimitrov end ikke antydede en mulighed for "fredelig overgang" til socialismen; ej heller gjorde Marx eller Lenin.

Enhedsfrontregeringen var en taktisk mulighed i en særlig historisk situation, i kampen mod fascismen, med den mægtige Sovjetunion i ryggen. Ikke et almengyldigt princip. Historien giver endvidere ikke ét eneste eksempel på en sådan vellykket enhedsfrontregering, der ad fredelig vej har ført til socialisme. Ingen aktuel analyse når frem til, at imperialismen er blevet mere fredelig, at der er blevet større spillerum for blødere overgangsformer til socialismen, tværtimod.

Det er et kernespørgsmål, hvorvidt man opfatter enhedsfrontens konkrete udformning som taktisk eller strategisk. Alle erfaringer og seriøse analyser viser, at enhedsarbejdets betingelser er højst omskiftelige, at enhedsfrontens karakter og rolle afhænger af disse betingelser og derfor er taktisk.

DKP fordrejede Dimitrov for - i en helt anden historisk situation - at give teoretisk påskud for at søge alliance med Socialdemokratiet med sigte på at danne en "arbejderregering".

Noget lignende gør sig i dag gældende i det reformerede DKP/ML. Selvom Dimitrov i pjecen ikke nævnes udtrykkeligt som kilde til partiets nye strategi for tilnærmelse til revolutionen, er det utvivlsomt herfra legitimationen hentes, hvilket ses i partiavisen Dagbladet Arbejderens ugentlige "studiespalte".

Strategisk lammer

DKP/MLís nye pjece lægger en overvældende vægt på at spekulere i parlamentaristiske baner, når vejen til socialismen fremlægges. Nøglepunktet er forestillingen om, at der kan dannes en "folkelig regering" på basis af et "anti-monopolistisk flertal" i folketinget. En sådan regering skal ifølge DKP/ML "forsvare arbejderklassens og folkets interesser", "forsvare og udbygge det borgerlige demokrati" og "forberede den endelige overgang til socialismen".

Der omtaltes en "anti-monopolistisk alliance", som skal samle et befolkningsflertal. Selvom det bekendes, at denne alliances vigtigste arbejdsfelt er uden for parlamentet, omhandler pjecen altovervejende parlamentarisk taktik.

Hvilken alliance tales der om? Pjecen lader ikke megen tvivl om fortolkningen. Et helt kapitel vies til "Forholdet til Socialdemokratiet og andre partier". I dette kapitel kan teksten ikke udlægges anderledes, end at DKP/ML nu mener, at den vigtigste målgruppe for enhedspolitikken er "venstre"-socialdemokraterne. Det hedder i pjecen:

"Selv blandt socialdemokratiske ledere og tilmed i folketingsgruppen findes der kræfter, der er bekymrede over den neoliberalistiske politik. Det er med disse kræfter, som kommunisterne allerede i vidt omfang samarbejder med, at aktionsenheden og samarbejdet i første omgang må udvikles."

Dimitrov udtalte sig i 30íerne om Socialdemokratierne som delt i fløje, hvoraf den til venstre kunne vindes for revolutionære positioner. Venstrefløjen i Socialdemokratiet var dengang et hovedobjekt for revolutionær enhedstaktik.

Hvis det fornyede DKP/ML overfører denne vurdering til dagens Danmark, har partiet imidlertid et forklaringsproblem. Af pjecens vægtning og sammenstilling af spørgsmålene fremgår det nemlig klart, at den omtalte aktionsenhed skal være udgangspunktet for den "taktiske" anti-monopolistiske alliance - som nødvendigvis må være strategisk af natur, hvis dette skal give mening. Pjecens forsøg på garderinger kan ikke skjule den lyserøde tråd.

Socialdemokratiet er i dag ved slutningen af en proces, for enden af hvilken det ikke længere definerer sig som et arbejderparti. Socialdemokratiet er i den nuværende EU-sammenhæng borgerskabets foretrukne forvalter, der skal lede befolkningen ind i Unionen. Socialdemokratiet fører - med fraser om "solidaritet" - åbent borgerlig politik og spiller rollen som borgerskabets folkeforfører nr. 1. Socialdemokratiet bør i denne situation være objekt for kommunisternes skarpe kritik, afsløring og angreb, ikke frierier.

DKP/MLís enhedsdrømme med "venstre"-socialdemokraterne bygger på falske forudsætninger og vil få det modsatte af den erklæret tilsigtede konsekvens. Socialdemokratiet er ikke længere et politisk monopolforetagende i arbejderklassen, og det har ikke længere en nævneværdig, resurserig venstrefløj. Den strømning, der tidligere var politisk samlet i Socialdemokratiets venstrefløj, befinder sig i dag i både SF og Enhedslisten. Hvis DKP/ML mener noget andet, må det være op til partiet at fremlægge bevisbyrde for påstanden, der danner basis for, hvad partiet mener skal være hele den kommunistiske bevægelses strategi.

Enhed og enhed
er forskellige ting

Enhedsfrontarbejdet er i dag så vigtigt som nogensinde. En taktik for dette arbejde må imidlertid bygge på seriøse analyser af 1997-Danmarks sociologiske struktur, af landets revolutionære potentiale og af styrkeforholdene. Man må gøre sig klart, om enhedsfronten i den givne situation forsvarer den nationale suverænitet - som Folkebevægelsen mod EF-Unionen - om vi taler om revolutionær faglig opposition, om antifascisme - eller om selve den revolutionære overgang. DKP/ML legitimerer sig ved at henvise til positiv praksis med aktionsenhed med "venstre"-socialdemokrater, men herfra er der immervæk et stykke vej til at ville stifte en strategisk "enhedsfront" specifikt med disse kræfter og gøre dette til kardinalpunktet for overgangen til socialismen.

DKP/MLís fejlagtige "enhedsfront"-strategi fører til manglende kritik af Socialdemokratiet og til faglige og parlamentariske karriereambitioner. De folkelige bevægelser gøres paradoksalt nok til objekt for snævre partiinteresser, hvilket sås i partiets regulære splittelsesforsøg på Folkebevægelsens nylige landsmøde. DKP/MLís nye opfattelse af massearbejdet ses også i partiets forhold til Rød Ungdom, som søges gjort til en DKU-inspireret løs bevægelse koncentreret om enkeltsagskampe, styret fra DKP/ML, uden politikudvikling, og uden at organisationen søges knyttet til den kommunistiske bevægelse. DKP/MLís nye overenskomstudspil har endvidere nedrevideret tidligere kampkrav i realpolitikkens uerklærede navn.

Føljetonen fortsættes utvivlsomt, og den er ved at blive en ren gyser. DKP/MLís nye linje er ikke spor ny. Det er gammel revisionistisk DKP-vin på nye flasker. Det antimonopolistiske demokrati i nypudset halvfemser-udgave.

DKP/ML opfordrer officielt til åben diskussion i den kommunistiske bevægelse om disse spørgsmål og om spørgsmålet om samling af kommunisterne i ét parti. Bunken af afviste marxistisk-leninistiske indlæg herom til Dagbladet Arbejderen er imidlertid anseelig. Partiets åbenhed er kun for de udvalgte.

DKP/ML gør intet for at bortrydde den forvirring, der gælder i den kommunistiske bevægelse omkring enhedsarbejdet. Man kunne begynde med at slå fast, at der er forskel på aktionsenhed og enhedsfront på den ene side og samling af kommunisterne på den anden side. Der er tale om to kvalitativt forskellige enhedsopgaver, som ikke må blandes sammen, som det gøres i DKP/ML-pjecen.

De marxistisk-leninistiske principper er ikke et spørgsmål om kejserens skæg, men om de videnskabeligt funderede analyser, der skal danne grundlaget for et forenet og stærkt kommunistisk parti, der kan lede kampen for knusning af borgerskabets diktatur og opbygningen af socialismen. Alternativet er nye nederlag, nye tilbageslag for den revolutionære sag. DKP/MLís nye pjece nævner ikke ordet revisionisme én gang, endsige drager erfaringerne med den moderne revisionisme i den kommunistiske bevægelse.

Det vil imidlertid være rimeligt at antage, at DKP/ML med sin nye linje, der er udviklet yderligere i denne pjece, har sat sig selv på et sidespor. "Masseparti"-parolen, som selvsikkert blev lanceret ved kup-eksklusionerne og sprængningen i juni i år, lader allerede til at være fejet diskret ind under gulvtæppet. Som en nærsynet vejrhane dingler partiet for vinden, kompasset er smidt væk, og af mangel på politisk potens bejler man betingelsesløst til øst og vest.

Det kan ikke tages seriøst. Enheden i den kommunistiske bevægelse frem mod samlingen i ét stærkt parti må funderes på marxismen-leninismen, på enighed om den marxistiske statsopfattelse, på enighed om den leninistiske partiopfattelse, på afvisning af revisionismen. Den må skabes ud fra ikke blot aktionsenhed, men politikudvikling i basis. Ingen skjulte dagsordener kan accepteres. OKTOBER har i dag som den eneste politiske kraft påtaget sig arbejdet for denne principfaste enhed og samling. Derfor skys OKTOBER som pesten af DKP/ML.

 

RETUR til Forside