Er verdensøkonomien i dag, efter den Kolde Krig, trådt ind i en ny og mere stabil fase med fremgang, vækst og stabilitet? Skal man tro borgerskabets hofeksperter, kan vi se frem til op til 30 års økonomisk opgang, og når det regner på præsten, drypper det som bekendt på degnen. Stil endelig ikke spørgsmålstegn ved markedsøkonomiens velsignelser!

Visse begivenheder i disse dage tyder dog på, at alt er ved det gamle. Konklusionerne frister til udråbstegn.

For blot en måneds tid siden fortalte erhvervslivets medier beroligende, at den økonomiske turbulens i Sydøstasien denne sommer var et lokalt og forbigående fænomen. Disse lande led af vokseværk og manglende erfaring med at håndtere økonomisk vækst, hed det sig.

Sidst i oktober, næsten på tiårsdagen for krakket i 1987, kom chokket. I løbet af fire dage oplevede børsen i Hongkong det største kursfald nogensinde, næsten en fjerdedel, da presset på Hongkong-dollaren blev for stort, og investorerne begyndte at trække sig ud i panik. Sydøstasiens betydning for den globale økonomi gav sig udslag i en umiddelbar børskrise vestover til de europæiske og amerikanske markeder, hvis aktiekurser i den seneste tid har tårnet mange gange højere end de økonomiske vækstrater. I skrivende stund er markederne kun kommet sig delvis over chokket, med formaninger fra erhvervsledere og politiske ledere helt op til den amerikanske præsident om at verdensøkonomien grundlæggende er sund, og at krisen i virkeligheden er et sundhedstegn.

Aktiekursernes rekord-rutsjetur i Hongkong afspejlede det faktum, at den kinesiske særzone i modsætning til de øvrige kriseramte sydøstasiatiske lande ikke vil afskrive sin valutas binding til den amerikanske dollar. Disse landes binding til dollaren var den udløsende faktor for valutakrisen i juli, da deres valutaer fulgte med den stigende dollar til det punkt, hvor det ikke kunne bære. Administrationen i Kina og Hongkong vil for alt i verden ikke gøre det økonomiske centrums valuta flydende og dermed ødelægge tilliden til dets stabilitet.

De såkaldte "tigerøkonomier" i Sydøstasien har ikke lidt skibbrud, men de har fået et skud for boven, der kan mærkes. Både Thailand og Indonesien har fået særlig krisehjælp fra Verdensbanken og IMF, og i begge tilfælde er hjælpen sket under ledsagelse af nøje instruktioner fra donorerne: De offentlige budgetter skal strammes, og markedet skal liberaliseres yderligere.

I Thailand, hvis valuta er faldet en tredjedel i værdi, har IMF og Verdensbankens diktater ført til suspension af 58 ud af landets ialt 91 finansselskaber, foruden at landet er kommet i alvorlig politisk krise. I Indonesien, der med sine over 200 millioner indbyggere er det største af de nyindustrialiserede lande, ventes liberaliseringskravene at føre til mange mindre finansielle institutters sammenbrud. Drastiske nedskæringer i statslige subventioner inden for alle erhverv vil sende tusinder på gaden og forværre den sociale ulighed.

Chefen for USA’s centralbank, Alan Greenspan, er en af de prominente ledere, der har gjort det klart, at "tigrene" ikke selv har lov til at bestemme deres politiske system og prioriteringer:

-Det er i USA’s og verdens øvrige landes interesse at anspore dem til at gennemføre de nødvendige politiske ændringer, og i det omfang, det er nødvendigt, stille med midlertidig finansiel assistance, sagde Greenspan i en tale til den amerikanske Kongres under krisen. Der forlanges altså flere hestekure med brodden rettet mod, hvad der måtte være af statslig styring af økonomien og sociale udgifter.

At de imperialistisk dikterede "kure" tjener til at åbne de pågældende markeder for givtige investeringer, fremstår som en klar klasseinteresse. På det mere langsigtede plan udtrykker udviklingen og f.eks. Greenspans kommentarer til den imidlertid også en interesse i styrkelsen af den statsmonopolkapitalistiske imperialisme som samfundssystem. Såvel krisen som den påtvungne "kur" renser ud blandt små og mellemstore virksomheder, hvilket fremhæves af Greenspan og andre ledere som en positiv udvikling. Det samme siges i forhold til de mange små aktiejeres fallitter, som kun gavner monopolernes kapitalkoncentration.

Den store joker i det nuværende sydøstasiatiske spil er den økonomiske supermagt Japan. En stor gruppe japanske finanskoncerner er truet af konkurs, efter at de har satset stort på det asiatiske marked.

Japan er både storinvestor og storeksportør i regionen, og koncernerne herfra har finansieret en del af ekspansionen ved lånoptagning i de oppustede asiatiske ejendomsmarkeder, der nu er braset sammen. Landets afhængighed af regionen illustreres ved, at cirka 60 procent af den japanske vækst stammer fra eksporten, der for en stor del går til de asiatiske naboer.

Japan befinder sig nu i en fastlåst krisesituation. Bilgiganten Toyota har lukket fabrikkerne i Thailand og trukket kapitalen hjem, og kollegaen Mitsubishi kører med underskud. Det japanske marked har oplevet afsmittende kursfald, og hvis den udvikling fortsætter, kan det betyde, at store dele af finanssektoren bliver insolvent. Spekulanter verden over kigger spændt på, om de magtfulde japanske pensionskasser begynder at trække penge ud af USA. Hvis dette sker i større omfang, kan det dræne det amerikanske marked for megen likviditet.

Hvis Japan rammes for alvor af den asiatiske krise, vil det kort fortalt ramme det globale marked hårdt, eftersom japansk kapital har enorm global betydning, navnlig i USA.

Den voksende kinesiske økonomi trues derved, at landets vækst er snævert afhængig af udenlandske investeringer. Kinas ejendomsmarked er ramt af en lignende krise som i Sydøstasien, idet f.eks. 30 procent af de nyopførte kontorbygninger i Shanghai står tomme, og situationen er ikke ændret til det bedre trods drastisk faldende huslejer inden for det seneste år. Kina har dog chance for at slippe mere nådigt igennem krisen, eftersom størsteparten af de udenlandske investeringer hertil er i fast kapital.

Sydøstasien anses trods krisen stadig for det globale markeds vækstcentrum nummer ét. F.eks. går over halvdelen af Danmarks og EU’s eksportfremstød i år til denne region, hvor arbejdskraften er både billig og relativt godt uddannet.

Det indrømmes i disse dage, at aktiekurserne verden over i en tid har været opskruet af "irrationel begejstring" (Greenspan), og dermed forklares de rekordstore kursfald som en naturlig og sund korrektion af kurserne. Industrilandenes samarbejdsorganisation OECD kalder direkte krisen "en sund korrektion af overophedede aktiekurser". Det påstås vedholdende, at verdensøkonomien grundlæggende er sund.

Heri kan der ligge en sandhed, om end med vidtgående modifikationer.

Aktiejernes forgyldelse har været af solkonge-dimensioner verden over.

I lille Danmark kunne det for nylig oplyses, at aktiespillerne siden årsskiftet var blevet 200 milliarder kr. rigere, og i år forventes en samlet kursstigning på 35 til 40 procent. Den nationale økonomiske vækst ligger til sammenligning på et par procent. Nationalbanken beroliger med, at valutareserverne er øget markant i løbet af i år, og dette kan sammen med de store statsmonopolkapitalistiske pensionskasser sættes ind som stabiliserende indsprøjtninger i forbindelse med en eventuel krise.

Det er ganske rigtigt, at den globale imperialistiske økonomi er inde i en relativt god periode, et opsving. En hovedårsag til dette skal uden tvivl søges i afslutningen af den Kolde Krig. Fra et verdensmarked delt mellem en vestlig og østlig lejr er vi gået ind i en global verdensøkonomi, hvor nye markeder er blevet åbnet i den tidligere Østblok, foruden at den sydøstasiatiske region er blevet industrialiseret.

Det har givet los for en tiltrængt ekspansion, en ny "Marshallplan", vel at mærke under mere anarkistiske former, hvor de tre tidligere alliancepartnere under den Kolde Krig - Japan, USA og Vesteuropa - nu konkurrerer om adgangen til de nye markeder.

Opsvinget kan altså sammenlignes med situationen efter Anden Verdenskrig, der også gav startskuddet til en vækstperiode. At den nye vækstperiode skal holde 30 år, hører dog til i eventyrenes verden. Markedet udvider sig ikke uendeligt. Hvornår grænserne nås, og depressionen kommer, er mindre væsentligt.

Det væsentlige er, at selv nok så mange tillidsforanstaltende mantraer ikke kan gøre imperialismen krisefri.

RETUR til Forside