Magtfaktoren Kina

 

"Kun Kinas Kommunistiske Parti er i stand til at lede det kinesiske folk i kampen for national uafhængighed, for folkets befrielse samt i bestræbelserne på at opbygge socialisme med særlige kinesiske kendetegn. Kun partiet kan føre an i arbejdet for at forny nationen, øge dens styrke og forbedre folkets levestandard."

Med disse nøgleord signalerede partileder Jiang Zemin Kinas Kommunistiske Partis og dermed den kinesiske elites holdning til den forestående politiske udvikling, da han holdt den indledende tale til KKP's ugelange kongres i Beijing, som startede 12. september. Strategien for "socialisme med særlige kinesiske kendetegn" hedder først og fremmest udvikling af kapitalistiske økonomiske mekanismer på den ene side og bibeholdelse af KKP's magtmonopol på den anden side.

Ideologiske kolbøtter

KKP-kongressen, der er nummer femten af slagsen siden stiftelsen i 1921, markerer med mere ærlige ord den ideologiske knæsættelse af en kapitalistisk genrejsning med særlige kinesiske kendetegn.

Disse kendetegn ses for det første i en gradvis økonomisk forandringsproces fra statsligt baseret økonomi med visse socialistiske former til moderne "markedsøkonomi", dvs. tilpasning til og indsmeltning i det globale imperialistiske økonomiske system. For det andet ses de i KKP's fastholden ved magten og afvisning af den borgerlige parlamentarisme.

Disse kendetegn står i modsætning til det, der er blevet kaldt "Big Bang"-metoden for kapitalistisk genrejsning. Det er set i f.eks. det tidligere Sovjetunionen, hvor den kapitalistiske økonomi og det dertil svarende politiske system er blevet indført fra den ene dag til den anden med kaotiske følger.

Den økonomiske reformproces fra halvsocialistiske principper til rendyrket kapitalisme blev startet under veteranen Deng Xiaoping allerede i 1978, kort tid efter Maos død. På det politiske felt var det også Deng, der under stort mediedække anførte nedkæmpelsen af den pro-kapitalistiske såkaldte demokratibevægelse i 1989 - og dermed slog fast, at KKP agtede at blive siddende på magten til trods for den kapitalistiske udvikling i økonomien.

Den nuværende partileder Jiang Zemin blev udnævnt med Dengs billigelse, og Deng fungerede frem til sin død i februar 1997 som Jiangs uofficielle mentor. Ved partikongressen er Deng blevet fremhævet som ideologisk guru i en grad, der har stillet Mao i baggrunden. Begrebet "socialisme med særlige kinesiske kendetegn" blev i sin tid lanceret af Deng, men blev første gang nævnt som slogan for den officielle kinesiske politik i Jiangs begravelsestale over Deng.

Jiangs problem ved partikongressen har bestået i at indpasse de kapitalistiske planer i den socialistiske terminologi. Det er et problem, der kan sammenlignes med det hjemlige Socialdemokratis problemer med at gøre EU spiselig for sine vælgere. Efter mindst otte kendte revisioner af sin 59 sider lange tale nåede Jiang frem til at beskrive KKP's nuværende linje som "progressiv marxisme" i modsætning til "statisk marxisme". Ifølge denne forklaring befinder Kina sig i en første overgangsfase, et første stadium i socialismen, hvor økonomien skal udvikles ved "ejerformer i alle afskygninger".

Bag dette krumspring ligger den kendsgerning, at Jiangs beretning til kongressen slet og ret lægger op til verdens største privatisering. Hele den statslige industri skal udstykkes på aktier og ledes efter almindelige kapitalistiske forretningsprincipper. Allerede nu eksisterer en lov, der dikterer nedlæggelse af statsvirksomheder, som kører med underskud, men den har reelt ikke været implementeret. Nu skal den tages i anvendelse. Ud af omkring 370.000 statsvirksomheder forventes kun omkring 1.000 at overleve.

Ideologisk legitimeres privatiseringen med, at virksomhederne overgår fra statseje til "fælleseje", i og med at de udstykkes på aktier. Ordet "privatisering" anvendes ikke officielt. Jiang har i den forbindelse bedyret, at aktiemajoriteten vil forblive på statslige hænder, og at visse nøgleområder i økonomien vil forblive helt i statens kontrol. Der er imidlertid ikke fastsat klare rammer for udstykningen, og det vides ikke, i hvor høj grad aktierne vil blive frit omsættelige.

Signalet er ikke til at tage fejl af: De sidste elementer af formelt socialistiske ejerforhold vil blive afløst af kapitalistiske ejerforhold. Tilbage af "socialisme" vil der være visse statsejede virksomheder, der må klare sig uden de vante subsidier.

KKP's officielle ideologi koncentrerer sig i dag udelukkende om at sikre Kinas økonomiske vækst og internationale indflydelse. I den forbindelse udnyttes indlemmelsen af Hong Kong denne sommer og det i øvrigt retmæssige krav om genforening med den separatistiske ø Taiwan til en dyrkelse af kinesisk nationalisme, der nærmer sig stormagtschauvinisme.

Social polarisering og
masseforarmelse

"Alle arbejdere bør gøre op med deres egne ideer om beskæftigelse og forbedre deres egen kvalitet for at møde ideerne om reformer og udvikling," sagde Jiang i kongresberetningen. Med disse ord signalerede han, at det gamle løfte til de statslige arbejdere om livslang beskæftigelse og forsørgelse nu er brudt. Mindst 30 millioner mennesker ventes at miste både arbejde og bolig i forbindelse med privatiseringen, og af disse vil kun et mindretal finde ny beskæftigelse.

Dermed bevæger KKP sig ud på usikker grund. Partiets legitimering af sin egen magt har for en stor dels vedkommende baseret sig på den relative sociale tryghed for statsindustrien, som har udgjort partiets vigtigste samfundsmæssige støtte.

Arbejdsløsheden er i takt med de kapitalistiske reformer blevet kollosal. Den skjulte arbejdsløshed i landbruget vurderes til at ligge på omkring 250 millioner. I byerne alene er arbejdsløsheden på kort tid vokset til 7,5 pct. af arbejdsstyrken, og heri er næppe medregnet underbeskæftigede. Udviklingen er stærkt skævvredet, med væksten koncentreret i byerne og en samtidig forarmelse af landdistrikterne, hvilket har ført til en regulær folkevandring fra land til by.

Jiang advarede i sin tale om den massearbejdsløshed, der følger med udviklingen, men havde ingen anvisninger på løsningen af dette problem ud over fortsatte kapitalistiske reformer.

"For stiv organisering, for meget personale, manglende adskillelse af regeringens og virksomhedernes ledelse og et for tungt bureaukrati stiller sig i vejen den økonomiske udvikling og hæmmer forholdet mellem partiet og masserne," sagde Jiang. Han rettede dertil skytset mod den omfattende korruption og bebudede en reform af retssystemet, der fungerer aldeles vilkårligt.

KKP vil hermed legitimere sin magt ved at rense ud i korruptionen i partiets egen rækker, ved at indføre klare (borgerlige) retsforhold samt ved at stille sig som garant for fortsat økonomisk vækst. Altsammen garneret med nationalisme.

I traditionel kapitalistisk forstand kan KKP prale af en national vækstrate på 9-10 pct. Verdensbanken anslår i sine beregninger, at Kina i dag er verdens næststørste økonomi, kun overgået af USA. Om femten år vil Kina være verdens største.

Kinas og Sydøstasiens økonomiske betydning er vokset gevaldigt i løbet af de seneste tyve år. I starten af 80'erne oversteg den nordamerikansk-asiatiske handel den transatlantiske handel. Asien vil år 2000 stå for en tredjedel af verdens samlede produktion. Kina er en væsentlig drivkraft heri og kommer alene i kraft heraf til at udgøre en magtfaktor, der ikke er til at kimse ad.

KKP og den liberalistiske, økonomiske elite er tæt forbundet, og det er derfor spørgsmålet, hvor stor basis der er for det vestligt promoverede krav om flerpartisystem i Kina. Der findes derimod givetvis kræfter i Kina, som ønsker ikke bare en tilbagevenden til det maoistiske folkedemokrati, men forsvar af arbejderklassens og bøndernes interesser og fremtidig udvikling af socialisme. De holder imidlertid lav profil.

Et navneskifte til Kinas Kapitalistiske Parti vil passe godt til KKP. Begejstringen fra den multinationale kapitals side i forbindelse med denne måneds partikongres lader sig ikke skjule.

jpc

 

RETUR til Forside