Privatiseringsbølgen er langt fra stoppet. For at tækkes monopolernes krav om fri og ubegrænset spekulationsret, har Nyrup-administrationen besluttet endnu en gang at sælge ud af aktierne i Tele Danmark. Det forventes, at selskabet selv - for den nette sum af 14 mia. kroner - erhverver en andel af statens aktier, som svarer til 30 procent af firmaets kapital. Telekommunikationsforbundet har reageret på aktieudsalget ved at kræve, at selskabet - som modydelse for de bebudede rationaliseringer indbetaler et beløb i størrelsen 6-9 mia. kroner til de ansattes pensionsfond. Da staten sidste gang - i 1994 - solgte ud af aktierne, blev et lignende krav honoreret med et beløb på syv milliarder kroner.

Det forventes, at privatiseringen af Tele Danmark, ud over at skæppe midlertidigt i statskassen, vil koste mindst 2000 arbejdspladser.

Det danske privatiseringsudspil blev i sidste uge fulgt op af den franske regering, som i sine bestræbelser på at leve op til ØMU’ens konvergenskrav pudser budgetterne af ved at sælge endnu 20 procent af aktierne i France Télécom. Ligesom herhjemme ventes det franske statsudsalg at føre til fyringer, til trods for, at staten endnu ejer 63 procent af aktierne i France Télécom.

Den danske regering er altså ikke alene om at holde udsalg for monopolerne. Venstre og Konservative har forudsigeligt nok kritiseret regeringen for ikke at ville privatisere nok. Morsomt nok førte et opgør om udlicitering netop til et opgør i den åbent borgerlige del af det politiske menageri.

En anden af de store statslige arbejdspladser, Post Danmark, er løbet ind i et mindre stormvejr midt i rationaliseringsprocessen: De ansatte vil ganske enkelt ikke være med og nedlægger arbejdet på stribe. Hele 40 strejker er det blevet til i år, med den seneste uges strejke på Glostrup Postkontor som den mest markante.

Problemet er ganske enkelt, at den arbejdstidsaftale som blev dikteret de ansatte den 1. august sidste år har medført en gigantisk overarbejdspukkel. De postansattes krav er entydigt, at der bliver ansat flere folk, så man kan komme det både psykisk og fysisk udmattende overarbejde til livs. Men Post Danmarks generaldirektør Helge Israelsen - i parantes bemærket tidligere CK-medlem i DKP - afviste i DR-tv den 11. september, at den forrykte arbejdstidsaftale skulle være baggrund for de mange konflikter. Direktøren fastholdt, at problemet består i at de to forbund der organiserer postbudene - Specialarbejderforbundet og Dansk Postforbund - ligger i krig med hinanden.

En besynderlig påstand, al den stund, at det er såvel tjenestemænd som overenskomstansatte der har nedlagt arbejdet under parolen om at få ordnede arbejdsforhold og flere nye kollegaer.

Ikke desto mindre er det "smart" af generaldirektør Israelsen at skyde skylde på de to forbund. For der er udbrudt et opgør mellem de to forbund, som besværliggør modsvar på den evigt rindende strøm af rationaliseringer, som skal forberede det tidligere postvæsen på liberalismens lyksagligheder. Og for at udnytte situationen bedst muligt, har Israelsen og Post Danmark mere eller mindre taget part i tvisten.

Baggrunden for den absurde situation, er faktisk temmelig tragisk: En forhandling mellem Dansk Postforbund og SiD endte i totalt sammenbrud. I kølvandet på dette sammenbrud er fulgt et bittert opgør, hvor de ansatte står splittede. Dansk Postforbund kræver - da Mogens Lykketoft har dikteret stop for tjenestemandsansættelser - ret til at organisere postarbejdere. Finansministeriet har nægtet at lave paralleloverenskomst, og satser entydigt på et samarbejde med SiD og har indledt forhandlinger om en virksomhedsoverenskomst med forbundet. Problemet er imidlermtid, at SiD har "vundet" eneretten ved at underbyde det konkluderende forbund.

Dermed fortsætter Specialarbejderforbundet den kedelige tendens der viste sig, da forbundet underbød trafikfunktionærerne for at få overenskomst med HT. Det er de postansatte, der, bl.a. via såkaldte resultatlønsaftaler, rammestyringsordninger og den generelle tempoopskruning, kommer til at betale forbundets ekspansionsiver med dårligere arbejdsforhold.

Samtidig med, at SiD på den ene side har forhandlet med Post Danmark, har de pustet til gløderne fra sammenbruddet med tjenestemandsorganisationen DPF. Skænderierne har medført en usikkerhed og splittethed blandt de postansatte, i en situation hvor der kræves enhed for at modsvare firmaets rationaliseringspolitik. Tjenestemænd og overenskomstansatte må stå sammen i kampen for at forsvare deres hævdvundne rettigheder, for bedre løn- og arbejdsvilkår. Og det kræver en fælles organisering.

Om det sker indenfor rammerne af SiD, DPF eller i et rent postforbund er midlertidigt underordnet, selvom SiD er i færd med at diskvalificere sig selv. Det afgørende er, at de ansatte sammen finder modsvar mod liberaliserings- og privatiseringsknivene. n

RETUR til Forside