Samtale med Klaus Riis:

 

Der er splittelsesmagere løs:
Stop dem!

 

Folketinget åbnede under voldsom valgdramatik. Statsministerens mislykkede forsøg på at få udskrevet et folketingsvalg blev afløst af, hvad der betegnes som en højrebølge: en stærk fremgang i meningsmålingerne for Pia Kjærsgårds og hendes "Danske folkeparti". Socialdemokratisk selvsikkerhed blev på få dage ændret til socialdemokratisk panik.

Om et halvt år står vi overfor en ny folkeafstemning om EF-Unionen. Og der er kommunalvalg senere på måneden – og folketingsvalg senere.

KOMMUNISTISK POLITIK har spurgt Klaus Riis, redaktør for Oktober Forlag, og tidligere formand for DKP/ML om hans vurdering af den politiske situation og om den kommunistiske bevægelses udvikling, ikke mindst i hans tidligere parti DKP/ML.

 

KOMMUNISTISK POLITIK: - Hvad er denne pludselige højrebølge udtryk for – er en stor del af befolkningen blevet fremnmedhadere og småracister og småfascister?

 

Klaus Riis: - Jeg tror, man skal sætte gåseøjne omkring højrebølgen. Der er ikke sket et pludseligt skred i befolkningen, og opstået et ønske om en stærk mand eller en stærk kvinde. Når Pia Kjærsgård nu står til at høste en enorm stemmefremgang ved et valg – og blive støtteparti for en VK-regering til afløsning af Nyrup – så er det i første række et resultat af socialdemokratiets og Nyrup-regeringens egen politik.

Denne regering fremstillede sig ved sin tiltræden som et systemskifte i forhold til 10 års Schlüter-politik. Den har i stedet fortsat den borgerlige politik: Under den socialdemokratiske regering er der taget nye skridt til at demontere det såkaldte velfærdssamfund. Unionens og monopolernes, de multinationale selskabers, indflydelse på alle felter af samfundslivet er vokset kraftigt. Regeringen har ladet de rige berige sig – mens pensionister, arbejdsløse, bistandsmodtagere har set et klart fald i levestandarden. På trods af en ret kraftig højkonjunktur fortsætter arbejdernes realløn med at stagnere eller falde.

Under Nyrup tages der nye skridt ind i Unionen – til salg af dansk selvbestemmelsesret. Socialdemokratiet har længe gennemført en kampagne for et Ja til Amsterdamtraktaten – og har fået en slags borgfred fra VKs side, indtil afstemningen er overstået. Der er brug for Nyrup og socialdemokratiet ved regeringsmagten indtil da.

Netop socialdemokratiets rolle i spidsen for nedbrydningen af den danske velfærdsmodel og tilpasningen til EU og dets dårligt skjulte forsvar for de rige, for storkapitalen på de brede massers bekostning driver en del tidligere socialdemokratiske vælgere i armene på Kjærsgård-reaktionen. Hun forstår at udnytte netop usikkerheden omkring slagtningen af velfærden og unionsmodstanden med stor behændighed. Det skal heller ikke glemmes, at hun føres frem af de borgerlige medier, som søger at styre utilfredsheden med socialdemokratiets administration til gavn for kapitalen ind i baner, der er ufarlige for de herskende – til højre – og ikke til venstre, ligesom med Glistrup i sin tid. Det er en manipuleret bølge.

Medieoppustet afledning

KP: - Men er det ikke i første række flygtninge- og indvandrerpolitikken og en opblusning af fremmedhadet, som er baggrunden for Kjærsgårds gode meningsmålinger og den socialdemokratiske panik?

KR: - Fremmedforskrækkelse og fremmedhad er ikke Dansk Folkepartis og højrefløjens monopol. I øjeblikket foregår der en ulækker konkurrence blandt de borgerlige partier og socialdemokratiet om at gøre flygtninge og indvandrere, og ikke mindst de unge 2. Generationsflygtninge- og indvandrere - til sorteper og syndebuk i hele det spil, der handler om at skjule sandheden om, hvem der regerer og hvem, der høster profitterne på den herskende politik – ligemeget om regeringslederen er socialdemokrat eller borgerlig.

Det er både et reelt spørgsmål og et medieoppustet afledningsproblem. Det reelle er, at den officielle – borgerlige og socialdemokratiske – politik har spillet fallit. Der er ikke blevet fulgt en virkelig integrationspolitik, men tværtimod en politik for ghettoisering og isolering af indvandrere og flygtninge. De grimme sammenstød på Nørrebro i København og i Århus i forbindelse med Lawal-dommen er de uundgåelige resultater af det. Det samme mønster har i årevis gjort sig gældende i en lang række andre EU-lande. Det er den officielle politik, som har skabt disse problemer: arbejdsløsheden, nedskæringspolitikken, racismen hos arbejdskøberne.

Nu er der ved at udkrystallisere en fælles reaktionær linje, som kappes om at slå plat på situationen, selvom der er nuanceforskelle: inhumane forsøg på at stoppe tilgangen af reelle flygtninge, forsøg på at uddrive en del af de herboende udlændinge, og tvangsassimilation for resten. Ikke en solidarisk integrationspolitik, men en prügelknabe-politik.

Og det hele ledsages af den påstand, at det er den brede befolkning, der er racistisk. Det er den officielle politik, der skaber fremmedhad og racisme, det er de borgerligt kontrollerede medier, der opflammer den, ligesom det er officiel politik, at nazisterne skal have lov til at marchere i gaderne, så den herskende reaktion på den baggrund nærmest ser progressiv ud.

 

Den manipulerede højrebølge

KP: -Men skal den såkaldte højrebølge ikke tages alvorligt?

KR: - Den skal selvfølgelig tages alvorligt. Men for at kunne det må man forstå den. Den virkelige trussel mod arbejderne og det store flertal af befolkningen kommer hverken fra Johni Hansen og hans sølle flok, eller fra Pia Kjærsgårds jubelnationalister. Det er den herskende klasses politik for at øge profitterne og styrke udbytningen, for at eliminere resultaterne af arbejderklassens kamp gennem århundredet, for at splitte og lamme modstanden mod den kapitalistiske offensiv og monopolernes Union. Profitterne og reaktionens planer for fremtidens delstat Danmark sikres ved at splitte og opdele arbejderne og det store flertal på underordnede spørgsmål.

"Højrebølgen" er det direkte resultat af den socialdemokratiske politik.

 

KP: - Men hvorfor går protesten ikke til venstre?

Der er ingen tvivl om, at der også foregår et brud med socialdemokratiet, der går mod venstre, mod klassekampsstandpunkter. Men når en betydelig del af protesten mod unionspolitikken, nedbrydningen af velfærden og mod den officielle flygtninge/indvandrerpolitiks fallit går til højre og ikke til venstre skyldes det ikke bare medierne eller Kjærsgårds dygtighed. Det skyldes også, at der ikke eksisterer et reelt alternativ til venstre for socialdemokratiet. De såkaldte venstresocialdemokrater, eller Holger K. Nielsens SF eller Enhedslisten udgør ingen reel opposition til den socialdemokratiske politik. De er socialdemokratiets frustrerede støtter og allierede. De råber og skriger om, at Nyrup-regeringen skal se til venstre, til den parlamentariske venstrefløj, og drømmer søde drømme om et "arbejderflertal", en "venstreregering". Nyrup-regeringen er en borgerlig regering, og socialdemokratiet et borgerligt parti, ikke engang et borgerligt arbejderparti, men et borgerligt parti med historiske rødder i arbejderbevægelsen, som fortsat kontrollerer en tandløs og unions-støttende fagbevægelse. I en sådan situation vil protesten naturligt nok gå til højre.

Den parlamentariske venstrefløj er både lam og tandløs, desværre, og uden andet perspektiv end at trække socialdemokratiet en smule "til venstre", eller få gennemført nogle enkeltsager af petitessestørrelse. Og den kommunistiske bevægelse er i øjeblikket for splittet og svækket til at kunne udgøre et seriøst alternativ til socialdemokrater og den halvsocialdemokratiske venstrefløj.

Alliance med
"venstre"socialdemokratiet?

KP: - DKP/ML er begyndt at tale om en "taktisk alliance" med socialdemokrater. Hvad mener du om det?

Ja, beklageligvis er mit fhv. parti også begyndt at spille med i det reformistiske spil. Det har opfundet en såkaldt socialdemokratisk venstrefløj og drømmer om et langvarig taktisk alliance med disse "venstre"-socialdemokrater - indbefattet socialdemokratiske ledere og folketingsmedlemmer. Blandt disse socialdemokrater findes imidlertid ingen konsekvente modstandere af EU, der findes ingen modstandere af NATO, eller af imperialismens "ny verdensorden" – de søger, som de gode socialdemokrater, de er, at dæmpe de værste sociale virkninger af kapitalens offensiv, gøre dem acceptable for arbejderklassen og forhindre, at klasseprotesterne går ud over de grænser, socialdemokratiet og LO-toppen sætter.

Lad mig citere hvad John Max Pedersen engang skrev om en af disse såkaldte venstresocialdemokrater, den tidligere SID-formand og nuværende folketingsmand Hardy Hansen. Det var i forbindelse med fængslingen af havnearbejdernes talsmand i Esbjerg, Karl Jørgensen, engang i 80erne. Han skrev i sit læredigt "Lighed for loven":

 

Når en arbejdsmand bliver fængslet

på udsagn fra en panikslagen brandstifter

der har fået løfte om strafnedsættelse
er det kun et udtryk for princippet om

LIGHED FOR LOVEN

 

hvilket bestyrkes af den kendsgerning

at hvis

Hardy Hansen eller Georg Poulsen

for ikke at nævne LO-formanden

havde deltaget i arbejderklassens

kamp

eller bare talt arbejderklassens

sag

så ville de også blive fængslet

og justitsmyrdet som

KARL JØRGENSEN.

 

Det er lige præcis pointen. De virkelige arbejderledere risikerer at komme i fængsel under kampen.

Nu lægges der op til et nyt justitsmord mod de 3 fra RiBus. Hardy Hansen kom i folketinget. Der kan han – i øvrigt ikke særlig højlydt – udtrykke sin "bekymring over den neoliberalistiske politik", som alibi for Nyrup og Co.s neoliberalisme.

Hermed siger jeg ikke, at kommunisterne ikke skal tilstræbe aktionsenhed i konkrete sager og omkring konkrete spørgsmål med alle mulige kræfter, også såkaldte venstresocialdemokrater. Delingen af socialdemokratiet i højre- og venstresocialdemokrater kunne være rigtig i en tid efter 2. Verdenskrig – det skal jeg ikke komme ind på her – men i dag er "venstre"-socialdemokraterne ikke samlet i socialdemokratiet alene. Hvad er partiet SF andet end et "venstre"-socialdemokratisk parti? Eller Enhedslisten, for den sags skyld, hvis man ikke foretrækker at kalde det "venstresocialistisk" – hvad der er det samme.

Når DKP/ML nu er begyndt at snakke ikke bare om aktionsenhed, men om taktiske alliancer med venstresocialdemokrater, og mener Hardy Hansen og Co. – så er det en farlig bane, partiet bevæger sig ud i, en sump, de søger at trække den kommunistiske bevægelse med i. For en fastholdelse af kampen mod den kapitalistiske offensiv, mod monopolernes EU og mod imperialismens aggressionsinstrument NATO og den amerikansk-dikterede "nye verdensorden" sætter sine absolutte grænser for sådanne alliancer. For det "venstre"-socialdemokratiske selskab er iog bkliver ikke modstandere af nogle af disse kapitalistiske strategier, men søger bare at mildne nogle af deres værste virkninger og inddæmme den strategiske modstand mod dem.

DKP/ML taler om en fast "taktisk alliance" med venstre-socialdemokraterne. Det understreges, at der ikke er tale om en "strategisk alliance" – og det er selvfølgelig indlysende i forhold til spørgsmålet om overgang til socialismen, hvor venstre-socialdemokraternes anti-revolutionære karakter historisk igen og igen er kommet til udtryk. DKP/MLs "taktiske alliance" drejer sig imidlertid om dannelsen af en alliance i forhold til kapitaloffensiven, EU-kampen og kampen mod "den ny verdensorden". En sådan alliance har strategisk karakter, uanset hvad man kalder den. Den er et vildspor i kommunisternes kamp for at mobilisere arbejderklassens kampfront og den folkelige kamp mod kapitaloffensiv, EU og imperialistisk aggression.

En strategisk plan

KP: DKP/ML har udsendt en pjece med titlen "Kommunistisk samling – mod monopolkapitalen", som fremlægger partiets nye linje. Hvordan vil du karakterisere den?

KR: Ja, det er i den pjece, at partiets overvejelser om alliance med socialdemokraterne fremlægges. Efter DKP/MLs 7. Kongres har den ny partiledelse fremlagt tre dokumenter, som formulerer partiets nye linje. Det er det seneste "Program for et socialistisk Danmark", pjecen "Hvilket parti har arbejderklassen brug for", som fremlægger en ny revisionistisk partiopfattelse og giver en løgnagtig fremstilling af sprængningen af partiet,. og nu den pjece, du nævner. Disse dokumenter betegner partiets brud med marxismen-leninismen og overgang til den moderne revisionisme.

De udgør en sammenhængende revisionistisk strategi og platform, som fuldstændig bryder med den linje, partiet har fulgt de første 18 år, hvor jeg var formand.

Det seneste dokument er sølle omgang. Det fremlægger med en masse verbalekvilibristiske krumspring, som partiet nu gør i, for at tilsløre sit brud med marxismen-leninismen, en ny strategisk plan for arbejderklassens kamp, som er en sikker vej til nederlag – og en ny plan for, hvad der kaldes "samling af kommunisterne", som vil føre til nye tilbageslag for den kommunistiske bevægelse.

Når man skal begrunde, at man ikke fører kamp mod højreopportunisme, mod revisionisme – så indrømmer man, at "højre er hovedfaren for den kommunistiske bevægelse", men med et ægte verbalekvilibristisk træk meddeler man i samme øjeblik, at "venstre"-sekterisme er hovedhindringen for dens udvikling!"

Alene pjecens titel blander tingene sammen:

"Kommunistisk samling" – samling af kommunisterne i eet stærkt parti – betyder at skabe et redskab for arbejderklassen, der kan gå i spidsen for at omstyrte det kapitalistiske klasseherredømme, sønderslå den kapitalistiske stat og begynde opbygningen af et socialistisk Danmark. Det er hvad den kommunistiske samling handler om. "Samling mod monopolkapitalen" eller rettere sagt mod statsmonopolkapitalismen, er en strategisk linje for at samle arbejderklassen og dens allierede i en fælles front mod dens fjender. DKP/ML blander her som så mange andre steder tingene sammen i en bevidst mudret pærevælling.

En antimonopolitisk folkelig regering?

KP: Pjecen fremsætter en strategi for at skabe en folkelig antimonopolistisk regering?

KR: Hovedindholdet i DKP/MLs nye strategiske linje er følgende: Der skal dannes en såkaldt "bred folkelig anti-monopolitisk alliance i kampen mod monopolerne og deres stat". Dette kaldes en "antimonopolistisk strategi". Et hovedelement i denne strategi er den såkaldte "taktiske alliance" med venstresocialdemokraterne, som jeg omtalte før. Og et af dens hovedmål beskrives som følger:

"Hvis den parlamentariske og udenomsparlamentariske kamp udvikler sig i et rigtigt forhold, kan det under bestemte betingelser føre til skabelse af et anti-monopolitisk flertal i folketinget og dermed til dannelse af en regering, der forsvarer folkelige interesser imod monopolernes magt." Og senere hedder det:

"En sådan folkelig regering vil være en stor sejr for den anti-monopolistiske strategi og vil åbne nye perspektivr for arbejderklassens og folkets sag …"

DKP/MLs nye strategi går altså ud på at skabe et "anti-monopolitisk folketingsflertal" og en "anti-monopolitisk regering". For god slørings skyld tilføjes det, at en sådan regering er én måde at nærme sig en revolution på, og at den skal "bruge de vundne positioner til at organisere og forberede arbejderklassen og folket på borgerskabets modangreb og dermed på den endelige overgang til socialismen."

Selvom DKP/ML i ord tager afstand fra DKPs gamle strategi for "det antimonopolistiske demokrati" er DKP/MLs strategiske plan for et antimonopolitisk folketingsflertal og en antimonopolitisk regering, der forbereder "den endelige overgang til socialismen", stort set identisk med indholdet af selvsamme "antimonopolitiske demokrati". Det er spekulation i en parlamentarisk overgang til socialismen. Og en anden måde at sige på, at revolutionen og socialismen er udskudt til engang langt inde i det ny årtusinde.

DKP/ML forestiller sig åbenbart et antimonopolitisk flertal i folketinget under kapitalismen – der formentlig skal bestå af DKP/Mlere, enhedslistefolk, SFere, venstresocialdemokrater og måske nogle radikale. En variant af hvad der i 70erne kaldtes et "arbejderflertal" eller et "udvidet arbejderflertal". Ifølge de almindelige parlamentariske spilleregler – og uden samarbejde med den højresocialdemokratiske ledelse – danner disse kræfter en folkelig regering, der påbegynder og forbereder en endelig overgang til socialismen.

Det er parlamentariske fantasterier – og har intet at gøre med en seriøs diskussion af perspektiverne for en socialistisk revolution i Unions- og NATO-Danmark.

Det er renlivet revisionisme.

Det er indlysende, at med en sådan strategi har man ikke brug for et stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund, men et stærkt valgparti. Det forklarer måske DKP/MLs nyvundne og intense interesse for Enhedslisten – uanset om partiet tilslutter sig dette parti eller ej.

DKP/ML er blevet et mini-DKP. Et mini-revisionistparti. På vej til at overhale KPiD højre om.

Som også spekulerer i at pege på en socialdemokratisk regering eller en socialdemokratisk borgmbryder ester – mens man venter på det antimonopolistiske folketingsflertal og den antimonopolitiske regering!

 

"Et andet parti"

 

KP: - Hvad betyder DKP/MLs nye linje for den kommunistiske bevægelse?

KR: - Lad mig først sige, at det er nyttigt, at DKP/ML i så hurtigt et tempo har lagt sin nye linje ud. For alle i den kommunistiske bevægelse i Danmark må det nu stå klart, at partikampen i DKP/ML, der førte til eksklusion af mig og andre ledende kammerater og en lille trediedel af partimedlemmernes udtræden, ikke var et internt anliggende for DKP/ML, men et spørgsmål om to linjer for udviklingen af den kommunistiske bevægelse, for dens strategi og taktik.

DKP/ML er blevet et "andet parti" end det var. Med en illusionsskabende parlamentarisk strategisk plan som samlingspunkt for den kommunistiske bevægelse, kan DKP/ML ikke undgå objektivt at spalte denne bevægelse og kampen for eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund.

DKP/MLs forslag til "samling af kommunisterne" er alene af den grund ubrugeligt. Der lægges op til "samling" på revisionistisk grundlag, efter en parlamentarisk startegi og en alliancepolitik, som er en karikatur af en ægte kommunistisk enhedsfrontspolitik. Konkret forslår man at oprette et kontaktudvalg mellem ledelserne af de erklærede kommunistiske partier – hvad der formodentlig vil sige KPiD, Fælles Kurs og måske det resterende DKP – samt enkelte "partiløse kommunister". Med andre ord: Kommunistisk "samling" alene fra oven! Også det er dødens pølse.

Som medlem af OKTOBERs ledelse kan jeg da sige, at vi intet har imod at der etableres et kontaktudvalg mellem de erklæret kommunistiske organisationer - og at vi også gerne vil deltage. Vi føler os imidlertid overbevist om, at DKP/ML vil søge at hindre vor deltagelse, såfremt et sådant forum bliver etableret, og at DKP/ML også på det punkt følger i de gamle revisionistiske splittelsesmageres fodspor ved at søge at afgøre, at OKTIOBER m.fl. ikke tilhører den kommunistiske bevægelse.

Revisionisme betyder splittelse.

Revisionisme betyder splittelse

DKP/ML har i hurtigt tempo udarbejdet sin nye revisionistiske linje og fører den nu ud i hele den kommunistiske bevægelse og i fagbevægelsen og i folkelige organisationer.

Der vil blive rig lejlighed til at påvise, hvordan den revisionistiske splittelsespolitik slår igennem:

I stedet for at støtte det eneste stærke kommunistiske samlingsinitiativ fra neden "Kommunister på Fyn" søger man at sabotere det.

På det parlamentariske felt søger man tilnærmelse til og alliance med Enhedslisten i stedet for at søge udvikle fælleskommunistiske lister.

Rød Ungdom søges udviklet til en bred socialistisk organisering, som man forbereder sammenslutning med Rebel og dermed Enhedslisten – i stedet for at søge at knytte den fast til den kommunistiske bevægelse.

På det faglige område opgiver man linjen for at skabe en stærk faglig opposition mod LO-.toppens forrædderi til fordel for taktikeri med såkaldte venstresocialdemokrater.

Osv.Osv.

Sidste weekend var turen kommet til Folkebevægelsen mod EF-Unionen.

Stik-i-rend-drengen for den venstre-socialdemokratiske fagforening Lager og Handel i København Søren Becker (strategen bag sprængningen af DKP/ML) fremsatte et forslag til Folkebevægelsens landsmøde, der gik ud på, at Folkebevægelsen skulle gå til kamp mod Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet. Den socialdemokratiske valgkamp er i fuld gang. Folkebevægelsens landsmøde afviste at ændre sin hidtidige linje som en bred folkelig bevægelse, afviste et slagsmål på modstandersiden og fastholdt sin handlefrihed ved at vedtage en resolution, som siger, at man arbejder for den bredest mulige mobilisering af EU-modstanden på et ikke-racistisk grundlag. DKP/Mlerne og nogle enhedslistefolk stemte imod og led et massivt nederlag. Søren Becker søgte (med støtte fra sit parti) at spalte og svække Folkebevægelsen på et tidspunkt, hvor enhed og mobilisering til et Nej står øverst på dagsordenen. Tak for kaffe!

Der er grund til at advare imod DKP/MLs nye kurs: ikke bare i den kommunistiske bevægelse, men i alle progressive organisationer og bevægelser.

Der er splittelsesmagere løs: Stop dem! n

RETUR til Forside