Det var den tyske storfinans, som gennem økonomisk og politisk støtte bragte nazismen og Adolf Hitlers til magten. De hævede aldrig deres røst imod det terroristiske voldsregime, imod de rabiate racistiske forfølgelser, imod oprustningen og aggressionskrigen samt den fysiske udryddelse af politiske modstandere og "mindreværdige".

Som følge af krigen tjente de sammen med SS-organisationerne helt ufattelige summer og baserede deres profitjagt på udbytning af inden- og udenlansk arbejdskraft. De deltog med flid i udnyttelsen af slavearbejdere, der i et antal på omkring 10 milloner blev revet bort fra hus og hiem i alle besatte lande og slæbt til Tyskland. Under de mest barbariske vilkår, udsat for sygdom og sult og sat til hårdt og som regel uvant arbejde måtte de trælle for de tyske industrifyrster.

Under Anden Verdenskrig Iykkedes det i virkeligheden - trods bombardementer og krig - for industriejerne at forny det meste af produktionsapparatet. Ved krigens slutning var det slet ikke så udbombet og ødelagt, som man senere har forsøgt at fremstille det. Den østlige del af landet blev mest ødelagt. De omfattende bombardementer gik i højere grad ud over civilbefolkningen og boligkvartererne.

Det bør erindres, at store monopolforetagender i USA, Storbritannien, Frankrig og andre lande havde store økonomiske interesser i Tyskland - og faktisk skovlede penge ind på krigen. Det gælder ikke mindst motor- og olieindustrien. Mange sådanne fabrikker blev slet ikke eller kun i ringe grad ramt af bomber.

Efterhånden som krigen nærmede sig Tysklands grænser, blev industrifyrsterne optaget af at overveje strategien for deres og kapitalismens overlevelse. Den nøgne selvopholdelsesdrift spillede også ind.

I nazismens storhedstid og til fremme af krigsproduktionen havde industriens ledere fået foræret mange jødiske firmaer, der blev "ariseret" efter f.eks. progromen under "Krystalnatten" 9.-10. november 1938. Industrien blev i vidt omfang ledet af omkring en snes "udvalg" (Hauptausschus) med tilhørende "underudvalg" (Ring). De øverste ledere af disse udvalg var udstyret med diktatoriske beføjelser.

En større kreds af industriledere med særlig tilknytning til Frankrig blev sammenkaldt til en konference, der fandt sted i hotel Røde Hus i Strasbourg den 10. august 1944;

Mødet var indkaldt ud fra den erkendelse, at Tyskland ikke havde udsigt til at vinde krigen og at det derfor var nødvendgt at planlægge et fremtidigt samarbejde med udenlandske, først og fremmest amerikanske, firmaer og at eksportere kapital til neutrale lande. På dagsordenen stod endvidere drøftelse af en handelsoffensiv (efter krigen), og at træffe foranstaltninger til at opretholde forskning og teknisk udvikling. Som en helt naturlig, men i denne sammenhæng dog underordnet drøftelse skulle det også overvejes, hvorledes kendte nazister og partiledere kunne sikres frihed og en tryg fremtid. Det lå i luften, at de f.eks. kunne få ledende "arbejde" i industrien. Som et enkeldt eksempel kan nævnes, at den tyske "befuldmægtigede" i Danmark, krigsforbryderen Werner Best, blev placeret i en stor tysk koncern som "juridisk konsulent". I denne stilling hjalp han bl.a. mange tidligere højtstående nazistiske venner til flugt fra anklage og dom.

Konferencen blev ledet af dr. (næsten alle tyskere i højere stilinger var og er udstyret med en doktortitel.red.) Scheid. Han var SSgeneral og direktør for fa. Hermansdorff ~ Schenburg. Blandt deltagerne var dr. Kaspar fra "kanonkongen" Krupp, dr. Sinceren fra flyfabrikkerne Messerschmitt, dr. Kopp, dr. Vier og dr. Beerwanger fra fa. Rheinmetal. Folkevognsfabrikkerne var repræsenteret af dr. Ellenmayer og dr. Kandos. Et antal ledende ingeniører repræsenterede f.eks. firmaer som Brown-Boveri, Herkules, Bosch. I konferencen deltog også nogle officerer samt repræsentanter for Rigsministeriet for Rustning og Krigsproduktion.

En agent fra USAs militære efterretningstjeneste sendte til sit udenrigsministerium en beretning om konferencen. Her bringes i telegramstil hans referat fra konferencen: Dr. Scheid fatslog, at al le ind ustrielle råstoffer straks måtte sendes til Tyskland Slaget om Frankrig var tabt for Tyskland. Industrien må erkende, at krigen ikke mere kan vindes og at der må tages skridt til at forberede efterkrigstiden. Alle industriledere må etab

lere kontakt og forbindelser til udenlandske firmaer, men det må ske induviduelt og uden at vække mistanke. Desuden må der træffes finansielle forberedelser, som efter krigen vil gøre det muligt at låne betragte -lige summer i udlandet. Som et gunstigt eksempel på, hvorledes dette kunne gribes an, nævnte dr. Scheid, at patenter for rustfrit stål ejedes i fællesskab af Chemical Foundation Inc., New York, og den tyske Kruppkoncern. Som et andet eksempel blev omtalt, at United Steel Corp., Carnegie, llinois, Amerian Steel &r Wire, National Tube m.fl. var forpligtet til at samarbejde med den tyske Krupp-koncern. Desuden nævnte dr. Scheid Zeiss, Leica og Amerika-HamburgLinien som firmaer, der på meget virksom måde havde repræsenteret tyske interesser i udlandet. Han oplyste de tilstedeværende om disse firmaers adresser i New York.

Efter dette møde blev der holdt endnu et, hvor kun repræsentanter for Heco, Krupp og Röchling deltog.

Her blev det erklæret, at krigen praktisk taget var tabt, men at den skulle fortsætte, indtil der var opnået garanti for Tysklands enhed. Tysklands industiledere, blev det understreget, måtte ved eksport forøge Tysklands styrke. De måtte også forberede sig på at skulle finansiere nazipartiet, hvis det måtte trække sig tilbage til forsvarsstilingerne i bjergene.

Fra nu af ville regeringen stllle store summer til rådighed for industrilederne, så de alle ville være i stand til at etablere en sikker efterkrigsbase i udlandet. Alle nuværende finansreserver i udlandet måtte være til rådighed for partiet, således at der efter krigen kunne skabes et stærkt tysk rige. Det er også absolut nødvendigt, at de store værker og fabrikker i Tyskland opbygger små tekniske tegnestuer og bureauer, der skal fremtræde som helt uafhængige og ikke have nogen synlig eller påviselig forbindelse med det pågældende værk eller fabrik. Alle disse bureauer vil få tilstillet tegninger og dokumentationer til produktion af nye våben, og det samme gælder alle dokumentationer, de vil have brug for i det fortsatte forskningsarbeJde. Disse akter må under ingen omstændigheder falde i fjendens hænder. Bureauerne skal etableres i store byer, hvor de let kan skjules, eller i mindre byer i næheden af elektricitetsværker, hvor de kan påberåbe sig, at de beskæftiger sig med udvi~ding af energi fra vandkraft.

Bureauerne eksistens er kun kendt af en ganske lille kreds af industriledere og ledere af nazipartiet. Hvert enkelt bureau har en kontaktperson til partiet. Så snart partiet er stærkt nok til igen at overtage magten i Tyskland, vil industrilederne for deres anstrengelser og samarbejde blive belønnet med koncessioner og privilegier.

(Det tidligere så strenge forbud imod kapitaleksport var blevet slækket af nazilederne på den betingelse, at industrilederne samtidig bandt sig til nazipartiet og spillede en aktiv rolle i deres planer for efter krigen at videreføre partiet og deltage i andre operationer.).

De tyske industriledere investerede ikke blot i tysk landbrug, men sendte kapital til udlandet, især til neutrale lande. Kapitaleksporten blev hovedsagelig foretaget via to hovedbanker, nemlig Baseler Handelsbank og Schweizisk Kreditanstalt i Zürich. Desuden var der en række schweiziske firmaer, som imod en provision på fem procent optrådte som stråmænd og opkøbte fast ejendom og andre værdier i Schweiz.

Nazipartiet går ud fra, at efter krigen vil dets mest kendte førere blive dømt som krigsforbrydere. Derfor vil de i samarbejde med industrilederne placere en hel del mindre kendte, men betydningsfulde medlemmer som tekniske specialister eller medarbeidere i forsknings- og udviklingsbureauer i forskellige fabrikker. n