Optakten til Ribusretssagen og selve retssagen mod de påståede hærværksgeneraler opruller et helt scenarie i, hvordan mange kræfter i Overdanmark har været i bevægelse under og efter Ribuskonflikten.Hvordan smadringen af en offentlig arbejdsplads blev et vigtigt principspørgsmål for de danske arbejdsgivere, i et forsøg på at banke arbejdsforholdene og den faglige kamp årtier tilbage.

Accepteres den nye tidsånd om liberalismen og de frie markedskræfter ikke, må de, der rejser sig til beslutsom kamp, kriminaliseres for enhver pris.

Hvad er så bedre end at lade politiet lemlæste blokadevagter ved at angribe dem med dyr, når hunde nu har vist sig effektive til at bide menneskeblokader i stykker.

Vi har set en statsminister tone frem og kræve, at tingene blev sat på plads, så den kaotiske situation i Esbjerg fik en ende.

Vi har set et politi, som iværksatte en drejebog for at stemple tre ledende Ribus-aktivister som hærværksgeneraler og spærre dem inde i 7 uger under konflikten. Nu skulle der sættes trumpf på. Konflikten skulle bringes til ophør.

Det er nu næsten 2 år siden.

I den tid har det danske borgerskab brugt lup og manipulation for at foretage en endelig afregning med de formastelige bybuschauffører, der i realiteten satte sig op imod EU-Danmarks privatiseringsplaner.

Store dele af politiets oprindelige anklager er ikke nået frem i retten, og politiets store bagmandsanklage er lidt skibbrud i retten fordi dommerne måtte konstatere det pludselig blev den anklagede, der skulle bevise sin uskyld.

Nu er det lagt op til landsret eller evt højesteret at vurdere om en sådan undergravning af retssikkerheden er tilladelig.

Det er imidlertid slet ikke så nemt at foretage en sådan afregning, for solidariteten omkring Ribus lever, og løgn afdækkes. Solidariteten har endda mulighed for at nå nye højder overfor en fru justicia, som er mere end skeløjet.

Uanset højesterets kendelse er solidariteten med de tre ogkampen mod kriminaliseringen af Ribuskonflikten stadig central.

Filmen "Hærrværksgeneralerne" der blev vist søndag den 10. august - dagen før retssagen startede mod de tre Ribusaktivister- afdækkede nogle vigtige sammenhængende brikker overfor den danske offentlighed og påviste Esbjerg Politi som en direkte part i Ribuskonflikten. Artige sager om politiagentvirksomhed og medvirken til hærværk som led i en drejebog om endelig at få knækket den længste og mest solidariske arbejdskamp i nyere tid i Danmark.

For de, der har fulgt Ribuskonflikten på tæt hold, er der ikke noget nyt i disse afsløringer, og det er afgjort kun toppen af isbjerget, der er blevet afdækket.

Ej heller var det nyt for politiet, men hidtil havde kendsgerningerne været holdt i skak, da den etablerede danske medieverden ikke viste interesse i at følge op på Thomas Kjærs afsløringer om sin rolle som agent for politiet for ca. 2 år siden efter hærværkssagen på Rømø.

Der er også artige sager om politiets brutale, uberettigede og ulovlige tilbageholdelse af to mindreårige børn på Rømø. Ulovligheder som endnu ikke er kommet bredt ud i den danske offentlighed.

Paradoksalt nok er det ikke Esbjerg politi, herunder Søren B Thomsen, som nu stilles for retten, men derimod tre solidariske klassekæmpere, der har deltaget i en arbejdskamp, hvoromkring der er opbygget en utrolig solidaritsbevægelse, der lever og ikke kan knækkes. Det blev vist for alle d. 11. august i Esbjerg og chokerer og overrasker borgerskabet.

De tre hovedanklagedes store forbrydelse har været, at de var centralt placeret i strejkeledelsen og Støttekommiteen i Esbjerg. Bjørn Marcher, der var med i de fritstillede bybuschaufføers strejkeledelse, og Peter Kleist og John Andersen, der begge optrådte som talsmænd for støttekommiteen i Esbjerg.

Derfor benyttede man sig af varetægtsfængsling i næsten tomåneder under påberåbelse af at sikre ro og orden i Esbjerg. Anledningen til at hive de tre kammerater ud af sengene om natten og anholde dem var politiets hærværksaktion på Rømø.

Men hvorfor har politiet droppet deres påstand om de tres sammenhæng med Rømø-hærværkssagen. Udsendelsen om hærværksgeneralerne gav noget af svaret. Rømø-sagen er en belastende sag for politiet, man nu helst vil være foruden. Politi- og anklagemyndighed er bange for det lys, der vil blive kastet på politiets og Søren B Thomsens rolle.

Det er sikkert at udviklingen af en solidaritetsbevægelse i forhold til de tre er af afgørende betydning for justicias afgørelse. Uden en sådan bevægelse var havnearbejdernes talsmand ikke "sluppet" med et halvt års isolationsfængsling, uden den var politiets vidneafpresning ikke blevet afsløret.

Derfor er det afgørende at en meget bred solidaritesbevægelse udvikles og at endnu flere brikker trækkes frem i lyset overfor den brede offentlighed for at påvise hvor omfattende kriminaliseringen af denne konflikt har været.

Stadig flere vil forstå, at politiet intet har at gøre i arbejdskampe, og faglige kræfter vil med fornyet kraft kræve at blokadecirkulæret som blev indført i 70 erne under den socialdemokratiske regering bliver fjernet.

Der er god grund til at det ikke er de 3 strejkende som stilles for retten men i stedet de, der har efterstræbt dem - de egentlige bagmænd.

Tilbage til forsiden