Hvor går Liste Ø hen ?

Enhedslisten blev ikke det aktionsenhedens projekt, som kommunisterne altid har arbejdet for i den ene eller den anden form. I 1994 kom Enhedslisten i folketinget med seks mandater og opnåede dermed partiets oprindelige hovedmål om parlamentarisk repræsentation. I dag er Enhedslisten konsolideret som folketingsparti.

Mange organiserede og uorganiserede kommunister stiller sig i dag positive over for Enhedslisten, ikke mindst på grund af partiets relative parlamentariske succes. Nogle mener, at kommunisterne bør gå ind i Enhedslisten og arbejde for de kommunistiske målsætninger dér. Tanken er besnærende ud fra aktionsenhedens grundsætning, men risikabel ud fra strategiske og ideologiske målsætninger. Det er nemlig et faktum, at Enhedslisten politisk og ideologisk befinder sig på et reformistisk og ikke-kommunistisk - for ikke at sige antikommunistisk - grundlag. I den nuværende situation med de eksisterende styrkeforhold er det, især efter sprængningen af DKP/ML og dette partis højredrejning, svært at forestille sig en kommunistisk tilnærmelse til Enhedslisten, som ikke vil indebære forsoning med dette grundlag.

Enhedslistens 8. årsmøde i november 1996 vedtog et omfattende politisk grundlag, som knæsætter en reformistisk ideologi på en lang række felter. Det er et dokument, som udmærker sig ved på en ligefrem måde at gøre op med nogle marxistiske børnelærdomme, som ifølge kommunisterne ikke har mistet deres aktualitet. Det væsentligste spørgsmål er statsopfattelsen. Herom siger dokumentet, "Et Rødt-Grønt Alternativ":

"Danmark er et kapitalistisk samfund. Det betyder, at den danske stats grundlæggende opgave er at bevare og udvikle kapitalismen. Men det betyder ikke, at staten altid fører en politik, som er identisk med den politik, kapitalisterne ønsker. Staten fungerer som ramme for løsningen af de indbyrdes stridigheder mellem forskellige klasser i samfundet. Det ses tydeligt i Danmark, hvor forskellige klasser og lag har været i stand til at få varetaget sine interesser på enkeltområder igennem staten. Den danske stat og det danske demokratis opbygning må i dag karakteriseres som et kompromis mellem forskellige klasser i det danske samfund. Et kompromis, hvor det overordnede hensyn er, at kapitalismen bevares og udvikles. Men hvor den konkrete udformning afspejler det politiske og økonomiske styrkeforhold mellem klasserne."

Det er klar tale. Enhedslisten betragter staten som en over klasserne svævende, neutral størrelse, der er indrettet efter kapitalismen, men hvis konkrete udformning afspejler klassernes styrkeforhold. Staten ses som en arena på hvilken klassekampen foregår.

Kommunister behøver ikke større omsvøb for at afvise denne statsopfattelse. Staten er ifølge den marxistiske latin den herskende klasses instrument til at bevare sit herredømme. Alle illusioner om staten som en neutral mekanisme må fjernes hvis man skal gøre sig håb om en revolutionær omvæltning til socialisme. Den kapitalistiske stat må sønderknuses og erstattes af en helt ny socialistisk stat ledt af den nye herskende klasse, arbejderklassen.

Argumenterne skal ikke opremses her. Det skal blot konstateres, at vi har at gøre med en strategisk, fundamental politisk-ideologisk forskel, som ikke kan og ikke skal forenes.

Enhedslistens grundlæggende, programmatisk stadfæstede opfattelse af staten strider simpelthen imod marxismen. Forskellen i statsopfattelsen fører til lige så store forskelle i de strategiske og taktiske holdninger til dagskampen. Den udmønter sig i en forskel mellem reformistisk og revolutionær politik.

Hvordan tager dette sig ud? Jo, lad os blive i det politiske grundlags-dokument (RGA), for her er tillige nedfældet de overordnede retningslinjer for Enhedslistens dagskamp.

Et afsnit i RGA er viet til forestillingen om en "demokratisering af produktionen". Enhedslisten opridser her kravene til en "ny økonomisk politik", hvor de ansatte i offentlige og private virksomheder gradvis skal tiltage sig demokratisk medbestemmelse, hvor produktionen igennem indførelse af fælleseje og selvforvaltning skal omlægges fra profitmekanisme til behovsstyring, og hvor der tages hensyn til miljøet. Disse alt andet lige sympatiske tiltag skal vel at mærke ske inden for rammerne af kapitalismen:

Og lidt senere hedder det:

"En demokratisk og behovsstyret produktion kan udvikles til en betydelig sektor i økonomien, der sætter hensynet til beskæftigelsen, miljø og livskvalitet over hensynet til at finde de sikrest mulige investeringsobjekter med det højest mulige afkast."

Altså en gradvis voksen ind i socialismen ved at Enhedslisten igennem folketinget og den borgerlige stat gennemtrumfer demokratiske reformer i erhvervslivet og den offentlige sektor. Enhedslisten har stor tiltro til sidstnævnte. Læs blot her:

"Produktion i offentligt eje har den samfundsmæssige fordel, at den kan styres ud fra en målsætning om ’samfundsmæssig rentabilitet’. Eksempelvis kan både sparede dagpenge og miljøhensyn indregnes i en samlet vurdering af virksomhedens rentabilitet. Offentlig produktion kan etableres i statsligt, amtsligt eller kommunalt regi. Den må iværksættes ud fra langsigtede målsætninger, vedtaget af folketinget, inden for forskellige sektorer som energi, trafik og landbrug, og på basis af målrettede, statslige forsknings- og udviklingsprogrammer."

RGA går videre til at tale om en demokratisering og på længere sigt socialisering af finanssektoren ved at oprette "spekulationsfrie finansinstitutter", samfundsejede investeringsbanker etc.

Udformningen er aktuel, men det er gammel vin på nye flasker. Det er ideen om reformvejen til socialismen, gennem nationaliseringer og demokratiseringer, der går igen i Enhedslisten. Forudsætningen for realiseringen af dette projekt er, at staten er neutral, at den kan erobres af arbejderklassen og bruges til at bygge socialisme, nænsomt og gradvist.

Enhedslisten vil have socialisme. Så langt, så godt. Betegnelsen socialisme er imidlertid sat som etikette på mange besynderlige realiserede og urealiserede samfundsformer, og der hersker en for borgerskabet gavnlig forvirring om, hvad socialisme egentlig vil sige.

I RGA er socialismen kun sparsomt defineret. Efter at DKP/ML et par år tilbage lancerede et udkast til program for et socialistisk Danmark, forlød det fra Enhedslisten, at de nu også ville udarbejde et sådant program. Det skal efter planen vedtages i 1999. En række principper er dog stadfæstet i RGA:

"Beslutninger om anvendelse af merproduktet og løsningen af andre politiske modsætninger skal ske gennem åben politisk kamp - ikke gennem bureaukratiske metoder. Det indebærer, at alle grupper skal have mulighed for at organisere sig med henblik på at deltage i denne åbne politiske kamp i såvel masse- som interesseorganisationer som i politiske partier."

Den grundlæggende modsætning mellem arbejderklassen og kapitalen er ikke nævnt i forbindelse med Enhedslistens socialismeforestilling. Der tales om, at klassekampen fortsætter under socialismen, men der står absolut intet om, at socialismen er arbejderklassens stat. Det som socialismens klassikere kaldte proletariatets diktatur er fraværende. Enhedslistens socialisme er pluralistisk.

Ikke blot skal Enhedslistens socialisme bygges på den kapitalistiske stat - samfundsudviklingen skal styres af, hvad der kaldes "åben politisk kamp". Dette indebærer, at socialismens indædte fjender i det indenlandske og udenlandske borgerskab er garanteret "retten" til at bekæmpe socialismen. Erfaringerne fra Chile, fra Nicaragua og andre lande, der forsigtigt har forsøgt sig med en fra imperialismen afvigende kurs, taler deres tydelige sprog.

Enhedslistens storsindede humanisme er rørende, men farlig. Marxismens grundanskuelse er, at samfundsudviklingen i den nuværende historiske periode står på tærsklen mellem borgerskabets diktatur og proletariatets diktatur. En stat uden herskende klasse er en umulighed. Enhver forestilling om socialistisk demokrati må tage udgangspunkt i denne vanskelige virkelighed. Enhedslisten falder på halen for borgerskabets forløjede pluralisme, som i sin idealiserede form er en naturlovstridig fantasiforestilling.

Af denne grund har Enhedslisten på forkant skippet forestillingen om at være noget, der blot ligner et arbejderklassens fortropsparti. Et egentligt partiprogram planlægges til vedtagelse i 1999. Men hvilket parti tales der om?

Jo, Enhedslisten er et "græsrodsparti". Dette parti definerer sig som et parti "af en helt ny type", som - for at citere bestyrelsens beretning til årsmødet 1996 - "adskiller sig fra de andre partier ved at gøre - eller gerne ville gøre - sine udenomsparlamentariske aktiviteter lige så slagkraftige som de parlamentariske".

Her afløres Enhedslistens markante fokus på folketingsrepræsentation. Det parlamentariske arbejde skal udgøre omtrent halvdelen af partiets profil, og som det ses af citatet, har partiet endog problemer med at bringe det parlamentariske arbejde ned på dette relative niveau. Bestyrelsen indrømmer, at Enhedslisten i høj grad ligner en vælgerforening. Det forklares f.eks., at det er bestyrelsens opgave at rådgive folketingsmedlemmerne i deres stemmeafgivning og afklare deres politiske uenigheder, når de selv ønsker det. Enhedslistens parlamentarikere nyder autonome rettigheder og en særlig status i partiet - ja, de leder partiet.

Enhedslisten påberåber sig at være et talerør for de folkelige, progressive bevægelser. Så længe Enhedslisten har haft parlamentarisk repræsentation, lokalt og nationalt, har der imidlertid været kritik af partiets manglende efterlevelse af denne parole.

"Socialdemokratiet og SF har i høj grad behov for et pres og en inspiration fra venstre. Både de historiske og aktuelle erfaringer viser, at hvis dette mangler, så glider de for nemt mod højre. Selvom Enhedslisten pegede på, at Socialdemokratiet, som det største arbejderparti, blev leder af regeringen, vil Enhedslisten bekæmpe den borgerlige politik, som Socialdemokratiet til stadighed gennemfører sammen med de borgerlige partier. Enhedslisten er ikke noget automatisk sikkerhedsnet under en socialdemokratisk ledet regering. Enhedslisten vil også i finanslovs- og tillidsafstemninger stemme imod enhver forringelse. Dermed kan Enhedslisten kun stemme for et samlet finanslovsforslag, der markerer et afgørende brud med den borgerlige politik og ikke indeholder forringelser."

Hvad Enhedslisten mener med dette eksemplificeredes, da partiet undlod at stemme imod sidste års finanslov - med den begrundelse, at de værste forringelser var pillet ud, og at man ikke ville vælte den socialdemokratisk ledede regering.

At Enhedslisten kan have nogen som helst tiltro til borgerskabets foretrukne forvalter, Socialdemokratiet, må stå for partiets egen regning. Men det er et faktum, at finanslov 1996 indeholdt forringelser og svinestreger som f.eks. tyveriet af den Sociale Pensionsfond, og at den socialdemokratisk ledede regering på mange felter fører mere borgerlig politik end Schlüter turde.

Enhedslisten sætter fingeraftryk hist og her og løfter pegefinger over for Socialdemokratiet, og dermed fører Enhedslisten "venstrefløjspolitik" i Folketinget. Ved sidste finanslov optrådte Enhedslisten som støtteparti for Socialdemokratiet. Hvis man skal være nidkær, kunne man kalde Enhedslisten for det borgerlige folketings venstrealibi. Samme deprimerende forhold gør sig gældende i kommunalbestyrelser.

Denne politiske reumatisme gør sig ligeledes gældende i det altoverskyggende EU-spørgsmål. Fornuftigvis ønsker Enhedslisten Danmark ud af EU, men partiet kan ikke beslutte sig til at støtte de konsekvente EU-modstanderes samarbejde i Folkebevægelsen mod EF-Unionen. I stedet deler man sine følere ud på såvel Folkebevægelsen som den moralsk vakkelvorne Junibevægelse, samtidig med at man søger at samle EU-modstandere under egne vinger gennem det selvstændige projekt "For et åbent Europa".

Enhedslisten er i stand til at opremse en række alt andet lige fine dagsaktuelle krav, om end der mangler en god portion kampsager for arbejderklassen. Realiseringen af disse krav er imidlertid henvist til folketings- og kommunalbestyrelsesgemakker med det forudsigelige resultat, at det mest bliver ved ordene. Kommunisterne har derimod altid lagt vægten på det udenomsparlamentariske arbejde, på den folkelige mobilisering, massearbejdet.

Enhedslisten er et reformistisk parti, som inden for de kommende par år planlægger at konsolidere sig med egentligt partiprogram og socialismeprogram. Disse programmer vil tage form af typisk mellemlagssocialisme, en gentagelse af VS-pragmatismen, og de vil afgrænse sig skarpt til kommunistiske anskuelser. Derom må der ikke herske nogen tvivl.

I den forstand er Enhedslisten antikommunistisk. Et parlamentarisk fikseret, uformelt støtteparti for Socialdemokratiet, som kan klistre den venstregående bevægelse ind i en reformistisk, klasseforsonende sump og hindre den fra at samles om den kommunistiske bevægelse.

Enhedslisten rummer ærlige og velmenende mennesker og er en naturlig alliancepartner for kommunisterne, men denne alliances taktiske former må afhænge af styrkeforholdene og af Enhedslistens faktiske politik.