Skoling - et indlysende princip

Af Anker HolmSå skulle jeg altså opleve det endnu en gang - et kommunistisk parti faldt ud af rollen som den faste forsvarer af marxismen-leninismens grundbegreber og videnskab.

Først DKP som efter den berygtede 20. kongres i 1956 fuldstændigt pulveriseredes ideologisk og førtes langt væk fra den ægte gloværdige revolutionære holdning som partiet havde stået for og handlet efter siden stiftelsen i 1921.

I 1968-året med sit opbrud og kamp for genoprettelsen af det ægte og uforfalskede leninistiske parti tog jeg så initiativ til dannelsen af KFML (Kommunistisk Forbund Marxister Leninister) hvor så partiet KAP (Kommunistisk Arbejderparti) stiftedes 1976. Uden ret mange år på bagen og ved hjælp af borgerlige intellektuelle åndspygmæer pulveriseredes også her marxismen leninismens lære og resultatet blev selvfølgelig, at partiet afgik ved en ubemærket død.

Så kom endelig i 1978 det parti som tog arven op efter det forgangne Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) hvor vores verdensberømte arbejderforfatter Martin Andersen Nexø med fuld ret kunne føle sig hjemme - og det nye stærke parti var DKP/ML. Stærkt fordi - som efterbetegnelsen ML (marxister leninister) markerer - man stod urokkeligt fast på principper omkring den rigtige kommunistiske partiopbygning. Kadrer omkring dette parti var ærlige klassebevidste og skolede arbejdere i tæt samarbejde med partiets formand Klaus Riis og klassekæmperen John Max Petersen, der senere blev anerkendt og skattet arbejderforfatter. Gennem 18 år og dette kontinuerlige lederskab modstod partiet ideligt og hårdnakket et hvert forsøg på at forvanske marxismen og førte en rigtig leninsk linie i kampen for socialismen.

Resultatet udeblev da heller ikke... Dagbladet Arbejderen var slået igennem som det mest indflydelsesrige kommunistiske organ i Danmark. Ungdomsorganisationen Rød Ungdom blev den største venstreorienterede ungdomsbevægelse i Danmark. Partiets indflydelse i klassekampen var mere end synlig, det være sig i massebevægelser eller på den faglige front. Ingensinde tidligere havde den kommunistiske bevægelse i Danmark stået tættere på en samling af alle kommunister i ét stærkt parti end her op til partiets 7. kongres. Om klassekamp i partiet er den lektie enhver kommunist har lært - også skulle jeg altså opleve det endnu en gang: DKP/ML pulveriseredes på den 7. kongres af opportunisme og karrieremageri. Hele partiets hidtidige, succesfyldte linie blev konsekvent afsporet og der blev slået til lyd for en revurdering af Lenins partiopfattelse begrundet i "nye tider" hvor altså Lenin skulle "moderniseres." I mangt og meget lignede denne kongres en vis sovjettisk 20. kongres i 1956. Konspiration og kupagtige tiltag fik også på den 7. kongres til følge at partiets formand siden stiftelsen og gennem 18 år blev smidt på porten og ekskluderet sammen med to andre fremragende ledere af partiet. Partiet gik i chok og frustrationen bredte sig blandt partiets medlemmer. Hvordan kunne det ske, spørges der? Som gammel rotte i Danmarks Kommunistiske Parti anno 1935 kender jeg årsagen. Forklaringen: Manglende skoling eller slet ingen skoling i marxismen leninismen.

Jeg blev meldt ind i DKP/ML først i 1994 og har aldrig oplevet noget tiltag til skoling, endsige organiserede studiekredse i socialismens klassikeres tykke bøger. Det er klart at med den holdning regner revisionisterne med at skalte og valte med politik i populistisk stil.

Jeg husker som DKUer i 1938 hvordan vi gik til organiseret studiekreds ledet af Børge Thing (bedre kendt som den legendariske "Bopa-Brandt") og også efter anden verdenskrig organiserede vort gamle DKP studiekredse i vore klassikere. Jeg var selv studiekredsleder i Ravnsborg distrikt. Det turde være indlysende, at havde DKP/ML holdt dette princip om marxistisk skoling omkring ideologi og filosofi i hævd kontinuerligt, så er jeg sikker på at opportunisterne og kupmagerne ikke havde fået et ben til jorden på den 7. kongres.

Som bekendt drejer udviklingens og historiens hjul videre og alskens reaktion og revisionisme kan ikke stoppe marxismen leninismen. Lige siden Karl Marx og Friedrich Engels skrev Det kommunistiske Manifest har det været en kendsgerning at de røde vender altid tilbage...

Til slut et hurra for kommunisterne på Fyn som opstiller Liste K ved kommende kommunalvalg og viser vejen for samling i ét stærkt kommunistisk parti.

 

 

RETUR til Forside