Kommunister stemmer da kommunistisk

Hvad skal kommunister støtte – eller bare stemme på – ved et folketingsvalg? Hvad er kommunisternes parlamentariske alternativ – på kort og længere sigt – i en situation, hvor der ved folketingsvalg ikke eksisterer et opstillingsberettiget kommunistisk parti, eller en valgalliance eller liste på kommunistisk grundlag?

Siden slutningen af 80erne har der ikke eksisteret et kommunistisk, eller kommunistisk ledt alternativ ved folketingsvalgene. Det var der Enhedslisten – De rød-grønne opstod som et fælles afkom af DKPs opløsningsproces og stadig ringere parlamentariske gennemslagskraft og af venstresocialisternes/trotskisternes ditto. Et barn af fælles svaghed, garneret med en bevidst distancering fra en revolutionær målsætning og så godt som alt, der bare "lugter" af kommunisme. En samfundsomvæltning, en social revolution, baseret på arbejderklassen og dens allierede, et flertal af befolkningen, var helt yt for begge disse strømninger, der konstituerede listen – selv som fjern målsætning - og blev afløst af luftige og reformistiske rød-grønne utopier.

Undervejs skiftede også Enhedslisten karakter. Fra at være en relativ åben valgalliance mellem forskellige venstrekræfter, erklærede den sig som og udviklede sig til et traditionelt parlamentarisk parti, et nyt vælgerforeningsparti. Dens erklærede hensigt om at samle venstrekræfterne blev til en principiel afvisning af marxismen-leninismen, af "stalinismen", det foretrukne reformistiske skældsord for den kæmpende kommunisme.

For DKPs sidste formand Ole Sohn og hans fæller var Enhedslisten et forsøg på at realisere "venstrefløjens enhed", skabe et ny strategisk venstrealliance af "kommunister og socialister", på linje med tilsvarende foreteelser i en række andre vesteuropæiske lande. Generelt set er disse bestræbelser klasket fuldstændig til jorden. I realiteten var de et udtryk for en linie, for likvidation af de kommunistiske partier og organisationer. Da Enhedslisten ikke længere var bred, ny og samlende nok for Ole Sohn og Co. - og den ikke formåede at overskride spærregrænsen ved de to første folketingsvalg, hvor den stillede op - forlod han listen og søgte optagelse i det ny, brede og samlende SF. Resterne af DKP forblev i listen – og er der endnu.

Ole Sohn og Co.s højregallop havde sin pendent i forhold til EU-modstanden. I den samme "brede og folkelige" ånd, som førte til DKPs opløsning og overgangen til SF, spaltede hans politiske meningsfælle Jens Peter-Bonde Folkebevægelsen mod EF-Unionen og oprettede Juni-bevægelsen, sådan at EU-modstanderne fik flere lister at vælge mellem ved valgene til Europarlamentet.

Ved Enhedslistens tredje forsøg – folketingsvalget i 1994 – opnåede det som bekendt repræsentation i Folketinget med 6 mandater. Denne parlamentariske succes, der har øget partiets indflydelse i det politiske billede og blandt venstrekræfterne betydeligt, har også stillet spørgsmålet om kommunisternes holdning til Enhedslisten (bortset fra rest-DKPs) på spidsen. Størstedelen af den kommunistiske bevægelse befinder sig fortsat udenfor partiet Enhedslisten, og føler sig ikke repræsenteret af denne.

Spørgsmålet om Enhedslisten blev et væsentligt stridspunkt i DKP i slutningen af 80erne. Den fløj, der senere dannede KPiD, afviste Enhedsliste-projektet og fastholdt tanken om en selvstændig opstilling under den gamle K-betegnelse. KPiDs forventninger ved partistiftelsen om hurtigt at være i stand til at organisere en folketingsopstilling, afsløredes hurtigt som urealistiske. En række steder organiserede KPiD lokale K-lister, stort set kun bestående af medlemmer og nære sympatisører, ved kommunalvalget i 93, uden den store vælgermæssige succes. Ved folketingsvalget i 94 opfordrede man – uden begejstring – til at stemme på Enhedslisten. Det vil man formentlig også gøre ved det kommende valg.

På intet tidspunkt har KPiD stillet forslag om at opbygge K-lister som fælleskommunistiske lister.

KPiD betragtede sig selv som selve Partiet, der ubrudt kunne fortsætte, hvor DKP havde sluppet. Det forstod ikke, at kommunisterne i Danmark var blevet spaltet længe før DKPs opløsning, at der eksisterede kommunistiske kræfter udenfor DKP, og det forstod ikke, at kampen for at skabe et stærkt kommunistisk parti nødvendigvis måtte føre til en kritisk gennemprøvning af årsagerne til DKPs opløsning og udarbejdelsen af en fornyet kommunistisk linje, strategi, taktik og program for den ny situation, som var opstået i forbindelse med socialismens nederlag og oprettelsen af "Den ny verdensorden" i 89-91.

Den opgave påtog DKP/ML sig, da det på sin 5. Kongres i 1991 opstillede parolen for samling af de danske kommunister i eet stærkt parti på marxismen-leninismens grund.

DKP/ML opstillede to gange til folketingsvalg i 80erne på liste L, under betegnelsen Marxistisk-Leninistisk Parti, med en meget ringe stemmeudbytte. Ved kommunalvalgene opstillede partiet på progressive lokallister som Københavnerlisten – uden at opnå parlamentarisk repræsentation før Nørrebrolisten indvalgtes ved bydelsrådsvalgene i 96.

DKP/ML så samlingen af kommunisterne i eet stærkt parti som den afgørende opgave, og anså kommunisternes parlamentariske taktik som en – underordnet - del af dette spørgsmål. Det vil sige, at en folketingsopstilling eller lokalliste skulle vurderes i forhold til om den bidrog til at samle kommunisterne, til at styrke kampen for det stærke parti.

Samtidig så DKP/ML – ikke mindst på baggrund af den generelt svage stilling for kommunisterne i slutningen af 80erne og begyndelsen af 90erne – en mulighed for parlamentarisk repræsentation, og samling af kommunisterne på dette felt, i skabelsen af en rød valgalliance på et klassekampsgrundlag.

Da Enhedslisten blev oprettet som "venstrefløjens åbne valgforbund" undersøgte DKP/ML mulighederne for tilslutning, men blev afvist af Sohn-fløjen m.fl. Efter Sohns udtræden støttede partiet Enhedslisten aktivt i en kort periode "med henblik på at fastholde og udvide dens karakter af valgalliance, udvide dens basis og bredde, og forhindre dens udvikling til en slags afløser for VS", som det hedder i Beretningen til DKP/MLs 6. Kongres i oktober 93, som tilføjer:

"Det lykkedes ikke.

De afgørende kræfter i denne liste arbejder for dens endelige forvandling fra en parlamentarisk fællesliste for forskellige organisationer og enkeltpersoner til et nyt parti, parlamentarisk og reformistisk, i rødt og grønt.

Da det var indlysende, at DKP/ML ikke var i stand til at forhindre en sådan udvikling, drog det konsekvensen og brød med listen."

Denne politiske vurdering af Enhedslisten blev bekræftet på partiets 7. Kongres i marts i år.

Ved de seneste to folketingsvalg har DKP/ML anbefalet at stemme personligt på en konsekvent EU-modstander. DKP/MLs nuværende ledelse har imidlertid iført sig friertøjet overfor Enhedslisten og ser ud, som om den er på vej til at gøre partiet til et støtteparti for et andet parti, som det betegner som "parlamentarisk og reformistisk"!

Undertiden koketterer Arbejderpartiet Fælles Kurs og dets nuværende reelle leder Jørgen Tved med at partiet er kommunistisk. Men Fælles Kurs var en parlamentarisk fidus af yderst begrænset holdbarhed. Efter sin kortvarige entré i Folketinget i 80erne på en populistisk og personfikseret linje har Fælles Kurs ført en vegeterende tilværelse. Partiet er fortsat repræsenteret i Københavns borgerrepræsentation med et enkelt mandat, og søger at genvinde det ved at opstille Preben Møller Hansen himself til det kommende kommunalvalg.

Jørgen Tved har i erkendelse af Fælles Kurs’ fallit som parlamentarisk alternativ – som i en årrække var partiets erklærede eksistensberettigelse - været overordentlig aktiv for at etablere diverse parlamentariske alliancer udenfor Enhedslisten, som alt efter behov kunne kaldes rød eller kommunistisk samling, uden resultat. Ved det seneste folketingsvalg opstillede Tved m.fl. som enkeltpersoner.

Alene denne kortfattede gennemgang illustrerer den kommunistiske bevægelses vanskelige forhold til Enhedslisten.

Størstedelen af de organiserede kommunister, og herunder også en del af DKPs medlemmer, som støtter Enhedslisten aktivt anser ikke Enhedslisten som løsningen på kommunisternes parlamentariske problem, selvom vurderingerne af partiet varierer en del og dermed også den konkrete forholden sig til det, der spænder fra at opfatte det som "det mindst ringe" til "en bremseklods for den kommunistiske bevægelses udvikling".

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg hører til den sidste kategori.

Det er min opfattelse, at Enhedslistens kurs ligger fast. Partiet har alle et reformistisk, venstresocialdemokratisk partis kendetegn. Ved finanslovafstemningen sidste år undlod man at stemme imod regeringens asociale EU-konvergerende nedskæringsbudget for at redde Nyrup Rasmussen som regeringschef. Socialt og politisk baserer det sig ikke på arbejderklassen, men er et socialistisk mellemlagsparti med en "social profil". I forhold til den kommunistiske bevægelse er det dets linje at søge at forhindre skabelsen af et stærkt kommunistisk parti. I forbindelse med DKP/MLs nye signal om at man ønsker at indgå i listen, fik man straks en utvetydig besked om, at partiet da var velkomment - man skulle bare lade Stalin blive udenfor. Hvilket på godt dansk betyder, at man godt kan glemme marxismen-leninismen.

Det næste krav, DKP/ML vil blive stillet overfor, er det, som allerede er blevet opfyldt af DKP: at partiets selvstændige virksomhed udenfor Enhedslisten ophører, at det forvandler sig til en gruppering/tendens/strømning indenfor partiet Enhedslisten.

Det er efter min opfattelse topmålet af naivitet at tro, at DKP/MLs entré i Enhedslisten på kort eller længere sigt vil kunne forvandle liste-partiet til et revolutionært parti ledt af kommunister. Indenfor de nævnte rammer tolereres erklærede kommunister i Enhedslisten, som en relativ harmløs opposition, og som alibi for Enhedslistens "bredde".

Hermed ikke være sagt at der ikke findes kommunister i Enhedslisten, herunder kammerater, som ønsker at der skabes ét stærkt kommunistisk parti. Her tænkes bl.a. på dele af DKP. Nogle af dem ønsker – meget naturligt, men ikke nødvendigvis rigtigt eller langsigtet tænkt – at der kommer flere kommunister i Enhedslisten. For de står i opposition til Enhedslistens udvikling, til de dominerende gamle og nye venstresocialistiske kræfter, er kritiske overfor folketingsgruppens højredrejning og slås for, at partiet tager et klart socialt udgangspunkt. De ved så godt som nogen, at det ikke vil være muligt at udvikle en kommunistisk linje i Enhedslisten.

At føre den kommunistiske bevægelse ind i Enhedsliste-partiet er en likvidationslinje.

Folketingsopstilling er ikke nogen nem opgave. Stramninger i stillerkravene gør det meget vanskeligt for et nyt parti at opnå opstillingsberettigelse. Siden de nye krav blev indført er det kun lykkedes for Enhedslisten og ved dette valg for partiet Demokratisk Fornyelse, selvom talrige har forsøgt sig.

At opstille en liste ved kommunalvalgene er ulige meget nemmere. Det er en af grundene til, at der ved kommunalvalgene er et sandt mylder af lokallister af mere eller mindre progressivt tilsnit.

For den kommunistiske bevægelse har sådanne lister været en indlysende mulighed, og landet over findes der en række sådanne lister ledt af eller domineret af kommunistiske kræfter, som vil være på banen i forbindelse med det kommende kommunalvalg. En hel del steder er sådanne lister imidlertid blevet opslugt af Enhedslisten.

Af de eksisterende lister støttes nogle af stort set alle de erklærede kommunistiske kræfter – men kun et enkelt sted i landet er det lykkedes at opbygge en egentlig fælles-kommunistisk liste. Det er liste K i Odense, som er organiseret af Kommunister på Fyn, og stort set omfatter alle organiserede som partiløse kommunister.

Det viser, at det i en af landets hovedbyer er muligt at overvinde de eksisterende divergenser og opstille på en fælles-kommunistisk liste, der baserer sig på den odenseanske arbejderklasse, på en klar klassekamps-platform med en kommunistisk politik.

Noget tilsvarende er ikke lykkedes i København, hvor KPiD har valgt at opstille på sin "egen" liste K, og hvor Fælles Kurs i stedet for at søge fællesopstilling valgte at køre én gang mere, med Møller Hansen som rorgænger. I Århus opstiller KPiD alene, mens DKP/ML har opgivet at opstille på de sædvanlige lokallister i både Århus og København. I stedet har man valgt i Århus både at støtte Enhedslisten – og for et syns skyld også KPiD-listen mens man i København endnu ikke rigtig tør gå ud med åben støtte til Enhedslisten, selvom vinden blæser den vej.

Det er med andre ord stort set et sørgeligt billede på kommunistisk splittelse ,som gør, at der dårligt er tale om reelle alternativer til Enhedslisten, som uden nogen tvivl vil profitere stemmemæssigt af kommunisternes splittelse i et omfang som dens indflydelse som selvstændig politisk strømning berettiger til.

Det turde være indlysende, at kommunisterne, og især ledelserne i de erklærede kommunistiske partier, ikke har været deres opgave på dette felt voksne. Hverken på kommunalt eller amtsligt plan og slet ikke på landsplan er der generelt skabt fælleskommunistiske alternativer til Enhedslisten.

Baseret på erfaringerne med Enhedslisten gennem tiden og for alvor understreget gennem den periode partiet har været i Folketinget, hvor det angiveligt skulle være venstrefløjens og de folkelige bevægelsers talerør i Folketinget, er det uomgængeligt at kommunisterne drager følgende konklusion:

Enhedslisten har sikret en del af venstrefløjen parlamentarisk repræsentation på et tidspunkt hvor unions-undtagelsespartiet SF var det eneste parti, der gjorde krav på at repræsentere venstrekræfterne. Men Enhedslisten repræsenterer ikke den kommunistiske og revolutionære bevægelse, repræsenterer ikke den kæmpende arbejderklasse og vil ikke komme til det.

Indenfor det ret så snævre politiske spektrum Enhedslisten faktisk repræsenterer – der dækker nogenlunde, hvad man i 60erne kaldte "det nye venstre" af mellemlagssocialister - har Enhedslisten imidlertid formået at opsamle stort set alle tendenser og grupperinger – og lidt til - både til højre og venstre.

Det er nødvendigt at tage udgangspunkt i realiteter:

Ideen om en rød valgalliance ledt af den kommunistiske bevægelse er i dag en urealistisk idé. Enhedslisten har sat sig på alliancen stort set uden kommunister!

I en situation, hvor den kommunistiske bevægelse er i færd med at genvinde kræfter og hvor kommunismens ideer igen vinder genklang, ikke mindst i forhold til den unge generation er der i dag brug for, at der trækkes en klar kommunistisk politik op på alle felter. Der er brug for adskillelse og afgrænsning mellem kommunisme på den ene side og venstresocialisme, trotskisme og reformisme på den anden. På det parlamentariske område betyder det, at der er brug for en landsdækkende liste K, en fælleskommunistisk liste ved folketingsvalg, åben for organiserede og partiløse kommunister og sympatisører.

Et kommunistisk valgparti – og skabelsen af kommunistiske fælleslister på lokalt plan som samler den kommunistiske bevægelse, uanset betegnelsen p.t. – er og vil være et vigtigt skridt henimod samling af den kommunistiske bevægelse, en del af kampen for at skabe ét stærkt kommunistisk parti. Det vil være en vigtig side af udformningen af kommunisternes linie og politik op til årtusindskiftet.

Set som en del af den kommunistiske samlingsproces har der været visse bestræbelser i denne retning. Indtil i dag har KPiDs ledelse imidlertid afvist alle initiativer eller forslag om fælles parlamentarisk aktion mellem de erklærede kommunistiske partier og de partiløse kommunister både på landsplan og med en række undtagelser også på lokalt plan. Tilsyneladende spøger drømmen om KpiDs egen liste K til folketingsvalg stadig dér og det er dybt beklageligt.

DKP/ML ser ud til at have opgivet denne idé og søger henimod Enhedslisten.

At skabe lokale kommunistiske lister, lokal kommunistisk samling er som eksemplet fra Kommunister på Fyn viser en væsentlig metode i retning af løsningen af kommunisternes parlamentariske problem på landsplan. Dét er en ubetinget nødvendig opgave at løse inden næste folketingsvalg af hensyn til hele den kommunistiske bevægelses fremtid. Det er desværre allerede for sent i forhold til det kommende.

Der er formentlig nogle, der vil indvende, at kommunistiske fælleslister som liste K på Fyn "ikke er brede nok", at der i stedet burde være en "bredere" liste end en ren kommunistisk liste, en liste af kommunister og socialister. Det ville selvfølgelig ikke være noget problem at omskabe en sådan liste til en progressiv lokalliste uden at skilte med dens kommunistiske karakter. Det kunne tilmed give et par håndfulde stemmer mere.

Det er imidlertid ikke en fremadrettet, men en bagudrettet indvending, der vil fastholde den kommunistiske bevægelses parlamentariske virksomhed på det nuværende snævre og lokale plan, uden perspektiver hverken med hensyn til samling af kommunisterne i eet stærkt parti eller med hensyn til skabelsen af et landsdækkende parlamentarisk alternativ på kommunistisk grundlag.

Der er grundlæggende set tre muligheder:

1. At stemme på Enhedslisten

2. At stemme på en konsekvent EU-modstander (opstillet på Enhedslisten eller for et andet parti)

3. At stemme blankt (undlade, valgboykot)

Der er næppe nogen tvivl om, at erklærede kommunister vil benytte sig af alle tre muligheder.

Den småborgerlige reaktions to fremskridtspartier søger begge at kapre borgerlige unionsmodstanderstemmer ved at anbefale et Nej til Amsterdamtraktaten – med stygge toner af chauvinisme og racisme. De er imidlertid ikke tilhængere af Danmarks udtræden af EU og kan derfor ikke betegnes som modstanderpartier, langt mindre som konsekvente sådanne.

Som kommunist vil de fleste utvivlsomt vægre sig ved at stemme personligt på folk som f.eks. de radikale kandidater Sven Skovmand eller Knud Lave Broch eller en række af kandidaterne fra Demokratisk Fornyelse, som på trods af deres utvivlsomme unionsmodstand mangler den sociale bevidsthed, som er uadskillelig fra en kommunistisk holdning. De radikale modstanderkandidater er opstillet som gidsler for modstanden og en stemme på en af dem vil formentlig tilfalde Det radikale EU-regeringsparti.

Ved folketingsvalget eksisterer der to partier, der som partier repræsenterer en rimelig konsekvent anti-EU-holdning: Enhedslisten og Demokratisk Fornyelse. SF ved man ikke, hvor man har.