Danmarks 25 år i
Unionen
af Lisbeth Nielsen,
medlem af Folkebevægelsen mod EF-Unionens forretningsudvalg
EU er ikke noget historisk uafvendeligt, er ikke en lovbestemt uundgåelig fase i kapitalismen. EU er et redskab vi kan løsrive os fra eller endda smadre...
Folkedemonstrationen 1. oktober 1972 er en af de mest berusende oplevelser, jeg kan mindes. Sikkert en af den slags oplevelser der har gjort, at man kan blive ved at slås. 100.000 mennesker, tusinde skilte og bannere - fra Rådhuspladsen og helt ud i sidegaderne.
Dagen efter kom chokket. Og det var et chok. Selvom vi endda ikke dengang drømte om, at EF i den grad ville kunne udvikle sig til en Europastat, som det nu er på vej til. Modstanden forudså meget af den udvikling, vi senere har været vidne til, men vi havde ikke forestillet os, at de ville nå så langt i deres planer, som det nu er ved at ske.
2. oktober 1972 var blot 25 (+ 2) år efter befrielsen fra den nazistiske besættelse.
I dag er der gået 25 år siden 2. oktober 1972.
Der er forskelle men også mange lighedspunkter mellem modstandskampen dengang og EU-modstanden sidenhen.
I begge tilfælde bestod og består modstanden af en folkebevægelse på tværs af alle skel - en alliance mellem arbejdere, intellektuelle, småborgere.
Siden 92 har vi set hvordan modstand og skepsis mønstrer et stadigt større flertal i befolkningen.
Kommunisterne går naturligvis videre i kritikken af EU end andre dele af den folkelige alliance gør. Vi ser EU som et resultat af monopolkapitalens kamp om verdensmarkeder og verdensherredømme, som et imperialistisk redskab både overfor egen arbejderklasse og overfor de fattige lande.
Men EU er ikke noget historisk uafvendeligt, er ikke en lovbestemt uundgåelig fase i kapitalismen. EU er et redskab, vi kan løsrive os fra eller endda smadre - hvis styrkeforholdet er til det. Kommunister har ikke noget problem med sammen med den brede bevægelse at rette hovedskytset mod EU, tillægge EU ansvaret for den fatale udvikling, der er sket i vores samfund gennem de 25 år.
For nok havde kapitalismen været kapitalisme også uden EU. Men arbejderklassens og befolkningens kamp for rettigheder, velfærdssystem og arbejdspladser havde ikke haft så ulige vilkår som i dag.
At vi tabte folkeafstemingen i 72 var også et spørgsmål om styrkeforhold. Kapitalen havde magten, pengene, aviserne til at drøne sine løgne igennem.
Der kommer en dag, hvor det ikke længere er nok.
Man kan tapetsere Christiansborg med alle de besværgelser vi siden 71 har hørt fra politikerne om alt det EF/EU ikke var og aldrig ville udvikle sig til. Men som det alligevel er endt med. 7 år efter afstemningen slog Krag, som var statsminister optil folkeafstemningen, fast, at vi ikke ville få en EF-hær og EF-soldater, samt at EF ikke ville få et udenrigspolitisk samarbejde! Netop to af de kernespørgsmål, der er sat på dagsordenen i Amsterdam-traktaten.
Ligeledes har vi hørt igen og igen at socialpolitik, skattepolitik, pensioner aldrig vil blive rørt af EF eller af EU. Spørgsmål som nu er føjet ind i forbindelse med ØMUen og i forbindelse med Amsterdam.
Når man bladrer de mange annoncer igennem, som fyldte aviserne optil den 2. oktober er det slående, at Folkebevægelsens -langt, langt færre - annoncer er meget oplysende, fuld af dokumentation, og i dag er stadig både se-værdige og læseværdige. Der var mangler i Folkebevægelsens politiske argumentation, men det er nu en anden sag. Ja-annoncerne derimod er så latterlige at læse i dag, at de er rent tragikomiske.
Tag f.eks. en annonce underskrevet et helt anonymt ‘EF-udvalget’ : "Har du lagt mærke til, hvem der anbefaler et nej til EF ? Det gør de typer, som altid rakker ned på de samfundsværdier og moralbegreber, vores daglige tilværelse hviler på. Nej-sigerne udgør de negative kræfter i vort samfund.... Ja til frihed under ansvar og demokrati uden vold . Ja til orden i økonomien på hjemmefronten og udadtil.... "
"Nødderne knækker vi stadig selv" var overskriften på en annonce underskrevet i fællesskab af DAs formand og LOs formand - det er en af de mange besværgelser, der stadig står printet på nethinden. Ligesom den med billedet af nogle køer og overskriften "skal disse køer slagtes i utide ? "
Et gennemgående tema i ja-kampagnen var truslen om at miste arbejdspladser - "Det gælder bevarelsen af vore 5000 arbejdspladser, derfor siger Superfos ja til EF." - og løfterne om at få flere arbejdspladser:"I Nordjylland glæder f.eks. Frederikshavn sig til 3. 100 nye jobs fra Norge og Sverige"
Men alting blev vendt om. Alt det der havde truet danskerne til at stemme ja det skete. Tusinder af køer såvel som landbrug blev slagtet.
Tusinder af arbejdspladser er slagtet. Værre end det. Mange brancher som vi dengang havde i Danmark findes simpelthen ikke mere. Mange slags varer, som før blev produceret i Danmark, bliver ikke produceret her mere.
Når tilhængerne siden har skullet forklare denne udvikling og den voldsomme vækst i arbejdsløsheden har det været med undskyldningen, at oliekrisen gav et internationalt dyk i økonomien. Men sandheden er, at dansk kapital bandt sig mere og mere til kun at gøre, som EU ville. Dvs. som European Round Table ville - altså finansmonopolerne. Vækstcentret i EU ligger i Tyskland. I et og alt har Danmark indordnet sig under dette. Værftsindustrien er blevet nedlagt på grund. af EU styring af denne sektor og deriblandt på grund af forbuddet mod statsstøtte - mens Tyskland rask væk har givet omfattende støtte til vesttysk ejede værfter i Østtyskland og til vetsttyske værfter. Det tusinde sider omfattende maskindirektiv og mange andre direktiver i forlængelse af det indre marked tilgodeser i høj grad netop den tyske industri. Senest har vi oplevet oprettelsen af Euroregion Slesvig-Schleswig - som det som den eneste "indrømmelse" mod protesterne alligevel ikke kom til at hedde - der udover formålet med nedbrydning af nationalstaten simpelthen har til formål at give et langt større og befolkningsrigere opland for det økonomiske liv og handel i Flensborg.
Med EF, og i særdeleshed med det indre marked fra 86 og videre med Maastricht- Unionen i 92, fik kapitalen en styrke, som de lige i disse år 25 år efter bruger med fuld kraft til at sætte deres krav igennem i alt : Ned med kollektiviteten, ned med kæmpende fagforeninger, ned med solidariske offentlige velfærdssystemer, ned med fast aftalt arbejdstid, ned med fast aftalt løn, ned med understøttelsen, ned med pensionerne, ned med det offentlige hospitals- og sundhedssystem. Ned i skidtet med arbejderklassen, med de unge, med de gamle, med kvinderne, med de små næringsdrivende.
Det er på tide at få dem stoppet.
Lad os bruge jubilæumsåret til at genrejse både gamle og helt nye modstandskræfter.
Sten Gade hykler, når har påstår at venstrefløjen vil blive for EU. Det vil gå lige omvendt, bredere og bredere folkelige kræfter, flere og flere unge og arbejdere vil støtte modstanden mod Europastaten. n