Til økonomisk stimulation af USAs egen økonomi indledtes Marshall-hjælpen i Europa efter 2. verdenskrig. "Hjælpen" var vendt mod den arbejdende befolkning - til gunst for kapitalen. Den grænseløse hjælp var syltet ind i antikommunistisk hetz og sigtede på en hurtig militær oprustning af Vesttyskland, sammen med amerikanske kursgevinster.

Kul- og Stål-Unionens tyske del ønskede ret hurtigt tilladelse til, at deres stålproduktion blev hævet fra 11 til 14 millioner tons.

I 1950 skulle den franske udenrigsminister Robert Schuman, i London, mødes med kollega Ernest Bevin, Storbrittanien, og Dean Acheson, USA, for at diskutere Tysklands fremtid - specielt den militære oprustning.

Den franske økonom Jean Monnet var en politisk drivkraft bag udarbejdelsen af Schuman-planen, der havde ført til oprettelsen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab - som det smukt og lyrisk kaldes i samtlige historiebøger. En nærmest geografisk, æstetisk plan for et trekantet mineområde, til NATOs knap så lyriske formål.

For at forstå den tysk-franske Kul- og Stål-Unions historie, er der megen viden at hente i Isi Grünbaums lille bog Nazismens klassekarakter, udgivet første gang på Land og Folks forlag.

I 1934 kom den nazistiske "Lov om det tyske erhvervslivs organiske opbygning." Der igangsattes seks rigsdagsgrupper, med hver sin leder. Førerprincippet gjaldt. Alle ledelser sammensattes af rigsøkonomiminister Funk og Hermann Göring. Generaldirektør Borbet fra Thyssen-koncernen stod for økonomikammeret for Westfalen, bankdirektør von Schroeder for Rhinlandet osv. En geografisk organisering fandt også den gang sted.

Storkapitalen stod bag, ja financierede Adolf Hitler: "Om det så var i folkedomstolen i Berlin, der dødsdømte antifascistiske arbejdere og intellektuelle, var finanskapitalen godt repræsenteret.

Statsapparatet overtoges nærmest helt af storkapitalen.

Bestyrelser og generalforsamlingers indflydelse forsvandt, ind kom førerprincippet. Som et helt bevidst politisk/økonomisk tiltag steg kapitalkoncentrationerne. Håndværk og småindustri blev udraderet:

Monopolerne voksede i 30erne.

Isi Grünbaum skrev: "Ved direkte aktiekøb i stor stil, ved de nævnte tvangsmæssige nedlæggelser, ved overtagelse af "Ariserede" virksomheder og sidst, men ikke mindst, ved de, i november 1942, indførte nye totale tvangskarteller (lenkungsbereiche), hvis formal var dobbelt: Dels at indordne hele det tyske næringsliv under en lille håndfuld tyske finans-kapitalister, dels at udstrække deres koncernmagt til "kontinental-Europas" yderste grænse, er det på få måneder lykkedes fuldstændigt at bringe franske kapital og erhverv og dermed også udbytningen af den franske arbejderklasse, under verdens mest brutale og reaktionære højfinans~kontrol.

At effektivisere og nedlægge, at slutte sammen og fortsætte koncentrationen af kapital, er således ikke en opfindelse Kul- og Stål-Unionen fik skænket fra himlen, ved Monnets eller Schumans guddommelige mellemkomst.

Det var en monopolbestræbelse, der blot var sat i stå ved de allieredes sejr i 1945.

En del kreaturer fra de mest betændte tyske virksomheder blev halet ind i Nürnberg-processen, ofte uden større konsekvenser for dem selv.

USAs hovedanklager ved krigsforbryderprocessen i Nürnberg den 27. august 1947, konstaterede forbløffet: "Uden samarbejdet mellem den tyske industri og Nazi-partiet, ville Hitler og hans partifæller aldrig have kunnet tage og konsolidere magten i Tyskland, og Det tredie Rige ville aldrig have vovet at kaste verden ud i en krig." 1)

Få uger efter d. 30 januar 1933, var arbejderorganisationerne knust. Få dage efter at Wehrmacht havde overskredet de tyske grænser, kunne industriens herrer begynde at indkassere rovet.

F.eks. betød anneksionen af Østrig i 1938 en væsentlig udvidelse af de tyske mineejeres muligheder. Man overtog østrigske jern- og magnesitlejer, de store østrigske våbenfabrikker, lokomotivfabrikker, osv.: Den tyske Kemiske Industri, I.G.Farben søgte at erhverve de Bøhmiske brunkuls interesser, meget tidligt. Det lykkedes først, da Værnemagten stod i Tjekkoslovakiet.

I det hele taget var nazismen god til at skaffe billige råvarer og arbejdskraft. Profitøgning til ejerne og lønnedsættelse til arbejderne. Dertil kom en yderst profitabel slavehær fra de besatte områder. Den tyske Folkevogn blev oprindeligt skabt på titusinder af tvangsarbejderes og koncentrationslejrfangers blod, sved og tårer. Bilkonstruktøren Ferdinand Porsche, medlem af nazipariet og SS-officer, benyttede sig helt åbenlyst af den gunst, han havde opnået hos Adolf Hitler. Den billige, men skrøbelige arbejdskraft var med til at konstruere køretøjer til Wehrmacht-en, SS og Luftwaffe - som det er grundigt dokumenteret af den tyske historiker Hans Mommsen.

Disse gamle mineejere - de fleste still-going-strong efter krigsafslutningen - dannede i 1952 Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Som der står i Gyldendals leksikon:" Organisation dannet 1952 i henhold til en 50 årig overenskomst mellem Belgien, Forbundsrepublikken Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederland efter forslag af Robert Schuman 1950 (..) Et produktionsfællesskab mellem kul- og stålproduktionen i Frankrig og Tyskland skulle stå under en højere ledelse."

Nok så praktisk genoptoges nedbrydningen af toldskranker. Central prisfastsættelse genindføres, hvor den tidligere mere liberale prisdannelse ofte skabte surhed og forbitrelse, hidsig konkurrence og hele krige.

Løn og produktionsforholdene skulle igen gøres mere ensartede, fagforeningernes rolle betydeligt nedtones, en fleksibel styrke skulle stå til monopolernes rådighed. En juridisk overbygning med domstole og velbetalt bureaukrati kunne forudsiges. Lakajernes sønner skulle kunne sættes på grønt græs. Kapitalen havde ikke længere brug for gud, konge og fædreland.

Storbritanien så sig nødsaget til at få en associeringsaftale med kul- og stålfabrikanterne på kontinentet - allerede fra 30erne var britisk industri blevet sejlet agterud.

Organisatorisk startedes UNIONEN op med 6 medlemmer: Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg (april 1951) - altså de slagne fascistlande, de små Benelux-lande og Frankrig. Vesttyskland blev senere medlem af NATO, men forinden, i 1954, blev så vestunionen stiftet, med deltagelse af Storbritanien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg. De samme lande går igen. Denne organisation havde som formål, at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde mellem de vesteuropæiske stater i NATO.

Med selvfølgelig deltagelse af nazistiske officerer i spidsen blev rene oprustningstiltag sat i værk i Vesttyskland. Franz Joseph Strauss (tidligere leder af CSU, Bayerns kristelige-demokrater) udtalte allerede i 1968: "I Europa er der i dag ikke mere plads til et rent nationalt forsvar. På langt sigt kræves der derfor en europæisk forsvars-organisation". (Die Welt d. 13/10-1968, 2))

Mange år senere har EU-kommissionen ( Helt tilfældigt!?) foreslået en "omfattende indsats for at redde den kriseramte europæiske våbenindustri. Det handler ikke kun om arbejdspladser, men også om mulighederne for at opbygge en fælles forsvarspolitik i EU." (Pol. d.261-1996)

Således er Kul- og Stål-Unionen en drivkraft i krigsindustrien og en organisation, der før 1967 bestod af: Den Høje Myndighed (RÅDET), et overnationalt, udøvende og besluttende organ. Den mere rådgivende funktion udgjordes af Den Rådgivende Komite bestående af en ligelig antalsmæssig repræsentation fra Arbejdsgiver, Arbejdstager og Forbruger. Et slags parlament med 142 medlemmer kaldes forsamlingen. Til dette føjede sig (naturligvis!) en Domstol, der på herskabets vegne, bestemte og dømte. Forsamlingen og Domstolen deltes fra 1958 med Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og EURATOM, en organisation, stiftet samtidigt med dannelsen af EØF i 1957. EURATOMs formål var at fremme "fredelig anvendelse af atomenergien". Forsamlingen fik, efter juli 1967, navnet Det Europæiske Parlament, og sammenslutningen mellem de 3 europæiske organisationer: Det Europæiske Økonomiske fælleskab, Kul- og stålfælleskabet og EURATOM. Det ene af de tre europæiske organisationer (EØF) fik sit traktatmæssige grundlag i Rom i 1957, Romtraktaten, som Danmark, Irland og Storbritanien tilsluttede sig gennem en tiltrædelsestraktat i begyndelsen af 70erne.

En usædvanlig løgnagtig JA-kampagne fandt sted i Danmark, hvor en efterfølgende folkeafstemning den 2. Oktober 1972 skulle afgøre landets EF-fremtid. Befolkningen stemte forsigtigt JA - til fortsat baconeksport til England. En frisk frihandelsaftale var i hus. Befolkningen stemte med åbne øjne - således husker Uffe Ellemann Jensen den pinlige JA-propaganda. Eller måske var det snarere forblændet af løgne?

I præamblen til Romtraktaten har de 3 første hensigter (siden 1957) været "…at skabe grundlag for en stadig snævrere sammenslutning mellem det europæiske folk...som her det forsæt, gennem fælles handling, at sikre økonomiske og sociale fremskridt for deres lande ved at fjerne de skranker, der deler Europa...som sætter det som et væsentligt mål for deres bestræbelser stadig at forbedre deres folks levevilkar og beskæftigelsesforhold."

Lurendrejersnak der er sat på plads af virkeligheden. Hvem der er sat til at sikre økonomiske fremskridt for hvem, er gået op for en stor del af den europæiske arbejderklasse.

Hvad beskæftigelses-hensigten angår er arbejdsløsheden i Tyskland den højeste nogensinde siden Hitlers magtovertagelse.

Fra august 96 til august 97 alene er arbejdsløsheden steget med næsten en halv million og er nu på ca. 4,5 millioner mennesker. I Danmark var arbejdsløsheden i øvrigt i 1972 ved folkeafstemningen nærmest på et historisk lavt niveau. 25 år med Unionen - og massearbejdsløsheden er blevet en fast og varig størrelse.

Men dermed er den for kapitalen så eftertragtede arbejdsløshed, der medvirker til at skærpe konkurrencen mellem arbejderne og presse lønningerne, ved at vokse sig til et uhåndterligt problem for monopolerne selv og deres elite af højtbetalte lakajer fra politikere og embedsmænd til medieludere.

Af den tyske storkapital, der stillede sig bag Adolf Hitler, nævner Isi Grünbaum først og fremmest: De store monopolistiske montan-herrer (mineejerne) Kirdorf, Thyssen, Krupp, Flick, Haniel, Hösch, Klöcker, Mannesmann og Stinnes. Desuden I.G. Farben samt de store banker.

EUs planer for et politisk/økonomisk forenet EUROPA foregår med det samme økonomiske fundament. Hvilken økonomi og politik kan vi forvente: En krigs- eller fredsøkonomi?

Grünbaum beskriver de store vanskeligheder, der er med en fredsøkonomi: "En fredsøkonomi kan de ikke organisere planøkonomisk alene af den grund, at en af de få ting, de kan enes (monopolerne) om, går ud pa at holde den store befolknings købekraft nede medens en organiseret, kriseløs fredsøkonomi måtte forudsætte en kontinuert stigning i lønnen og den øvrige arbejde befolknings konsumindtægter i takt med kapitalkoncentrationen og den tekniske udvikling i øvrigt." 3)

Alene den dårligt forberedte fælles valuta og ØMUen, som finanskapitalen har ment var så vigtig, er arbejdsløshedskabende: "Det bør ikke overses, at den registrerede arbejdsløshed i EU er steget fra ca. 13 millioner til godt 18 millioner personer i løbet af de 5 år, der er gået siden Maastricht-traktaten blev underskrevet." (ØMU'en og beskæftigelsen, Jesper Jespersen d. 7/3-97)

EU og ØMU-konstruktionen karakteriseres af en række europæiske økonomer som en destabiliseringspagt. Og det er vel at mærke også socialdemokratiske og borgerlige økonomer - men en vurdering, der af ikke særlig svært forståelige grunde ikke her vundet udbredelse hos flertallet af de toneangivende politikere i begge de vindblæste lejre.

Et tilbageblik på mineejernes rolle i tysk inden- og udenrigspolitik viser, at historisk viden og agtpågivenhed er yderst påkrævet. Der er ikke brug for en sort skæbnetro forestilling om fascismens uafvendelige genkomst. Det er til gengæld faldet i arbejderklassen og den kommunistiske bevægelses lod at give montanherrerne og deres efterkommere kamp til stregen.

RETUR til Forside