Da den bolsjevikkiske Oktoberrevolution havde sejret forvandlede kunsten sig ligesom samfundet. Først og fremmest gav dette sig udslag i plakaten, som blev det dominerende billedkunstneriske udtryk.

Det nye Sovjetrusland var spækket med en kunstnerisk talentmasse, der stod på spring til at bakke op om revolutionen, og herfor var der et udtalt politisk behov.

Først og fremmest skulle budskabet om revolutionen bringes ud til befolkningerne langt fra Moskva og Leningrad, at de oprørske soldater og arbejdere havde givet magten til Lenins parti til gengæld for løftet om fred og brød. Det gamle Rusland var borte og afløst af det nye revolutionære Sovjetrusland. Man fik brug for at forklare om krigens udvikling, advare mod kontrarevolutionære og interventionshærene og informere om alle mulige nye forordninger. Zarruslands krig mod Østrig-Ungarn afløstes af borgerkrig. Hungersnøden blev en realitet.

Bolsjevikkerne måtte ikke alene informere, men også argumentere for rigtigheden i deres politik. Gennem erfaringer fra den lange tradition for argumentation og overtalelse vidste bolsjevikkerne, at den store befolkning udenfor de mere udviklede storbyer og de brede masser måtte tiltales med andre typer argumenter end den almindelige politiske debats. Plakaten viste sig som et glimrende medie til denne brug.

Midlerne taget i anvendelse blev forenklingens. Og efterhånden perfektionerede den sovjetiske plakatkunst sig og fandt anvendelse af humoren i en sådan grad at folk i landsbyerne stimlede sammen om plakaterne. Efterhånden kunne selv de mange analfabeter forstå plakaterne og krydret med underholdende satire blev det nye styres plakater tilløbsstykker.

Plakatens fremtrædende plads i kunsten holdt op gennem tyverne og et stykke ind i trediverne, hvor den fotografiske plakat - fotomontagen - tog over.

Plakatens særlige betydning i revolutionsårene angiver samtidig grundene til at plakaten fik en mindre fremtrædende funktion. Udviklingen af nye kommunikationskanaler og stabiliseringen af samfundet medførte en mere begrænset anvendelse af den politiske plakat.

Plakaterne fra trediverne viser også tydeligt hvad der nu var sat i højsædet i Sovjetunionen: Produktionsforøgelse, disciplin, planlægning og uddannelse, uddannelse, uddannelse. Fra begyndelsen af tyverne fremstår ingeniøren og den tekniske designer som kunstneridealet.

Al kunst og kultur såvel som kritik er klassebestemt og tjener den ene eller anden klasses formål og interesser. Med det moderne proletariats fremkomst og udvikling skabtes også arbejderklassens videnskabelige teori for omstyrtelse af det kapitalistiske samfund og indførelsen af proletariatets diktatur.

Marx og Engels litteratur- og kunstsyn videreførtes og blev videreudviklet af Lenin og Stalin. I begyndelsen af trediverne indførtes den socialistiske realisme som revolutionens kunst. Den socialistiske realisme forbindes ofte med Maxim Gorkij og hans tale på den første alsovjetiske forfatterkongres i 1934 i Moskva med over 1.000 delegerede fra hele verden. Disse kongresser var mødested for alverdens revolutionære forfattere og deres læsere, og formålet var at bringe yderligere klarhed over kulturkampen.

I Danmark har vi som en anden Gorki den mest oversatte danske digter Martin Andersen Nexø. Han skrev i sin artikel "Kultur og social aktion" fra Tiden i 1936 følgende om kulturen:

Herhjemme udsendte Socialdemokratiet i 1934 kultur-programmet "Danmark for Folket" hvor folket i modsætning til ovenstående er opfattet som en forening af klasserne, udbyttere og udbyttede i samme båd. En del af terminologien var direkte oversat fra Hitlers kultur-program i "Mein Kampf". Socialdemokratiet var nedlagt som klasseparti og blev seks år senere den nazistiske besættelsesmagts samarbejdende regeringsparti.

I det hele taget er kulturen i det borgerligt pluralistiske demokrati givet i hænderne på kapitalen. Resultatet er blevet, at begrebet folkelighed er blevet synonymt med idioti, Casper Christensen og bingo-banko. Underholdning kræver ikke engagement og sælger umærkeligt varer.

Dette skal ses i modsætning til den proletariske revolutions vanskelige, men succesfulde opgave, at ramme en pæl igennem skelnen mellem akademikere og kropsarbejdere, og genskabe mennesket som et lykkeligt kompleks af åndelige og manuelle funktioner.

Kapitalen og deres revisionistiske hjælpere forsøgte efter anden verdenskrig at slå en splittelsens kile ind i Stalins indsats på kulturområdet. Angrebene på den stalinistisk kunstopfattelse, imod kunstens og litteraturens partiskhed og dens tilknytning til proletariatet og dets parti, dækkede kun over de almindelige angre på marxismen-leninismen. Kunstens ufrihed og kunstens fastlåsen i et program og udsættelse for censur, var for groft for de hykleriske borgerlige pluralistiske demokratier i vesten, som ikke engang selv kunne lade den kommunistiske presse omtale, endsige f.eks. i Danmark hylde deres samtids største kunstnere Martin Andersen Nexø og Herluf Bidstrup, der begge var Leninfredspris-modtagere som Picasso og mange andre af de verdenskendte personligheder. De var kendt og værdsat af mere end en sjettedel af verdens befolkning, men deres værker og engagement blev mistolket og undertrykt i deres hjemland.

I et socialistisk land er kunstlivet ikke underkastet de økonomiske markedsmekanismer, som regulerer det i den kapitalistiske verden. Som på andre samfundsområder er markedskræfternes liberale anarki afløst af bevidst styring fra samfundets side.

I Sovjet og de andre østeuropæiske socialiststater stilledes der krav til kunstnerne, som fik adgang til at udstille. Det var vigtigt, at deres værker havde interesse for de brede befolkningslag. Dette var ikke en idiotisering af kulturen, men tværtimod en erkendelse af nødvendigheden af at billedsprogets udvikling måtte ske i en stadig udveksling mellem kunstneren og tilskueren. Den lille indspiste "elite" af selvhøjtidelige, æstetiske avantgardister, som er så velkendt her til lands, var bandlyst. Kulturen er for marxister et kollektivfænomen.

I Sovjet og de andre østlande var der censur, men den var ikke principielt forskellig fra de kapitalistiske landes censur og favoriseringer af sine egne. Det, der er den kvalitative forskel, er om den enkeltes udfoldelsesmuligheder skal være bestemt af økonomiske eller andre forhold.

I alle de socialistiske lande lykkedes det at få almindelige mennesker til - i et omfang der ikke kender eller har kendt sin lige her til lands - at interessere sig for museer og udstillinger.

Bøger og reproduktioner kostede kun en brøkdel af hvad de kostede i vesten. Her fandtes ikke en forkastelse af fortidens kulturarv, men en opdatering af den.

Plakaten, hvis revolutionære betydning efterhånden blev mindre markant, fandt ny anvendelse, ikke som usmagelig reklame for rynkecreme og silikonebryster, men som billige masseproduktioner af billeder fra alverdens lande. Plakaten blev revolutionær igen, fjernede afstanden mellem beskueren og det ellers ubetalelige kunstværk. Masseproduktionen af reproduktionen gav grobund for at erstatte det underdanigt tilbedende- med det kritiske-, ja, direkte kammeratlige forhold til kunsten. Ikke mere nogen fetichhisme dér.

Den socialistiske organisering af samfundet giver af sig selv udslag i valget af motiverne og temaet.

Kunsten træder i menneskets tjeneste. n