Klassedom under forberedelse

Afhøringerne i Ribus retsfarcen mod de tre arbejderledere i Esbjerg er i første omgang forlængst afsluttet efter 2 mdr. retssag. Nu er retten igang med at votere, og det kan der i en så manipulerende politisk sag sagtens gå flere uger med.

Men der er ikke særlig megen medie-interesse i forhold til

sagens snarlige og foreløbige afslutning, på trods af den har det meget alvorlige indhold: At tre arbejderledere forsøges idømt langvarige fængselstraffe, fordi de har været centrale personer i at føre klassekamp imod privatiseringens følger i Esbjerg.

Der var ellers al mulig grund til, at medierne satte fokus på Ribus retssagen, fordi det er de forkerte, der sidder på anklagebænken. Nej medierne i Overdanmark har haft langt vigtigere ting at formidle: "Danmarks vigtigste problem"- at holde liv i en i høj grad medieskabt fremmedfrygt og racisme - Lov og orden må herske i Danmark, påstås det. Men det er altid godt at stille spørgsmålet: Hvis lov er det, og hvem tjener den både i forhold til flygtninge/indvandre debatten og ikke mindst i forhold til Ribus retssagen.

Afsløringerne forud for og omkring retssagen viser, at politiet og det danske retssystem inklusive landsret , højesteret og justitsministeriet samlet har været vigtige værktøjer til at kriminalisere den vigtigste enkeltkonflikt i efterkrigstidens Danmark og at de nu forsøger at lave en endelig afregning:

-Vi har set politiet benytte sig af politiagenter til iværksættelse af hærværk og som påskud til en efterfølgende fængsling af 3 centrale personer under konflikten. Nu skulle konflikten stoppes.

-Vi har under konflikten set landsretten imod hidtidig retspraksis fængsle de tre på ubestemt tid, dvs i mere end 7 uger, som om der var borgerkrig og undtagelses tilstand i Danmark. Et så drastisk skridt sker ikke uden tråde op til justitsministeriet og statsministeren.

-Vi har set gennemførelse af en retssag, hvor landsret og højesteret har accepteret ukonkrete gummianklager i modstrid med dansk retspraksis, så det er op til den anklagede at bevise sin uskyld.

Fra at Ribus konflikten startede som en lokalkonflikt i Esbjerg for ordnede arbejdsforhold ovenpå en udlicitering, udviklede solidariteten sig på landsplan til en solidaritetsbevægelse mod udlicitering og privatisering af offentlige ydelser.

Fra statsmagtens side blev det til en vigtig politisk kamp, som skulle knækkes for enhver pris. EU-Danmark vil ikke acceptere modstand mod udlicitering og privatisering, derfor måtte hele borgerskabets arsenal af værktøjer om nødvendigt tages i brug, og det er de blevet.

Den borgerlige retssikkerhed gælder ikke for arbejdere i kamp. Den eneste sikkerhed arbejdere i kamp har, er arbejderklassens og den brede befolknings solidariske opbakning.

Ser vi på en forudgående dom mod een af de fritstillede chauffører, står det klart hvad anklageren pønser på. Forud for retssagen mod de tre, blev der afsagt

domme på et fuldstændig løst grundlag bl.a. mod en fritstillet chauffør. Hun blev idømt 14 dages fængsel på grundlag af een betjents påstand om, at hun havde kastet en ølflaske. Men ikke engang betjentens kollega, som stod ved siden af kunne bekræfte udsagnet. Alligevel blev dommen på 14 dage!

Det var en dom anklageren modtog med kyshånd og brugte som retningsgivende i sin procedure mod de tre anklagede, der påstås at have været bagmænd til hærværk. Selvom anklagerens udokumenterede påstande mod de tre anklagede faldt sammen i retten, skal man derfor ikke blot gå ud fra at retfærdigheden vil ske fyldest, og at dommene vil lyde på frifindelse. Retssagen drejer sig også i høj grad om hvordan gidselfængslingen af de tre under konflikten skal kunne legitimeres.

Skulle det utænkelige ske vil anklageren uden tvivl appellere sagen til landsretten, hvor anklageren har haft bedre held tidligere. Derfor bliver det også igen afgørende vigtigt, at solidariteten med de anklagede og mod kriminaliseringen af denne faglige kamp fastholdes. Anklageren kræver 6-9 måneders fængsel til Peter Kleist Christiansen, 4-6 måneders fængsel til John Andersen, 60 dages fængsel til Bjørn Marcher.

Mange stiller sig i denne tid sikkert også spørgsmålet. Jamen, hvor er SID-toppen og de andre fagtoppe toppe henne. Udover læbebekendelser er det ikke blevet til meget. Men det er sikkert også svært når hjerterne banker for EU og socialdemokratisk nedskæringspolitik med udlicitering og privatisering til følge. Samtidig arbejder de jo også kraftigt for at omdanne fagforeningerne fra engang at have været kamporganisationer til at blive reduceret til rejseselskaber og serviceforeninger. Men "servicen" fra disse fagtoppes side i forhold til at bakke op om udviklingen af en solidaritesbevægelse for de anklagede under retssagen har været mere end ringe.

Måske har de slet ikke så meget imod at arbejdere i kamp idømmes en huskekage, fordi de greb til "ulovlig" strejke og udviklede en omfattende solidaritetsbevægelse omkring deres kamp.

Derfor er det ekstra vigtigt at fastholde og igen udvikle det brede solidaritetsarbejde for de tre mod kriminaliseringen af denne faglige konflikt.