Fagbevægelsen har ifølge formanden for METAL - Max Bæhring - fået en ny hovedopgave. Den skal overbevise de danske arbejdere om, at Den europæiske Union er vejen til den størst mulige jordiske lykke. Og at Amsterdam-traktaten - som danskerne, tilsyneladende ene af alle unionslandenes befolkninger, skal afstemme om , engang tidligt i 98 - er det størst mulige skridt på vejen til det dennesidige lykkeland.

METAL-formanden føler sig kaldet til som en anden engel at vogte paradisets port og har derfor omdannet gjort sit forbund til spydspidsen i en målrettet og milliondyr kampagne for at overvinde arbejderklassens indgroede skepsis mod de europæiske monopolers unionsprojekt. I store dagbladsannoncer kan hr. Bæhring og Co. fortælle, at et Nej koster os alle 20 milliarder kroner - mindst da. Alle tænkelige ulykker vil ramle ned over nationen og befolkningen, hvis den siger Nej til Amsterdam. Bæhring har indledt en klassisk skræmmekammpagne, der i usaglighed og primitivitet ligner den borgerlige ja-front på en prik.

Frygten for et nyt Nej til unionen - i lighed med Nej'et den 2. Juni 1992 - rider de herskende som en mare. Og deres frygt er først og fremmest frygten for, at den største samfundsklasse, arbejderne, skal omsætte skepsis'en til et massivt Nej. Ved de tidligere afstemninger et flertal af arbejderne sagt Nej - men det har været et relativt beskedent flertal, fordi det systematiske og målrettede splittelsesarbejde har haft sin virkning. Socialdemokratiet og LO-toppen har selvfølgelig spillet en hovedrolle heri, fra afstemning til afstemning - og var det ikke nok, som i 92, blev Holger K. Nielsens Socialistiske Folkeparti hevet ind i varmen til hjælp for de betrængte ja-sigere.

Denne gang føler man sig imidlertid så sikre på et ja, at der kun er brug for Steen Gade.

De borgerlige partiledere har måttet erkende, at folkeafstemningschancerne for et ja til ny traktater, nye skridt på unionsvejen, er størst med socialdemokratiet ved regeringsmagten. Det er den væsentligste grund til, at den parlamentariske opposition til Nyrup-regeringen har været så spagfærdig i det seneste års tid, og at der ikke er gjort alvorlige forsøg på at afkorte regeringens levetid, på trods af opinionstal, der ser særdeles lyse ud for den borgerlige flok, der venter utålmodigt på at vende tilbage til taburetterne.

Da Hans Engell endnu var en håbefuld og endnu ikke forulykket partiformand lovede han regeringen borgfred til efter afstemningen om Amsterdam-traktaten. Det løfte er blevet holdt - og nu kan Engell som konservativ gruppeformand meddele, at et "EU-ja er Poul Nyrups ansvar". På partiets landsrådsmøde i Ålborg erklærede han simpelthen:

Det er rene ord for pengene.

Samtidig advarede han mod, at den socialdemokratiske ja-kampagne skræmmer borgerlige over på Nej-siden ved at kalde præsentere unionsudbygningen som "et socialdemokratisk projekt".

Det "store arbejderparti" og LO-toppen med Max Bæhring som spydspids har har så sandelig heller ikke i sinde at skuffe de borgerliges forventninger og tillid. Op til denne afstemning står ja-fronten synlig og samlet som ingensinde siden 1972. Den netop afholdte socialdemokratiske EU-kongres fremstilles som den endelige overvindelse af unionssplittelsen i partiet. Dens ja til Amsterdam-traktaten var massiv, og Nyrup kunne erklære, at partiet stod enigt og samlet om et ja, og at dets splittelse var ren historie. Selv dets EU-kommissær Ritt Bjerregaard kunne optræde dér uden at det gav anledning til den mindste rift i samdrægtigheden. Judas-smilene strålede om kap.

Amsterdam-traktaten er ikke et socialdemokratisk projekt. Det er de europæiske monopolers drøm om grænseløs udbytning, indenfor og udenfor unionen - med socialdemokratiernes fulde støtte og medvirken. Deres rolle er at give det en "progressiv" og "arbejdervenlig" glasur, der lige nøjagtig kan få det til at glide ned.

Den skal sælges på miljøgarantier, løfter om arbejdsløshedsbekæmpelse og sociale fremskridt. Dertil er socialdemokratierne og ikke mindst deres fagtoppe uundværlige.

Sålænge dette bedrag står på, er der parlamentarisk borgfred.

Den såkaldte miljøgaranti, som præsenteres som den helt store "sejr for Danmark" i forbindelse med Amsterdam-traktaten, er i praksis intet værd. Det er flotte ord på papir, som selv de store borgerlige miljøorganisationer er dybt skeptiske overfor: "Den nye miljøgaranti indeholder så mange betingelser, at den måske slet ikke kan anvendes i praksis", hedder det i en erklæring fra syv store internationale miljøorganisationer fra Verdensnaturfonden til Greenpeace.

Hvad arbejdsløsheden angår, taler kendsgerningerne deres eget sprog. Unionen og dens fælles økonomiske og monetære politik skaber massearbejdsløshed - selv i højkonjunkturperioder. Sådan er det i Danmark. I unionslokomotivet - Det forenede Tyskland - er arbejdsløsheden i dag større end nogensinde siden Hitlers magtovertagelse.

Tyskland er måske det klareste eksempel på, hvad Amsterdamtraktaten skal bruges til, når talen er om unionsudvidelse mod øst. Talrige store virksomheder er lukket og flyttet til østeuropa, hvor arbejdskraften er væsentligt billigere. Den ny traktat skal udvide disse operationsmuligheder. I stedet for den lovede sociale fremgang skal Amsterdam-traktaten bane vej for at nedsætte "lønomkostningerne" - reallønnen - i unionslandene.

Det er disse sandheder, fagtoppen og Max Bæhring burde fortælle arbejderne. Nu bruger de i stedet medlemskontingenterne til at fortsætte den store løgnekampagne.