Det er iøjnefaldende, at der endnu i år 2001 ikke kan gå en uge, uden der et eller flere steder i den danske presse og offentlighed skal gøres opmærksom på, hvor forfærdelig Stalin var.

Medarbejderne på virksomheder, der er sponsorer for Det Kongelige Teater får engang imellem en fribillet. Således til Strygekvartet i c-mol, et drama til Sjostakovitj’s musik. Kvartetten blev skrevet i 1960 i det sønderbombede Dresden, dedikeret til mindet om fascismens og krigens ofre.

Forfatteren til dramaet er svenskeren Niklas Rådström. Han bruger stykket til at vise, hvorledes de fire personer har svigtet på hver deres måde.

Således sammenstilles cellisten, der som ’betaling’ for en afhopning angav den afdøde - hvis begravelse er anledningen til, at de fire samles - til KGB, med den gamle spillelærerinde, der overlod sit åndssvage barn til offentlig pleje.

Stykket er gennemsyret af udfald mod Sovjetunionen og særdeleshed Stalin. Det mest positive, man kan sige om den forestilling, er, at den åbenlyst ikke har publikums interesse. Det fortjener ikke en længere omtale hér.

Det, der er værd at bemærke, er, at der er fundet en plads på Det Kongelige Teaters repertoire til stykket!

Det er en ganske anden opfattelse af forholdene, man får ved at læse ’Min sovjetdagbog’ af Larry Lesueur, udsendt som radioreporter til Sovjetunionen fra USA fra oktober 1941 til oktober 1942. I et interview med Sjostakovitj den 15. oktober 1942 fortæller Sjostakovitj om hvordan han skrev Leningradsymfonien midt i det krigshærgede Leningrad:

Bogen giver et indtryk af, hvordan den omfattende planlægning og organisering af hele Sovjetunionens produktionssystem og den fælles vilje, der gennemsyrede befolkningen, tilsammen var grundlaget for sejren over Hitlers Tyskland.

At Stalin er en afgørende faktor i den sammenhæng, er svært at bortforklare. Derfor skal vi til stadighed konfronteres med angreb på Stalin.