Knap 200 delegerede havde tilmeldt sig Folkebevægelsen landsmøde 25. – 26. Okt. Der var masser af gå på mod til at tage kampen op med magthaverne endnu engang. Valgkampen imod Amsterdamtraktaten går i gang med det samme.

Folkebevægelsen udtaler fra sit landsmøde i Roskilde. Amsterdam traktaten er et vigtigt skridt i Den Europæiske Unions udvikling til en føderal stat. Rets- og politisamarbejdet bliver overstatsligt. EU bestemmer over asyl- og indvandrepolitikken. Den interne græsekontrol blive fjernet. EUROPOL bliver et forbundspoliti, og millioner af EU’s borgere bliver indlemmet i hemmelige registre. Den fælles uderigs- og sikkerhedspolitik bliver reelt overstatslig og forsynes med en militær dimension. Der etableres et EU-udenrigsministerium. De europæiske stats- og regeringschefer kan uden traktatændring sammenlægge Vestunionen med EU, og et fælles forsvar oprettes. Indarbejdelsen af menneskerettighederne og de sociale- og arbejdsmarkedsmæssige rettigheder i traktaten betyder, at det i fremtiden vil være EF-Domstolen, der definerer indholdet af disse rettigheder. Folkebevægelsen konstaterer i den forbindelse, at forbud mod diskrimination på grund af politisk overbevisning ikke er omfattet af EU’s mennekerettigheder – modsat FNs og Europarådets menneskerrettighedskonventioner.

Folkebevægelsen har aldrig troet på Edinburgh-afgørelsens fire undtagelser. Vi kan efter Amsterdam topmødet og den nye traktat konstatere, at de reelt var uden værdi. Folkebevægelsen mod EF-Unionen opfordre alle danske vælgere til at stemme nej til mere Union ved Folkeafstemningen den 28. Maj 1998.

Der var kun 24 kandidater til de 21 pladser i forretningsudvalget. KPiD og DKP/ML havde for første gang en fælles fjende på listen, og da man havde mobiliseret en temmelig stor gruppe delegerede afspejles deres smædekampagne og fælles blok valg tydeligt i den endelige optælling. Lisbeth Nielsen har været medlem af forretningsudvalget siden slutningen 80erne og har siddet i styrelsen siden 92, blev banket ned som sidste suppleant. Det skal blive spændene at se hvem KPiD og DKP/ML vil anbefale til styrelsen istedet for Lisbeth Nielsen der har leveret en kæmpe indsats igennem årende.

Ole Krarup fra Enhedslisten profilerede sig i sin indledning kraftigt på at tage afstand fra folk med "nærkontakt med deres indre svinehund". Danmarks Radio fik store øjne og pirkede til de delegerede om deres holdning til netop spørgsmålet og Ja eller nej til samarbejde med Nej partierne Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, langt de fleste gav dem dog det fornuftige svar at Folkebevægelsen søger et bredt samarbejde i kampen for et Nej til Amsterdam.

Søren Becher DKP/LH, stod i spidsen for et konkret forsøg på at ændre Folkebevægelsens politik, en ændring der ville føre en ny splittelse af Folkebevægelsen med sig. Søren B. tog ordet som den første til beretnings diskussionen, og annoncerede her en diskussion med det indhold at det var uforeneligt med Folkebevægelsens grundlag at indlade sig på at samarbejde med Racistiske organisationer og partier, på talerstolen turde han ikke nævne de to fremskridtspartier men i korridorerne lagde han ikke bånd på sig selv, i TV2 efter landsmødet kom det også åbent frem at det var de to fremskridtspartier der blev hentydet til.

Har man fulgt lidt med i pressen op til Junibevægelsens landsmøde, ved man at det netop er denne diskussion medierne vil søge at grave rundt i. Man gør et stort nummer ud af at slå modstand i hartkorn med fremmedhad, og selv Dagbladet Information ser sig ikke for god til at kalde organiserede Nejsigere for nationalister i ordets værste forstand. Det var dette udgangspunkt som Søren B. brugte til at fremfører den gammel kendte enhedsliste politik. Argumentet er at vi står i en særlig situation og hvis modstanden kommer til at fremstå som fremmedhadsk vil tvivlere blive skræmt over til jasiden. Det er en utroligt overfladisk argumentation der er dikteret af medierne. Og medierne er jo som bekendt udtryk for regeringens og magthavernes vilje. I det kommende arbejde får Folkebevægelsen både brug for at samarbejde med mennesker som stemmer på Pia Kjærsgård og unge der var med d. 18. Maj 1993 på Nørrebro. Den selv samme Søren B. handlede allerede i 1994 som socialdemokratisk prospekt, da han på vegne af LH fik skubbet autonome unge ud af 18. Maj initiativet der stod som arrangør af en demonstration på et års dagen.

Folkebevægelsens afgående forretningsudvalg holdt møde lørdag aften og behandlede også Søren Bs. forslag til udtalelse her var man ude mærket klar over den kattepine som udtalelsen bragte Folkebevægelsens landsmøde i: Blev forslaget vedtaget var grunden langt til en splittelse, tilgengæld er det næsten lige så slemt at stemme imod at man er antiracist, det værste var den forudsigelige følelsesladede debat der ville blive om forslaget. Forretningsudvalget vedtog at bede Becker om at trække forslaget, efter mange og lange samtaler med en række af forretnings medlemmer gik forslagsstilleren ind på at sove på det.

Søndag morgen vægre MLeren sig i midlertid ved at sige noget til forretningsudvalget, eller sagt på en anden måde så gives der udtryk for at man reelt tænker over at trække udtalelsen. Først op formiddagen beslutter Becker at meddele at han aldeles ikke vil trække sit forslag. Det er utrolig arrogant og imod ånden i Folkebevægelsen at DKP/ML i den grad sidder en seriøs og gennemtænkt henstilling fra Forretningsudvalget overhørig, og for at fremme egne politiske særstandpunkter forsøger at gennemtvinge en politik der ville få helt utroligt negative konsekvenser for Folkebevægelsen og kampen for dansk selvstændighed.

Morten Larsen, landsledelsen FBU var en anden Mler der trådte ved siden af. Han udpeget til at fremføre en hilsen til landsmødet fra FBU, men misbrugte klodset den tillid der var givet ham, og brugte istedet tiden på talerstolen til at støtte partifællens Søren Bs. splittelses forslag. FBUs landsmøde sidst i november bør spørge Morten Larsen om han også i fremtiden vil misbruge tiden på at fremføre særstandpunkter når han har ladet sig vælge til at repræsenterer FBU.

Selve diskussionen om udtalelsen kommer til at ligge som sidste punkt på dagsordenen og bliver mindst lige slem som man kunne forestille sig. Heldigvis slutter alle gode kræfter i Folkebevægelsen op om et ændringsforslag der giver udtalelsen et fornuftigt og klart indhold.

Medlemmer af DKP/ML har nydt stor tillid med basis i den store indsats der er blevet lagt i det daglige arbejde, gennem næsten 10 år i folkebevægelsen.