Frem mod ét stærkt
kommunistisk parti Den 2.-3. august 1997 afholdt de tidligere medlemmer af DKP/ML en konference i København, som behandlede situationen efter partisprængningen.

Konferencen vedtog resolutionen Frem mod ét stærkt kommunistisk parti og et Åbent brev til DKP/ML.Konferencen af den de fakto ekskluderede trediedel af DKP/ML den 2.-3. august 1997 i København appellerer til alle kommunister i Danmark, partiorganiserede som partiløse, om at slutte op i kampen for at skabe ét stærkt kommunistisk parti i vores land.

Konferencen beslutter at iværksætte skridt til stiftelsen af en partiforberedende organisation på marxistisk-leninistisk grundlag, der som sin hovedopgave har at virke for at skabe betingelserne for stiftelsen af et stærkt kommunistisk parti inden årtusindskiftet.

Det danske kommunistiske partis strategiske opgave er at lede den danske arbejderklasse og dens allierede til sejr i den socialistiske revolution og til opbygningen af et socialistisk Danmark under proletariatets diktatur frem til det klasseløse kommunistiske samfund.

Skabelsen af eet stærkt kommunistisk parti på marxismen-leninismens grund blev en nødvendighed med DKP's overgang til den moderne revisionisme og indflydelsen fra den moderne revisionisme i alle dens varianter i den danske og internationale kommunistiske bevægelse - fra sovjetrevisionismen til "eurokommunisme" og maoisme.

Denne kamp har siden 60'erne gennemløbet en række etaper. Den marxistisk-leninistiske bevægelse opstod i 60'erne i kamp mod sovjetrevisionismens gennemslag i DKP og satte sig som mål at skabe et ægte kommunistisk parti i kamp mod den moderne revisionisme. Blandt de kommunister, der tog denne kamp op, spillede John Max Pedersen en særlig vigtig rolle.

Den moderne revisionisme af sovjetisk type blev endeligt programmæssigt stadfæstet i DKP med vedtagelsen af det anti-leninistiske partiprogram fra 1975, programmet for det såkaldte "antimonopolistiske demokrati". Ud fra anti-revisionistiske positioner bekæmpede Carl Madsen og hans kammerater denne udvikling i DKP, indtil han ekskluderedes. Dette opgør i DKP førte imidlertid ikke til dannelsen af et ægte kommunistisk parti, men blev efter Carl Madsens død ført ind i nye reformistiske og populistiske baner med Preben Møller Hansens "Arbejderpartiet Fælles Kurs".

Under overvindelse af adskillige vildveje af moderne revisionistisk og maoistisk karakter - fra KAK's teorier om den bestukne arbejderklasse til KAP's omfavnelse af den kinesiske moderne revisionisme og "3-verdens-teorien" - lykkedes det i 1978 at stifte Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister som et lille, men ægte kommunistisk parti, der gennem de følgende 18 år med Klaus Riis som formand udviklede en revolutionær linje og politik, strategi og taktik for den danske arbejderklasses kamp for det nye samfund.

Perioden 1989-91 var en kritisk periode for den kommunistiske bevægelse. Sovjetunionens og den sovjetrevisionistiske lejr kollapsede, den revisionistiske kontrarevolution afløstes af den åbne borgerlige kontrarevolution i de tidligere socialistiske lande, den kapitalistiske junglelov og de frie markedskræfter indtog disse lande med voldsom kraft og med uoverskuelige og katastrofale sociale konsekvenser som følge. Med socialismens fald i Albanien udslettedes socialismen i Europa.

På verdensplan gennemløb den internationale kommunistiske bevægelse store rystelser. Den moderne revisionismes overgang til socialdemokratisme fuldbyrdedes. I vores land brød DKP sammen, dagbladet Land & Folk blev likvideret, og ungdomsforbundet DKU blev nedlagt.

En stor forvirring fulgte. Af dem, der ikke fulgte den tidligere partiformand over i det refomistiske SF, orienterede "fornyerfløjen" - gorbatjovisterne - sig i retning af et samarbejde med venstresocialister og trotskister i Enhedslisten - et parlamentarisk parti på en venstresocialistisk, anti-leninistisk platform. Det tilbageværende DKP omdannede sig fra et parti til en løst sammenhængende netværksorganisation, der i dag fungerer som en særlig gruppering i Enhedslisten.

Fra DKP's sammenbrud opstod også Kommunistisk Forum, der omdannedes til Kommunistisk Parti i Danmark (KPiD). Dette parti fastholder den programmatiske moderne revisionisme og forsvarer sovjetrevisionismen i den udformning, den fik i Bresjnev-perioden, men vender sig mod gorbatjovismen og imod den socialdemokratiske "fornyelse", som den seneste partiformand Ole Sohn repræsenterede. KPiD opfatter sig som "det kommunistiske parti" og har gentagne gange afvist initiativer og bestræbelser i retning af samling af kommunisterne i Danmark i ét stærkt parti.

DKP/ML forblev forholdsvis uberørt af rystelserne i den danske og internationale kommunistiske bevægelse i 80'ernes slutning og 90'ernes begyndelse. Partiet udviklede sin linje og taktik for den ny periode i arbejderklassens og folkenes kamp under den såkaldte "ny verdensorden", som afløste perioden med de to supermagter USA og Sovjetunionens dominans og kamp om verdensherredømmet. Partiet fremsatte i lyset af situationen i den kommunistiske bevægelse i Danmark parolen om samling af kommunisterne i ét stærkt parti på marxismen-leninismens grund. Partiet tog i de følgende år en række skridt til at forberede samlingen af kommunister og skabelsen af et kvalitativt og kvantitativt stærkt parti. Ved en række udvidelser af Dagbladet Arbejderen skabtes et rødt dagblad, en kommunistisk avis, som både var et partiorgan, et instrument for samlingen af kommunisterne og en avis for venstrekræfterne og Underdanmark som helhed.

Ved partiets 7. kongres i marts 1997 kunne det opsummeres, at partiet og dagbladet aldrig havde stået i en bedre eller mere gunstig situation, og at kampen for samling af kommunisterne i Danmark i ét stærkt parti på trods af alle vanskeligheder skred fremad og var blevet et generelt krav i hele den kommunistiske bevægelse.

I denne positive situation skete et alvorligt tilbageslag i denne kamp. Den af den 7. kongres valgte Centralkomite i DKP/ML og den ny partiformand Jørgen Petersen traf beslutning om at ekskludere den tidligere formand Klaus Riis, veterankommunisten og det tidligere CK-medlem Frede Klitgård samt det tidligere CK-medlem og distriktsleder i København Dorte Grenaa. Samtidig lancerede man -i modstrid med den 7. kongres' beslutninger - en ny partiopfattelse og en ny retning for partibygningen og foreningen af kommunisterne i Danmark med den uvidenskabelige parole om at skabe "et kommunistisk masseparti" og en "kommunistisk masseavis".

De uvarslede og kupagtige eksklusioner var kulminationen på en partikamp op til den 7. kongres, der havde delt Centralkomiteen og partiet i et flertal og et mindretal omkring partiopfattelsen, om hvad der var hovedfaren for partiet og den kommunistiske bevægelse og omkring en række andre strategiske og taktiske spørgsmål.

Eksklusionerne førte til en sprængning af partiet. Et stort mindretal på ca. en tredjedel af partiet forlod det. DKP/ML blev delt i et stærkt reduceret parti og en gruppe af ekskluderede/udtrådte på omkring halvdelen af dette partis størrelse.

Sprængningen af DKP/ML i den gunstige situation for partiet og for samlingen af kommunisterne i ét stærkt parti er et alvorligt tilbageslag for kommunismen i Danmark, der befinder sig i en positiv genoplivnings- og genopbygningsperiode.

Ansvaret for dette tilbageslag, som tjener den herskende klasse og arbejderklassens og kommunismens fjender, og for dets mange negative konsekvenser falder tilbage på DKP/ML's Centralkomité, som har bevæget sig fra marxistisk-leninistiske positioner over på et standpunkt for forsoning med den moderne revisionisme.

DKP/ML kan ikke længere betragtes som den ledende kraft i den kommunistiske bevægelse i vort land, men har reduceret sig til endnu en opportunistisk influeret smågruppe.

Til trods for dette alvorlige tilbageslag fortsætter kampen for at overvinde den af revisionismen forårsagede splittelse af den kommunistiske bevægelse i Danmark og skabe ét stærkt kommunistisk parti på marxismen-lenismens grund inden for en overskuelig årrække.

Behovet for det stærke kommunistiske parti er større end nogensinde i en situation, hvor imperialismen og det herskende borgerskab, organiseret i monopolernes "Forenede Europa", har udløst en langvarig offensiv mod arbejderklassen og dens allierede med henblik på at eliminere resultaterne af socialismens sejre og den danske arbejderklasses kamp og herunder slagte det såkaldte "velfærdssamfund" og ophæve den danske nationalstat til fordel for den overnationale EF-Union. Ifølge den herskende klasses planer skal Danmark i fremtiden spille rollen som en aggressiv stik-i-rend-dreng for større imperialistmagter og imperialistiske organismer som NATO og EU, blandt andet som deltager i imperialismens militære eventyr rundt om på kloden.

Det stærke kommunistiske parti er nødvendigt både for i dagskampen at forsvare arbejderklassens og dens allieredes - det store flertals - interesser og for at forberede og gennemføre arbejderklassens historiske mission: skabelsen af det socialistiske og kommunistiske samfund ved at omstyrte den herskende klasse og tilintetgøre dets statsapparat og dets bindinger til imperialismen og de imperialistiske organismer gennem en proletarisk revolution.

En "fredelig overgang til socialismen" eller en overgang til socialismen "ad parlamentarisk vej" er under "den ny verdensordens" herredømme en farlig og objektivt set anti-revolutionær illusion.

Det stærke kommunistiske parti, som er brug for, må overvinde de opportunistiske, reformistiske og revisionistiske illusioner og ideer, som er stærkt udbredte i arbejderklassen og tilmed i den revolutionære og kommunistiske bevægelse i Danmark, hvor det borgerlige arbejderparti Socialdemokratiet har spillet en dominerende rolle, og hvor den moderne revisionisme i SF's, Venstresocialisternes og det revisionistiske DKP's udformninger har haft stor indvirkning på den mest fremskredne og klassebevidste del af arbejderklassen og den revolutionære bevægelse gennem årtier.

Det må tilegne sig og på skabende vis anvende den videnskabelige socialismes revolutionære teori, marxismen-leninismen.

Hovedfaren for den kommunistiske bevægelse og det stærke kommunistiske parti er højrefaren, højreopportunismen, det vil sige indflydelsen fra reformismen og den moderne revisionisme i dens forskellige varianter. Også trotskisme og anarkisme i forskellige nye varianter udgør en fare, som må afsløres og bekæmpes.

Det stærke kommunistiske parti er ikke et vælgerforeningsparti, ikke et parlamentarisk parti, selvom det søger at beherske alle kampformer, herunder den parlamentariske arena. Afstemningen ved de parlamentariske valg er langt fra det vigtigste mål for dets virksomhed. Det kommunistiske parti er den revolutionære handlings parti, klasseaktionernes og klassekampens parti.

Det stærke kommunistiske parti sætter kvalitet over kvantitet. Ikke partiets numeriske antal, men dets revolutionære kvalitet og slagkraft, herunder dets tætte forbindelser med arbejderklassen og med de folkelige bevægelser, er afgørende for dets politiske indflydelse og handlekraft og for at det kan opfylde sin rolle som arbejderklassens revolutionære fortropsparti. Passive medlemmer - det vil sige medlemmer af navn, men ikke af gavn - hører ikke hjemme i det kommunistiske parti, der bygger på medlemmernes organiserede aktivitet i tilknytning til partiets grundorganisationer.

Det stærke kommunistiske parti bygger på en grundstamme af kommunistiske kadrer, af kammerater med revolutionær uddannelse i teori og praksis. Det samler arbejderklassens bedste kræfter og de bedste blandt de revolutionært indstillede intellektuelle og fra andre lag. Det afviser skarpt den reformistiske og revisionistiske praksis med at åbne dørene for alle, som måtte ønske optagelse i partiet, indbefattet karrieremagere, pseudorevolutionære og agenter af enhver art.

Det stærke kommunistiske parti bygger på det kommunistiske organisationsprincip - den demokratiske centralisme - som udvikler et levende internt demokrati og en enestående handlekraft i gennemførelsen af partiets besluttede politik.

Det stærke kommunistiske parti lægger stor vægt på den permanente ideologiske og politiske opdragelse af kadrer og medlemmer. Det tilstræber at sikre en alsidig kommunistisk grunduddannelse af alle medlemmer.

Det stærke kommunistiske parti har en god social sammensætning, med et overvejende flertal af arbejdere og med en god generationsmæssig sammensætning af veteraner, af revolutionære kommunister fra 68-generationen og af kommunistisk ungdom. Det tilstræber en ligelig sammensætning af mænd og kvinder og gør særlige bestræbelser for, at kvinder kan fungere på alle niveauer i partiet.

Igennem de senere år er der taget en lang række skridt til at forberede dette stærke kommunistiske parti. På trods af tilbageslaget for disse bestræbelser som følge af sprængningen af DKP/ML er disse bestræbelser ikke spildt. Det ville være fejlagtigt at tro, at "der skal begyndes helt forfra" eller at "vi er tilbage i situationen i 60'erne eller 70'erne".

Den ideologiske, teoretiske, politiske og organisatoriske forberedelse er temmelig fremskreden, selvom en lang række opgaver på alle disse felter endnu står tilbage at løse.

På det ideologiske og teoretiske område står betydelige opgaver foran at skulle løses. Den kommunistiske bevægelse savner et teoretisk tidsskrift. En omfattende marxistisk-leninistisk skolingsvirksomhed og udgivelsesvirksomhed har været forsømt igennem længere tid. Der savnes en række analyser, som er nødvendige for udviklingen af den strategiske og taktiske linje, herunder af det danske samfunds internationale placering og rolle i det imperialistiske system, en moderne klasseanalyse m.m.

På det programmatiske område er der taget vigtige skridt. DKP/ML's udkast til "Program for et socialistisk Danmark - første fase" og "Vejen til socialismen" var i den sammenhæng vigtige initiativer. Debatten herom er langt fra afsluttet. På handlingsprogramområdet er der udarbejdet en række programmer for særlige felter, men en hel del områder mangler endnu, og en sammenfatning af et altomfattende handlingsprogram for kommunisterne og arbejderklassens kamp i den nuværende periode ligger endnu et stykke væk. Udarbejdelsen af et udkast til et egentligt partiprogram for det kommende stærke parti - et program, som analyserer og udtrykker den danske kommunistiske bevægelses erfaringer, analyser og målsætninger - er også en opgave, som endnu ikke er påbegyndt.

Det stærke kommunistiske parti opbygges ikke ved en simpel sammenlægning af de eksisterende erklæret kommunistiske partier og organisationer. I større eller mindre grad, og af forskellige årsager, udgør ledelserne af disse organisationer en hindring for samlingen af kommunisterne i ét stærkt parti. Den nuværende relative stilstand i samlingsbestræbelserne skyldes ikke mindst de nævnte organisationers prioritering af sig selv. DKP har besluttet at prioritere sin selvstændige virksomhed væk og udelukkende arbejde gennem Enhedslisten. Fælles Kurs har spillet fallit med sine teorier om et parlamentarisk "kommunistisk" masseparti og har ingen fremtid, men lederne af denne organisation nægter at drage konsekvensen heraf og nedlægge en organisation, som savner eksistensberettigelse. KPiD's ledelse har endnu engang afsløret en negativ indstilling til samling af kommunisterne gennem eksklusion af en stærk fortaler for samling i partiet. Og DKP/ML's ledelse har erstattet parolen om at kæmpe for ét stærkt kommunistisk parti med den uvidenskabelige og højreopportunistiske parole om "et kommunistisk masseparti" og fører en antagonistisk kurs over for det nu ekskluderede og udtrådte mindretal i partiet.

Det stærke kommunistiske parti vil næppe kunne opbygges gennem ledelserne af disse partier, som foretrækker en selvtilfreds smågruppetilværelse eller propaganderer urealistiske illusioner, der udskyder reelle samlingsinitiativer på marxistisk-leninistisk grundlag i det uvisse. I stedet for ét stærkt kommunistisk parti er vi trådt ind i en periode med samarbejde og kamp mellem lederne af en række smågrupper og partier under navn af aktionsenhed og samlingsbestræbelser.

Den kommunistiske samling må foregå, ved at kommunisterne - organiserede som p.t. partiløse - presser på med initiativer og finder vejene til at samles, lokalt og på landsplan. Nogle steder i landet har der gennem længere tid eksisteret lokale kommunistiske samlingsgrupper - såsom Kommunister på Fyn - af partiorganiserede og partiløse, som til stadighed har udvidet deres samarbejde og virkefelt. Det er som det eneste sted i landet i Odense lykkedes at sikre en fælles parlamentarisk liste K til det kommende kommunalvalg i november 97. Symptomatisk for den nuværende situation nyder dette reelle samlingsinitiativ ikke fuld opbakning fra de erklærede kommunistiske organisationers ledelser, som tværtimod på forskellig vis har søgt at modarbejde det. Samling af kommunisterne på lokalt plan i sådanne forummer er fortsat en vigtig vej til forberedelse af det stærke kommunistiske parti. Disse grupper må imidlertid ikke degenerere til diskussionsklubber, men sætte kampen for partiet i centrum og udvikle en forpligtende fælles politisk praksis, en fælles indsats i den aktuelle klassekamp.

Andre typer organisatoriske initiativer til samling af de kommunistiske kræfter er ligeledes vigtige at udvikle, ikke bare på lokalt, men også regionalt plan og på landsplan - fra studievirksomhed, opbygningen af bogbutikker m.v. til seminarer, konferencer, sommerlejre, fælles markering af revolutionære mærkedage o.lign.

En særlig indsats må gøres for at udvikle nye former for samling af den kommunistiske ungdom. n

Tilbage til forsiden